16.04.2019

Op mod en række vigtige valg i 2019 er regeringer over hele Europa i fuld gang med at sikre sig mod indblanding udefra. Især de russiske fodspor i det digitale landskab rejser spørgsmålet: Hvor sårbare er vi egentlig?

Af Gry Wagner Falkenstrøm

Ruslands evne til at blande sig i vestlige valg og puste til interne splittelser er i løbet af de seneste år blevet et centralt sikkerhedsspørgsmål i Europa. Herhjemme vurderer regeringen og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), at Danmark i forbindelse med et valg med kort varsel vil kunne blive offer for russiske påvirkningsforsøg.

De mere eller mindre succesfulde strategier fra russiske medier, hackere og såkaldte ’trolde’ ved valgene i Holland, Storbritannien, USA, Frankrig og Catalonien i løbet af 2016 og 2017 er nogle af de eksempler, som har fået EU-lederne til at styrke beredskabet mod ydre påvirkning af Europaparlamentsvalget i maj og de omkring 50 andre lokale og nationale valg, som finder sted i Den Europæiske Union (EU) i løbet af 2019.

Hvor gennemtænkte og orkestrerede de russiske påvirkningsaktiviteter reelt er, er fortsat underdokumenteret. Men én ting er sikkert: Præsident Putin har været umådelig succesfuld i at indtage rollen som kongen af informationskampagner og hybrid krig, imens de åbne europæiske demokratier fremstår som magtesløse og skrøbelige potentielle ofre.

 

Rusland ses i mange EU-lande som den ubestridte skurk, når det kommer til brugen af påvirkningsredskaber
_______

 

Putins Hybride Magt
Rusland ses i mange EU-lande som den ubestridte skurk, når det kommer til brugen af påvirkningsredskaber. Ifølge EU-estimater bruger Putins styre over en mia. euro om året på medier, der spreder Kreml-venlige narrativer både i Rusland og udlandet. Mange ser de statsejede nyhedsbureauer Sputnik og RT, som udkommer henholdsvis på over 30 forskellige sprog og i over 100 lande, som propagandaapparater, der giver den russiske regering en forlænget arm ind i andre landes interne affærer. Dertil kommer brugen af hackergrupper, bloggere og ’troldefabrikker’, som blandt andet hyrer kommunikationsfolk til at polarisere debatten på de sociale medier. Den type aktivitet var ifølge de amerikanske efterretningstjenester en central del af den russiske påvirkningskampagne under USA’s valgkamp i 2016. Også hjemme i Rusland benytter Putins styre professionelle meningsdannere til at påvirke russerne. Rusland er langt fra alene: En rapport fra den amerikanske NGO Freedom House (2017) viser, at regeringer i 30 lande – fra Tyrkiet til Venezuela og Filippinerne – benytter metoden mod egne befolkninger.

Den russiske informationsstrategi mod andre lande tilskrives ofte den russiske førsteviceforsvarsminister, general Valery Gerasimov. I en artikel fra 2013 vurderede han, at traditionelle våben kun ville fylde 20 pct. af fremtidens krige, mens 80 pct. ville bestå af ikke-militære midler af skjult karakter. Set fra Rusland passer beskrivelsen perfekt på amerikanernes brug af såkaldt ’blød magt’ til at støtte regimeomvæltende revolutioner i Mellemøsten og i tidligere sovjetlande (de såkaldte farverevolutioner). Men i Vesten ser mange sikkerhedsanalytikere Gerasimovs paradigme som et varsel om den efterfølgende stigning af russiske påvirkningsaktiviteter både i Ruslands nærområde og bredt i Vesten.

 

I kølvandet på Ukraine-krisens udbrud sidst i 2013 kunne EU-aktører identificere en markant stigning i falske nyheder i russisksprogede medier
_______

 

I kølvandet på Ukraine-krisens udbrud sidst i 2013 kunne EU-aktører identificere en markant stigning i falske nyheder i russisksprogede medier. Ud over at diskreditere den nye Rusland-kritiske regering i Kiev blev et fast tema nu historier, der satte EU – Kievs nye partner – i et dårligt lys. Som reaktion herpå oprettede EU det såkaldte East Stratcom Team, som løbende faktatjekker nyheder på sociale og traditionelle medier. Siden 2015 har teamet identificeret over 4.500 eksempler på falske historier med russisk ophav. Ukraine er fortsat det største offer, men løbende er adskillige EU-medlemmer også blevet ramt af russiske kampagner. Det har betydet, at EU nu ikke kun ser Rusland som en ydre sikkerhedspolitisk trussel i traditionel militær forstand, men også som en mulig aktør i indre politiske anliggender.

Udemokratiske nye medier
Hvor optimisterne har haft store forhåbninger til sociale medier som nye værktøjer til demokratisk omstilling – fx under Det Arabiske Forår i 2011 – har de samme platforme nu også vist sig som effektive værktøjer til at fremme antidemokratiske mål, herunder valgindblanding. Den nye teknologi har bl.a. gjort det muligt for russiske påvirkningsaktører at benytte såkaldte online bots til at påvirke debatten på de sociale medier. Disse bots er automatiserede profiler, der kan poste, dele og like information fx gennem netværk på tusindvis af falske profiler. Det gør dem i stand til at sprede falske nyheder i en mængde og hastighed, der ville være umulig for et menneske.

 

Giver det mening at involvere sig i debatten på de sociale medier, hvis man ikke kan vide sig sikker på, hvorvidt det er rigtige mennesker, man diskuterer med? Og hvis man ved, at man alligevel aldrig kan hamle op med ’botternes’ informationsstrøm?
_______

 

Facebook vurderer, at op mod 3-4 pct. af alle deres konti er falske, og et studie fra Indiana University har estimeret, at 15 pct. af alle konti på Twitter udgøres af de såkaldte bots. Det udgør et betydeligt demokratisk problem: Giver det mening at involvere sig i debatten på de sociale medier, hvis man ikke kan vide sig sikker på, hvorvidt det er rigtige mennesker, man diskuterer med? Og hvis man ved, at man alligevel aldrig kan hamle op med ’botternes’ informationsstrøm?

Især i den russisksprogede informationssfære er problemet enormt. En undersøgelse foretaget af forskere på Oxford University af perioden fra februar 2014 til december 2015 viste, at omkring halvdelen af indlæggene i den russiske politiske Twitter-debat blev postet af bots. Tilsvarende bruges bots til at påvirke den politiske debat i andre lande. Fx har forskere fra University of Edinburgh vist, at flere end 150.000 primært automatiserede russiske Twitter-profiler blandede sig i debatten i de sidste dage af den britiske Brexit-valgkamp i juni 2016.

Kommercielle aktører er også aktive spillere i politiske påvirkningskampagner. Op mod det amerikanske præsidentvalg i 2016 høstede den britiske konsulentvirksomhed Cambridge Analytica ulovligt data fra mere end 50 millioner Facebook-profiler og brugte det til at målrette annoncer, hvis mål var at hjælpe med at få Donald Trump valgt som præsident. Takket være de klikdrevne forretningsmodeller på nettet har falske nyheder vist sig at være en yderst lukrativ business. Journalister fra medieorganisationen NPR, der dækkede problematikken under den amerikanske valgkamp, dokumenterede, at teenagere kunne tjene tusindvis af euro om dagen på at producere falske nyheder i valgkampens sidste fase: Jo mere kontroversielle og æggende historier de kunne skrive, jo flere klik kunne de få, og jo større indtjening fra annoncer kunne de generere.

 

Da falske nyheder ofte konstrueres til netop at forarge læserne eller vække deres nysgerrighed på et falsk grundlag, trives de derfor særligt godt i den nye, digitale medievirkelighed
_______

 

De algoritmer, som styrer spredningen af information online, bidrager til at promovere sensationelt, forsimplet og følelsesdrevet indhold, som genererer klik og er nemt at dele på de sociale platforme. Da falske nyheder ofte konstrueres til netop at forarge læserne eller vække deres nysgerrighed på et falsk grundlag, trives de derfor særligt godt i den nye, digitale medievirkelighed. Mens traditionelle nyhedsmedier som tv og dagblade fortsat spiller en vigtig rolle i at sprede og ikke mindst blåstemple falske nyheder, er det på de sociale medier, at de opnår hidtil uset udbredelse. Fx har en kortlægning af nyheder på Twitter vist, at falske nyheder har 70 pct. større chance for at blive delt end de sande (og derfor ofte mindre farverige og slagkraftige) tweets.

De russiske påvirkningsstrategier
Selvom det er ekstremt vanskeligt at påvise, hvor en eventuel russisk, statsinitieret påvirkningskampagne starter, og hvor andre aktører og algoritmer tager over, har adskillige studier af forskere og statslige og civile organisationer især siden 2014 dokumenteret en lang række påvirkningsaktiviteter, som i forskellig grad trækker tråde til personer i magtcirklerne omkring Putin.

Hvis man kigger på de mest prominente eksempler, kan de groft inddeles i tre forskellige strategier:

Den første strategi benytter sig af intensiv spredning af desinformation og falske nyheder med det formål at forurene den offentlige debat og skabe tvivl om det faktuelle grundlag bag politiske beslutninger eller konkrete begivenheder. Mens misinformation karakteriseres som fejlagtig information, som ofte skyldes uvidenhed eller sløseri, produceres desinformation med det formål bevidst at vildlede modtagerne, fx som led i at opnå bestemte politiske mål. Ifølge EU er den russiske desinformation den største påvirkningstrussel mod de kommende valg i EU.

Et illustrativt eksempel er den langstrakte russiske desinformationskampagne, der knytter sig til nedskydningen af Malaysia Airlines-flyet MH17 over Østukraine i juli 2014. Selvom en uafhængig international undersøgelse holder Rusland ansvarlig for hændelsen, har en lang række russiske aktører, toneangivende medier og officielle russiske ministerielle og militære talspersoner løbende spredt et væld af alternative forklaringer. De har bl.a. hævdet, at det ukrainske militær stod bag nedskydningen, og at de 298 døde passagerer var lig fra et andet flyuheld, der på forhånd var placeret på MH17 for at diskreditere Rusland. Formålet var således ikke at opnå opbakning til en bestemt konklusion, men tværtimod at introducere mange forskellige teorier og konspirationer, der mudrede billedet og reducerede konklusionen fra den uafhængige internationale undersøgelse til én teori blandt mange.

 

Målet er ikke nødvendigvis at underminere fakta i bestemte politiske sager, men i stedet at undergrave den sociale og politiske stabilitet ved at promovere narrativer, der puster til eksisterende politiske spændinger mellem befolkningsgrupper
_______

 

Den anden påvirkningsstrategi har typisk et mere langsigtet fokus på at skade andre landes eller samfunds sammenhængskraft og tiltro til politiske ledere og bærende institutioner. Her er målet ikke nødvendigvis at underminere fakta i bestemte politiske sager, men i stedet at undergrave den sociale og politiske stabilitet ved at promovere narrativer, der puster til eksisterende politiske spændinger mellem befolkningsgrupper. Et illustrativt eksempel er Lisa-sagen fra Tyskland, hvor en nyhed bredte sig hastigt i midten af januar 2016: En gruppe migranter havde voldtaget en 13-årig russisk pige i Berlin. Historien blev især spredt af russiske medier og højrenationale grupper i Tyskland og førte til en række større og mindre demonstrationer i forskellige tyske byer, fx foran Angela Merkels kanslerbygning i Berlin. Selv den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov, udtalte sig kritisk om de tyske myndigheders evne til at beskytte russiske borgere på tysk jord. Det viste sig efter kort tid, at historien var falsk. Men sagen viser, hvordan falske nyheder kan benyttes til at puste til eksisterende spændinger internt i et land (konkret: migrationsdebatten i Tyskland) til skade for landets sammenhængskraft og – som eksemplet viste – til gavn for de mest migrationskritiske højrefløjspartier, der også ofte er mere venligt stemt over for Rusland.

Den demokratiske udfordring ved denne påvirkningsstrategi opstår derfor især, når eksisterende holdninger gives uberettiget legitimitet gennem falske nyheder, eller når marginale holdninger opnår ekstrem udbredelse på de sociale medier gennem brugen af bots og ’trolde’.

Den tredje strategi involverer cyberangreb og hacking som et led i en påvirkningskampagne. Mange EU-medlemslande har over en årrække digitaliseret deres offentlige systemer kraftigt, og det øger risikoen for skadelige cyberangreb. Derfor fastholder mange – herunder Danmark – fortsat papir og pen som stemmeredskab som sikring mod hacking af de endelige valgresultater. Ikke desto mindre kan relaterede offentlige systemer, databaser, tællemaskiner eller individuelle kandidaters kampagner fortsat rammes af cyberangreb. Det skete både under den seneste amerikanske og den seneste franske præsidentvalgkamp, hvor hackere lækkede Hillary Clintons og Emmanuel Macrons e-mails med det formål at skade deres ry og dermed ændre potentielle vælgeres opbakning.

Om en bestemt påvirkningsstrategi er succesfuld eller ej, skal vurderes i de konkrete tilfælde. MH17-kampagnen kan have hjulpet med at undgå, at Rusland også internt blev dømt ansvarlig for nedskydningen af passagerflyet (som den internationale undersøgelse fastslår). En undersøgelse fra månederne efter nedskydningen af det uafhængige russiske meningsmålingsinstitut Levada-Center viser nemlig, at over 80 pct. af russerne troede, at Ukraine stod bag, omkring 20 pct. troede, at USA stod bag, mens kun 2 pct. troede, at Rusland eller russisk-støttede separatister stod bag. Lisa-sagen og sagen om Hillary Clintons lækkede e-mails viser også, at de russiske påvirkningskampagner med relativt beskedne midler var i stand til at påvirke den demokratiske debat i Tyskland og USA, som var mål for kampagnerne.

 

Da moderne påvirkningsaktiviteter i høj grad udspiller sig i cyberspace, er det ekstremt vanskeligt for enkelte stater at værne fuldt imod dem gennem nationale tiltag. Derfor har EU fået en central rolle i at koordinere en fælles europæisk indsats
_______

 

EU til kamp mod valgindblanding
Da moderne påvirkningsaktiviteter i høj grad udspiller sig i cyberspace, er det ekstremt vanskeligt for enkelte stater at værne fuldt imod dem gennem nationale tiltag. Derfor har EU fået en central rolle i at koordinere en fælles europæisk indsats, som kan virke afskrækkende på både fjendtlige statslige og kommercielle aktører.

Som en viderebygning af eksisterende initiativer fik Europa-Kommissionens nye handleplan mod desinformation fra december 2018 stor opbakning fra medlemslandenes ledere. Ud over tættere efterretningssamarbejde og informationsdeling lægger handleplanen op til at styrke uafhængige medier, uddanne EU-borgerne til at forholde sig kritisk til strømmen af nyheder online samt udvikle et netværk af faktatjekkere, som kan spotte og korrigere falske nyheder i Europa. EU’s egne strategiske kommunikationsteams får også tilført ekstra ressourcer.

Da EU ofte selv er mål for tilsmudsende desinformationskampagner, opfordrer Kommissionen medlemslandene til at være bedre til at kommunikere positivt om EU-projektet. Det skal styrke sammenhængskraften i en tid, hvor både eksterne og interne aktører forsøger at fremme den interne splittelse i Unionen. Den positive kommunikation har dog den store svaghed, at den modsat intentionen kan styrke kritikken fra fx Rusland og EU-kritiske partier i medlemslandene, som påstår, at EU selv spreder propaganda.

Et centralt skridt i EU’s handleplan består i at øge presset på de multinationale IT-giganter, som kontrollerer langt størstedelen af de online platforme, hvorpå den demokratiske debat i Europa finder sted. EU fik i oktober 2018 Facebook, Google, Twitter, Mozilla og reklamebranchens fagforeninger til at forpligte sig på et fælles Code of Practice, som indebærer, at virksomhederne skal slette falske konti på sociale medier, identificere bots samt øge gennemsigtigheden i, hvem der står bag politiske reklamer. Det skal bl.a. mindske sammenblandingen af journalistisk indhold, partsindlæg og reklamer samt reducere antallet af kampagner fra uidentificerbare aktører. På baggrund af de første statusrapporter for samarbejdet fra januar og februar 2019 har EU krævet, at IT-giganterne fortsat forbedrer dokumentationen af deres nye tiltag, sikrer større åbenhed omkring sponsorerne bag online indhold samt indgår samarbejde med medlemslandene, uafhængige forskere og faktatjekkere. Fejler virksomhederne fortsat i at leve op til forventningerne, opfordrer EU-Kommissionen til, at medlemslandene indfører hidtil uset (og endnu uvis) regulering af de private aktører.

 

De seneste initiativer er vigtige skridt mod at beskytte de europæiske valg mod ydre indblanding. Men EU stilles konstant i en række dilemmaer i forsøget på at imødegå den russiske påvirkningstrussel
_______

 

EU skal undgå Putins autoritære spil
I forsøget på at bekæmpe desinformation og ydre påvirkning skal EU-lederne gå en svær balancegang. Hvis de sætter for hårdt ind mod aktører i den offentlige debat, risikerer de selv at svække ytringsfriheden og spille ind i kritikeres beskyldninger om censur og magtmisbrug. Hvis de gør for lidt, risikerer de, at eksterne aktører undergraver tiltroen til den demokratiske debat, eller at de ultimativt får succes med at påvirke resultatet af afstemningerne.

For at undgå, at Putins ’informationskrig’ trækker EU i en mere autoritær retning, bør tiltagene hele tiden indtænkes i en større strategi, der har til formål at styrke EU’s demokratiske fundament. EU bør derfor reagere prompte, hvis medlemslande i kampen mod desinformation og anden påvirkning selv svækker ytringsfriheden eller indfører andre udemokratiske tiltag, fx i stil med dem, Polen og Ungarn er udsat for under deres nuværende regeringer.

EU’s tiltag bør i stedet styrke alle EU-borgeres adgang til faktabaseret information, der bygger på troværdige eksperter og autoritative kilder. Uafhængige medier spiller her en afgørende rolle i at fastholde høje standarder for kildekritik og grundig research samt modstå fristelserne til at jagte klik gennem sensationelle historier, historier baseret på en enkelt kilde samt historier, der kun publiceres, fordi de trender på de sociale medier.

 

Det er afgørende, at EU ikke selv indtager rollen som et overstatsligt informationspoliti, men i stedet bliver en platform, der kan facilitere indsatser fra uafhængige NGO’er, medier og private virksomheder
_______

 

Det er afgørende, at EU ikke selv indtager rollen som et overstatsligt informationspoliti, men i stedet bliver en platform, der kan facilitere indsatser fra uafhængige NGO’er, medier og private virksomheder med interesse i at udvikle et bæredygtigt medielandskab. Disse aktører kan med fordel samarbejde om at udvikle en ’black list’ over medier, der spreder desinformation, så annoncører kan tage højde for det i deres køb af reklameplads.

Legitimiteten af de kommende valg afhænger i høj grad af, at EU-borgerne bevarer tiltroen til den offentlige politiske debat som grundlag for demokratiske valghandlinger. Da størstedelen af EU’s borgere i dag får deres politiske nyheder via de sociale medier, er det afgørende, at Google, Twitter, Facebook og lignende IT-giganter udvikler platforme og ydelser, der understøtter frem for at modarbejde den demokratiske offentlighed.

Om den ’frivillige tvang’, der er indbygget i den nye fælles Code of Practice mellem IT-giganterne og EU, er nok til sikre større transparens og bremse indtjeningsmulighederne i falske nyheder, kan først vurderes, når aftalens tiltag evalueres endeligt i slutningen af 2019.

Især bør manglen på åbenhed og datasikkerhed på platformene opnå maksimalt fokus fra politikere, medier og andre civile vagthunde. Disse aktører har et særligt ansvar for at informere offentligheden om IT-giganternes mangel på demokratisk ansvarlighed, da bevågenheden fra platformenes mange millioner brugere i sidste ende er det mest effektive middel til at få virksomhederne til at udvikle mere ansvarlige forretningsmodeller (også i de medlemslande, hvor der ikke er indført nationale bøder og lovgivning).

 

For at øge samarbejdsviljen hos IT-giganterne bør EU være parat til at gennemføre truslen om mulig overstatslig regulering
_______

 

For at øge samarbejdsviljen hos IT-giganterne bør EU være parat til at gennemføre truslen om mulig overstatslig regulering. Et oplagt første skridt kunne i den henseende være at kræve større åbenhed om platformenes algoritmer og indsamlede data. I dag betragter virksomhederne disse som forretningshemmeligheder, men da de potentielt indeholder information af stor betydning for europæiske landes sikkerhed, er spørgsmålet, om ikke de bør udsættes for højere grad af kontrol eller transparens.

Sanktioner mod påvirkning
Selvom EU er i fuld gang med at sikre de kommende valg, er det relevant at overveje, om de nuværende tiltag er nok til at afskrække Rusland fra at forsøge at blande sig i EU-landes interne affærer. Især online påvirkningsredskaber er billige og effektive, og risikoen for, at den egentlige ophavsmand identificeres, er fortsat relativt lille. Ifølge et studie af cyberrelateret valgindblanding i 40 lande foretaget af canadiske myndigheder kan kun 20 pct. af tilfældene spores tilbage til de ansvarlige.

Derfor bør EU’s modsvar også indeholde mere afskrækkende elementer. Som et hårdere sikkerhedspolitisk middel anbefaler EU-Kommissionen og Parlamentets udenrigsudvalg brugen af sanktioner mod påvirkningsaktører. Især skal man kunne straffe ulovlig brug af persondata med henblik på at påvirke valgresultater.

Om det på nuværende tidspunkt vil kunne lade sig gøre at indføre nye økonomiske sanktioner over for Rusland, er dog langt fra sikkert, da det kræver enighed blandt alle medlemslandene. En række Rusland-venlige EU-lande fastholder kun modvilligt de eksisterende Ukraine-relaterede sanktioner mod Rusland. Et af dem er Italien, hvis vicepremierminister, Matteo Salvini, i efteråret kaldte sanktionerne ”økonomisk, socialt og kulturelt vanvid”. Italien og andre især sydeuropæiske lande vil derfor højst sandsynligt være tilbageholdende med at stemme for noget, der kan skade relationerne og deres samhandel med Rusland yderligere.

Uanset hvad vil brugen af sanktioner stille høje krav til beviserne for russisk indblanding. Om Rusland vil bære sig så klodset ad, at alle medlemslandene kan blive enige om at holde landet ansvarligt for valgpåvirkning og indføre yderligere sanktioner, er derfor tvivlsomt.

Uanset om russisk påvirkning bliver et lige så stort tema ved de kommende valg, som det var i 2016 og 2017, tyder den konstante udvikling inden for ny teknologi og kommunikationsteknikker på, at påvirkningsforsøg fra private og statslige aktører vil være en uundgåelig del af fremtidige valgkampe. Især forudser eksperter, at brugen af kunstig intelligens til at forfalske lyd og video (’deep fakes’) i meget nær fremtid vil kunne revolutionere desinformation.

De eksisterende erfaringer med brugen af russiske konspirationsteorier, forfalskninger og alternative nyheder om nedskudte fly, giftmord og vestlige politikere viser tilsvarende, at EU bør forberede sig på en høj grad af kreativitet, når det kommer til mulig valgindblanding. Kampen for at sikre Europas demokratiske valg er derfor kun lige begyndt. ■

 

EU bør forberede sig på en høj grad af kreativitet, når det kommer til mulig valgindblanding. Kampen for at sikre Europas demokratiske valg er derfor kun lige begyndt
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland