04.07.2019

Kasakhstans nye præsident Tokajev bliver udfordret af demonstranter, som kræver politiske forandringer efter den tidligere præsidents uventede afgang. Hans styre skal nok overleve, men han kan blive nødt til at gøre seriøse indrømmelser for at sikre ro i landet.

Analyse af Flemming Splidsboel Hansen

I dagene efter præsidentvalget den 9. juni 2019 blev Kasakhstan ramt af omfattende uro. Demonstranter gik på gaden i flere af landets større byer for at protestere mod valget og mod den nye præsident, Kassym-Jomart Tokajev. Baggrunden for uroen er, at landets tidligere præsident Nursultan Nasarbajev den 20. marts 2019 uventet trådte tilbage og udnævnte Tokajev til fungerende præsident. Efter en kort valgkamp blev Tokajev så bekræftet som præsident den 9. juni 2019.

Uroen har gjort, at der er kommet sprækker i den politiske facade i Kasakhstan. Der har været demonstrationer før – også omfattende og i Nasarbajevs tid – men det vil sandsynligvis være anderledes denne gang. Nasarbajev var lederen, sådan var det. En hel generation af kasakher har aldrig oplevet andet. Selv blandt mange utilfredse kasakher har der været en accept af, at kasakhisk politik først ville blive genstartet efter Nasarbajev. Den tålmodighed har mange nu lagt væk, og vi ser dem på gaderne. De ønsker et samfund, som er mere demokratisk og liberalt og mindre korrupt og nepotistisk.

Myndighederne rapporterede, at de efter få dage havde arresteret flere end 4.000 demonstranter. I det tidligere sovjetiske Centralasien regerer de stærke mænd kompromisløst, og der er langt mellem offentlige protester. Kirgisistan er en undtagelse fra denne regel – her har befolkningen ved flere lejligheder gjort oprør og sågar smidt præsidenter – Akajev i 2005 og Bakijev i 2010 – på porten.

Spørgsmålet er nu, hvilken vej Kasakhstan vil gå. Bliver det efter kirgisisk eksempel i retning af politiske reformer eller snarere mod den politiske undertrykkelse som i Tadsjikistan, Usbekistan og endog mere udtalt i Turkmenistan? Sidstnævnte vil tvinge demonstranterne væk fra gaderne og i sidste ende sikre Tokajev politisk ro. Han blev indsat 12. juni 2019, og hans første store prøvelse ligger allerede på hans skrivebord.

 

Der er dog ingen tvivl om, at Nasarbajev har været optaget af at sikre de mange forskellige interesser hos sin inderkreds, der tæller hans umiddelbare og udvidede familie samt politiske allierede, foruden hans eget politiske projekt
_______

 

Kunsten at prikke
Flere af de tidligere sovjetrepublikker mestrer kunsten at holde deres præsidenter på posten i lang tid og derefter sikre en gnidningsløs overgang til en håndplukket efterfølger. Kasakhstans tidligere præsident Nursultan Nasarbajev fulgte altså en form for drejebog, da han 20. marts 2019 – uden varsel – meddelte, at han trådte tilbage. Der har i mange år været rygter om Nasarbajevs dårlige helbred, og de fleste iagttagere af kasakhisk politik havde nok forventet, at sygdom ville indhente ham, førend han frivilligt forlod posten. Nasarbajev blev valgt til præsident af Kasakhstans Øverste Sovjet i 1990, og han klæbede hårdt til embedet i de følgende mange år.

Men den 20. marts sluttede det altså. Det er endnu uklart, hvad Nasarbajevs idé med aftrædelsen egentlig har været. Hans datter Dariga er en fremtrædende politiker, og der var bestemt en mulighed for, at han kunne have skubbet hende frem som sin efterfølger. Men det gjorde han ikke. Måske har han tænkt, at hun var for svag til at håndtere oppositionen, at det var for tidligt for det kasakhiske samfund at få en kvindelig præsident, eller at den direkte overgang fra far til datter ville være for svær for mange – i befolkningen og den politiske elite – at acceptere.

Der er dog ingen tvivl om, at Nasarbajev har været optaget af at sikre de mange forskellige interesser hos sin inderkreds, der tæller hans umiddelbare og udvidede familie samt politiske allierede, foruden hans eget politiske projekt. Dette projekt indebærer bl.a. en forsigtig modernisering af det kasakhiske samfund og en stille hensyntagen til Rusland og Kina på den ene side og en tilnærmelse til Vesten på den anden side.

Interesserne og projektet kan være vanskelige at adskille, for det politiske projekt har også gjort det muligt for hans familie og politiske allierede at udbygge og cementere deres magt. Ved en afvejning af de to er magtinteresserne vigtigere at pleje end det politiske projekt.

Tokajev skal sikre interesserne
Da Nasarbajev trådte tilbage, blev Tokajev automatisk fungerende præsident, idet han var formand for Senatet. Det var helt efter forfatningen. Og det var helt efter drejebogen, da Nasarbajev samtidig anbefalede Tokajev som sin efterfølger. Det gyldne prik på skulderen giver et godt afsæt for en valgkamp, og hvis man samtidig kan manipulere valget og få det afviklet hurtigt, så er udsigterne for den håndplukkede efterfølger særdeles gode. Ruslands overgang fra Boris Jeltsin til Vladimir Putin i 1999-2000 er skoleeksemplet, som eneherskere med fordel kan studere. I Rusland var der ingen tvivl om, at Putin ville vinde, og i Kasakhstan var det klart for alle, at Tokajev ville blive den nye præsident. Nasarbajevs datter Dariga har i stedet overtaget Tokajevs plads og er blevet forkvinde for Senatet.

 

Efter 29 år som præsident var Nasarbajev i en position, hvor han kunne uddele politisk magt. Og bliver man tilbudt en portion af magten, følger der oftest en regning med
_______

 

Som en af sine første handlinger som fungerende præsident besluttede Tokajev, at Kasakhstans hovedstad skulle omdøbes Nursultan efter landets første præsident. Det er udtryk for, at der i Kasakhstan hersker en politisk kultur, hvor man dyrker den stærke leder, men det siger givetvis også noget om forholdet mellem Tokajev og Nasarbajev: Det er lærlingen og læremesteren, og den første skylder den anden så meget. Sådan er det i de meget personbårne politiske systemer.

Efter 29 år som præsident var Nasarbajev i en position, hvor han kunne uddele politisk magt. Og bliver man tilbudt en portion af magten, følger der oftest en regning med. Som minimum indebærer det, at efterfølgeren må dyrke sin forgængers politiske arv, da den normalt er så rodfæstet, at kun politiske kamikazer tør tage et tidligt opgør med den. Derudover gælder en sikring af forskellige interesser hos den afgående præsident. Sådan en aftale kan være implicit eller eksplicit, og den kan dække alt fra det symbolske (Jeltsin ville fx kun omtales som Ruslands ”første” og aldrig ”tidligere” præsident) til det meget håndgribelige (fx garantier mod retsforfølgelse eller sikring af fortsat ejerskab af virksomheder mm.).

Vi ved ikke, hvad der eventuelt er aftalt i Kasakhstan. Men det er oplagt, at Nasarbajevs ”kreds” skal beskyttes på en eller anden måde. Der er ikke nødvendigvis plads til alle i sådan en aftale – den nye præsident har jo også et bagland, som skal plejes – men der vil være en kerne, som for nu kan ånde lettet op. Nasarbajev forbliver bl.a. formand for Kasakhstans sikkerhedsråd og formand for sit parti Nur Otan. Herfra kan han trække i mange tråde og lægge begrænsninger på Tokajevs politiske råderum. Det er sandsynligt, at det i en overgang vil sikre en form for våbenhvile mellem mulige rivaliserende fraktioner. Det bliver en helt anden historie, når Nasarbajev dør, og mange goder igen skal omfordeles.

Undertrykkelsen skal doseres rigtigt
Det er en vanskelig opgave for Tokajev at håndtere protesterne mod ham. På den ene side vil han med stor sandsynlighed gå forholdsvis langt for at understrege, at han er den nye præsident, uanset hvad demonstranterne mener om overgangen fra Nasarbajev eller om selve valget. I det politiske bagland vil der også være en forventning om, at stabiliteten i landet vender tilbage meget snart. Den omfattende uro er kommet efter skiftet, og det er den nye præsidents opgave at håndtere den. Derudover vil der også blandt flere af Kasakhstans allierede, fx Rusland, Tadsjikistan, Usbekistan og Kina, være et klart ønske om, at der hurtigst muligt bliver ryddet op, så situationen i Kasakhstan ikke kommer til at virke som inspiration for utilfredse borgere i disse lande.

På den anden side er den politiske kultur i Kasakhstan anderledes end hos disse allierede, og der er ingen grund til at tro, at Tokajev er rundet af en helt anden skole end sine forgængere. Kasakhstan er på den måde mere som Kirgisistan, hvor en stærk og uafhængig nomadekultur giver en solid skepsis over for stort set alle myndigheder. Kirgisistan har haft revolutioner og hele fem forskellige præsidenter siden Sovjetunionens sammenbrud, mens Kasakhstan har været karakteriseret ved stor stabilitet. Men begge steder finder vi en befolkning, som vil leve frit, og som kun finder sig i så meget. Den politiske gnist kan pludseligt antændes.

 

Skal nogen af de store energieksportører bryde forbandelsen, så er Kasakhstan måske det bedste bud. Det er nemlig de unge postsovjetiske vælgere, som nu er på gaderne
_______

 

Derudover er Tokajev givetvis opmærksom på, at de kasakhiske demonstranter har forventninger om et større mulighedsrum, end vi finder i flere af de andre lande i regionen. Jeg har selv undervist i det postsovjetiske Centralasien, og de studerende fra Kasakhstan er generelt mere selvstændige og mere reflekterende end deres medstuderende fra de andre lande. De er mere kritiske, respekterer i mindre grad autoriteter og er vant til at danne deres egne meninger. Med et BNP per capita (i købekraftsparitet) på 1,4 gange det næsthøjeste (Turkmenistan) og hele 8,2 gange det laveste BNP per capita i regionen (Tadsjikistan) har Kasakhstan haft gode muligheder for at satse på oplysning og undervisning. Det har man bl.a. gjort via det regionale kraftcenter Nazarbayev University, som har formået at tiltrække internationale forskere.

Den berømte ”ressourceforbandelse”, hvor autoritære regimer trods almindelig logik formår at modstå presset fra en modernisering af deres samfund, holder fortsat mange energirige lande tilbage i undertrykkelse. Skal nogen af de store energieksportører bryde forbandelsen, så er Kasakhstan måske det bedste bud. Det er nemlig de unge postsovjetiske vælgere, som nu er på gaderne – og de er opvokset med en forholdsvis høj velstand og med gode muligheder for at uddanne sig, få information og for at rejse.

Der er sprækker i facaden
Landene i det postsovjetiske Centralasien udgør ikke en homogen masse. Der er store forskelle mellem dem. Et fælles vilkår er dog, at de alle ligger i et primært autoritært eller endog totalitært nabolag, hvis grænse mod nord og øst er defineret af henholdsvis Rusland og Kina. Flere af styrerne er begejstrede for det vilkår og understøtter det aktivt. Det gør de fx ved at udskamme en demokratisk styreform og tale for det autoritære styres mange fordele.

Det er imidlertid svært for et semidemokratisk eller demokratiserende styre at befinde sig i sådan et selskab. Man risikerer at blive trukket ned i undertrykkelsen igen. Det gør det endnu mere bemærkelsesværdigt, at det lille og ressourcefattige Kirgisistan har formået at fastholde sin egen politiske identitet med et forholdsvis demokratisk og liberalt styre.

I Kasakhstan skal Tokajevs styre nok overleve, og det bliver hverdag i landet igen. Men han kommer til at regere på andre vilkår, end Nasarbajev gjorde. Vælgernes forventninger er højere, og det gør ham mere sårbar. Han vil være fristet til at slå hårdt ned på demonstrationerne – flere af hans kolleger i nabolandene har sikkert allerede givet ham det råd – men det vil sandsynligvis være en kortsigtet løsning. Vi skal i stedet forvente et Kasakhstan, som ganske forsigtigt bevæger sig i retning af reformer. De politiske træer vokser ikke ind i himlen – slet ikke i denne region – men Kasakhstan under Tokajev vil sandsynligvis nærme sig Kirgisistan og lægge afstand til de mere undertrykkende naboer. ■

 

De politiske træer vokser ikke ind i himlen – slet ikke i denne region – men Kasakhstan under Tokajev vil sandsynligvis nærme sig Kirgisistan og lægge afstand til de mere undertrykkende naboer
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland