11.05.2019

.

EU har været alt for nølende på migrant- og asylområdet. Det har ført til en politisk og kulturel krise. Vi skal styrke den ydre grænse samt lægge pres på de afrikanske og mellemøstlige stater – de bliver nødt til at acceptere deres afviste asylansøgere. Kun sådan kan unionen blive relevant for europæiske borgere og stater.

Kommentar af Finn Rudaizky

Da flygtningekrisen var på sit højeste i 2015, væltede det ind med flygtninge og migranter over Europas grænser. Det var ikke, fordi det kom helt bag på EU. Tidligere havde der været adskillige bølger af flygtninge, som gennem 90’erne havde presset sig på. I Dansk Folkeparti mener vi kort og godt, at EU sad på hænderne og var dybt ineffektive.

Hovedparten af immigranterne og flygtningene kom over Middelhavet og via Tyrkiet. I årene inden var en del kommet til de spanske øer ud for Afrika, men det havde Spanien effektivt fået stoppet ved at sponsorere kystbevogtningsfartøjer til afrikanske lande.

EU kunne have gjort det samme og dermed havde været klar til at håndtere situationen i 2015. Men det gjorde man ikke. Igen viste EU sig dybt ineffektiv og kom alt for sent i gang med at forhindre tilstrømningen til Europa. Igen var det nationalstaterne, der måtte træde til. Ungarn lukkede effektivt deres grænse. Italienerne vendte flygtningebådene og sendte dem retur. Det skal nationalstaterne også have lov til i fremtiden – EU-initiativer eller ej.

Nok har det været dyrt for EU at lave aftaler med Tyrkiet og Libyen – over 20 milliarder kroner koster alene aftalen med Tyrkiet. Men til gengæld har det virket efter hensigten, selvom det tog tid før vi så effekten.

I dag kan vi se, at en stor del af de, der nåede frem til Europa overhovedet ikke var flygtninge fra krig. De var snarere økonomiske migranter, hvorfor EU i juni 2018 måtte lave ”migrantaftalen”. Det vil sige, at de tager mod Europa for at få del i Europas velstand. Men med sig bringer nogle af dem en kultur og holdninger, som vi hverken deler eller ønsker i Europa. Her tænker jeg blandt andet på et stærkt nedværdigende kvindesyn, antisemitiske tendenser samt homofobi.

 

Hvorfor er det først nu, at EU sender tusindvis af grænsebetjente afsted til de ydre grænser? Vi skulle have gjort det for lang tid siden. Det er stærkt kritisabelt
_______

 

Netop fordi vi kan se, at mange af de, som kommer i dag, overhovedet ikke er flygtninge, så skal vi styrke de ydre grænser. Derfor støtter Dansk Folkeparti også EU’s nye forstærkede indsats ved de ydre grænser, med ansættelsen af 10.000 grænsevagter. Men vi må påpege, at det skulle være gjort for lang tid siden. Hvorfor er det først nu, at EU sender tusindvis af grænsebetjente afsted til de ydre grænser? Vi skulle have gjort det for lang tid siden. Det er stærkt kritisabelt.

Selvom det betyder, at nogle ”sidder fast” i lejre i fx Libyen, så er det grundlæggende ikke EU’s ansvar. Det er ikke EU’s opgave at hjælpe alle, der søger mod vores grænser. Det ansvar må de folk og deres regeringer også tage på sige selv.

DF mener, at vi skal hjælpe i nærområderne. Det har vi sagt i årevis. Heldigvis er andre politikere – fx Socialdemokratiet – begyndt at lytte til DF. Altså bortset fra de rødeste politikere, der stadig tror, at vi skal rede hele verden, og at det skal være EU, der skal tage ansvaret for alverdens migranter – blot fordi de har søgt mod Europa. Det skal EU ikke. Danmark skal – både selvstændigt og i samarbejde med andre aktører– støtte projekter, der sikrer udvikling i Afrika.

Men det skal ikke ske gennem ineffektive udviklingsprojekter, men igennem effektiv hjælp til selvhjælp.

I dag hviler en del af samhandlen med Afrika på mønstre tilbage fra kolonitiden. EU er i dag den tredje største samhandelspartner med Afrika – efter Kina og USA.

Mange af landene i Afrika er ledet af regimer, der benytter magten til at berige sig selv og deres samarbejdspartnere – og i det klima er frihandel ikke en nem øvelse. Alligevel er det den vej vi skal gå. Vi skal være med til at sikre, at økonomien også i Afrika går i den rigtige retning. Det gør den faktisk også nogle steder – og det skal vi bygge videre på. Herunder ved at reformere de handelsaftaler, som EU har med afrikanske lande – og det skal primært komme de lande til gode, som samarbejder – i modsætning til de, der nægter at tage deres egne afviste asylansøgere tilbage.

Samhandel er også politik. Og bedre økonomiske vilkår i de afrikanske lande vil også mindske migrantpresset på Europa. Men vi skal bruge vores økonomiske styrke målrettet – herunder i de lande, hvor fattigdom giver fundamentalistiske oprørsgrupper alt for let spil. Lad os da bruge EU til noget fornuftigt, og lad os sammen lægge massivt pres på de lande, som nægter at samarbejde. Uden samarbejde – ingen hjælp via de officielle kanaler. ■

 

Lad os da bruge EU til noget fornuftigt, og lad os sammen lægge massivt pres på de lande, som nægter at samarbejde. Uden samarbejde – ingen hjælp via de officielle kanaler
_______

 

Finn Rudaizky (f. 1942) er barn af forældre indvandret fra Litauen og Polen. Familien flygtede til Sverige under krigen. Fhv. formand for Mosaisk Trossamfund. Valgt til Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokratiet. Skiftede efter en periode som løsgænger til DF. Valgt til såvel Regions Hovedstaden som Borgerrepræsentationen. ILLUSTRATION: Afrikanske flygtninge og migranter på en gummibåd under en redningsoperation, 4. november 2016 [foto: Andreas Solaro / AFP / Ritzau Scanpix]