22.03.2019

Det postsovjetiske Rusland begyndte at bevæge sig i en antidemokratisk retning, længe før Vladimir Putin kom til magten. Siden har Putin sat så meget fart i den triste udvikling, at han ikke længere kan vende den, mener prisbelønnet filminstruktør, der i aften præsenterer dokumentaren Putins Vidner på CPH:DOX.

Af Andrey Kazankov

For 19 år siden fik den anerkendte russiske instruktør Vitalij Manskij lov til at komme tæt på Vladimir Putin i forbindelse med præsidentvalgkampen i 2000, hvor han ofte var på tomandshånd med Ruslands nye stærke mand, og han filmede videre under Putins første år ved magten.

I første omgang blev det til to film – ”Den ukendte Putin. Fred og krig” og ”Putin. Skudåret” – der i det store hele tegnede et forholdsvis positivt billede af den nye leder, dog uden at det kammede over i ren propaganda, som kendetegner moderne statsstøttede Putin-biografier.

Nu er Manskij aktuel med den internationalt prisbelønnede film Putins Vidner, som den danske filmfestival CPH:DOX har på programmet. I den nye dokumentar er Manskijs oprindelige materialer blevet sat i helt nye sammenhænge. Dels af den 55-årige instruktør. Dels af tidens gang, der har – som den nu nogle gange gør det – totalændret, hvordan man opfatter de 19 år gamle ord og billeder:

”Når vi ser Leni Riefenstahls film Viljens Triumf i dag, længe efter Nazitysklands undergang, er vores indtryk og følelser det totalt modsatte af den begejstring, som først og fremmest tyske fascister, men også deres sympatisører i mange lande følte dengang,” fastslår Vitalij Manskij, der i aften præsenterer Putins Vidner på Cinemateket.

Forinden har jeg ringet til ham for at tale om Rusland med udgangspunkt i filmen, som instruktøren begyndte at overveje allerede i slutningen af 2011, da Putin afslørede, at han stillede op til sin tredje præsidentperiode.

”Det var et slags varselsskud, som bragte minderne frem. Og da Rusland brændte alle broer med krigen i Ukraine i 2014, blev jeg klar over, at jeg var forpligtet til at gøre det,” fortæller Manskij, der er født i netop Ukraine, men er russisk statsborger og har boet det meste af sit liv i Moskva.

Efter krigen brød ud, forlod han Rusland og flyttede til Letland. I dag mener han, at hans kone Natalja havde ”1.000 procent ret,” da hun allerede nytårsaften 1999 – den aften, Ruslands første præsident, Boris Jeltsin, overraskende brugte nytårstalen til at ‚abdicere‛ og pege på Putin som sin arving – forudså, at Putin ville blive en autoritær statsleder.

 

Boris Jeltsin blev – og bliver – ofte kaldt en ægte demokrat. Men virkeligheden var en anden, kan man konstatere i Putins Vidner
_______

 

Jeltsins svigt
Boris Jeltsin blev – og bliver – ofte kaldt en ægte demokrat. Men virkeligheden var en anden, kan man konstatere i Putins Vidner.

Putin kom ikke til magten, fordi han førte an i en populær politisk bevægelse, men fordi Jeltsin valgte ham og foreslog ham posten som Ruslands næste stærke mand. Jeltsins medieminister, Mikhail Lesin, var derefter med til sikre Putin tonsvis af ukritisk omtale både op til og under valgkampen, hvor den tidligere KGB-officer undlod at deltage i demokratiske debatter, ligesom Jeltsin droppede dem, da han skulle genvælges knap fire år tidligere.

”Jeg er af den overbevisning, at vi allerede oplevede en afgørende tilbagegang for den demokratiske udvikling med Jeltsins præsidentvalgkampagne i 1996, som slet ikke levede op til demokratiske principper,” pointerer Vitalij Manskij.

Dengang stod Jeltsin i et dilemma: Han var blevet så upopulær, at han ikke kunne vinde et fair og demokratisk valg mod kommunisternes kandidat, Gennadij Zjuganov. Men Ruslands første præsident ville for alt i verden forhindre de antidemokratiske kommunister i at vende tilbage til magten, og det kunne han kun gøre ved at alliere sig med medieoligarkerne, der havde kontrol over, hvordan valget blev dækket i pressen. Dermed endte Jeltsin med at bekæmpe antidemokrater med antidemokratiske midler.

”Jeg mener, at det førte til alvorlige forandringer i Jeltsins forestillinger om demokratiet som et slags styret demokrati, hvor få personer tager afgørende beslutninger uden om demokratiske institutioner og civilsamfundet. Præsidentvalget i 2000 blev reelt aflyst, da Jeltsin udnævnte sin efterfølger godt et halvt år før selve valget,” siger Manskij.

I Putins Vidner viser han, hvordan Jeltsins datter Tatjana var lettet over, at ”det endelig er overstået”, så hun ikke længere skulle være Kremls kongemager og bekymre sig om sin fars og sin egen skæbne. Imens glædede Boris Jeltsin sig oprigtigt over, at ”frie valg og frie medier, Ruslands frihed” var blevet sikret med valget af Putin.

Den glæde varede ikke længe.

 

Imens glædede Boris Jeltsin sig oprigtigt over, at ”frie valg og frie medier, Ruslands frihed” var blevet sikret med valget af Putin. Den glæde varede ikke længe
_______

 

Ideologisk alternativ
”Med Putin som den nye præsident kunne jeg som instruktør og producer hurtigt opleve en indsnævring af spændvidden af den tilladte samfundsanalyse,” fortæller Vitalij Manskij.

”Allerede i løbet af sit første præsidentår tilintetgjorde Putin den bedste uafhængige tv-kanal, NTV. Selv var jeg dengang leder af dokumentarafdelingen på tv-kanalen Rossija, og hen mod slutningen af Putins første præsidentperiode forstod jeg meningsløsheden i mine forsøg på at realisere de projekter, der var årsagen til, at jeg havde sagt ja til jobbet. Jeg sagde derfor op og har siden aldrig takket ja til tilbud om at arbejde for statsapparatet.”

Den skade, der skete under Putins to første præsidentperioder i 2000-2008, var imidlertid ikke uoprettelig, mener Vitalij Manskij, som faktisk oplevede mindre demokratiske fremskridt under Dmitrij Medvedev, Putins stedfortræder og Ruslands præsident i 2008-2012:

”Medvedev var en svag skikkelse, men hvis han fik en præsidentperiode mere, ville det måske være muligt at ændre den retning, som Putin havde sat. Men Putin ville ikke risikere noget,” konstaterer Manskij, der understreger, at det er blevet langt værre under Putins tredje (2012-2018) og nu fjerde præsidentperiode.

”I 00’erne følte Putin sig frem, men nu har han overtaget magten totalt og er blevet Ruslands ubestridte hersker. Han har en ambition om at etablere et alternativ til USA som verdens globale leder, og et ideologisk alternativ til et demokratisk samfund kan jo pr. definition ikke være demokratisk,” ræsonnerer Manskij.

”Der er i dagens Rusland ingen demokratiske institutioner som politisk konkurrence, uafhængige domstole eller frie medier. Ideologisk har Putin vendt sig mod de mest konservative russiske anskuelser, og selv hvis han en dag beslutter at vende sig i en liberal retning, vil det næppe være muligt, for hans eget system vil vælte ham.”

 

”Der er i dagens Rusland ingen demokratiske institutioner som politisk konkurrence, uafhængige domstole eller frie medier. Ideologisk har Putin vendt sig mod de mest konservative russiske anskuelser‟
_______

 

Fælles ansvar
Rusland er langt fra det mest udemokratiske land, som Vitalij Manskij har arbejdet i. En af hans berømte dokumentarer handler om en otteårig pige fra Nordkorea. Under the Sun, som filmen hedder, fik en lang række internationale priser og blev blandt andet kåret som bedste dokumentarfilm under Nika, Ruslands svar på Oscar-uddelingen, i 2017. Vitalij Manskijs takketale gik over i historien:

”Jeg bliver ofte spurgt, om nordkoreanerne ligner os i Rusland. Og jeg svarer: „Nej, de ligner os ikke.‟ For det er rigtigt nok, at friheden slet ikke findes i Nordkorea, og at der heller ikke er noget formål med livet der, og at vi endnu ikke er som dem, hvad det angår.

Men nordkoreanerne har ikke mulighed for at forandre deres land. Mens vi, mine kære venner, har jo selv fucket vores land op. Forstår I det?” spurgte Manskij, mens sporadiske klapsalver brød den totale stilhed.

”Vi har gjort det selv – ingen andre har gjort det for os. Og derfor er vi selvfølgelig ikke som dem i Nordkorea: Vi er langt værre end dem. Tak!” afsluttede kunstneren.

Hans nyeste dokumentarfilm kan på mange måder ses som en fortsættelse af den to år gamle, episke takketale:

”Det er selvfølgelig også Europas ansvar, for vi ser ofte, hvordan europæerne styrker Putin, når de søger deres egne fordele som fx med Nord Stream 2-gasledeningen. I sidste ende er Rusland demokratiske forfald vores alle sammens ansvar. Det gælder selv dem af os, der gjorde modstand.” ■

 

„I sidste ende er Rusland demokratiske forfald vores alle sammens ansvar. Det gælder selv dem af os, der gjorde modstand”
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden