16.09.2019

I morgen den 17. september er der valg i Israel. Samtidig er konflikten mellem Israel og Iran er gået ind i en ny fase, alt imens de større geopolitiske fronter i regionen forskubber sig. Fra Israels perspektiv er situationen risikabel, og man ser det som afgørende at tæmme Trumps iver efter at optræde som verdens ”ultimative deal maker”.

Analyse af Erik Jessen

Frankrigs præsident Emmanuel Macron høstede store roser for sin diplomatiske snilde ved G7-topmødet i Frankrig for få uger siden. Alt imens verdens mest magtfulde statsledere bl.a. diskuterede uregerlige skovbrande i Amazonas, formåede Macron at snige spørgsmålet om Irans atomprogram ind ad bagdøren. Som bekendt viste det sig pludselig, at Irans udenrigsminister, Mohammad Javaf Zarif, var landet i Frankrig for at møde Macron og den franske udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian.

En person, der tilsyneladende ikke havde fået beskeden, var Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, som ellers normalt har en åben kanal til Trump. Ifølge rygter i pressen forsøgte Netanyahu febrilsk at få USA’s præsident i røret for at advare ham om, at han var på vej ud på glatis. Netanyahu måtte tage til takke med vicepræsident Mike Pence og udenrigsminister Mike Pompeo, der begge fik travlt med at understrege Israels ret til at forsvare sig mod Teheran. Underforstået: Israel havde ikke noget at frygte.

Men hvad var det, der var så slemt for Netanyahu? Det var Trumps meddelelse om, at han – ”under de rette omstændigheder” – var klar til at møde Irans præsident, Hassan Rouhani. For det første minder dette – ud fra et israelsk perspektiv – alt for meget om Trumps fejlslagne diplomati med Nordkorea. For det andet har man bidt mærke i Trumps formulering om, at USA ønsker et Iran uden ”atomvåben” og ”ballistiske missiler” i ”en længere tidsperiode” end under den nuværende atomaftale. Dette står i kontrast til de 12 kategoriske krav til Iran, som Pompeo annoncerede sidste år som led i ”maximum pressure”-strategien.

 

Fra Israels synspunkt signalerede Trumps udmelding en mulig opblødning af strategien, som Netanyahu gennem flere år har lobbyeret for
_______

 

Fra Israels synspunkt signalerede Trumps udmelding en mulig opblødning af strategien, som Netanyahu gennem flere år har lobbyeret for. Tanken bag strategien er at bringe Iran under et så massivt økonomisk og diplomatisk pres, at Ayatollah-regimet vil blive tvunget til forhandlingsbordet. Her skulle man så, efter bedste Trump-logik, lave en ”ultimativ aftale”, der ikke blot ”i længere tid” men derimod én gang for alle ville fjerne enhver risiko for, at Iran nogensinde udvikler atomvåben. Samtidig skulle Iran ikke blot stoppe sin udvikling af avancerede missiler, men også sit militære engagement i hele regionen.

Israelske Channel 13 News var den 29. august hurtigt klar til at viderebringe historien: ”Det israelske estimat er, at en genoptagelse af forhandlinger mellem USA og Iran kun er et spørgsmål om tid”. For Netanyahu kom Macrons manøvre på et yderst ubelejligt tidspunkt. Israelerne er på vej til valg for anden gang på blot et halvt år, da Netanyahu, ikke formåede at omsætte et ellers fremragende resultat i april til en regeringskoalition. Det til trods for, at hans parti Likud blev størst ved valget med 36 ud af 120 mandater.

Som sædvanlig har Netanyahu slået sig op på sin største fordel: Hans sublime evne til at begå sig på den international scene og hive diplomatiske sejre hjem – specielt takket være forholdet til Trump-administrationen. Her kan først og fremmest nævnes USA’s anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad samt anerkendelsen af Golan-regionen som en del af staten Israel. Hvis dette billede begynder at krakelere, kan det få negativ indflydelse på Netanyahus renommé som Israels stærke mand på sikkerhedspolitikken. Da sikkerhed er og bliver det vigtigste emne for vælgerne, er dette af stor betydning.

En ny fase i ”kampen” mod Iran
På kort sigt kan en tilspidsning i kampen mellem Israel og iransk-støttede militser dog hjælpe Netanyahu med at afbøde ridser i sit ry som ”Mr. Security”. Den 1. september udspillede der sig nemlig et større drama i Israels nordlige grænseland, hvor et sammenstød fandt sted mellem den israelske hær og den Libanon-baserede Hizbollah-bevægelse. Hizbollah sendte to-tre antitank-missiler mod en israelsk base og et køretøj. De israelske styrker svarede massivt tilbage med over 100 bombe- og artillerinedslag i det sydlige Libanon.

 

Hizbollah menes i dag at besidde mere end 100.000 missiler og raketter i sit arsenal og udgør dermed Israels vanskeligste sikkerhedspolitiske udfordring
_______

 

Kort efter kunne Netanyahu i selvsikker stil meddele medierne, at ingen israelere havde fået så meget som en skramme under udvekslingen. Ifølge rapporter var det dog tæt på, at fem israelske soldater blev ramt af et missil. Eksperter vurderede ikke desto mindre, at parterne efterfølgende holdt sig tilbage fra yderligere at eskalere situationen. For begge sider er en decideret krig en voldsom risiko. Hizbollah menes i dag at besidde mere end 100.000 missiler og raketter i sit arsenal og udgør dermed Israels vanskeligste sikkerhedspolitiske udfordring. Til trods for, at der kom midlertidigt låg på situationen, mener Israelerne, at den iranske revolutionsgarde er i gang med at planlægge sit næste modtræk.

Indtil videre er situationen dog den foreløbige kulmination på en ny fase i konflikten med Iran – eller ”the war between wars”-doktrinen, som den kaldes af israelske eksperter. Doktrinen indebærer systematiske men begrænsede militæroperationer, der skal forebygge en fremtidig krig på ugunstige vilkår mod ærkefjenden. Hvor det israelske luftvåben siden 2017 angiveligt har udført langt over 200 angreb mod iransk-affilierede mål i Syrien, er luftkampagnen nu rykket videre til Irak. Siden 19. juli er der rapporteret om mindst fem af sådanne angreb på iransk-støttede militser i landet.

Hårdt presset i den hjemlige valgkamp har Netanyahu valgt at spille højt spil ved kraftigt at antyde, at Israel står bag angrebene. I en Facebookvideo den 30. august sagde han: ”Jeg gør alt for at forsvare vores nations sikkerhed fra alle retninger: i nord overfor Libanon og Hizbollah, i Syrien overfor Iran og Hizbollah, desværre også i Irak, også overfor Iran”. Netanyahus bemærkning strider mod Israels sædvanlige strategi om ikke at tage ansvar for sådanne angreb, da det øger presset på modparten for at svare tilbage. Man fristes dog til at tro, at Netanyahu i denne omgang var villig til at gamble for til gengæld at fremstå som en handlekraftig leder overfor vælgerne. Antydningen fra officielt hold af israelsk militært engagement i Irak har sandsynligvis medvirket til at lægge den amerikanske administration under pres for at tage afstand til Israels operationer.

 

Antydningen fra officielt hold af israelsk militært engagement i Irak har sandsynligvis medvirket til at lægge den amerikanske administration under pres for at tage afstand til Israels operationer
_______

 

I dagene op til Netanyahus udtalelse intensiveredes konfrontationen. Den 24. august dræbte det israelske luftvåben to libanesere, der, ifølge den israelske hær, var i gang med at planlægge et droneangreb mod Israel. Få timer senere var der meldinger om eksplosioner ved Hizbollahs højborg i det sydlige Beirut. Denne gang var der formentlig tale om israelske droner, der ødelagde vigtige iransk-importerede komponenter til brug for fremstilling af præcisionsmissiler. Dagen efter blev det femte af de føromtalte angreb i Irak udført. Dette var baggrunden for den foreløbige kulmination den 1. september.

Sidenhen har Israel efter alt at dømme udført endnu et luftangreb mod mindst 18 pro-iranske krigere på grænsen mellem Syrien og Irak natten mellem den 8.-9. september. Senere den 9. september blev raketter skudt afsted mod den israelske grænse fra et område nær Damaskus. De landede dog på syrisk territorium. Samme dag skød Hizbollah igen en israelsk drone ned i Libanon. I Israel mener sikkerhedseksperter, at den iranske revolutionsgarde fortsat arbejder på en større hævnakt, der kan hjælpe dem med at redde ansigt.

Hvor står USA?
Der er tegn på, at de geostrategiske linjer i regionen forskubber sig, hvilket kan udfordre Israels bestræbelser på at stække Irans regionale ambitioner. På trods af, at de israelske angreb i Irak efter alt at dømme har fundet sted med USA’s stiltiende accept, så har Pentagon valgt at distancere sig fra dem. Den 26. august understregede en talsmand for det amerikanske forsvarsministerium, at USA „støtter Iraks suverænitet og har gentagne gange udtalt os imod handlinger af eksterne aktører som tilskynder til vold i Irak‟.

 

Mens Pentagons udtalelse måske ikke i sig selv er udtryk for vaklen i støtten til Israel, så er den en del af et større billede, hvor USA lader til at skifte kurs i regionen, hvilket er en kæp i hjulet på den israelske premierminister
_______

 

Denne udtalelse kom i kølvandet på fordømmelser af angrebene fra Iraks præsident og premierminister. Også irakiske parlamentsmedlemmer har beskyldt USA for at assistere Israel og har opfordret amerikanerne til at trække sig ud af landet. Mens Pentagons udtalelse måske ikke i sig selv er udtryk for vaklen i støtten til Israel, så er den en del af et større billede, hvor USA lader til at skifte kurs i regionen, hvilket er en kæp i hjulet på den israelske premierminister.

Den 9. september lavede Netanyahu endnu en gang et af sine efterhånden velkendte mediestunts med Iran i hovedrollen. I en hurtigt-indkaldt pressekonference hævdede han, at Israel havde identificeret hidtil ukendte faciliteter i Irans atomprogram, som regimet har hemmeligholdt for de internationale inspektører fra IAEA. Talen havde dog ikke den tilsigtede effekt. Højst bemærkelsesværdigt fastholdt USA’s præsident Trump senere på dagen sin bemærkning fra G7 om, at han var klart til at mødes og tale med Irans præsident Rouhani.

Ugen skulle dog blive endnu værre for Netanyahu. Tirsdag fyrede Trump som bekendt sin kontroversielle rådgiver, sikkerhedshøgen John Bolton. Det er dårlige nyheder for den israelske premierminister, som derved mister sin vigtigste allierede i administrationen. På nuværende tidspunkt kan det betyde, at der – i forholdet til Iran – er ved at ske et brud mellem Israel og USA.

Bolton selv var angiveligt stærkt utilfreds med Trumps iver efter at tale med Rouhani og hans intention om at invitere Taliban til fredsforhandlinger i Camp David [militærlejr i USA, der bruges som landsted for præsidenten, red.]. Trumps tilgang til den regionale situation i Mellemøsten vækker bekymring i Israel. Den medfølgende ustabilitet kan også have en effekt på situationen i Golfen. Her er De Forenede Arabiske Emirater fx stærkt interesseret i at undgå usikre forhold for handelstrafikken i Hormuzstrædet som følge af iranske hævnaktiviteter.

 

Den tidligere stålsatte modstand mod Iran fra USA, Israel og sunnimuslimske alliancepartnere fremstår indtil videre mere fragmenteret end meget længe
_______

 

For nylig valgte Emiraterne overraskende at diskutere maritime forhold med Teheran for første gang i seks år. Forskellene mellem de to kronprinser Mohammed bin Salman og Mohammed bin Zayed af henholdsvis Saudi-Arabien og af Abu Dhabi bliver med andre ord mere tydelige og har nu kulmineret med Emiraternes udmelding om, at det vil neddrosle sit militære engagement i Yemen. Tilbage fremstår Saudi-Arabien i stigende grad isoleret i sin stadig mere udsigtsløse kamp mod de iransk-støttede houthi-oprørere. Houthiernes succesfulde droneoperation mod saudiske oliefelter lørdag morgen menes som bekendt at have lammet den daglige globale olieproduktion med 5 pct. Den udstiller dels saudiernes strategiske magtesløshed og viser samtidig, at krigens effekter kan ramme resten af verden. Det vil nu vise sig, om Trump vil og kan levere et svar, der står mål med hans retorik.

Den tidligere stålsatte modstand mod Iran fra USA, Israel og sunnimuslimske alliancepartnere fremstår indtil videre mere fragmenteret end meget længe. Mens den iranske økonomi er på vej i knæ, holder styret ud, og dets modstanderes dagsordener synes i stigende grad at divergere. I Mellemøsten og Trumps Hvide Hus kan tingene ganske vist hurtigt vende på en tallerken, men lige nu rækker Trump ud til Rouhani.

Samtidig kan man forvente, at Israel vil fortsætte ”the war between wars” og presse på for også at bringe det diplomatiske spor tilbage til strategien om at lægge maksimalt pres på Iran. For Europa med Macron i spidsen går et vanskeligt men vigtigt arbejde i gang. Man skal forsøge at samle trådende og facilitere en substantiel diplomatisk proces, der bliver til mere end ’Trump meets Kim 2.0’. Det kræver sandsynligvis også, at man kan overtale USA til at give en form for tidlige indrømmelser ift. de økonomiske sanktioner. Ellers vil iranerne måske slet ikke mødes.

Trump kæmper for at kunne præsentere sig selv som en diplomatisk mester op til næste præsidentvalg. I Teheran afventer man det samme valg. Men her er det i forventning om, at Trump vil tabe – og at det måske er mere værd at holde ud indtil da. ■

 

Man skal forsøge at samle trådende og facilitere en substantiel diplomatisk proces, der bliver til mere end ’Trump meets Kim 2.0’. Det er ikke til at sige, hvor det ender
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland