19.10.2019

Med invasionen er vingerne klippet af YPG, og Tyrkiet har for en stund undermineret enhver kurdisk aspiration om autonomi eller uafhængighed i Syrien. Det vil med stor sandsynlighed gøre PKK mere medgørlige for Erdogan – og freden kan derfor være kommet et skridt tættere på.

Analyse af Erik Boel

Opmærksomheden i forbindelse med den tyrkiske invasion ind i Syrien har indtil videre, naturligt nok, været viet de syriske kurdere. Det er dem, der står i orkanens øje. Men invasionen har afledte konsekvenser for de omkring 15 millioner kurdere i Tyrkiet – og deres rolle i det tyrkiske nationalprojekt.

Set fra Tyrkiets synspunkt er det ikke første gang, at situationen i Syrien giver anledning til strid, som også inddrager PKK. Kurdistans Arbejderparti, PKK, blev formelt stiftet i 1978 og blev hurtigt stemplet af Ankara som en terrorbevægelse. Men som en venstreorienteret bevægelse fandt den under og efter Den Kolde Krig en sikker havn i Syrien. Fra 1981 til 1998 opholdt PKK-lederen Abdullah Öcalan sig i Syrien, hvor PKK også havde træningslejre.

I 1998 satte Tyrkiet Syrien stolen for døren: Hvis ikke Öcalan blev udleveret, og PKK’s kontorer i Damaskus blev lukket, ville Tyrkiet invadere Syrien. Syrien valgte klogelig at parere ordre.

I Syrien blev PYD grundlagt i 2003 som et af flere kurdiske oppositionspartier. YPG blev snart derefter oprettet som den væbnede fløj af det politiske PYD. PYD/YPG er tæt forbundet med PKK: De er efter tyrkisk opfattelse to alen af ét stykke og anses derfor af Tyrkiet for at være en trussel mod landets sikkerhed.

 

YPG bandt sig for alvor til PKK for at sikre den militære kontrol med det nordlige Syrien, men skubbede samtidig den lokale befolkning og især middelklassen fra sig
_______

 

Kurdernes rolle i borgerkrigen
Fra 2011 benyttede kurderne borgerkrigen i Syrien og det kaos, der fulgte i dens spor, som afsæt for at etablere en de facto ministat med egen administration, sundheds- og uddannelsessystem, hær, etc. Der er her en parallel til Irak, hvor de irakiske kurdere også drog fordel af en svækket centralmagt.

YPG bandt sig for alvor til PKK for at sikre den militære kontrol med det nordlige Syrien, men skubbede samtidig den lokale befolkning og især middelklassen fra sig; de så ingen attraktion i de PKK-trænede kommandoer med kurdiske flag og Öcalan-plakater, som ikke tolererede nogen opposition. Ikke alle – kurdere eller ej – bakker af disse grunde op om YPG’s dominans i de kurdisk-kontrollerede områder. Denne begrænsende lokale forankring svækker i dag YPG.

Damaskus havde selv trukket de syriske tropper ud af det nordlige Syrien og valgte at leve med den selvstyrende enhed. Regimet havde behov for at få frigjort militære styrker til andre opgaver i det borgerkrigshærgede land. Men når selvstyreprojektet overhovedet kunne lade sig gøre for kurderne, skyldtes det alliancen med USA. Amerikanerne så nemlig kurderne som loyale, effektive og opofrende allierede i kampen mod Islamisk Stat. Kombinationen af kurdiske landstyrker og amerikansk luftstøtte viste sig effektiv, og i løbet af et par år blev IS stort set fordrevet fra det nordlige Syrien.

PKK kunne længe læne sig op ad YPG’s succes i det nordlige Syrien. YPG kontrollerede en tredjedel af Syriens territorium, halvdelen af landets oliereserver og havde opbakning fra såvel USA som Rusland. Derfor er det ikke overraskende, at PKK – indtil for nylig – ikke følte, de havde nogen presserende grund til at forhandle om fred med den tyrkiske regering.

For USA var prioriteten i Syrien imidlertid kampen mod IS, hvilket forklarer alliancen med det YPG, der er så snært beslægtet med PKK, uanset at USA har stemplet PKK som en terrororganisation. For Tyrkiet har det overordnede mål i realiteten hele tiden været kampen mod YPG – eller altså i tyrkisk optik: PKK. To gange intervenerede Tyrkiet i Syrien. Først i 2016-17 med Operation Euphrates Shield, som oprindelig var rettet mod IS, men snart koncentrerede kræfterne om at bekæmpe YPG. Siden i 2018 med Operation Olive Branch, der var direkte rettet mod YPG og PKK i Afrin i provinsen Aleppo. Og nu altså igen.

 

Når det gælder det fremtidige forhold mellem Ankara og kurderne i den sydøstlige del af Tyrkiet, vil invasionen i Syrien – i et positivt scenario – faktisk kunne puste nyt liv i fredsforhandlingerne
_______

 

Tyrkiet underminerer kurdisk autonomi
Når det gælder det fremtidige forhold mellem Ankara og kurderne i den sydøstlige del af Tyrkiet, vil invasionen i Syrien – i et positivt scenario – faktisk kunne puste nyt liv i fredsforhandlingerne. For med invasionen er vingerne klippet af YPG, og Tyrkiet har for en stund undermineret enhver kurdisk aspiration om autonomi eller uafhængighed i Syrien. Det vil med stor sandsynlighed gøre PKK mere medgørlige for Erdogan.

Den amerikanske tilbagetrækning betyder, at kurderne nu ikke har meget at forhandle med for at bevare deres selvbestemmelse i det nordlige Syrien. YPG har været nødt til at redefinere deres alliancer og har opnået en forståelse med regeringen i Damaskus om, at den syriske hær vil beskytte kurderne overfor de tyrkiske angrebsstyrker. Spørgsmålet er blot: hvor længe? Bashar al-Assads mål har hele tiden været at genskabe fuld kontrol over hele det syriske territorium. Den mulighed har han nu fået serveret på et sølvfad og, hvis han kan, vil han gribe den, formentlig med russisk opbakning.

Kurdernes chance ligger i, at den syriske stats centralmagt er relativt svag. Især i det østlige Syrien kan det vise sig at blive en for stor mundfuld for al-Assads bestræbelser på at bevare Syriens territoriale integritet. Dette kan eventuelt åbne mulighed for en vis autonomi for de syriske kurdere.

PKK kan i lyset af svækkelsen af dets nære allierede således ikke længere læne sig op ad YPG, og det er derfor, at PKK formentlig i den kommende tid vil vise større forhandlingsvilje i forholdet til Ankara. Man vil næppe søge konfrontationen, nu da partiet har fået et incitament til forhandlinger med Tyrkiet. Men under alle omstændigheder vil de mulige forhandlinger blive langvarige, og PKK vil trods deres indgroede skepsis skulle anerkende et resultat, de næppe vil være ovenud tilfredse med.

Det hører med i billedet, at kurderne, herunder PKK-lederen Öcalan, i realiteten ikke længere har et uafhængigt Kurdistan på dagsordenen. I dag gælder det respekten for politiske, civile og kulturelle rettigheder – og ikke mindst social og økonomisk udvikling i det sydøstlige Tyrkiet. Det er den fattigste region i landet på grund af geografi, politik og den årelange militære konflikt. Kurderne er derfor efterhånden spredt over hele landet, og der lever i dag flere vest for Ankara end i deres historiske hjemland. Mange af dem ser ikke sig selv som kurdere, men som tyrkere; de taler ofte ikke kurdisk og er i praksis assimilerede.

 

I Ankara skruer præsident Erdogan op og ned for den hårde retorik og barske fremfærd, alt efter hvad der er indenrigspolitisk opportunt
_______

 

Imødekommenhed afhænger af Erdogans opportunisme
Men der skal to til tango. I Ankara skruer præsident Erdogan op og ned for den hårde retorik og barske fremfærd, alt efter hvad der er indenrigspolitisk opportunt: I 2012-13 lancerede Erdogan en fredsproces, fordi han i parlamentet havde brug for stemmer fra det kurdiske parti BDP for at gennemføre en forfatningsændring, der ville skabe et stærkt præsidentielt styre i Tyrkiet. Siden 2015 bejler præsidenten i stedet til ultra-nationalisterne i partiet MHP, som med deres stemmer i parlamentet sikrer Erdogan magten. MHP har ingen interesse i at løse det kurdiske problem, andet end med jernnæven, hvilket afspejler sig i Erdogans hårde linje. Den er kommet til udtryk ved, at den tyrkiske regering de senere år har beskudt PKK-demonstranter – og sågar bombet PKK-positioner med jagerfly.

Men historien viser, at det næppe vil lykkes Ankara at nedkæmpe kurderne i Tyrkiet militært. Det skyldes bl.a., at de med held benytter sig af asymmetrisk krigsførelse, herunder guerillakrig.

Blandt de benhårde nationalister, pensionerede generaler og kemalisterne er der ifølge rygtebørsen i Ankara – bag lukkede døre forstås – diskussion om, hvorvidt kurderne snarere end autonomi eller flere rettigheder burde henvises til deres eget territorium. Ikke af hensyn til kurderne. Men fordi tanken har flere fordele set med det nationalistiske etablissements øjne: Det ville reducere den islamistiske trussel i Tyrkiet, eftersom mange medlemmer af Naksibendis og Nurcus er kurdere – der er tale om islamistiske bevægelser, som af nogle tyrkere betragtes som fundamentalistiske. Samtidig ville det lette den byrde, som det sydøstlige Tyrkiet udgør økonomisk og ikke mindst menneskeligt i betragtning af den usikre sikkerhedspolitiske situation.

Præsident Erdogan er pragmatiker, før han er ideolog. I hans optik vil det afgørende være, om imødekommenhed over for kurderne fremmer eller svækker hans muligheder for at bevare magten i Ankara.

Udviklingen i Mellemøsten de seneste to årtier har været med til at forandre kurdernes kamp for anerkendelse og autonomi fra at være landespecifik til at blive regional og international. Under alle omstændigheder har den kurdiske kamp for selvbestemmelse nu fået en permanent plads i Mellemøstens geopolitik. ■

 

Udviklingen i Mellemøsten de seneste to årtier har været med til at forandre kurdernes kamp for anerkendelse og autonomi fra at være landespecifik til at blive regional og international
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland