16.10.2019

Opbygningen af en nation blev Atatürks store projekt. Der var tale om et topstyret eliteprojekt, som kan sammenfattes i det slogan, der stadig kan læses på tyrkiske militærkaserner: „En stat, et folk, et sprog, et land, et flag‟. Det er i denne nationalopfattelse, kurderne kommer i klemme.

Analyse af Erik Boel

Den tyrkiske præsident Erdogan har let gennemskuelige motiver for at angribe kurderne i Syrien: Med tre valgnederlag i træk, en vaklende økonomi og en tilslutning til hans parti (AKP) på under 30 pct. er der ikke noget, der kan skabe hjemlig opbakning som en rask, lille krig. Når præsident Trump så ovenikøbet trækker de amerikanske tropper tilbage fra den syrisk-tyrkiske grænse og overlader vore kurdiske allierede til deres egen skæbne, så er vejen banet for en tyrkisk invasion.

Det tyrkiske angreb burde ikke komme bag på nogen: Erdogan har ved flere lejligheder gennem de senere år bebudet angreb mod de kurdiske stillinger i det nordlige Syrien, angiveligt for at sikre Tyrkiet mod terror. Efter tyrkisk opfattelse er den kurdiske YPG-milits i Syrien en terrororganisation og i virkeligheden en forlængelse af Kurdistans Arbejderparti, PKK, som kæmper for kurdisk selvstyre i det sydøstlige Tyrkiet. Formålet med invasionen er at skabe en 30 kilometer bred såkaldt sikkerhedszone, som skal løbe 120 kilometer langs grænsen til Syrien.

 

Erdogan frygter, at dette selvstyre vil styrke det kurdiske mindretal i Tyrkiet og dets kamp for selvstændighed eller selvstyre. Derfor kan de tyrkiske magthavere ikke acceptere en autonom kurdisk enklave i de to syriske provinser Raqqah og Hasakaf. Det er udelukket
_______

 

For at imødegå den tyrkiske invasion har de kurdiske styrker i Syrien med Rusland som fødselshjælper indgået en aftale med regeringen i Damaskus. Aftalen indebærer, at kurderne i første omgang afgiver kontrollen over en række byer i det nordlige Syrien – på sigt måske hele det nordøstlige Syrien – til gengæld for at blive beskyttet af den syriske regering. Kurderne henviser til, at den syriske regering har en „forpligtelse til at beskytte landets grænser og Syriens suverænitet‟. Aftalen markerer et vendepunkt i den syriske konflikt, hvor USA hidtil har samarbejdet med kurderne for at bekæmpe Islamisk Stat og begrænse Ruslands og Irans indflydelse; to lande der bakker op om den syriske regering. Aftalen er kun indgået tøvende, og alene fordi kurderne er så hårdt presset af tyrkiske artilleri- og luftbombardementer. Den er udtryk for kurdernes desperation, efter de er blevet prisgivet af amerikanerne. For første gang i flere år er de syriske tropper nu tilbage i det nordlige Syrien, og aftalen betyder formentlig en bitter de facto afslutning på det kurdiske selvstyre i den del af landet.

Baggrunden for det tyrkiske angreb stikker dybt. Erdogan vil af al magt sætte en stopper for det selvstyre, de kurdiske syrere har haft fred til at indrette gennem tre år i de områder, der grænser op til Tyrkiet. Erdogan frygter, at dette selvstyre vil styrke det kurdiske mindretal i Tyrkiet og dets kamp for selvstændighed eller selvstyre. Derfor kan de tyrkiske magthavere ikke acceptere en autonom kurdisk enklave i de to syriske provinser Raqqah og Hasakaf. Det er udelukket.

Sèvres-syndromet
De aktuelle begivenheder foregår på et bagtæppe af mistænkeliggørelse af såvel ydre som indre fjender, som ønsker at splitte den tyrkiske republik.

Sèvres-traktaten fra 1920 lagde op til at hakke det, der var tilbage af det osmanniske rige i små stykker, så de europæiske stormagter kunne dele rovet. Men efter nogle spektakulære militære sejre og dygtigt diplomati lykkes det Mustafa Kemal (Atatürk) at få forhandlet en langt mere attraktiv fredsaftale på plads i Lausanne i 1923. I denne traktat anerkendes Tyrkiets nuværende grænser. Men Sèvres-syndromet varer ved: angsten for en opsplitning af Tyrkiet – fx på grund af den kurdiske befolkningsgruppe – er den dag i dag et nationalt traume.

 

Der var tale om et topstyret eliteprojekt, som kan sammenfattes i det slogan, der stadig kan læses på tyrkiske militærkaserner: „En stat, et folk, et sprog, et land, et flag‟. Det er i denne nationalopfattelse, kurderne kommer i klemme
_______

 

I 1923 stod det klart, at Tyrkiet var en anerkendt stat, og at omverdenen respekterede det tyrkiske territorium. Derimod var det mere uklart, hvad den tyrkiske nation egentlig var for en størrelse. Opbygningen af en nation blev Ataürks store projekt: skabelsen af en myte om tyrken, der kunne danne grundlag for en nationsopfattelse, som passede til det territorium, der var blevet givet den nye enhed i international politik, staten Tyrkiet. Der var tale om et topstyret eliteprojekt, som kan sammenfattes i det slogan, der stadig kan læses på tyrkiske militærkaserner: „En stat, et folk, et sprog, et land, et flag‟. Det er i denne nationalopfattelse, kurderne kommer i klemme.

Kurderne gør modstand
Kurderne blev ved overgangen til republikken i 1923 ikke betragtet som en minoritet, men som en del af det muslimske flertal. De nye magthavere med Atatürk i spidsen forfulgte en nationaliseringspolitik, som var inkluderende: Enhver muslim, der boede inden for Republikkens grænser, og som accepterede dens grundlæggende principper, blev anset som tyrkisk statsborger. Der måtte være en udelelig sammenhæng mellem territorium, stat og nation. Fordi befolkningen grundlæggende bestod af mange etniske og kulturelle grupper, herunder den kurdiske, var der et desperat behov for at skabe en fælles identitet. Ethvert anstød til den tyrkiske enhedskultur blev anset som landsforræderi. Atatürk tilbød ikke en løsning til de, der som kurderne ikke var rede til at opgive deres identitet og selvforståelse. Atatürk lagde dermed grunden til kurdernes kamp for selvstændighed og selvstændighed, der siden har redet Tyrkiet som en mare.

En lang række opstande i det kurdiske område i den sydøstlige del af Tyrkiet i 1920’erne og 1930’erne bidrog til at styrke frygten. Republikkens ledere holdt sig ikke tilbage fra at svare igen med de mest hårdhændede metoder: henrettelser, ødelæggelser af kurdiske landsbyer og tvungen massedeportation til det vestlige Anatolien. Efter de kurdiske oprør i 1930’erne faldt modstanden til ro i nogle årtier. Men grundlæggende forblev den tyrkiske stat dybt skeptisk over for enhver etnisk bevidsthed som konkurrent til nationsprojektet.

 

Republikkens ledere holdt sig ikke tilbage fra at svare igen med de mest hårdhændede metoder: henrettelser, ødelæggelser af kurdiske landsbyer og tvungen massedeportation til det vestlige Anatolien
_______

 

I 1960-1970’erne fik grupper af yngre intellektuelle fra middelklassen vækket den kurdiske nationalisme. De slog på, at der eksisterede et undertrykt kurdisk folk og myndighederne svarede hårdt igen. Reelt i 1973, formelt i 1978, opstod PKK omkring lederen Abdullah Öcalan. Der var tale om et kurdisk, stærkt venstreorienteret parti, der blev grundlagt på ideen om, at der nødvendigvis måtte føres væbnet kamp mod den tyrkiske stat.

Ikke blot den tyrkiske regering, men også USA og EU har stemplet PKK som en terrororganisation. De følgende års borgerkrig har ført til 35.000 dræbte, hvoraf de fleste var kurdere. Mere end 3000 landsbyer i det sydøstlige Tyrkiet blev jævnet med jorden og henved 2 mio. kurdere blev drevet på flugt.

EU og fredsprocessen
I 00’erne vedtog Tyrkiet flere reformpakker i lyset af perspektivet om EU-medlemskab. Selv om reformerne ikke altid blev ført ud i livet, var de med til at lette forholdene for den kurdiske befolkningsgruppe. Den tyrkiske elite indså, at man ikke kom uden om det kurdiske spørgsmål, hvis Tyrkiet skulle gøre sig realistiske forhåbninger om EU-medlemskab.

EU-processen så ud til at blive den afgørende variabel, der kunne forandre ligningen i forhold til det kurdiske spørgsmål. Perspektivet om medlemskab satte gang i en forandring af de principper om den tyrkiske enhedsstat, som har været gældende i snart 100 år. Der var tale om dramatiske indgreb i hele den måde, hvorpå tyrkerne definerer sig selv – med en mere åben og moderne fortolkning af begrebet „tyrker‟, der kan rumme landets reelle etniske og religiøse forskelligheder.

I slutningen af 2012 lancerede præsident Erdogan en fredsproces, som dog kun fik en kortvarig levetid. Motiverne var da også åbenlyse: Erdogan ønskede at gennemføre en forfatningsændring, der kunne skabe et stærkt præsidentielt styre, og han havde i den forbindelse brug for nogle stemmer i Parlamentet i Ankara, som det kurdiske parti, BDP, kunne levere, hvis fredsprocessen kom i gang.

 

Kurderne er mere end nogensinde venneløse og overladt til bjergene – og deres egen skæbne
_______

 

Freden fortoner sig
Samtidig med at EU-perspektivet fortoner sig, har kampen for kurdernes rettigheder i de senere år været præget af tilbageslag; et skridt frem og to tilbage. I lyset af præsident Erdogans stigende vanskeligheder på den nationale og internationale scene har kurderne været en bekvem syndebukfor den alvorlige politiske og sociale krise, som det moderne Tyrkiet befinder sig i. Når det er politisk opportunt, kan Erdogan skrue op for en hård retorik og barsk fremfærd over for Kurderne, som er populær i den brede befolkning.

I foråret 2013 tilbragte jeg et par uger i det sydøstlige Tyrkiet. Her havde jeg i byen Diyarbakir lejlighed til at møde en repræsentant for PKK; Ilyas (som ikke er hans rigtige navn). Ilyas glædede sig over den daværende fredsproces, men understregede, at PKK-medlemmer aldrig gemmer deres våben langt væk.

Ilyas tilføjede: „Bjergene er vores eneste venner…‟

I dag er jeg tilbøjelig til at give Ilyas ret: Kurderne er mere end nogensinde venneløse og overladt til bjergene – og deres egen skæbne. ■

 

Kurderne er mere end nogensinde venneløse og overladt til bjergene – og deres egen skæbne
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt