25.04.2019

De seneste fire måneder har Serbien været præget af store demonstrationer mod landets præsident, som de seneste år har han formået at koncentrere al Serbiens politiske magt i sine egne hænder. Men selvom demonstranterne er mange, bærer de præg af politisk splittelse, og det er tvivlsomt, om de har styrken til at ændre status quo.

Analyse af Emma Krainert Friis

Den serbiske regering og dens leder, præsident Aleksandar Vučić, er kommet under pres. Siden den 8. december har titusindvis af serbere brugt deres lørdag aftener på at demonstrere mod regeringen og i særdeleshed mod Vučić. De første demonstrationer blev afholdt i Serbiens hovedstad, Beograd, men de har siden spredt sig til mere end tredive byer i Serbien samt den nordlige del af Kosovo, hvor der bor mange serbere. Demonstrationerne startede i første omgang som en reaktion på det volddige overfald mod oppositionspolitikeren Borko Stefanović i slutningen af november. Stefanovićs støtter hævder, at meningen med overfaldet var at lukke munden på en af præsident Vučićs modstandere. Siden har demonstrationerne udviklet sig, og demonstranterne kræver bl.a., at den serbiske præsident træder tilbage, samt at der sættes en stopper for de politiske angreb, der kommer fra regeringspartiet SNS (Serbiens fremskridtsparti), og at oppositionen får mere taletid på RTS, Serbiens svar på Danmarks Radio.

I demonstrationerne bliver der også sat fokus på den manglende overholdelse af menneskerettighederne i Serbien samt på mediernes frihed, der er kommet under pres, efter Vučić kom til magten i 2014. Endvidere beskylder demonstranterne Vučić for at være en autoritær diktator. Demonstrationerne har samlet alle fra unge studerende, pensionister, arbejdere, folkekære skuespillere og oppositionspolitikere fra både den politiske højre- og venstrefløj. Demonstranterne kalder demonstrationerne for ”1 ud af 5 millioner”, en reference til præsident Vučićs udtalelse om, at selv hvis 5 millioner går på gaden for at demonstrere imod ham, så vil han ikke bukke under.

Men hvorfor er så mange serbere utilfredse med Vučić, der ellers har formået at rykke Serbien tættere på et muligt EU-medlemskab og samtidig har bevaret det historisk gode forhold til Rusland?

 

Med et absolut flertal blev Vučić i 2014 valgt som Serbiens premierminister. Siden har Vucic kun øget sin magt, og i april 2017 tog han over som landets præsident efter endnu en overlegen valgsejr
_______

 

Balancegang mellem Vesten og Rusland
Med et absolut flertal blev Vučić i 2014 valgt som Serbiens premierminister. Siden har Vucic kun øget sin magt, og i april 2017 tog han over som landets præsident efter endnu en overlegen valgsejr. I slutningen af 1990’erne besad Vučić posten som ultranationalistisk informationsminister i det ekstremt autoritære styre under daværende præsident Slobodan Milošević, den drivende kraft bag Jugoslaviens blodige opløsning. I dag kæmper Vučić i stedet for Serbiens optagelse i EU.

Og med Vučić som først premierminister og nu præsident er Serbien rykket tættere på EU-medlemskabet. Dette skyldes bl.a., at Vučić har formået at forbedre forholdet mellem Serbien og Kosovo, at han har rettet op på den serbiske økonomi, og at han har formået at marginalisere de mest ekstreme højrefløjspolitikere fra det serbiske parlament. 16 ud af de 35 kapitler i optagelsesforhandlingerne med EU er blevet åbnet siden 2014, og heraf er to blevet lukket og opfyldt. Desuden udråbte EU for blot et år siden Serbien som én af frontløberne i EU-kapløbet blandt de mulige nye medlemslande på Balkan. Samtidig har Vučić insisteret på at bevare det nære forhold til Rusland, som især skyldes fællesskabet om den ortodokse kirke. Dette er populært blandt mange af de serbiske vælgere, der ser Rusland som Serbiens nærmeste allierede, og særligt når det kommer til den manglende anerkendelse af Kosovos uafhængighed, er Rusland en tæt allieret.

Kosovo er en tidligere serbisk provins, der erklærede sig uafhængig i 2008. Serbien anerkender ikke Kosovos uafhængighed, da Kosovo af mange serbere anses som det sted, hvor den serbiske nationalidentitet opstod. Det dårlige forhold til Kosovo er i dag Serbiens største forhindring på vejen mod EU-medlemskab. En anerkendelse af Kosovos uafhængighed er imidlertid utænkeligt for mange serbere, hvilket Vučić også udtrykkeligt har understreget – en holdning, Rusland støtter klippefast op om. Til gengæld har Serbien valgt ikke at støtte op om EU’s sanktioner mod Rusland i forbindelse med landets annektering af Krim.

I januar 2019 besøgte Vladimir Putin Vučić i Beograd, og besøget understregede det varme forhold mellem de to lande. Titusindvis af serbere stimlede sammen på de serbiske gader for at få et glimt af den russiske præsident, der blandt det serbiske folk er den mest populære udenlandske leder. Under besøget blev der udvekslet gaver, besøgt kirker, og der blev underskrevet 21 nye bilaterale aftaler, der bl.a. omhandlede en oprustning af det serbiske forsvar samt brugen af atomenergi. Derudover har Serbien og Rusland i de seneste år indgået aftaler om energi, og landene har udført flere militære øvelser sammen.

I mellemtiden har EU været så travlt beskæftiget med eurokrisen, flygtningekrisen og senest Brexit, at fokus på udvidelsen mod Balkan ikke har været stor. Det har givet Rusland muligheden for at øge sin politiske indflydelse i bl.a. Serbien. Men selvom forholdet mellem de to lande er venskabeligt og stærkt, kommer Serbien ikke til at prioritere forholdet til Rusland over forholdet til EU – det har Vučić flere gange understreget. Den serbiske økonomi er dybt integreret med EU’s, og desuden poster EU årligt langt flere penge i Serbien end Rusland. Ved at bevare et nært forhold til Rusland kan Vučić dog opnå støtte fra serbiske vælgere, der foretrækker et tættere forhold til Rusland end til Vesten.

Det er ikke bare spørgsmålet om Kosovo, der har gjort, at nogle serbere ønsker et tættere forhold til Rusland. Også NATO’s bombning af Serbien i 1999 i forbindelse med krigen i Kosovo har medvirket til, at nogle af de serbiske borgere er blevet modvillige over for et tættere forhold til Vesten. Krigen mod Kosovo fylder i dag meget i den serbiske bevidsthed. Dette er især tydeligt i gadebilledet, hvor det sønderbombede forsvarsministerium i Beograd står som minde om NATO’s bombning af Serbien, mens store plakater med skældsord rettet mod NATO og Vesten – igen med henvisning til NATO’s ageren under krigen mellem Serbien og Kosovo – pryder indgangen til det serbiske parlament.

 

Vučićs balancegang mellem EU og Rusland har gennem tiden sikret ham støtte fra dem, der ønsker Serbien i EU, samt dem, der i stedet ønsker et tættere samarbejde med Rusland
_______

 

Et hult demokrati
Vučićs balancegang mellem EU og Rusland har gennem tiden sikret ham støtte fra dem, der ønsker Serbien i EU, samt dem, der i stedet ønsker et tættere samarbejde med Rusland. Serberne er meget splittede i det strategiske spørgsmål, og meningsmålinger viser, at det kun er omkring halvdelen af serberne, der ønsker, at Serbien optages i EU. Problemet er, at denne politiske balancegang ikke længere virker for Vučić. For samtidig med at Vučić har plejet forholdet til både EU og Rusland, har han også formået at lægge et enormt pres på medier og journalister, forringet de demokratiske processer og koncentreret al Serbiens politiske magt i sine egne hænder.

I dag kan Vučićs styreform bedst beskrives som et mildt autokrati, der på mange måder minder om Viktor Orbans Ungarn. Men hvor Orban er mere klar i mælet omkring sin autoritære ledelsesstil og udviklingen af et illiberalt demokrati i Ungarn, så står Vučić stadig fast på, at Serbien er et frit land med et liberalt demokrati. Udadtil virker Serbien som et demokratisk og stabilt land, hvor oppositionen og andre modstandere af regeringen frit kan udtale sig kritisk om regeringen, og hvor de politiske valg foregår nogenlunde på demokratisk vis. Og europæiske ledere har da også før rost Vučić for at bringe stabilitet tilbage til balkanregionen. Men det eneste, der synes stabilt, er Vučić og partiet SNS’s totale magt over de centrale institutioner i Serbien, herunder retsvæsnet og sikkerhedstjenesterne. Denne magt betyder, at det er enormt svært for enhver opposition at udfordre Vučić, Desuden har partiet kontrollen over størstedelen af de serbiske medier i dag, og kun få medier tør nu udgive artikler om den korruption, nepotisme og de politiske angreb, der også har præget Vučićs tid ved magten. De journalister, der tør skrive om disse emner, udsættes ofte for angreb og trusler, og i nogle tilfælde bliver de også ofre for smædekampagner i den regeringsvenlige tabloidpresse.

Medier og journalisters situation i Serbien beskrives som værre i dag end under Serbiens tidligere præsident Slobodan Milošević, der ellers slog hårdt ned på regeringskritisk journalistik i 1990’erne. Med sin fortid som informationsminister er Vučić derfor heller ikke fremmed overfor mediecensur. Mediedækning af serbisk politik er desuden koncentreret om Vučić, og oppositionspolitikere får kun meget lidt taletid i de regeringsvenlige medier, hvilke tæller størstedelen af de serbiske medier. Denne ubalance gør det vanskeligt for oppositionspolitikere at komme til orde og forhindrer dermed de serbiske borgere i at blive informeret om alternativer til Vučić og regeringspartiet SNS.

 

Det er klart, at demonstrationerne, der nu har varet i mere end fire måneder, har sat pres på Vučić. Alligevel har præsidenten udtalt, at selv hvis fem millioner serbere går på gaden, vil han ikke bukke under for presset
_______

 

Kan demonstrationerne ændre status quo?
De serbiske demonstranter ønsker demokrati, respekt for menneskerettigheder og ytrings- og pressefrihed, hvilket de ikke mener, at Vučić kan levere. Tværtimod. På de sociale medier kalder nogle aktivister demonstrationerne for ”Balkans forår”. Om demonstrationerne i Serbien reelt vil betyde en ændring i det politiske landskab, er svært at forudse.

Dog ser det ikke lovende ud. Det er klart, at demonstrationerne, der nu har varet i mere end fire måneder, har sat pres på Vučić. Alligevel har præsidenten som nævnt udtalt, at selv hvis fem millioner serbere går på gaden, vil han ikke bukke under for presset. Det er heller ikke første gang, at der demonstreres massivt mod Vučićs styre. Da han i april 2017 overlegent vandt præsidentvalget, gik tusindvis på gaden for at demonstrere mod, hvad de mente, repræsenterede begyndelsen på et diktatur. Demonstrationerne mistede dog momentum efter et par måneder og havde dermed ingen konsekvenser for Vučićs styre. Vučić har altså før overlevet stor politisk modstand.

En anden vigtig faktor, der sår tvivl om effekten af demonstrationerne, er, at demonstranterne ikke har en politisk kandidat, der kan udfordre Vučićs magtposition, hvilket kan gøre det svært for dem at få opfyldt deres krav. Indtil videre er demonstrationerne nemlig ikke tilknyttet et bestemt oppositionsparti eller politiker, selvom især oppositionspartierne i gruppen Alliance for Serbien har forsøgt at gøre sig bemærkede. Alliance for Serbien er en oppositionsgruppe, der består af 30 politiske partier fra hele det politiske spektrum, der er imod den nuværende regering. Særligt den nuværende formand for gruppen, Boško Obradović, har de seneste uger spillet en vigtig rolle i demonstrationerne mod Vučić.

Obradović kommer fra partiet Dveri – et højre-nationalistisk parti, der lægger vægt på de traditionelle familieværdier, modsætter sig flere LGBT-rettigheder, ønsker færre migranter til Serbien, samt at Serbien afbryder optagelsesforhandlingerne med EU til fordel for et tættere forhold til Rusland. Med disse markante holdninger har Boško Obradović skabt en splittelse blandt demonstranterne, og det har betydet, at de mere liberale serbere nu holder sig fra dem. Dette kunne tyde på, at demonstrationerne er ved at miste momentum, og at presset på Vučić dermed er ved at aftage. Obradovićs overtagelse af demonstrationerne understreger den politiske splittelse mellem demonstranterne, og det faktum, at demonstranterne ikke har et alternativ til Vučić, tyder på, at demonstrationerne ikke udgør en reel trussel mod Vučićs styre.

 

Efter oppositionen, og herunder den markante Obradović, har overtaget demonstrationerne, er flere liberale serbere faldet fra
_______

 

Lørdag den 13. april deltog titusindvis af serbere i, hvad oppositionen har kaldt den største demonstration mod Vučić og regeringen, siden demonstrationerne startede tilbage i december. For første gang var det oppositionslederne, herunder Obradović, der styrede demonstrationens gang. De demonstrerende gentog kravene om Vučićs tilbagetrædelse samt behovet for at styrke mediernes frihed. Demonstrationen har tilsyneladende ikke haft en effekt på Vučić, der i forbindelse med afholdelsen af demonstrationen udtalte, at de demonstrerende ikke har opnået andet end at skabe støj. Som modsvar til demonstrationerne afholdte Vučićs støtter seks dage senere en moddemonstration, der samlede tusindvis af serbere, der støtter Vučić og hans regering, hvilket viser, at Vučić stadig nyder støtte fra dele af det serbiske samfund. Denne moddemonstration har dog ikke skræmt oppositionen, der genoptog demonstrationerne mod Vučić dagen efter, den 20. april.

Hvor længe demonstrationerne varer ved, er svært at forudse. Dog ser det ikke ud til, at Vučić er villig til at efterleve demonstranternes krav. Og efter oppositionen, og herunder den markante Obradović, har overtaget demonstrationerne, er flere liberale serbere faldet fra. Umiddelbart virker det derfor mere sandsynligt, at demonstrationerne mod Vučić stille og roligt vil aftage, og ikke meget tyder på, at demonstrationerne er begyndelsen på ”Balkans forår”.

Selvom det ser ud til, at demonstrationerne er ved at miste momentum, så har de dog formået at sætte fokus på problemerne med ytrings- og pressefrihed samt det faktum, at Serbien langt fra lever op til selv EU’s mest basale krav om overholdelsen af menneskerettighederne og et liberalt demokrati. Og måske kan dette budskab nå hele vejen til Bruxelles. De europæiske ledere har længe set stort på Vučićs nedprioritering af EU’s krav, hvilket skyldes, at Vučić har bragt en af EU længe ventet stabilitet til Serbien og Balkan. Denne stabilitet har betydet, at Serbien er rykket langt fremad i optagelsesforhandlingerne med EU på trods af manglende overholdelse af menneskerettigheder, en indskrænket ytrings- og pressefrihed og en yderst autoritær ledelsesstil. Med Vučić har EU fået et stabilt Balkan, som de længe har ønsket. Men det har været på bekostning af europæiske værdier og det liberale demokrati, som ellers er kernen i det europæiske samarbejde. ■

 

Med Vučić har EU fået et stabilt Balkan, som de længe har ønsket. Men det har været på bekostning af europæiske værdier og det liberale demokrati
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne