03.07.2019

Istanbuls vælgere belønnede oppositionen for sin ydmyghed og evne til at tale direkte til folket. De markerede deres utilfredshed med en stigende arrogance og magtfuldkommenhed i Erdogans AKP-parti. Det er partiets første vælgerlussing, siden stiftelsen i 2001. Er det også begyndelsen på enden af Erdogans succes?

Analyse af Emir Degirmenci

”Istanbuls vælgere har demonstreret det mest effektive eksempel på et deltager-demokrati […] Vores bedste ønsker går til Imamoglu, der skal styre Europas største by”.

Det var reaktionen fra den amerikanske ambassadør i Tyrkiet, David M. Satterfield, efter omvalget i den tyrkiske storby 23. juni. Her fik oppositionspartiernes kandidat, Ekrem Imamoglu, 54 pct. af stemmerne, og Binali Yildirim fra Erdogans AKP-parti fik 45 pct.

Ved det første borgmestervalg 31. marts fik Imamoglu 48,8 pct. af stemmerne og Yildirim 48,5 pct. af stemmerne. På tre måneder har ”The underdog” – Tyrkiets mest ukendte politiker – dermed opnået to valgsejre; og den anden blev langt større end den første. Imamoglu vandt over Tyrkiets mest kendte og magtfulde politiker – Erdogan – gennem sejren over hans kandidat, tidligere parlamentsformand og statsminister Binali Yildirim. Hans statsmandsstrategi spillede fallit.

Spørgsmålet er, hvad valgresultatet egentlig betyder. Er Imamoglus sejr over Erdogan en sejr mod alle odds? Eller er det et historisk stort nederlag, som varsler begyndelsen på enden for Erdogans gennemgribende magt? Det påstår Erdogan-kritikerne i flere europæiske hovedstæder jublende.

Det kommer imidlertid an på, hvem i det stærkt polariserede Tyrkiet man spørger. Spørger man tilhængerne af AKP, er det en enkeltsående reprimande fra Istanbul-vælgerne, der siger: ”Tag jer sammen AKP!”. Erdogan-modstanderne er derimod euforiske over deres første sejr nogensinde over et AKP-parti, der siden partiets grundlæggelse i august 2001 har vundet samtlige lokalvalg i Istanbul, alle nationale og præsidentielle valg samt enhver folkeafstemning. Det er et utroligt CV for et politisk parti. Faktisk har Erdogan ikke tabt Istanbul, siden han selv var ”the underdog” og vandt mod alle odds i 1994 (for sit daværende parti RP). Borgmesteromvalget i Istanbul er dermed Erdogans første nederlag i byen i 25 år.

 

Faktisk har Erdogan ikke tabt Istanbul, siden han selv var ”the underdog” og vandt mod alle odds i 1994. Borgmesteromvalget i Istanbul er dermed Erdogans første nederlag i byen i 25 år
_______

 

Stigende centralisering og magtfuldkommenhed
Ved første borgmestervalg 31. marts var deltagelsesprocenten på 83,7 pct. Her vandt Imamoglu knebent med ca. 13.000 flere stemmer. Ved omvalget var deltagelsen på 84,4 pct. Imamoglu vandt med over 820.000 flere stemmer. Hvad skete der i tiden mellem de to valg, siden differencen i sejren – eller i nederlaget – blev så gevaldig?

Et mønster går igen, når man taler med Istanbuls borgere: Afgørende var blandt andet de dårlige økonomiske vilkår for Istanbuls oprindelige befolkning. Det blev kædet sammen med utilfredshed over de forbedrede vilkår, som systemet tilbyder de knap 4 millioner syriske flygtninge i Tyrkiet. Derudover var der udbredt utilfredshed med nepotisme samt de snævre miljøer og interesser, der dominerer AKP. Herunder at Erdogan har givet sin svigersøn og sin bror for meget magt i partiet. Man er utilfreds med et AKP-partiapparat, der i højere grad består af umodne og uerfarne unge mennesker med store egoer, der taler patroniserende til deres vælgere og tager deres vælgere for givet.

Disse utilfredsheder blev ligeledes påpeget af AKP’s tidligere store hjerne og strateg, professor Ahmet Davutoglu, der trådte tilbage som statsminister i 2015. Han har siden 2003 tegnet tyrkisk udenrigspolitik med sin bog ”Stratejik Derinlik” (på dansk: Strategisk dybde).

Da Erdogan overtog præsidentposten i første omgang i 2014, blev Davutoglu både valgt som AKP’s formand og premierminister, men han er nu på kollisionskurs med Erdogan og AKP. De to mænd kunne ikke sammen, så Davutoglu forlod sine poster i utide. Han ville ikke affinde sig med en russisk-inspireret Putin-Medvedev model, hvor Davutoglu forblev i Erdogans skygge, trods det faktum at den politiske magt egentlig burde ligge i hans embede som premierminister. Han ville følge en mere selvstændig politik uden at konsultere med præsident Erdogan, der har en karismatisk lederrolle og en indiskutabel central position som hovedarkitekt af AKP.

Erdogan har stadig kultstatus. Inderkredsen omkring ham i AKP følte, at Davutoglu truede Erdogans position, og i magtkampen mellem inderkredsen og Davutoglu, var det Davutoglu, der smed håndklædet i ringen i 2016. Han blev erstattet af Binali Yildirim, der velvilligt affandt sig med Putin-Medvedev-modellen og fungerede som en mere medgørlig, bøjelig og føjelig premierminister. Yildirim sagde også loyalt ja, da Erdogan bad ham stille op til borgmestervalget i Istanbul i år.

 

I forlængelse af manifestet er der forlydender om, at Davutoglu er på vej til at etablere et nyt politisk parti, hvilket vil udgøre en større trussel mod Erdogans magt end den nuværende opposition
_______

 

At holde fast i værdierne
For få måneder siden – 22. april – udgav Davutoglu et politisk manifest på 15 sider med sviende kritik af Erdogan og AKP. Udgivelsen kom altså efter Erdogan-Yildirims første nederlag til Imamoglu ved det første lokalvalg 31. marts. Timingen vækker opsigt, fordi den kan tolkes som et statement i sig selv. Davutoglu markerer – med opbakning i valgresultatet – på den måde, at han har ret i sine kritikpunkter, og at når AKP-ledelsen ikke ville lytte, måtte han gå offentligt med kritikken.

I forlængelse af manifestet er der forlydender om, at Davutoglu er på vej til at etablere et nyt politisk parti, hvilket vil udgøre en større trussel mod Erdogans magt end den nuværende opposition, fordi Davutoglu kan tiltrække vælgere fra AKP og de andre centrumhøjre-partier. Centrumhøjre har historisk set udgjort flertallet af stemmerne i Tyrkiet. Af den samme grund har oppositionens CHP ikke evnet at være reel rival til AKP og mangler stadig at bevise sig selv som regeringsduelig.

Den offentlige og stærke kritik er ny for Erdogan, og den manifesterer Davutoglus brud med AKP, for det er ikke noget, man gør i den stærkt polariserede tyrkiske partikultur uden at risikere hårde sanktioner. Kritikken omfatter blandt andet AKP’s værdimæssige skred i forhold til partiets oprindelige partiprogram og ånd, der var mere demokratisk, pluralistisk og satte en ære i kollektive beslutningsprocesser. AKP kaldte det selv ”at aktivere den kollektive hjerne”.

Andre kritikpunkter omhandler AKP’s dårlige håndtering af den økonomiske krise, udpræget nepotisme, magtens centralisering i staten i forbindelse med Erdogans systemskifte de senere år og ikke mindst Erdogans ledelsesstil, der angribes for at være et brud med AKP’s grundlæggelsesfilosofi. Ifølge Davutoglu er der ikke længere nogen ”aktivering af den kollektive hjerne i AKP”, og han mener, at kampen mod nepotisme, forbud, og fattigdom – AKP`s kernesager – er erstattet af udpræget accept af magtfuldkommenhed.

AKP blev grundlagt af en række udbrydere af Refah-Fazilet-partiet, herunder Erdogan. Disse udbrydere repræsenterede en fløj af unge politikere, der ønskede at skabe et parti med vision for og appel til hele Tyrkiet med alle dets vælgersegmenter og samfundsgrupper. De ønskede større indflydelse og en mere kollektivistisk beslutningsproces med bredest mulige konsultationer. Det oplevede de, at den daværende ledelse i partiet ikke ville give plads til. Erdogan og co. blev set som reformisterne og den gamle garde som traditionalisterne.

Kampen mellem de to fløje blev stærkere op gennem 90’erne og nåede sit klimaks i traditionalisternes håndtering af militærets trusler om kup i 1997 – de gav for meget efter og mistede stor vælgeropbakning, og burde – ifølge Erdogan – have gjort større modstand mod militærets magt.

Erdogan-fløjen angreb partiledelsen for at være underdanig over for militærets intervention og for at svigte partiets vælgere. Derefter blev Refah-partiet forbudt og opløst ved lov, og Erdogan og hans ligesindede brød i slutningen af år 2000 med deres parti for at bygge et nyt parti op. Heraf blev ideen om AKP født.

 

Imamoglu har akkurat ligesom Erdogan i 1994 vundet magten i Istanbul fra positionen som en ”underdog”, der er ukendt, og som forurettes af de etablerede magthavere
_______

 

Erdogan var hovedarkitekten bag, og blandt hans medgrundlæggere var Abdullah Gül, Binali Yildirim og Ali Babacan. De grundlagde AKP på en filosofi om kollektiv ledelse med bred konsultation i beslutningsprocesserne frem for centralisering og topstyring via en snæver kreds af individer. Davutoglus aktuelle kritik af Erdogan er således, at Erdogan legemliggør det modsatte af den oprindelige ånd i AKP – en pointe, Davutoglu gentager flere gange i sit manifest. Abdullah Gül, den første præsident i AKP, der engang var Erdogans bedste ven og medgrundlægger, har ført samme kritik i flere år. De to har fået en ny allieret i Ali Babacan, der også var medgrundlægger og nu tilslutter sig kritikken.

Gül var næsten ved at stille op som modkandidat til Erdogan ved præsidentvalget i 2018 men trak nødbremsen i sidste øjeblik. Skulle Gül, Davutoglu og Babacan gå sammen – eller hver for sig stifte et nyt politisk parti – vil Erdogan stå over for en stor trussel. Erdogan gjorde som beskrevet netop dette i slut-90’erne mod sin egen partiformand, hvorfor man fristes til at spørge om, Erdogan nu selv rammes af skæbnens ironi?

Fra ukendt underdog til konge af Istanbul
Erdogan oplever allerede skæbnens ironi fra en helt anden front: Ekrem Imamoglu har akkurat ligesom Erdogan i 1994 vundet magten i Istanbul fra positionen som en ”underdog”, der er ukendt, og som forurettes af de etablerede magthavere. Skæbnens ironi vil, at det nu er Erdogan selv, der er magthaver og i vælgernes optik optræder magtfuldkomment over for Imamoglu. AKP’s store fejl i valgkampagnen mod Imamoglu har bidraget til dette narrativ.

AKP’s fejl bestod i deres dæmoniserende og hårde kampagne imod Imamoglus personlighed. Akkurat på samme måde blev narrativet om den forurettede Erdogan skabt i 90’erne, og det drog han fordel af, både ved sejren til borgmestervalget i 1994 og sejren ved det første nationale valg efter AKP’s stiftelse i 2002.

Havde man i årets første par måneder spurgt tilfældige borgere i Istanbul om, hvem Imamoglu var, havde svaret været rysten på hovedet og store spørgsmålstegn. Der gik dog ikke lang tid fra, at Imamoglu indledte sin valgkampagne, til han blev landskendt. Det skete først og fremmest, fordi Erdogan personligt og med hele sit stats- og medieapparat bag sig gik ind i kampen om Istanbul. For Erdogans eget motto, der er bekræftet af hans egen historik, er: ”Den, som vinder Istanbul, vinder hele Tyrkiet”.

Erdogan og AKP’s kampagne framede således borgmestervalget i Istanbul som et spørgsmål om selve nationen Tyrkiets overlevelse. Den vinkling var muliggjort af, at Imamoglu blev støttet af alle Tyrkiets modstandere indenlands og udenlands.

Imamoglu førte derimod en meget økonomisk beskeden, men meget professionel valgkampagne, der i øjenhøjde talte til Istanbul-vælgerne om deres hverdagsproblemer. Omdrejningspunktet for Imamoglus kampagne var et lavpraktisk økonomisk mikro-niveau, der omhandlede overforbrug af kommunale midler, arbejdsløshed mm. Imamoglu trak aldrig offerkortet men agerede som en vinder ved at udnytte sine muligheder optimalt.

 

Det innovative ved Imamoglus kampagne var en forsonende tone, en omfavnende appel og en dialogorienteret retorik. Helt modsat sin modstander […] var der ingen polarisering, ingen store fjendebilleder, ingen hårde personangreb eller dommedagsprofetier
_______

 

Rammer skæbnens ironi?
Det innovative ved Imamoglus kampagne var en forsonende tone, en omfavnende appel og en dialogorienteret retorik. Helt modsat sin modstander – og i øvrigt stik modsat af, hvad de resterende politiske partier i tyrkisk politik repræsenterer – var der ingen polarisering, ingen store fjendebilleder, ingen hårde personangreb eller dommedagsprofetier. Som en AKP-vælger i Sultangazi-området sagde i et interview: ”På den ene side står der én mand. På den anden side står vores parti, formand og hele staten med alle sine medier og går til angreb. Vi er trætte af den propaganda i medierne dag ind og dag ud”.

Måske var det netop det, der udløste både Imamoglus første sejr og i endnu højere grad sejren ved omvalget – Istanbuls vælgere blev harme over, at valget blev annulleret. Det er kendt i tyrkisk valgforskning, at vælgerne – særligt Istanbuls vælgere – hurtigt kan få sympati for den forurettede, for den lille mand. Derfor var Imamoglu appellerende.

Som Imamoglus egen partiformand Kilicdaroglu, der egentlig blev kritiseret for at svigte ham, indrømmede 26. juni: ”Der blev skabt en legende i Istanbul med valget. Vi havde ikke regnet med dette resultat”. Det er dog relevant at påpege, at Imamoglu nu også vil opfattes som potentiel trussel imod sin egen partiformand, Kilicdaroglu, hvilket potentielt kan afføde en magtkamp internt i CHP med uforudsigelige konsekvenser. Sådan er magtspillet i magtens luftlag.

Bliver det også skæbnens ironi, at et udbryderparti af AKP kan ende med at underminere Erdogans magt, sådan som han selv gjorde det mod sin egen partiformand i slut-90’erne? Det ved vi endnu ikke. Men truslen lurer derude i form af Ahmet Davutoglu, Abdullah Gül og Ali Babacan. Med en spydig henvisning til Erdogan brugte Gül Imamoglus valgslogan på vej til stemmeboksen, idet Gül sagde: ”Her sey daha güzel olacak” (på dansk: ”Alt kommer til at blive skønnere”).

Den kommende tid og de respektive valg, som Erdogan, hans interne og eksterne modstandere skal træffe, kommer til at afgøre, om Erdogan og hans endnu eksisterende karismatiske magt og lederskab i Tyrkiet vil komme til at lide under skæbnens ironi eller ej. ■

 

Bliver det også skæbnens ironi, at et udbryderparti af AKP kan ende med at underminere Erdogans magt, sådan som han selv gjorde det mod sin egen partiformand i slut-90’erne?
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt