06.09.2019

Tre år efter folkeafstemningen om Brexit er det stadig uklart, om Storbritannien vil forlade EU – og i så fald hvornår og hvordan. Den parlamentariske proces har udstillet de strukturelle svagheder i det britiske politiske system. Om det kan holde til et tredje valg indenfor de sidste fire år, er langt fra sikkert.

Analyse af Emil Sondaj Hansen

BRITERNE har de seneste dage været vidne til en kaotisk magtkamp mellem regeringen og parlamentet. Indtil videre har det engelske parlament vundet en vigtig sejr og taget kontrol over Brexit-processen. Et såkaldt no-deal Brexit fremstår nu mindre sandsynligt, men det er stadig ekstremt uklart, hvad der nu skal ske. Boris Johnson, der buldrede frem i kampagnen op til folkeafstemningen med sloganet ”Take Back Control”, mistede tirsdag både sin første afstemning i parlamentet og sit snævre flertal, da et konservativt parlamentsmedlem satte sig over til liberaldemokraterne under Johnsons tale.

Boris Johnson tabte altså sin første afstemning i det britiske underhus, hvilket gav parlamentet kontrol over underhusets tidsplan, så de kunne vedtage en lov den 4. september, der forhindrer et no-deal Brexit. Det var vigtigt at vedtage denne lov inden fredag, da parlamentet bliver suspenderet af Boris Johnson i næste uge. Der var således en risiko for, at parlamentet ikke ville være i stand til at komme med indsigelser til et no-deal Brexit, der vil finde sted 31. oktober, med mindre andet besluttes. Et no-deal Brexit er nemlig den juridiske standardposition ifølge EU-lovgivning.

21 konservative parlamentsmedlemmer brød med partilinjen og stemte imod Johnson, og dagen efter, den 4. september, blev de alle ekskluderet fra partiet. En britisk regering kan dog godt have et flertal imod sig, da Storbritannien – ligesom Danmark – operer med negativ parlamentarisme – medmindre der stemmes for et mistillidsvotum. Liberaldemokraterne har afvist at støtte en regering ledet af den kontroversielle Labour-leder Jeremy Corbyn, så der er imidlertid ikke et klart flertal for et alternativ til Johnson.

PARLAMENTETS MAGTDEMONSTRATION betød, at det såkaldte Benn-lovforslag [efter den engelske parlamentariker Hillary Benn, red.], blev debatteret og vedtaget torsdag d. 5. september. Det kræver, at regeringen enten opnår en aftale med EU eller får parlamentets godkendelse af et no-deal Brexit inden 19. oktober. Hvis regeringen ikke opnår en af disse muligheder, kræves det, at den anmoder EU om en forlængelse af forhandlingerne indtil 31. januar 2020.

Benn-forslaget bliver nu hastet igennem Overhuset, hvor det forventes at blive vedtaget i dag, fredag den 6. september. Det skal dog siges, at der hersker juridisk usikkerhed omkring, hvorvidt lovforslaget definitivt afskriver et no-deal Brexit som et endeligt resultat, snarere end blot gør det vanskeligt for den britiske regering at bruge no-deal som forhandlingsstrategi overfor EU.

 

Efter vedtagelsen af Benn-lovforslaget forsøgte Boris Johnson at udskrive valg til afholdelse 15. oktober, men opnåede ikke det påkrævede to tredjedeles flertal. Det betyder dog ikke, at briterne ikke snart skal til stemmeboksen alligevel
_______

 

Efter vedtagelsen af Benn-lovforslaget forsøgte Boris Johnson at udskrive valg til afholdelse 15. oktober, men opnåede ikke det påkrævede to tredjedeles flertal. Det betyder dog ikke, at briterne ikke snart skal til stemmeboksen alligevel. Oppositionsleder Jeremy Corbyn har understreget, at Labour hellere end gerne vil have udskrevet valg, så snart Benn-lovforslaget er vedtaget, så Johnson dermed ikke kan udskyde en valgdato til efter 31. oktober.

Hvad Brexit ender med, afhænger således af resultatet af et nært forstående valg. Et parlamentsvalg kunne ende med en Labour-ledet regering baseret på et flertal bestående af Liberaldemokraterne og Det Skotske Nationalparti (SNP), der ville kræve en ny folkeafstemning om medlemskab af EU. Hvad en sådan folkeafstemning ville ende med, er ekstremt usikkert. Demografiske ændringer betyder, at det britiske vælgerkorps – ifølge YouGov – er mere pro-EU end i 2016.

MEN ET NEJ TIL BREXIT er på ingen måde givet, da alt kan ske i en valgkamp, særligt i et så polariseret politisk miljø som det britiske. Et parlamentsvalg vil givetvis se chefstrategen bag Brexit, Dominic Cummings, og Boris Johnson forsøge at iscenesætte det som en kamp mellem parlamentet og ”folket”, hvor sidstnævnte er repræsenteret af Johnson.

Dette vil være et skelsættende øjeblik for det konservative parti. Det traditionsrige parti, som tidligere ledtes af mastodonter som Churchill og Thatcher, vil være svært at kende fra Nigel Farages populistiske Brexit-parti. Transformationen af det konservative parti fra et pragmatisk regeringsparti til et stærkt højreorienteret parti fokuseret på Brexit og Brexit alene risikerer at rive partiet fra hinanden.

 

Det traditionsrige parti, som tidligere ledtes af mastodonter som Churchill og Thatcher, vil være svært at kende fra Nigel Farages populistiske Brexit-parti
_______

 

Onsdag blev flere moderate profiler i partiet ekskluderet, bl.a. tidligere finansmister Phillip Hammond, den tidligere modkandidat til Johnson i formandsvalget, Rory Stewart, samt selveste Churchills barnebarn, Nicholas Soames. I yderste tilfælde kan disse ikke stille for De Konservative til valget, hvilket har ledt bl.a. Stewart til at ytre sin intention om at stille op som en uafhængig kandidat. Det er dermed forsættelsen af en polarisende proces, Johnson igangsatte, da han fyldte kabinettet med stærke Brexit-støtter, bl.a. den ihærdige brexiteer Jacob Rees-Mogg som er Leder af Huset – en slags politisk ordfører for regeringen. Det Konservative Parti i Storbritannien har dermed undergået den samme forvandling som det republikanske parti i USA. Begge partier er blevet overtaget af partiernes yderligtgående populistiske fløje.

Det er dog uklart, hvor effektiv en populistisk valgstrategi vil være, da flere moderate konservative vælgere vil tage afstand fra Johnsons metoder. De vil givetvis i stedet blive tiltrukket af Liberaldemokraternes socialliberale og pro-europæiske budskab. Ligeledes vil de konservative sandsynligvis miste al støtte i Skotland, der i overvældende grad er modstandere af Brexit.

Det er dog usikkert, i hvor høj grad Brexit-partiet, der opnåede 31,6 pct. af stemmerne i EU-parlamentsvalget i maj 2019, kommer til at stjæle stemmer fra Johnsons konservative. Nigel Farage, Brexit-partiets leder, kunne stjæle vælgere fra De Konservative i hobetal, da Theresa May var premierminister. Hendes aftale med EU var og er enormt upopulær, og hun stemte selv for at blive i EU under folkeafstemningen i 2016. Farage vil have svært ved at positionere sig som folkets autentiske stemme, imens Johnson gør det præcis samme.

Hvis den konservative strategi skal lykkes, skal de konservative altså hente Brexitpartiets stemmer tilbage, men endnu vigtigere, skal Johnson og Cummings formå at vinde tilpas mange Labour-vælgere over, der stemte for Brexit i 2016. Det estimeres, at omkring 3-4 millioner Labour-vælgere stemte på Brexit. Storbritanniens fremtidige forhold til EU afhænger dermed af, hvorvidt Corbyn kan holde på disse vælgere, eller om de bliver tiltrukket af Johnsons retoriske kneb og løfter.

 

I stedet for at diskutere spørgsmål som infrastruktur, sundhedssystem og ulighed har de folkevalgte været fuldt beskæftiget med parlamentariske teknikaliteter, de selv har svært ved at finde hoved og hale i. […] Folkets tillid til folkestyret og partisystemet styrtdykker – om kap med det britiske pund
_______

 

BRITISK POLITIK har de seneste tre år været domineret af Brexit, og omkostningerne har været enorme. I stedet for at diskutere spørgsmål som infrastruktur, sundhedssystem og ulighed har de folkevalgte været fuldt beskæftiget med parlamentariske teknikaliteter, de selv har svært ved at finde hoved og hale i. Brexit-processen har afsløret problematikken i ikke at have en nedskreven forfatning, men derimod en samling af statuetter og retslig præcedens. Det har ledt til uklarhed i forhold til, hvad formanden for parlamentet kan, hvad parlamentet selv kan, og hvad premierminister kan. Demokratiets legitimitet hænger således i en tynd tråd, både blandt dem der stemte for Brexit, men tre år efter ikke har set deres beslutning udført, men også hos modstandere af Brexit, der i chok har set Johnson forsøge at opløse parlamentet for at presse et no-deal Brexit igennem. Folkets tillid til folkestyret og partisystemet styrtdykker – om kap med det britiske pund.

Deltapoll kunne i 2018 rapportere, at kun 40 pct. af det britiske vælgerkorps havde nogen tillid overhovedet til parlamentet. En undersøgelse foretaget af interesseorganisationen ”Hope not Hate” kunne ydermere meddele, at to tredjedele af den britiske befolkning ikke føler sig repræsenteret af de etablerede partier.

I en tid, hvor parlamentsmedlemmer etablerer nye partier i protest, senest ”The Independent Group”, ”Change UK” og ”The Brexit Party”, virker topartisystemet forældet. Det bliver holdt i live af det britiske valgsystem, flertalsvalg i enkeltmandskredse, der belønner store etablerede partier og ofte resulterer i stemmespild for mindre partier. De strukturelle rammer for britisk politik er dermed under pres, og spørgsmålet er, hvorvidt Brexit bliver katalysatoren for en større reform af det politiske system.

I VENTE er ny valgkamp, som med stor sandsynlighed bliver endnu mere polariserende end valget i 2017, da det nu er den populistiske Johnson og ikke den pragmatiske May, der sidder i Downing Street nr. 10. Hvorvidt det britiske politiske system kan overleve det, er uklart. I 2019, mens briterne ser deres folkevalgte skifte parti midt i debatter og deres premierminister opløse parlamentet, er det svært at få øje på den politiske kontrol, de blev lovet i 2016. De gør klogt i ikke at stole for meget på dem, der hævder at repræsentere folket i den kommende valgkamp. Alt andet lige vil resultatet af den kommende valgkamp blive definerende for fremtiden af Storbritanniens forhold til EU, men også for det britiske politiske systems fremtid. ■

 

I 2019, mens briterne ser deres folkevalgte skifte parti midt i debatter og deres premierminister opløse parlamentet, er det svært at få øje på den politiske kontrol, de blev lovet i 2016. De gør klogt i ikke at stole for meget på dem, der hævder at repræsentere folket i den kommende valgkamp
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne