14.12.2019

I 2017 vandt Macron på en ambitiøs reformdagsorden. Så prøvede han at hæve benzinprisen.

Af Dyveke Vestergaard Johansen

De Gule Vestes oprør kastede i november 2018 Frankrig ud i en dramatisk politisk og social krise, der udspillede sig alle steder – på gaden, til folkedebatter og i magtens inderste cirkler. Det startede som en spontan, folkelig protest mod nye grønne afgifter på diesel og benzin, men blev til en bevægelse rettet mod præsident Emmanuel Macron, systemet og omfordelingen af samfundets velstand.

Det er i Frankrig sjældent, at man har set en social bevægelse vare så lang tid. Langt færre demonstranter går nu på gaden hver lørdag, men De Gule Veste har en stædig udholdenhed. ”Min udfordring er at lytte bedre til folk, end jeg gjorde i begyndelsen”, medgav Emmanuel Macron for nylig i et interview i TIME, hvor den franske præsident også erkendte, at volden i forbindelse med De Gule Vestes demonstrationer havde fået ham til at forstå, at han var for langt væk fra den gennemsnitlige franskmand og -kvinde.

Det blev hurtigt tydeligt, at ’Vestene’ var mere end en sporadisk forsamling af utilfredse franskmænd og -kvinder – de er en social bevægelse, og deres vedholdende tilstedeværelse krævede et politisk svar. Bevægelsens omfang, dens brede opbakning og dens udholdenhed har gjort den umulig for præsident Macron og regeringen at ignorere.

I præsident Macrons regeringstid er der et ’før’ og et ’efter’ De Gule Veste. Indirekte har den sociale bevægelse på mange måder fået en dagsordensættende virkning på, hvad der sker i Frankrig i disse år. Et års protester har sat fokus på landets udfordringer med at bevare den franske velfærdsstat, mens man har ambition om både reformer og en grøn omstilling. Demonstranterne har problematiseret en udbredt fattigdom og den store afstand, der er mellem de franske politikere og befolkningen. Samtidig har den sociale og demokratiske krise, som bevægelsen har affødt, begrænset Frankrigs evne til at udfylde sin rolle i Europa på et tidspunkt, hvor EU i lyset af bl.a. Brexit står over for store udfordringer.

 

Den franske præsidents små, spydige bemærkninger, der falder i ny og næ, er blevet kritiseret i den franske offentlighed, og han har proklameret at ville ændre på det
_______

 

Bevægelsens fremkomst
Hvad afslører ’Vestene’ om det franske samfund? ”De Gule Veste er resultatet af 40 års mislykket politik”, sagde Emmanuel Macron i december 2018. Ordene faldt i en tale til nationen, der skulle komme med et svar på krisen. Og ja, det franske samfund har nogle store sociale udfordringer med bl.a. fattigdom, høj arbejdsløshed, et rigidt arbejdsmarked og en social dialog, der ikke virker. Dertil har landet haft svært ved at gennemføre strukturelle reformer.

Men bevægelsen er også blevet mødt med afstandtagen, nedladenhed og foragt, mener forfatteren Danièle Sallenave, medlem af Académie francaise, i sin pamflet Jojo, Le Gilet Jaune (Jojo, Den Gule Vest) – både i de traditionelle og de nye medier og i det politiske miljø. I avisen Les Échos spalter fastslog Eric Gardner de Béville den 11. december 2018, at købekraften ikke er en rettighed – den står ikke i den franske erklæring om menneskets og borgerens rettigheder fra 1789. Til det spørger Sallenave: Er det at spise så heller ikke en menneskeret? Omdrejningspunktet for De Gule Vestes protest er netop, at de ikke kan få deres hverdagsøkonomi til at hænge sammen.

I en samtale med entreprenører hos Station F, en parisisk hub for startupvirksomheder, der ligger i en tidligere jernbanebygning, bemærkede Macron: ”En banegård er et sted, hvor man møder folk med succes og folk, der er ingenting”. Til det spørger Sallenave i sin pamflet: ”Hvad betyder det helt præcis at være ingenting?”.

Den franske præsidents små, spydige bemærkninger, der falder i ny og næ, er blevet kritiseret i den franske offentlighed, og han har proklameret at ville ændre på det, da udtalelserne ofte kan misforstås, sagde han i januar 2019 til magasinet L’Obs. I artiklen, der blev bragt efter de mest dramatiske uger i De Gule Vestes oprør i slutningen af 2018, understregede han også mediernes negative rolle i konflikten og kommenterede på deres – ifølge præsidenten forkerte – prioritering: ”Jojo [en forkortelse for det franske navn Joseph] med en gul vest har den samme status som en minister eller en parlamentariker”, var en ukorrekt fremstilling, mente Macron. Den udtalelse skabte stor forargelse. Sallenave tog efterfølgende inspiration til sin pamflet fra det citat – og spurgte deri: Grundtanken i demokratiet er vel, at alle har en stemme?

 

Mange af De Gule Veste har fordømt volden og hærværket – men nogle har udtrykt, at det er prisen for at blive hørt af myndighederne og regeringen
_______

 

En anden slags protest
I Frankrig er det obligatorisk at have en gul, selvlysende vest liggende i bilen. Da bevægelsen startede på de sociale medier, var den netop en spontan protest mod stigende afgifter på benzin og diesel. Mange steder i Frankrig, som i Danmark, er bilen den eneste transportmulighed. Samtidig med at mange franskmænd og -kvinder er afhængige af deres biler for at få hverdagen til at hænge sammen, oplever de problemer med at få enderne i begrænsede husholdningsbudgetter til at mødes. Så kom de øgede benzin- og dieselafgifter. I Paris og andre større byer bestod ’Vestenes’ korteger heller ikke primært af byens borgere, men af folk, der kørte ind fra provinsen for at vise deres utilfredshed.

Lørdag den 17. november 2018 gik 282.000 Gule Veste på gaden til demonstrationer for første gang i hele Frankrig. Den efterfølgende lørdag, den 24. november, var de 166.000, og den 1. samt den 8. december var 136.000 mennesker på gaden (alle tal er fra det franske indenrigsministerium). I kombination med lørdagsdemonstrationerne besatte De Gule Veste rundkørsler i hele landet og lod folk køre gratis på betalingsmotorvejene. Mange af dem var ikke folk, der før havde deltaget i demonstrationer. Overalt i Frankrig kørte sympatisører med bevægelsen rundt med en gul vest liggende i bilens forrude.

Demonstrationerne og aktionerne var uanmeldte. Dels fordi De Gule Veste ville bruge overraskelsesmomentet, dels fordi bevægelsen ofte ønskede at demonstrere på symbolske steder, som fx på Avenue des Champs-Élysées og ved Triumfbuen, hvor de franske myndigheder ikke ønskede deres tilstedeværelse.

At demonstrationerne foregår ved disse symbolske steder, der ikke er typiske demonstrationsruter for eksempelvis franske fagforeninger, men i stedet populære blandt turisterne, gav synlighed hos den franske elite.

Den overordnede makroøkonomiske omkostning af oprøret var ifølge en foreløbig parlamentsrapport (juli 2019) et tab af 0,1 pct. vækst i sidste trimester af 2018. Men mediernes reportager har tegnet et anderledes dramatisk billede af hærværk og voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter. Den voldelige udvikling startede hurtigt – stærkt stod billederne af Triumfbuens besættelse og vandalisering den 1. december 2018, hvor en ’Marianne’-statue blev slået i stykker. ’Marianne’ er en symbolsk kvindefigur, der repræsenterer den franske republik og dens værdier: frihed, lighed og broderskab. Uden for Paris blev der bl.a. begået hærværk mod motorvejenes betalingsanlæg og politiets trafikradarer (60 pct. af dem var i januar 2018 ude af drift).

Ifølge Juan Branco, der er en kontroversiel Macron-kritiker og støtter De Gule Veste, valgte myndighederne ikke at give et politisk svar, men at gå ind i en magtkamp, som medførte politivold og krigsscener i byerne. Fra De Gule Vestes første opstand den 17. november 2018 indtil midten af juni 2019 blev 12.600 personer arresteret, mens antallet af sårede talte 2.400 demonstranter og 1.800 fra ordensmagten, oplyser det franske indenrigsministerium. Nogle af de sårede har mistet synet eller en hånd.

Mange af De Gule Veste har fordømt volden og hærværket – men nogle har udtrykt, at det er prisen for at blive hørt af myndighederne og regeringen.

 

Demonstranterne har i gennemsnit færre penge end den gennemsnitlige franskmand. De føler, at de lever i et uretfærdigt samfund, og at de er blevet nedklassificeret
_______

 

Se på det usynlige Frankrig
I januar 2019, to måneder efter oprørets start, viste en meningsmåling fra analyseinstituttet Ifop i samarbejde med tænketanken Jean Jaurès, at 16 pct. af den franske befolkning så sig selv som en del af De Gule Veste, og at 44 pct. sympatiserede med bevægelsen. 40 pct. følte hverken identifikation eller sympati. Ifølge en lignende undersøgelse fra begyndelsen af december 2018 var 19 pct. af befolkningen en del af De Gule Veste, 54 pct. havde sympati for dem, og kun 27 procent følte sig slet ikke som en ’Vest’ eller havde sympati for bevægelsen. Det sagde noget om betydningen af De Gule Veste, at så stor en andel af den franske befolkning følte forståelse. I september 2019 ønskede 39 pct., at bevægelsen skulle fortsætte – 52 pct. var imod (meningsmålingsinstituttet BVA-group).

Men BVA-undersøgelsen udtrykker også en social, geografisk og politisk splittelse i Frankrig, hvad angår bevægelsen. ’Vestene’ forbliver nemlig populære blandt de befolkningsgrupper, der har støttet bevægelsen fra starten. Det er håndværkere og lønarbejdere – folk, der bor uden for de store byer. De er politiske tilhængere af La France Insoumise, det yderste venstre, og Rassemblement National, det yderste højre. Omvendt er skeptikerne pensionister, højtuddannede, der sympatiserer med La République En Marche (præsident Macrons parti) samt det konservative Les Républicains.

Hvem er det så, der går på gaden? Det er bl.a. hjemmehjælperen, vikaren, kassedamen, lastbilchaufføren, landmanden, rengøringsmanden og håndværksmesteren – alle folk, der arbejder i lavtlønnede produktions- og servicefag. Det er dem, der har stillet sig op i rundkørslerne i hele Frankrig og hver lørdag i tusindvis demonstreret i Paris og andre større byer. Demonstranterne har i gennemsnit færre penge end den gennemsnitlige franskmand. De føler, at de lever i et uretfærdigt samfund, og at de er blevet nedklassificeret. Der er – for en social bevægelse – usædvanligt mange kvinder med, med en overrepræsentation af enlige mødre sammenlignet med den generelle befolkning.

Et andet kendetegn ved De Gule Veste er et lavt uddannelsesniveau, for jo mere uddannelse du har i Frankrig, desto mere afstand har du til den sociale bevægelse. Sociologen Pierre Bourdieu beskrev i 1980’erne, hvordan det franske samfund (og ikke kun det franske) er fragmenteret omkring ’kulturel kapital’ – dem, der har den, er i toppen. De Gule Veste bor på afstand af byerne – primært i landkommuner, i mindre byer eller i de områder, man hverken kan definere som by eller land, der befinder sig i periferien af de urbane miljøer. De er, set fra eliten, usynlige. Men det seneste år er dette usynlige Frankrig ikke bare blevet synligt, men selvlysende.

Social utilfredshed er ikke et nyt fænomen i Frankrig, og det er heller ikke første gang, at man har set, at de sociale medier har spillet en rolle i en protestbevægelse. Men De Gule Vestes oprør startede med et opråb på de sociale medier. Det er på de sociale medier, særligt Facebook, at de har koordineret demonstrationer, delt informationer, debatteret og kommunikeret til omverdenen. På de sociale medier har alle i princippet en lige stemme og lige adgang til at bestemme, hvad og hvordan noget bliver sagt i det offentlige rum. Der er ikke længere tale om envejskommunikation fra elite til folk – eller omvendt.

Men samtidig skal man huske, at algoritmerne ikke er neutrale – og at de sociale medier ikke blot er en infrastruktur, der understøtter ytringsfriheden. Facebook og Twitter er også forretninger, forklarer Nikos Smyrnaios, socialforsker med speciale i politisk brug af de sociale medier ved University of Toulouse, til avisen La Croix.

Til forskel fra tidligere, hvor det primært var unge, veluddannede fra byerne, der brugte det sociale medie som værktøj til at protestere, fx ved Nuit debout-bevægelsen, som var en protest mod en ny arbejdsmarkedslovgivning, kommer De Gule Veste fra en bredere aldersgruppe, og de bor som sagt typisk på landet eller i mindre byer. De sociale medier har således givet en stemme til befolkningsgrupper, der ikke normalt oplever synlighed i de franske medier.

Det kendetegner også De Gule Veste, at de har stor mistillid til den franske journaliststand og til landets traditionelle, borgerlige medier, som de ikke ser som pålidelige informationskilder. De sociale medier samt alternative medier – fx Russian Today France, der finansieres af den russiske stat – er deres kilder til at få informationer.

 

Blandt deres mange andre krav: At beskytte fransk industri, afskaffe udstationerede arbejdere fra andre lande, et forslag om maksimalt 25 elever per skoleklasse og forbedret behandling af asylansøgere
_______

 

At leve, ikke overleve
De Gule Vestes liste af sociale og politiske krav er lang, og kravene er nogle gange kommet til udtryk på en forvirrende og uorganiseret måde. Forvirringen opstår bl.a., fordi bevægelsen er mangehovedet og af princip ikke har én leder. Dog har bevægelsen haft forskellige talsmænd og -kvinder, der har udtalt sig til medierne, og nogle Gule Veste er blevet meget populære på de sociale medier.

Men man kan ikke blot se De Gule Vestes krav som en liste, politikerne skal imødekomme for at løse konflikten. Det er også en systemkritik, når bevægelsen fx kræver folkeafstemninger. Og hvad det angår, er svaret fra Macron og hans regering bestemt ikke imødekommende.

Mange af De Gule Vestes krav kredser dog om den almindelige franskmands købekraft. Deres hverdag hænger ikke økonomisk sammen, synes de – de vil leve i stedet for at overleve. De vil have en anstændig tilværelse. Et af deres slogans lyder: ’Fin du monde fin du mois même combat’ – ’Verdens undergang og slutningen på måneden er den samme kamp’.

’Vestene’ vil bevare den franske velfærdsstat, som de ser smuldre omkring . Offentlige servicer centraliseres. Der er længere til hospitalet og til lægen. Den lokale skole lukker. Togstrækninger er blevet nedlagt. Folk mister deres arbejde, fordi fabrikken lukker eller flytter et andet sted hen. Macrons benzin- og dieselafgifter, der gjorde det dyrere at tage bilen til fabrikken, var blot dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Samtidig beder politikerne borgerne om at bidrage mere til fællesbudgettet fx igennem afgifterne på diesel og benzin for at få styr på Frankrigs gæld og give skattelettelser til de rige. De Gule Veste insisterer på et andet – mere retfærdigt – skattesystem.

Retfærdighed er også gennemgående i andre af deres krav. Man skal ikke blot have en minimumsløn, som bør stige, men der skal også være en maksimumløn. Derudover bør politikernes lønninger sættes ned, og tidligere præsidenter skal ikke have livslange vederlag fra staten. Blandt deres mange andre krav (listen er langtfra udtømmende): at beskytte fransk industri, afskaffe udstationerede arbejdere fra andre lande, et forslag om maksimalt 25 elever per skoleklasse og forbedret behandling af asylansøgere.

 

For Macron er det en umulig opgave: På den ene side skal han, som det ansvarlige statsoverhoved, svare De Gule Veste og få dem væk fra gaderne. På den anden side vil hans svar aldrig være godt nok for dem
_______

 

Moralen for Macron
Fra starten har de rettet deres vrede direkte mod præsident Macron. Han personificerer alt det, som ’Vestene’ gør oprør mod, og de kræver hans afgang. Anti-Macron-sange og slogans runger i gaderne og står skrevet på banderolerne til De Gule Vestes demonstrationer.

For Macron er det en umulig opgave: På den ene side skal han, som det ansvarlige statsoverhoved, svare De Gule Veste og få dem væk fra gaderne. På den anden side vil hans svar aldrig være godt nok for dem.

Det var først efter De Gule Vestes oprør over hele Frankrig over fire lørdage, at Macron valgte at svare dem – og franskmændene generelt – i en TV-tale til nationen den 10. december 2018. Hærværk og voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter havde præget demonstrationerne i Paris og andre storbyer. Grupper fra den yderste venstre- og højrefløj – samt andre, der ikke var Gule Veste, men bare ville begå vold og hærværk – havde også udnyttet demonstrationerne.

Nu havde landets leder endelig forstået, at vreden var der, og at det krævede et svar fra ham – for den store folkelige opbakning, som De Gule Veste har haft lige fra starten, holdt ved. I talen annoncerede præsidenten en række økonomiske tiltag – fx flere penge til folk på mindsteløn og skattefrie overarbejdstimer. Men talen skulle også vise den brede franske offentlighed, at præsidenten og regeringen kunne handle – og havde styr på situationen.

De Gule Veste blev et skifte i fransk politik. I præsident Macrons regeringstid er der som sagt et ’før’ og ’efter’ De Gule Veste – fra og med den tale ser man nemlig et forsøg på en mere dialogorienteret regeringsstil, og der tales i Frankrig om ’anden fase’ af præsident Macrons femårige mandatperiode, der slutter i 2022.

I midten af januar 2019 lancerede Macron og hans regering en stor national debat, der varede to måneder. Det var et initiativ, som var en direkte reaktion på De Gule Veste. Franskmændene blev inviteret til forsamlingshuse og rådhuse for at diskutere, hvad de ønskede inden for den grønne omstilling, skat, demokrati og medborgerskab samt staten og den offentlige sektors organisering. Debattilgangen fortsættes med flere tiltag i dag, hvor regeringen samler borgere – fx inden for den grønne omstilling og den kommende pensionsreform.

De Gule Veste har langtfra fået opfyldt alle deres krav, men de har fået noget på flere områder, når det kommer til at forbedre købekraften. Både i form af tilskud og løfter om skattelettelser for de borgere, der har svært ved at få budgettet til at hænge sammen.

 

Der er altså mange, ud over De Gule Veste, der skal tilfredsstilles i dette ophedede sociale klima. Nu, et år efter oprørets start, er det fortsat uklart, hvordan ’Vestene’s bevægelse vil udvikle sig
_______

 

Direkte politisk indflydelse
Oprøret har udtrykt afstanden i Frankrig – mellem den politiske elite og folket, rig og fattig samt Paris og provinsen. Hele 85 pct. af franskmændene tror ikke, at politikerne bekymrer sig om, hvad folk som dem tænker. 74 pct. mener, at politikerne er afkoblet fra virkeligheden og kun tjener deres egne interesser. Og 70 pct. af den franske befolkning synes ikke, demokratiet fungerer særlig godt, ifølge det årlige politiske tillidsbarometer fra forskningsinstituttet Cevipof fra januar 2019. Analysen konkluderer, at mistilliden til de franske politikere nu er på et alarmerende højt niveau. Det er tal, der tydeligt fremhæver dybden af den demokratiske repræsentationskrise, som Frankrig befinder sig i. At den franske befolkning tager afstand til politikerne, fremkom også af det seneste præsidentvalg i 2017, hvor 25 pct. af vælgerne valgte at blive hjemme.

De Gule Vestes største ønske, når det kommer til demokratiets funktionsmåde, er indførelsen af folkeafstemninger på initiativ af borgerne. RIC – ’Référendum d’Initiative Citoyenne’ – står der ofte på De Gule Vestes skilte til demonstrationerne.

Macron er fuldkommen afvisende over for den ide, som han mener er i modsætning til det repræsentative demokrati. Men han har dog udtalt, at han ønsker at gøre det lettere at gennemføre en folkeafstemning på delt initiativ mellem parlamentarikerne og borgerne. Det er allerede nu en mulighed i den franske forfatning, hvis der er opbakning fra 10 pct. af parlamentet, svarende til 185 parlamentarikere og 4,5 millioner vælgere. Præsidenten ønsker at simplificere reglerne, så borgerne kan tage initiativet til en lov med indsamling af 1 million underskrifter. Hvis nationalforsamlingen og senatet ikke tager forslaget op, kan det blive sat til folkeafstemning.

I efteråret 2019 er Macrons regering blevet konfronteret med mange andre grupper, der også protesterer. Han forsøger at gennemføre en omfattende social reformdagsorden – bl.a. en pensionsreform, en reform af den offentlige sektor, af arbejdsløshedsunderstøttelsen og Den Femte Republiks institutioner. Reformdagsordenen er bl.a. blevet mødt af delvise strejker ved statsbanerne (SNCF), brandfolk og politiet har været på gaden, og skadestuerne er i gang med en langvarig strejke og protest. Før sommeren protesterede skolelærerne. Og listen er længere.

Der er altså mange, ud over De Gule Veste, der skal tilfredsstilles i dette ophedede sociale klima. Nu, et år efter oprørets start, er det fortsat uklart, hvordan ’Vestene’s bevægelse vil udvikle sig. Vil man blive ved med at demonstrere? Vil man med tiden udvikle sig til at ligne et traditionelt politisk parti? Ved forårets valg til Europa-Parlamentet var der to Gule Veste-lister, der tilsammen opnåede kun 0,5 pct. af stemmerne. Det næste valg i Frankrig er kommunalvalget til landets knap 35.000 kommuner i marts 2020. Det valg kan blive en milepæl for, om De Gule Veste vil udvikle sig i en mere traditionel, organisatorisk retning, hvis bevægelsen stiller op og bliver valgt ind.

Også i forhold til Frankrigs rolle i Europa kan man også tale om ’før’ og ’efter’ ’Vestene’. ”Den lange Gule Vest-krise har betragteligt reduceret Emmanuel Macrons evne til lederskab i Europa”, skrev avisen Le Monde på lederplads den 7. maj 2019 om den franske præsidents Europapolitiske resultater de første år ved magten. I 2017 vandt Macron med et pro-europæisk program, der havde store ambitioner. De er stødt ind i et Tyskland i politisk krise og i tilbageholdenhed hos både nordiske og centraleuropæiske lande. Men skal Macron vise, at han kan sætte retningen for EU, må han få styr på reformerne og økonomien derhjemme. Så hjælper det jo ikke, at der hver lørdag er bål og brand i gaderne. ■

 

Der er altså mange, ud over De Gule Veste, der skal tilfredsstilles i dette ophedede sociale klima. Nu, et år efter oprørets start, er det fortsat uklart, hvordan ’Vestene’s bevægelse vil udvikle sig
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden