29.04.2019

”Iran har været involveret i mange konflikter i hele regionen: Libanon, Irak og senere meget kraftigt i Syrien og til en vis grad i Yemen. En sådan ekspansiv regional indgriben har uden tvivl ført til et iransk ”overstretch”, hvor især Irans militær er spredt tyndt ud.”

Interview af RÆSON

RÆSON: Hvad er de største udfordringer for Iran lige nu?
FATHOLLAH-NEJAD: Som udgangspunkt står Den Islamiske Republik Iran over for en række delvist forbundne, akutte, interne og eksterne udfordringer og kriser, der tilsammen har skubbet landet ud i en tilstand af fokus på overlevelse. Chancerne for at løse dem forbliver dystre i den overskuelige fremtid. Hovedbegivenhederne var opstanden i december 2017 til januar 2018, som blev efterfulgt af et stort antal sociale protester fra forskellige samfundssektorer (herunder arbejdere, lærere og kvinder), samt den unilaterale amerikanske tilbagetrækning fra atomaftalen (JCPOA) i maj 2018 og genindførelsen af de økonomiske sanktioner.

RÆSON: Hvorfor var opstanden i december 2017 til januar 2018 så betydelig?
FATHOLLAH-NEJAD: Opstanden var den mest radikale politisk protest, som Iran har oplevet siden sin oprettelse i 1979. Dens geografiske omfang og spredning var hidtil uset, og den var drevet af de lavere sociale klasser, der normalt betragtes som en del af regimets loyale base. Opstanden var indledningsvist udløst af Rouhani-administrationens hårde kerne af modstandere, der kritiserede administrationen for den udeblivende økonomiske vækst og udvikling. Kritikken bredte sig som en steppebrand over hele Iran og målrettede sig den økonomiske og politiske elite såvel som de ideologiske støtter af regimet. Den endte efter omkring ti dage på grund af en kombination af undertrykkelse fra sikkerhedstyrkernes side, samt mangel på deltagelse fra middelklassen. Men selv denne kortvarige opstand sendte chokbølger på tværs af landet, fordi den viste dybden af folkets utilfredshed med både regimet, de moderate samt de ideologiske hardlinere. Højtstående efterretningsagenter konkluderede, at landets største sikkerhedstrussel nu var national. Samtidig var en række iranske samfundskommentatorer enige om, at den næste eksplosion af folkelig vrede med stor sandsynlighed ville være endnu kraftigere. Begge konklusioner blev nået på baggrund af de vedvarende strukturelle problemer, der skabte opstanden til at starte med, og som Iran stod, og stadig står, overfor.

RÆSON: Kan du uddybe de forbudne og akutte udfordringer Iran står overfor?
FATHOLLAH-NEJAD: Iran står overfor det, jeg kalder en tredobbelt krise – politisk, socioøkonomisk og miljømæssig. Hver af dem er dramatisk i sig selv.

Politisk har Iran været præget af teokratisk dominans, og systemet har vist sig immunt overfor de meningsfulde reformer, der er blevet foreslået. Men opstanden viste en potentiel irreversibel krise af dyb fragmentering, der hidtil kun har tilbudt det iranske folk valget mellem det mindre (normalt en moderat elitær figur) og det større onde (normalt hardlinerne) ved præsidentvalget. I magtens korridorer finder spekulationer om arvtageren til republikkens øverste leder, Ali Khamenei, sted, da hans afgang vil komme indenfor en overskuelig tidshorisont. Ebrahim Raisi, der er hardliner, betragtes som en loyal tilhænger af Khamenei og har tætte bånd til regimets Revolutionsgarde. Han er derfor en nøglekonkurrent til posten som øverste leder. I dag er han udnævnt af Khamenei til at lede det notorisk politiserede retsvæsen. Tidligere har han været udpeget som formand for ’Astan Qods Razavi’, et økonomisk imperium i nordøst, samt som næstøverste chef for Ekspertforsamlingen, der har til opgave at udpege den øverste leder. Hvis han bliver valgt, eliminerer det ethvert håb for forandringer i iranske indenrigs- og udenrigspolitiske anliggender. Blandt alle tænkelige scenarier for et post-Khamenei Iran forventes det generelt, at Revolutionsgarden vil spille en mere fremtrædende politisk rolle.

Socioøkonomisk viser landet et højt niveau af negative indikatorer (fx med hensyn til arbejdsløshed der generelt ligger på ca. 12 pct., men blandt unge og kvinder er langt højere) ligesom de lande, der har været hårdere ramt af det arabiske forår. Der er blevet skabt en ny socioøkonomisk klasse, ”den fattige middelklasse”. Den udgjorde grundlaget for opstanden, og med uindfriede ambitioner og en usikker samfundsøkonomisk position forbliver den fattige middelklasse med at have let til politiserede protester.

Miljømæssigt er ørkendannelse og vandmangel allerede begyndt at underminere millioner af menneskers levebrød. Hvis miljøkriserne ikke bliver løst, vil halvdelen af Irans provinser være ubeboelige om ti år, og om tre årtier risikerer hele landet at være en ørken. Miljøet er derfor blevet et nationalt sikkerhedsspørgsmål. Ironisk nok bliver miljøaktivister også betragtet som en national sikkerhedstrussel, da deres arbejde vil afsløre elitens medvirken til den miljømæssige krise, Iran står i.

 

På den udenrigspolitiske front lider Iran stadig under “strategisk ensomhed”, som daterer hele vejen tilbage til revolutionen i 1979. Denne ensomhed er både ekstern og selvpålagt
_______

 

RÆSON: Hvilke udenrigspolitiske problemstillinger står Iran overfor?
FATHOLLAH-NEJAD: På den udenrigspolitiske front lider Iran stadig under „strategisk ensomhed‟ [at landet ikke har nogen tætte, langsigtede strategiske partnere, red.], som daterer hele vejen tilbage til revolutionen i 1979. Denne ensomhed er både ekstern og selvpålagt. På den ene side har Irans post-revolutionære udenrigspolitik fremmedgjort mange nabolande, da de er mistænksomme overfor Irans ”eksport af revolutionen”-doktrin. Samtidig har Irans selvstændige rolle i regionen skubbet USA endnu længere væk fra iransk-amerikansk forbrødring. USA er som bekendt en supermagt, der udviser næsten ingen tolerance overfor uafhængige aktører i strategisk vigtige regioner.

På den anden side har det også været en selvpålagt ensomhed, som skyldes Irans kompromisløse revolutionære retorik rettet mod både USA og nabostater. Retorikken benyttes rutinemæssigt af Teheran for at konsolidere magten indadtil. Det er vigtigt at bide mærke i, at den flerårige fjendtlighed mod det internationale systems mest magtfulde stat, USA, overskygger Irans forhold til Europa og ikke-vestlige stormagter; for ingen stat vil erstatte deres forbindelse til Washington med tættere forbindelser til Teheran. Det har resulteret i en massiv militær asymmetri til ulempe for Iran, som har været berøvet muligheden for at købe højteknologiske vestlige våben som følge af amerikanske sanktioner. Omgivet af fjendtligt indstillede lande med amerikanske militære baser, samt Israels og Golfstaternes enorme militære arsenaler, har Iran været afhængig af afskrækkelsesmetoder, herunder asymmetrisk krigsførelse, et regionalt netværk hovedsageligt bestående af ikke-statslige aktører, og landets ballistiske missilprogram.

Foruden brugen af ”hård magt” har brugen af „blød magt‟ i form af anti-imperialistisk, anti-zionistisk og revolutionær retorik fundet bemærkelsesværdig resonans blandt regionens befolkning, hvis egne ledere er forblevet stille i mødet med USA’s og Israels aggressive udenrigspolitik. På trods af en indsats for at dæmpe de antagonistiske forhold til USA og resten af regionen har Iran ikke nærmet sig et fredeligere forhold til nogle af dem, simpelthen fordi Iran ser disse konstante spændinger som essentielle for sin overlevelse.

RÆSON: Hvordan skal vi tolke det indenrigs- og udenrigspolitiske sammenspil i Iran?
FATHOLLAH-NEJAD: Det er vigtigt at forstå, at Irans regionalpolitik ikke kun har til formål at forsvare landets suverænitet og nationale sikkerhed mod udenlandske fjender, men også er forbundet med indenrigspolitiske magtovervejelser. Et hovedeksempel her er Revolutionsgardens rolle: Dens internationale fløj, Quds Force, er aktiv i Irans regionalpolitik (militært, ideologisk og økonomisk), hvilket hjælper Quds Force med at definere og sikre sin indenrigspolitiske rolle som sikkerhedsmægler og politisk magtfaktor.

Den bipolære magtstruktur i Iran har også fundet vej ind i det udenrigspolitiske: På den ene side er udenrigsministeriet og regeringen involveret i udenrigsanliggender, men på den anden side står den Øverste Leders kontor og Revolutionsgarden. Det er sidstnævnte, der træffer de vigtigste beslutninger, især i regionale anliggender. Efter USA’s invasion af Irak i 2003 kunne Iran etablere sig som en uundværlig magtfaktor i Vestasien. Denne position har Iran formået at holde siden. Landet har været involveret i mange konflikter i hele regionen: Libanon, Irak og senere meget kraftigt i Syrien og til en vis grad i Yemen. En sådan ekspansiv regional indgriben har uden tvivl ført til en slags iransk ”overstretch”, hvor især Irans militær er spredt tyndt ud. For Irans udenrigspolitiske engagementer kræver mange politiske, økonomiske og militære ressourcer, mens dybden af dets interne kriser kræver stort set det samme.

RÆSON: Hvad er Irans vigtigste udenrigspolitiske mål?
FATHOLLAH-NEJAD: Irans hovedmål er delt mellem at forsvare de nationale grænser mod eksterne trusler, altså national overlevelse, og så at projektere Irans magt tværs over regionen og videre. At sikre national overlevelse er især vigtigt grundet den noget nær totale amerikanske militæromslutning, der nåede sit højdepunkt ved Irak-invasionen i 2003.

 

Irans hovedmål er delt mellem at forsvare de nationale grænser mod eksterne trusler, altså national overlevelse, og så at projektere Irans magt tværs over regionen og videre
_______

 

RÆSON: Iran har også nydt sin del af ”soft power”, men det ser ud til at være faldende. Er det tilfældet?
FATHOLLAH-NEJAD: Iransk ”soft power” var på sit højdepunkt i 00’erne under præsident Mahmoud Ahmadinejad. I den periode var Iran meget populær i den arabiske verden på grund af sin modstand mod USA og Israel. Al den ”soft power” er dog forsvundet på grund af Irans støtte til diktator al-Assad i Syrien. Selv blandt regionens shiamuslimer har Iran overspillet sin hånd. Her har den iranske dominans i irakisk politisk eksempelvis skabt modstand i den irakiske befolkning,

RÆSON: I hvor høj grad er den iranske udenrigspolitik dikteret af sunni-shia-opdeling i Mellemøsten?
FATHOLLAH-NEJAD: Jeg vil ikke hævde, at der er en sådan opdeling i Mellemøsten. Den sekteriske læsning har for det meste været en besættelse for den vestlige mediedækning. Det grunder i, at denne opdeling tilbyder en meget enkel ramme til at forstå de geopolitiske dynamikker. Der er fx den konventionelle ide om, at Iran er den ubestridte shia-magt, der støtter og finansierer et shia-alliancenetværk over hele regionen. I samme forbindelse har man fortællingen om, at Saudi-Arabien er den ubestridte sunni-magt. Ingen af fortællingerne giver os en særlig værdifuld analyse.

Iran har eksempelvis flere allierede, der ikke er (af samme type) shia-muslimer: palæstinensiske Hamas, Assad-regimet i Syrien og houthierne i Yemen. Houthierne er religiøst langt tættere på deres saudiske nabo end på Irans shiisme. Faktisk har Irans udenrigspolitik aldrig været begrænset til shia-islam, da shia-muslimer kun er et lille mindretal i den islamiske verden [mellem 15-20 pct. af verdens muslimer er shia-muslimer, red.] – så det er næppe den mest effektive udenrigspolitiske strategi. Især hvis du stræber efter at være nummer ét i hele den islamiske verden. Teherans påstand om at være regionens “ærede shia-magt” er langt fra sand. Det bekræftes blandt andet af den voksende fremmedgørelse af irakiske shiaer, der fandt sted, efter Iran ændrede udenrigspolitisk kurs efter Irak-invasionen i 2003. Kort sagt: I de fleste tilfælde er en shia-sunni analytisk ramme næsten ubrugelig.

 

De sidste par år har Iran generelt overspillet sin hånd. Dette har skabt anti-iranske følelser i regionen, og at grupper, der tidligere sympatiserede med Iran, bevægede sig væk fra styret i Teheran
_______

 

RÆSON: Iran er militært spredt meget tyndt ud. Hvad er de største hindringer for øget iransk indflydelse i regionen?
FATHOLLAH-NEJAD: De sidste par år har Iran generelt overspillet sin hånd. Dette har skabt anti-iranske følelser i regionen, og at grupper, der tidligere sympatiserede med Iran, bevægede sig væk fra styret i Teheran. Selvom det for det meste bliver gjort værre af både nationale og internationale medier, har den israelsk-iranske antagonisme betydeligt kompliceret de iranske relationer med mange vestlige lande. Derudover er Irans forhold til Rusland, især efter den syriske borgerkrig, ofte blevet afbildet som et strategisk [langsigtet, red.] forhold. Det er dog mere præcist at kalde det for et taktisk [kortsigtet, red.] forhold, der både er defineret af overlappende og divergerende interesser. Når det kommer til USA, har Iran, der optræder som en uafhængig regional magt overfor amerikanske interesser, været i strid med amerikanske interesser. Mellem Saudi-Arabien og Iran er der en rivalisering på grund af deres uforsonlige geopolitiske ambitioner. Afhængig af hvilken konflikt vi taler om, skal hovedskylden lægges forskelligt: Iran må helt sikkert bebrejdes mere, når det kommer til dets rolle i Irak og Syrien, og når det kommer til Libanon, har Iran mere magt end Saudi-Arabien. Men hvad angår Bahrain og Yemen, er saudierne klart i hovedrollen.

RÆSON: Nogle kommentatorer har sammenlignet sikkerhedsliggørelsen [at det er kommet på den sikkerhedspolitiske dagsorden, red.] af Iraks trussel mod Vesten i starten af 00’erne, der førte til Irak-krigen i 2003, med det nuværende øgede fokus på Iran i international politik. Skal vi være bekymrede for, at Iran kan blive sted for den næste store krig i Mellemøsten?
FATHOLLAH-NEJAD: Jeg tror, at sammenligningen mellem optakten til Irak-krigen i 2003 og den situation, som Iran står over for i dag, er overdrevet. For det første var fortalerne for krigen mod Irak en stærk amerikansk neokonservativ bevægelse, der dominerede administrationen under Bush og Cheney. Mange af dem var ideologisk engageret i at ændre verden i henhold til deres tro på at sprede demokrati med militær styrke. Til trods for at John Bolton, den nationale sikkerhedsrådgiver i Trump-administrationen, taler for en militær “regimeændring” i Iran, er det ikke den samme ideologiske kærlighed til sådanne operationer, der driver Trumps Iran-politik. Præsident Trumps tilgang til politik generelt og især i Mellemøsten er anderledes, end hvad Bush og Cheneys var. Trump er meget mere fokuseret på transaktioner, altså købmandspolitik, end han er ideologisk drevet i sin udenrigspolitik.

En anden og mere vigtig pointe er, at der siden 9/11 og 2003-invasionen af Irak er sket en dramatisk forandring af den geopolitiske magtbalance i regionen til fordel for Iran. De neokonservative krige i Afghanistan og Irak muliggjorde, at Iran kunne etablere sig selv som regionens uundværlige magt i midten af 00’erne. Iran står langt stærkere i dag end i 00’erne, hvor der gik rygter om en mulig amerikansk invasion. Hvis USA skulle beslutte sig for at deltage i en militær kampagne mod Iran i dag, ville konsekvenserne for amerikanske interesser og hele regionen være langt mere dramatiske end ved invasionen af Irak. For det tredje tildelte Kongressen i løbet af Bush-Cheney-administrationen hundredvis af millioner dollars til en “regimeændring” i Irak. Det er ikke tilfældet i dag, selvom vi har lignende PR-kampagner mod Iran. Med andre ord: USA udgør ikke den samme trussel mod Iran, som det gjorde mod Irak i starten af 2000’erne.

 

I virkeligheden har sanktionerne været yderst effektive på grund af USA’s ubestridelige dominans i det internationale finansielle banksystem, hvilket tvinger venner og fjender til at følge amerikansk udenrigspolitisk på dette område
_______

 

RÆSON: Hvor stor påvirkning har den seneste genindførelse af amerikanske sanktioner haft på den iranske økonomi?
FATHOLLAH-NEJAD: Genindførelsen af amerikanske sanktioner mod Iran er fejlagtigt blevet portrætteret af mange observatører, som om de mangler effektivitet. Denne betragtning skal ses i lyset af den manglende politiske støtte fra EU og FN. I virkeligheden har sanktionerne dog været yderst effektive på grund af USA’s ubestridelige dominans i det internationale finansielle banksystem, hvilket tvinger venner og fjender til at følge amerikansk udenrigspolitisk på dette område: I løbet af det sidste år har vi set store europæiske virksomheder, der trækker sig fra Iran for ikke at true deres meget vigtigere forretningsmæssige og økonomiske forbindelser med USA.

I Iran har sanktionerne skubbet økonomien i recession. Irans olieeksport er halveret, og store europæiske virksomheder har forladt landet, mens økonomien fortsat er ramt af en høj inflation, et kraftigt fald i valutaen, høj arbejdsløshed og ”braindrain”. Men hovedparten af Irans økonomiske problemer kan dog ikke tilskrives sanktionerne. De skyldes i højere grad de langvarige indenrigske problemer, såsom korruption, nepotisme, dårlig forvaltning og mislykkede økonomiske politikker.

At den amerikanske udenrigspolitik vil tilføje nok brænde på bålet til at fordre regimets kollaps, er usandsynligt. Ligeledes er det ikke sandsynligt, at fornyet amerikansk fjendtlighed og sanktioner vil skabe en fornyet folkelig patriotisme. I stedet har de iranske demonstranter beskyldt deres egen regering snarere end USA for at være hovedårsagen til den økonomiske elendighed. Selv udenrigsminister Javad Zarif anerkendte folkets kritik som et tegn på „vores folks modenhed‟ i et interview med det franske politiske blad Le Point (20.-27. december 2018-spørgsmålet, s. 55).

USA’s tilbagetrækning har også kollapset JCPOA’en. Det har frataget Iran en reel mulighed for at opnå et meget nødvendigt økonomisk udbytte fra den. EU’s initiativ, INSTEX, der opfordrer europæiske virksomheder til at investere i Iran, er ikke fordelagtigt nok til at europæiske virksomheder vil genengagere sig i Iran. Hvis vi sammenligner handelsvolumenen mellem Europa og Iran på $18 mia. med den bøde på $ 9 mia., som BNP Paribas måtte betale for at overtræde sanktionerne (der ikke kun var Iran-relaterede), er det ikke rentabelt for større virksomheder at bliver i Iran. Det er kun mellemstore og mindre virksomheder, der kan forventes at forsætte deres Iran-aktiviteter.

Det er også vigtigt at huske på, at genoplivningen af handlen mellem Iran og omverdenen (en stor del heraf med Europa) i kølvandet på JCPOA skyldtes genoplivningen af olieeksporten. Den øgede økonomiske aktivitet nåede aldrig den iranske befolkning som helhed. En stor del af forretningsaftalerne blev lavet med iranske stats- og halvstatslige virksomheder. Manglen på trickling-down-effekt førte til social frustration i Iran, som i sidste ende fodrede det iranske oprør i 2017/18.

RÆSON: Hvordan ser fremtiden ud for Iran?
FATHOLLAH-NEJAD: Det internationale samfund skal allerede nu begynde at overveje en post-JCPOA-aftale med Iran. En sådan aftale vil sandsynligvis ikke tvinge Iran til at sætte sin regionale politik og missilprogram på standby. Stemmer i Iran hævder, at en cost-benefit analyse vil konkludere, at Iran gradvist skal forlade JCPOA for at genoprette sin ballast. Hvis den amerikanske strategi har til formål at tvinge Iran til at forhandle om en ny aftale, kan det komme på tale, når presset på Teheran har forvoldt skade nok til at true regimets overlevelse.

De fornyede sanktioner gør, at Iran står svagt i forhold til ikke-vestlige stormagter. Kombinationen af indenlandske og udenlandske udfordringer gør det ekstremt svært at forudsige, hvad der kommer til at ske næste gang. ■

 

Hvis den amerikanske strategi har til formål at tvinge Iran til at forhandle om en ny [atom]aftale, kan det komme på tale, når presset på Teheran har forvoldt skade nok til at true regimets overlevelse
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland