27.04.2019

EU har (igen) sat Storbritanniens Brexit-politik under administration med en klar plan for, hvordan May kan få en Brexit-aftale igennem parlamentet. Problemet er bare, at EU ikke kan hjælpe nogen, der ikke er i stand til at hjælpe sig selv.

Analyse af Derek Beach, professor i statskundskab, Aarhus Universitet

Slåskampen mellem Macron og hans EU-kollegaer fyldte meget i pressens dækning af EU-topmødet om Brexit d. 10. april. Da Storbritanniens premierminister May ikke havde formået at få godkendt skilsmisseaftalen med EU i sit parlament efter flere forsøg, spurgte hun om en udsættelse indtil slutningen af juni. Ved topmødet besluttede EU’s statsledere at udsætte Brexit indtil slutningen af oktober. Det, som var overset i dækningen af konflikterne i Bruxelles, var, at EU’s statsledere blev enige om at kaste en redningskrans til premierminister May. I topmødets konklusioner ligger der en forholdsvis klar plan for, hvordan May kan få realiseret Brexit.

Mays problem er, at hun nu tre gange ikke er lykkedes med at få det britiske parlament til at godkende skilsmisseaftalen med EU og erklæringen med EU om fremtidens forhold efter overgangsperioden (den politiske aftale om fremtidens forhold). Over halvdelen af hendes egne partimedlemmer stemte imod skilsmisseaftalen tre gange (15. januar, 12. og 29. marts), fordi de ønsker en løsere tilknytning til EU i fremtiden. De er bange for, at overgangsordningens forholdsvis tætte forhold (særligt pga. Nordirland) ender med at blive permanent. Disse konservative medlemmerne foretrækker ikke lave en aftale med EU – i stedet ønsker de et hårdt Brexit.

Men afstemningerne om alternativer i Underhuset har vist, at der er et flertal for et tættere forhold til EU – et såkaldt blødt Brexit. Grunden til, at tilhængerne af et blødt Brexit stemte imod Mays pakke er, at den ikke giver klarhed om fremtidens forhold til EU. De er bange for, at skilsmisseaftalen blot er begyndelsen, og at May eller en kommende endnu mere EU-skeptisk konservativ premierminister vil satse på en endnu løsere tilknytning til EU i de efterfølgende forhandlinger om fremtidens forhold.

 

Mens skilsmisseaftalen ikke er til forhandling, så er forhandlingerne om fremtidens forhold mellem EU og Storbritannien stadig åbne
_______

 

I et forsøg på at hjælpe May med at få godkendt pakken signalerede EU’s statsledere ved topmødet 10. april, at mens skilsmisseaftalen ikke er til forhandling, så er forhandlingerne om fremtidens forhold mellem EU og Storbritannien stadig åbne. I artikel 4 af konklusionerne står der: ”Det Europæiske Råd gentager, at der ikke kan blive tale om at genåbne udtrædelsesaftalen […]”

Åbningen ligger i artikel 5. Her skrives der, at: ”Det Europæiske Råd understreger, at en sådan forlængelse ikke kan bruges til at indlede forhandlinger om de fremtidige forbindelser. Hvis Det Forenede Kongeriges stilling skulle udvikle sig, er Det Europæiske Råd dog rede til at genoverveje den politiske erklæring om de fremtidige forbindelser i overensstemmelse med de holdninger og principper, der er anført i dets retningslinjer og erklæringer, herunder for så vidt angår det territoriale anvendelsesområde for de fremtidige forbindelser.” [min fremhævning]

Dette er ret klart sprog – efter EU’s standard! I den fremhævede tekst signalerer EU, at når det britiske parlament har besluttet sig for, hvordan det fremtidige forhold til EU skal se ud, er EU villig til at indskrive dette i en uddybet, politisk aftale. Med langt mere klarhed omkring fremtidens forhold er forhåbningen fra EU’s side, at dette vil kunne bruges af May til at overbevise Underhusets tilhængerne af et blødt Brexit, således at de trygt kan stemme for en godkendelse af skilsmisseaftalen og den uddybede, politiske aftale om fremtidens forhold.

Denne forhåbning var også afgørende for, at tidsfristen blev længere, end Theresa May selv havde foreslået. May ville gerne undgå, at Storbritannien skulle afholde EP-valg i slutningen af maj for at undvige, hvad der højst sandsynligt bliver et katastrofalt valg for de konservative, pga. at mange af deres traditionelle vælgere vil stemme på Farages nye anti-EU-parti. Derfor havde May foreslået EU en forlængelse indtil slutningen af juni; kort før det nyvalgte Europa-Parlament bliver konstitueret.

Med de seneste måneder politiske kaos i det britiske underhus i baghovedet forudså EU’s statsledere, at det vil tage ret lang tid for briterne at finde et acceptabelt kompromis om fremtidens forhold, sådan som den tværpolitiske samtale i parlamentet er for øjeblikket. Resultatet kunne være, at der findes et flertal for en blødere form for Brexit, enten i form af en toldunion eller den såkaldte „norske model‟ med britisk deltagelse i det indre marked.

Ud over den tid, det vil tage parlamentet at nå til enighed internt, vil det også efterfølgende tage tid at forhandle en uddybning af den politiske aftale på plads med EU-landene. Her vil Storbritanniens regering forhandle med EU om at uddybe den politiske aftale, således at der er mere klarhed omkring det ønskede fremtidige forhold. Forhandlingerne om en uddybning af denne politiske aftale vil ikke være problematisk set fra EU’s side, fordi: 1) der er meget stor opbakning hos EU-landene om at knytte briterne så tæt til EU som muligt, og 2) det vil stadig være politiske erklæringer og ikke juridisk bindende tekst. Dette skyldes, at den juridisk bindende tekst om fremtidens forhold først vil blive forhandlet, efter skilsmisseaftalen træder i kraft.

 

Udfordringen for EU’s plan er, at den forudsætter, at May kan levere varen. I skrivende stund er der dog ikke meget der tyder på, at det vil lykkes for May at finde et flertal for et blødere Brexit
_______

 

Efter at en uddybning af den politiske aftale er på plads, vil pakken skulle godkendes både af EU-landene og briterne – hvilket også vil tage tid. Efter godkendelsen af pakken vil Brexit træde i kraft, og forhandlingerne om fremtidens forhold kan da for alvor påbegyndes. Det vil sige, at man kunne få et Brexit, der træder i kraft 1. november, hvorefter man kunne indlede de juridiske forhandlinger om fremtidens forhold. Disse forhandlinger vil formentlig vare i flere år, afhængigt af hvorvidt der kan bruges en eksisterende model (fx Tyrkiet eller Norge), eller den skal skræddersys til briterne. Da det første er langt mest sandsynligt, vil det fremtidige forhold måske træde i kraft allerede i 2022 eller 2023.

Udfordringen for EU’s plan er, at den forudsætter, at May kan levere varen. I skrivende stund er der dog ikke meget der tyder på, at det vil lykkes for May at finde et flertal for et blødere Brexit.

Tør en meget svækket May gå imod et flertal i sit eget parti, særligt når hun kommer til at stå i spidsen for et historisk nederlag til de konservative til EP-valget i slutningen af maj? Da hun selv har sagt, at hun går af, efter at skilsmisseaftalen er godkendt, har hun stort set ingen magt internt til at lokke/true konservative politikere til at gå på kompromis. Men problemet er ikke kun de konservative. Tør Labour forhandle et kompromis om fremtidens forhold med May, når selve forhandlingerne om fremtidens forhold vil blive ledet af en anden konservativ premierminister efter May, som formentlig er mere euro-skeptisk?

EU’s statsledere er naturligvis godt klar over, at de forhandler med et historisk svag og ikke-beslutningsdygtigt Storbritannien, som formentlig ikke vil kunne blive enigt internt. Det er også derfor, at EU uden for konklusionerne signalerer, at tidsfristen 31. oktober er en blød bagkant, som eventuelt kan forlænges. Så længe briterne opfører sig fornuftigt og betaler kontingent, er de stadig medlemmer. EU’s usagte plan B er måske derfor, at når briterne ikke kan finde ud af, hvordan de på fornuftig vis kommer ud af EU, ender de med at blive.

Det kan sammenlignes med en skilsmisse, hvor den ene part har sagt, at hun vil skilles, fordi hun har fundet en anden, mens den anden er stadig forelsket. Den forelskede accepterer skilsmissen og ønsker oprigtigt den anden det bedste. Men den forelskede vil naturligvis ikke være afvisende, hvis det viser sig langt sværere for den anden at flytte end forestillet, og hun fortryder. Ligeledes er holdningen i EU meget klart, at man ønsker briterne det bedste – uanset om det er i eller udenfor EU. EU-landene er gået ret langt i skilsmisseaftalen ift. at give indrømmelser til briterne. EU har oprigtigt forsøgt at hjælpe briterne med at finde udvejen. Men det svært, når briterne ikke er i stand til at hjælpe sig selv. ■

 

EU har oprigtigt forsøgt at hjælpe briterne med at finde udvejen. Men det svært, når briterne ikke er i stand til at hjælpe sig selv
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland