09.05.2019

.

Aftalen om seniorpension er et lille, men godt skridt på vejen mod et værdigt og retfærdigt pensionssystem. En nærlæsning af aftaleteksten rejser dog en alvorlig mistanke om, at aftalepartierne også har ønsket at lave benspænd mange år ud i fremtiden mod de nødvendige næste skridt på vejen.

Kronik af Dennis Kristensen

Statsminister Lars løkke Rasmussens regering har længe lignet en taber ved det kommende folketingsvalg. Og modvinden på blå bloks cykelsti blev voldsomt forøget, da Socialdemokratiet i starten af året lagde et pensionsudspil på bordet, som skal sikre en værdig afgang fra arbejdsmarkedet, også for nedslidte. Et udspil, der både sætter fokus på de nedslidte, de slidte og de, der startede tidligst på arbejdsmarkedet.

Udspillet har tydeligvis presset hele blå blok, som i forvejen gennem lang tid har været presset af dét, der har lignet en alliance mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet om en ambitiøs pensionsreform. Alliancen blev tydelig, da Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl på initiativ af 3F deltog i et stormøde i Cirkusbygningen i København i maj 2017 som kulmination på 3F’s kampagne for en “Fair pensionsalder”. En kampagne, der var rettet direkte mod statsministerens planer om at fremrykke den næste stigning af den generelle pensionsalder fra 2030 til 2025. Og begge partiledere sagde klart og tydeligt nej på stormødet til statsministerens planer.

Med blå bloks vedvarende og samlet set dårlige meningsmålinger og den bemærkelsesværdigt store vælgeropbakning til Socialdemokratiets pensionstanker har regeringen ikke haft andet valg end at gå i tænkeboks. De har forsøgt at finde det Columbusæg, der kunne give et stærkt svar på den pensions-handske, Socialdemokratiet har kastet som optakt til valgkampen.

Det blev til et langvarigt ophold i tænkeboksen, som endte med “Aftale om ret til seniorpension for nedslidte” mellem regeringspartierne, Dansk Folkeparti og De Radikale. Dermed kunne svaret på den Socialdemokratiske pensions-handske offentliggøres. Det indeholder blandt andet en ny seniorpension, forbedret mulighed for at fastholde seniorer på arbejdspladsen i fleksjobs, udvidet mulighed for at arbejde ved siden af folkepensionen og nedsættelse af en pensionskommission.

 

Med blå bloks vedvarende og samlet set dårlige meningsmålinger og den bemærkelsesværdigt store vælgeropbakning til Socialdemokratiets pensionstanker har regeringen ikke haft andet valg end at gå i tænkeboks
_______

 

Det har taget sin tid
Den nye seniorpension er en repareret udgave af den hidtidige seniorførtidspension, der var en forudsigelige fiasko, da den aldrig nåede i nærheden af at gavne det forudsatte antal nedslidte seniorer. Nåleøjet ind til tilkendelse af seniorførtidspensionen var alt for lille. Seniorerne skulle så at sige være lige så uarbejdsdygtige som ansøgere til den almindelige førtidspension, og der gik kassetænkning i kommunernes brug af ordningen, så kun ganske få fik den tildelt. Derfor har det meget længe været en pligtopgave for ordningens skabere at reparere den, så den reelt kan hjælpe nedslidte seniorer.

Det har taget sin tid. Alt for lang tid. Socialdemokratiet erkendte det først, mens blå blok og De Radikale skulle se meningsmålingernes skrift på væggen og opbakningen til Socialdemokratiets pensionsudspil, før tiøren faldt.

Med udsigt til det forestående valg har partierne bag reparationen nu kastet sig ud i en “mission impossible” ved at præsentere den nye ordning som en rettighed for nedslidte seniorer. Det står i modsætning til den hidtidige seniorførtidspension, som bygger på visitation til ydelsen, må man forstå. Man skal dog ikke læse mange linjer i aftalen, før det står klart, at der højst er tale om “en ret til at ansøge” med en efterfølgende visitationsproces.

Men uanset dette valg-pjatteri så er der grund til at rose, at vi nu får en seniorpension med et betydeligt større nåleøje og en ensartet tilkendelsespraksis over hele landet. Selvom vi endnu ikke kender indholdet.

På samme måde er der grund til at rose, at de såkaldte fastholdelsesfleksjobs ændres. En ansat, der ikke længere er fuldt arbejdsdygtig, kan nu opnå denne form for job uden at skulle forlade arbejdspladsen.

Forhøjelsen af indtægtsgrænsen for arbejde ved siden af folkepension skal også roses. Det er forhåbentligt en lille start på de mange tiltag, der skal til, hvis vi skal skabe reelle muligheder for at trappe ned frem mod pensionen og dermed skabe muligheder for langt mere glidende overgange til pensionisttilværelsen.

 

Partierne bag [aftalen om seniorpension] har nu kastet sig ud i en “mission impossible” ved at præsentere den nye ordning som en rettighed for nedslidte seniorer
_______

 

Der skal mere til
Et værdigt og retfærdigt pensionssystem kæver imidlertid mere end seniorpension, fastholdelsesfleksjobs og mildere modregning af arbejdsindtægter i folkepensionen.

Det kræver, at også de, der har knoklet i stærkt belastende jobs og brancher, kan forlade arbejdsmarkedet med oprejst pande og et helbred, der endnu ikke er knækket. Det samme gælder de ufaglærte og kortuddannede, der startede i job før alle andre, og som har udsigt til færre år på den fællesfinansierede folkepension end de højtlønnede og langtuddannede.

Og her har aftalepartierne erkendt, at de hidtil har stået svagt i pensionsdebatten. Derfor indeholder aftalen også nedsættelse af en “kommission, som skal undersøge fordele og ulemper ved anciennitetsbaserede modeller for tidligere tilbagetrækning (differentieret pensionsalder)”.

Dermed placerer aftaleparterne de tilsvarende dele af Socialdemokratiets udspil i en kommission, der skal afslutte sit arbejde senest i 2021. Et kommissionsarbejde over et par år eller mere vil gøre det vanskeligt for Mette Frederiksen at skabe flertal for Socialdemokratiets pensionsudspil som en af de første opgaver efter et regeringsskifte – for kommissionens arbejde er jo undervejs. Samtidig har aftalepartierne bestemt, at kommissionens anbefalinger tidligst må have virkning fra 2040. Og kun hvis samfundsøkonomien efter Finansministeriets regneark kan bære det.

På det tidspunkt vil den social- og sundhedshjælper eller brolægger, der i dag som 55-årig føler sig slidt uden at være berettiget til den nye seniorpension, være fyldt 75 år. De opslidte har således måttet holde ud i jobbet, til de fyldte 70 år, som forventes at være pensionsalderen til den tid. For dem vil pensionsdebatten på blå bloks og De Radikales præmisser være fugle på taget.

 

Det kan kun være indenfor Christiansborgs tykke mure, at rigtig mange danskeres stigende bekymring for at skulle holde stadig længere på arbejdsmarkedet, ikke er trængt ind
_______

 

Er det en “Vestager”?
Det er her, at forløbet i de seneste dage minder alt for meget om forløbet forud for folketingsvalget i 2011. Her vedtog VK-regeringen og Dansk Folkeparti sammen med stemmer fra Liberal Alliance og De Radikale de voldsomme forringelser af dagpengesystemet med en halvering af perioden med arbejdsløshedsdagpenge, som den nytiltrådte S-R-SF-regering så efterfølgende måtte gennemføre. Dansk Folkeparti og De Radikale fortsatte ad samme kurs, da de få måneder før valget indgik Tilbagetrækningsaftalen, der inkluderede en voldsom forringelse af efterlønsordningen, som de nye regeringspartier tilsvarende hang på. Det er den form for “Vestager”, man kan frygte, at Morten Østergaard nu har gentaget.

I øvrigt gentaget i samarbejde med Kristian Thulesen Dahl, som De Radikale ellers igen og igen proklamerer at ville sætte udenfor indflydelse. I den forbindelse udsætter Dansk Folkeparti sig for risikoen for en løftebrudsanklage efter at være løbet fra pensionsalliancen med Socialdemokratiet fra Cirkusbygningen og Thulesen Dahls mange efterfølgende positive udtalelser om behovet for at differentiere pensionsalderen.

Og denne “Vestager” gælder ikke kun spørgsmålet om differentieret pensionsalder. Det samme gælder for ændringer i den såkaldte indeksering af folkepensionsalderen – den bestemmelse i Velfærdsaftalen fra 2006, som betyder, at folkepensionsalderen løbende skal forhøjes i takt med udviklingen i danskernes levealder. Heller ikke her må den kommende kommission foreslå ændringer før efter 2040.

Det kan kun være indenfor Christiansborgs tykke mure, at rigtig mange danskeres stigende bekymring for at skulle holde stadig længere på arbejdsmarkedet, ikke er trængt ind. Aftalepartierne går helt galt i byen, hvis de forestiller sig, at udsigten til mere end to årtier med stigende pensionsalder og nu også med blokering for at ville ændre på stigningstakten, vil skabe ro og tryghed hos lønmodtagerne. Det vil gå modsat.

 

Christiansborg vil år for år blive mødt med stadig større protester og modstand mod denne regnearksøvelse
_______

 

Protestbølgen vil vokse
Christiansborg vil år for år blive mødt med stadig større protester og modstand mod denne regnearksøvelse. Den er helt uden hold i store lønmodtagergruppers faktiske arbejdsliv og arbejdsmarkedets udvikling med endeløse krav om effektiviseringer, produktivitetsstigninger og tempoforøgelser.

Og nu har partierne bag aftalen om seniorpension så for en sikkerheds skyld forsøgt at give sig selv vetoret mod Socialdemokratiets pensionsudspil. Partierne sender således et klart signal om, at efter deres tolkning af Velfærdsaftalen fra 2006, så har Socialdemokratiet håndjern på, når det gælder muligheden for at give nye pensionsrettigheder til de nedslidte, de slidte og de, der startede tidligst på arbejdsmarkedet.

Mette Frederiksen skal i deres øjne pænt spørge blå blok og De Radikale om lov, hvis de mest udsatte på arbejdsmarkedet skal kunne forlade jobbet på værdig vis: “Forligspartierne konstaterer, at det vil kræve enighed i forligskredsen om levetidsindeksering at indføre en differentieret pensionsalder, der som en rettighed medfører lavere folkepensionsalder for en gruppe borgere.”

Dermed har partierne i blå blok sammen med De Radikale ikke blot febrilsk prøvet i sidste øjeblik at få et fodfæste i den pensionsdebat, der formentlig vil fylde godt i valgkampen. De har samtidig forsøgt at udlægge flydeminer som spærring for en ny regerings pensionspolitiske handlemuligheder, hvis blå blok, som det ser ud til, samlet taber det kommende valg. Forhåbentlig har en ny regering viljen og evnen til at sætte minestrygere i søen på pensionsområdet. ■

 

[Blå blok og de radikale] har forsøgt at udlægge flydeminer som spærring for en ny regerings pensionspolitiske handlemuligheder […] Forhåbentlig har en ny regering viljen og evnen til at sætte minestrygere i søen
_______

 

Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA. Foto: René Schütze/Polfoto/Scanpix