30.07.2019

.

Nordeas koncernchef pensionerer sig som 60-årig med udgangen af 2020. I takt med at Folketinget hæver pensionsalderen, vil vi i stigende grad opleve, at det bliver pengepungens størrelse, der afgør, hvem der kan forlade arbejdsmarkedet med helbredet i behold før pensionsalderen. Det resulterer i et skel mellem dem, der tvinges til at arbejde længere, og dem, der selv bestemmer, hvornår de vil stoppe.

Kronik af Dennis Kristensen

For det store flertal af danskere er det arbejdsudbudslogikken, der styrer deres mulighed for at forlade arbejdsmarkedet “efter lang og tro tjeneste”. Det er den arbejdsudbudslogik, der har udgjort kernen i de seneste årtiers større reformer af både beskæftigelsespolitikken, socialpolitikken, skattepolitikken, efterlønsordningen og folkepensionsalderen.

I finansministeriets regneark fører højere efterløns- og folkepensionsalder til færre udgifter og flere indtægter til staten. Desuden modvirker det tab af arbejdskraft på grund af pensionering. Dermed bidrager flere arbejdsår til det såkaldte økonomiske råderum, der giver Folketinget mere albuerum til at sætte nye politiske initiativer i gang. Et albuerum, der kan anvendes til individuelle skattelettelser, til fælles velfærd, eller til helt andre formål.

Efterlønsordningen og folkepensionsalderen kom for alvor under beskydning med den såkaldte velfærdsaftale i 2006 som opfølgning på afrapporteringen fra Fogh Rasmussen-regeringens Velfærdskommission. Velfærdskommissionen barslede med et trecifret antal forslag til såkaldt fremtidssikring af den danske velfærd, herunder 43 meget konkrete og mærkbare ændringer af velfærdssamfundets ydelser og struktur.

 

Mest kontroversielt var Velfærdskommissionens forslag om at gennemtvinge en senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet
_______

 

Mest kontroversielt var Velfærdskommissionens forslag om at gennemtvinge en senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Pensionsalderen skulle stige i takt med den forventede stigende gennemsnitlige levetid i befolkningen, selvom kommissionen erkendte, at “en pensionsalder, der stiger med levetiden, løser ikke meget i sit selv. Konsekvensen vil nemlig være beskeden, hvis ikke vi samtidig gør noget andet.” Og dét andet var en fuldstændig afskaffelse af efterlønsordningen over en længere årrække.

Hvor står Dansk Folkeparti?
Velfærdsaftalen blev indgået af fem af Folketingets partier med 158 mandater bag. Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre.

Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten vendte tommelfingeren nedad til aftalen, og Dansk Folkeparti deltog ikke helhjertet i velfærdsaftalen. Partiet valgte angiveligt alene at gå med til den såkaldte indeksering af efterlønsalderen til den gennemsnitlige levealder, fordi Socialdemokratiet var part i aftalen.

I følge Kristian Thulesen Dahls Ugebrev var der samlet set tale om en okay aftale, men så heller ikke mere: “I Dansk Folkeparti synes vi egentlig ikke, at der er grund til at være så begejstrede. Aftalen er okay, hverken mere eller mindre. Og der er nok mere tale om justeringer end om en egentlig reform. Dansk Folkepartis budskab inden forhandlingerne var krystalklart: Der bliver kun justeringer i reglerne for efterløn, hvis Socialdemokraterne fastholder kravet om ændringer i efterlønnen. Det gjorde Socialdemokraterne og de politiske realiteter er, at Socialdemokraterne og regeringen dermed var enige om ændringerne. Ansvaret for den forhøjede efterlønsalder kan således entydigt placeres hos Socialdemokratiet. På denne baggrund valgte vi at søge indflydelsen, blandt andet for at sikre, at efterlønsalderen kun blev forhøjet til 62 år”.

Dansk Folkepartis billede af dét, der siden hen blev til Tilbagetrækningsaftalen i 2011, var således fra starten klart. Socialdemokratiet påtog sig i 2006 ansvaret for, at efterlønsordningen blev forringet, og derfor kunne Dansk Folkeparti gå ind i forhandlingerne om Velfærdsaftalen på lønmodtagernes side og ikke mindst på de lønmodtageres side, som har brug for at kunne trække sig fra arbejdsmarkedet før den officielle pensionsalder.

 

Men fra indgåelsen af Tilbagetrækningsaftalen i 2011 og frem til i dag har det (…) været svært at følge med i, hvad Dansk Folkepartis egentlige standpunkt er i forhold til lønmodtageres muligheder for at forlade arbejdsmarkedet
_______

 

Tilbagetrækningsaftalen var for de nedslidtes skyld
Tilbagetrækningsaftalen indeholdt både fremrykning med fem år af de forhøjelser af efterløns- og folkepensionsalderen, der blev besluttet med Velfærdsaftalen i 2006, forringelse af selve efterlønsmodellen og en ny seniorførtidspension for nedslidte målrettet personer med et langt arbejdsliv bag sig og mindre end fem år til folkepensionsalderen.

Men denne gang var det en aftale uden Socialdemokratiets deltagelse og dermed uden det ansvar og den skyld, som Socialdemokratiet i Dansk Folkepartis øjne påtog sig fem år tidligere i 2006. Og nu var argumentationen fra Pia Kjærsgaard da også den stik modsatte af Kristian Thulesen Dahls i 2006. Nu var det et spørgsmål om at sikre de nedslidte, der “var årsagen til, at Dansk Folkeparti overhovedet kunne medvirke… I Dansk Folkeparti betragter vi stadig tilbagetrækningsaftalen som et nødvendigt onde. Vi befinder os i en økonomisk krise, og befolkningens alder er stigende. På den baggrund havde det været uansvarligt at sidde med hænderne i skødet, som Socialdemokratiet har gjort.”

Allerede fra indgåelsen af Tilbagetrækningsaftalen i 2011 stod det klart, at seniorførtidspensionen ville stille lønmodtagere økonomisk dårligere end efterlønnen, og det blev hurtigt klart, at seniorførtidspensionen uanset Dansk Folkepartis tro på effekten for nedslidte ville vise sig at blive en forudsigelig fiasko, som aldrig ville kunne give det antal nedslidte lønmodtagere den hurtigere adgang til pension, som Dansk Folkeparti og de øvrige aftalepartier selv havde troet.

I sommeren 2015 fremlagde FOA et forslag til en grundlæggende fornyelse af det danske pensionssystem med indførelse af en fleksibel pensionsalder, hvor de, der starter tidligst på arbejdsmarkedet i belastende brancher, skal have mulighed for at gå tidligere på folkepension.

Senere på året udsendte forbundet sammen med forfatteren og debattøren Lars Olsen et egentligt debatoplæg om fleksibel pension.

Forslaget, som hentede inspiration fra en ændring af det tyske pensionssystem, udsprang for det første af en bekymring over konsekvenserne af forringelserne af efterlønsordningen og for det andet af, at Velfærdsaftalen fra 2006 og alle senere pensionsaftaler i Folketingets har været baseret på fejlagtig brug eller skævvridning af data om danskernes levealder.

Den gennemsnitlige levealder indebar i 2006, da Velfærdsaftalen blev indgået, at vi gennemsnitligt ville få fem år på efterløn efterfulgt af 14,5 år på folkepension. Dette gennemsnit dækker imidlertid over en voldsom social skævvridning. Dem med en lang uddannelse lever længst og tjener ikke alene mest i arbejdslivet, men scorer også flest år på den folkepension, som vi alle betaler til gennem skatten. På samme måde, som vi alle har betalt til deres uddannelse og uddannelsesstøtte. De ufaglærte og kortuddannede lever kortest og opnår derfor færrest år på folkepension.

De ufaglærte og kortuddannede betaler på denne måde både til dem med en lang uddannelse, før disse starter på arbejdsmarkedet, og til deres ekstra leveår, efter de har forladt arbejdsmarkedet igen. Den sociale skævvridning af antallet af år på folkepension er ganske enkelt en himmelråbende og grundlæggende uretfærdighed mellem grupper i samfundet, som Christiansborg ikke burde kunne affinde sig med.

 

Dansk Folkepartis reaktioner forud for folketingsvalget i juni og såmænd også efter har i endnu højere grad været zig-zaggende
_______

 

DF tog godt imod fleksibel pensionsalder
Dansk Arbejdsgiverforening skød fra start enhver tanke om fleksibel pensionsalder ned, mens tænketanken Cepos ligefrem spurgte, om FOA var ude på at give FOA-medlemmerne en pensionsbelønning for usund levevis.

Socialdemokratiet trådte vande overfor tanken om at give nogle grupper ret til tidligere pension, men Dansk Folkeparti var positiv og parat til at lade en kommission udarbejde et konkret forslag.

Her var Dansk Folkeparti altså i 2015 nået frem til at acceptere, at ufaglærte og kortuddannede skal have mulighed for at tjekke ud før andre, efter i 2006 at have medvirket til at hæve pensionsalderen ens for alle inklusiv ufaglærte og folk med en kort uddannelse, og i 2011 at have accepteret at hæve pensionsalderen for alle – hurtigere end tidligere aftalt og under påskud af at ville tage hensyn til de nedslidte.

Det er da en zig-zag-kurs, der vil noget.

Fra positiv opbakning til benspænd på fire måneder
Da Socialdemokratiet forud for valget i år spillede ud et udmærket forslag om fleksibel eller differentieret pensionsalder for nedslidte og for de, der starter tidligst på arbejdsmarkedet, så var det interessant at følge, hvordan Dansk Folkeparti ville reagere.

Dansk Folkepartis reaktioner forud for folketingsvalget i juni og såmænd også efter har i endnu højere grad været zig-zaggende.

Ved fremlæggelsen i januar af Socialdemokratiets syv principper for værdig tilbagetrækning for alle var Kristian Thulesen Dahl særdeles positiv og var både parat til at opsige Velfærdsaftalen fra 2006 og gennemføre en differentieret pensionsalder sammen med Socialdemokratiet, hvis blå blok tabte regeringsmagten.

I februar meddelte Kristian Thulesen Dahl så, at den differentierede pensionsalder først skal træde i kraft om 21 år i 2040. Dermed forhindrer DF-formanden, at differentieret pensionsalder kan blive til en ret for de, der i de kommende år vil have mest brug for denne mulighed for at tjekke ud, mens helbredet stadig er intakt. Og hermed begyndte Dansk Folkeparti tydeligvis et tilbagetog væk fra støtten til Socialdemokratiets pensionsudspil.

Endnu et skridt væk tog Kristian Thulesen Dahl i marts med et krav om, at Socialdemokratiet skulle lægge et konkret forslag på bordet nu og ikke først udforme det egentlige forslag efter drøftelser med eksperter og arbejdsmarkedets parter efter en eventuel valgsejr, som Mette Frederiksen lagde op til.

I april begyndte den differentierede folkepensionsalder mere og mere at ligne et socialdemokratisk bluffnummer i Kristian Thulesen Dahls øjne.

Og Dansk Folkeparti ramte ikke blot hovedet på sømmet, men slog sømmet helt i bund, da partiet i maj indgik forlig med VLAK-regeringen og Radikale Venstre om en ny seniorpension, forbedret mulighed for at fastholde seniorer på arbejdspladsen i fleksjobs, udvidet mulighed for at arbejde ved siden af folkepensionen og nedsættelse af en pensionskommission. Med aftalen spændte parterne ben for indførelsen af en differentieret pensionsalder på denne side af 2040. Nu havde Socialdemokratiets fleksible pensionsalder i Kristian Thulesen Dahls øjne tilmed bevæget sig fra at være bluff til at blive til drømmeri.

 

Men Dansk Folkeparti havde gennem flere måneder med stormskridt flyttet sig væk fra pensionsalliancen, der skulle have skabt afgørende forbedringer for ufaglærte og lavtlønnede med en kort uddannelse
_______

 

DF løb fra pensionsalliancen
Tankerne om, at alle skal have mulighed for et værdigt farvel til arbejdslivet, sigter ikke først og fremmest på de langtuddannede og de højtlønnede. Ufaglærtes og kortuddannedes vilkår har aldrig været kernespørgsmål for partiet. Derfor var det forventeligt, at Det Radikale Venstre ville stritte imod, at den differentierede pensionsalder skulle få en høj placering på prioriteringslisten over en socialdemokratisk mindretalsregerings to-do-liste. Partiet havde ovenikøbet held til direkte eller indirekte helt at få fjernet forslaget fra det såkaldte fælles forståelsespapir mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.

Her burde pensionsalliancen mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet være trådt i kraft. Den alliance ville sammen med Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten kunne have sikret vedtagelsen af den differentierede pensionsalder indenfor en overskuelig tid. Men Dansk Folkeparti havde gennem flere måneder med stormskridt flyttet sig væk fra pensionsalliancen, der skulle have skabt afgørende forbedringer for ufaglærte og lavtlønnede med en kort uddannelse.

Og ilmarchen væk fortsætter altså efter folketingsvalget.

Dansk Folkeparti afviser klart at røre sagen med en ildtang i denne valgperiode. Partiet kræver, at Socialdemokratiet først opsiger Velfærdsaftalen, som Dansk Folkeparti ifølge Kristian Thulesen Dahl kun deltog i, fordi ansvaret for efterlønsforringelserne kunne placeres éntydigt hos Socialdemokratiet.

Og det er ikke alene i denne valgperiode, at Dansk Folkeparti reelt vil være passiv tilskuer. Partiet har aftalt med Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre, at en eventuel indførelse af differentieret folkepensionsalder under ingen omstændigheder må ske før efter 2040. Dansk Folkeparti har tilmed frivilligt taget håndjern på og forpligtet sig til, at der skal være “enighed i forligskredsen om levetids-indeksering at indføre en differentieret pensionsalder, der som en rettighed medfører lavere folkepensionsalder for en gruppe borgere”.

Hvad har du gang i, Kristian?
Og på toppen af disse benspænd har Dansk Folkeparti så udstyret sin hjemmeside med en tæller, der under overskriften “Hvornår bliver det til noget, Mette?” løbende registrerer antallet af dage, timer, minutter og sekunder, der er gået, siden Socialdemokratiet i januar fremlagde deres pensionsudspil.

Tælleren er pakket ind i en lang smøre om, hvor positivt Dansk Folkeparti ser på forslaget om differentieret folkepension.

Det havde været mere ærligt, hvis hjemmesiden i stedet selv havde givet svaret på spørgsmålet om, hvornår det bliver til noget: Ikke de næste 21 år, hvis det står til Dansk Folkeparti. Så derfor kan man spørge:

Kære Kristian, hvad har du gang i? Vil du virkelig flytte Dansk Folkeparti væk fra almindelige menneskers problemer? Skal fleksibel tilbagetrækning virkeligt forbeholdes Nordeas koncernchef og de andre med guld på kistebunden? Og vil du virkeligt svigte de slidte, der endnu har helbredet i behold? ■

 

Skal fleksibel tilbagetrækning virkeligt forbeholdes Nordeas koncernchef og de andre med guld på kistebunden? Og vil du virkeligt svigte de slidte, der endnu har helbredet i behold?
_______

 

Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA. ILLUSTRATION: Dennis Kristensen (foto: Mikkel Khan/Polfoto)