27.01.2019

.

Elitens mission om at skabe sig selv en friere, rigere og bedre tilværelse er lykkedes. Men det er sket gennem amoralsk grådighed og på bekostning af almindelige borgere. Nu risikerer det at gå grueligt galt.

Kronik af Dennis Kristensen

Vi kunne nu været kommet godt i gang med genopretningen af det danske samfund efter den finansielle krise. 2018 kunne være blevet et år, hvor almindelige mennesker oplevede, at deres levevilkår og den fælles velfærd for alvor igen var på vej fremad. Det ville kræve, at erkendelsen af fortidens fejl havde været til stede, og at viljen til at tæmme en tøjlesløs kapitalisme og genskabe en mere ligelig fordeling af goderne for alvor havde meldt sig på banen. Sådan gik det ikke.

2018 blev i stedet den foreløbige kulmination på tre årtier, hvor kapitalismen som økonomisk system kammede over. Hvor det for alvor blev afsløret, at grådigheden blandt de i forvejen bedst stillede har bredt sig som en virus. Og hvor moral og anstændighed hos den samme lille gruppe i toppen forblev en by i Rusland. I stedet oplevede vi et år, hvor Danske Bank blev afsløret i hvidvask af uhyggelige dimensioner; hvor det viste sig, at den danske og andre europæiske statskasser systematisk er blevet tappet for milliarder af skattekroner; hvor eliten fortsatte med at forære hinanden ubegribeligt store lønninger og gyldne håndtryk; og hvor danske politikere måtte krybe til korset og erkende, at skatteopkrævningen og gældsinddragelsen ligger i ruiner.

Den udvikling er hverken styret af tilfældigheder eller naturlove. Den er et resultat af politiske beslutninger, der bygger på en klippefast tro på, at omfattende liberalisering og afregulering vil skabe friere, rigere og bedre samfund. At jo friere markedskræfterne kan udfolde sig, jo bedre en verden vil vi opnå.

Dem, der har skummet fløden gennem disse år, kan med rette påstå, at missionen er lykkedes. For dem ER tilværelsen virkelig blevet meget friere, rigere og bedre. Men for almindelige mennesker er det gået den modsatte vej. Levefoden er ganske vist for almindelige danskere i arbejde vokset beskedent i de krisefri år, men fællesskabet i de vestlige samfund er i grove træk blevet vredet fra hinanden, og de dårligst stillede er blevet endnu dårligere stillet. Uligheden – økonomisk og socialt – er ganske enkelt vokset.

 

Kombinationen af ulighedsskabende politiske beslutninger og opbygningen af ikke mindst enorme amerikanske virksomheder indenfor IT og internetbaserede aktiviteter har samlet verdens formuer på endnu færre hænder end tidligere
_______

 

Formuekoncentrationen er nærmest eksploderet i vores del af verden. Kombinationen af ulighedsskabende politiske beslutninger og opbygningen af ikke mindst enorme amerikanske virksomheder indenfor IT og internetbaserede aktiviteter har samlet verdens formuer på endnu færre hænder end tidligere: De rigeste 85 mennesker i verden ejer nu det samme som den fattigste halvdel af verdens befolkning. 85 milliardærer råder over det samme, som godt 3,5 milliarder mennesker må dele. Og den gyldne procent svømmer rundt i hver deres Joakim von And-pengetank. Den rigeste ene procent af verdens indbyggere ejer nu halvdelen af verdens nettoformue.

Også i Danmark er goderne blevet mere ulige fordelt. De rigeste 10 pct. af danskerne ejer næsten halvdelen af den samlede nettoformue i Danmark, mens de fattigste 50 pct. af danskerne kun ejer 5 pct. af den samlede nettoformue.

Det er simpelthen uligheden sat i system. Eller uligheden dyrket som afgud, som de vildeste liberalister i Liberal Alliance og omegn reelt gør det. Den stadig mere skæve formueudvikling til fordel for de bedst stillede har imidlertid ikke kunnet mætte elitens sult efter mere. Sulten efter en endnu større villa i velhaverghettoen, en endnu vildere sommerbolig sydpå eller endnu en luksusbil i garagen. Der måtte og skulle mere til.

Fra skattely til skattetyveri
I de seneste år har den mest glubske og moralløse del af eliten tabt alle hæmninger. Nu er det ikke længere nok at opnå enorme indtægter og for enhver pris slippe for at betale til finansieringen af den fælles velfærd og service. Ikke engang nok at bruge moralsk anløbne banker og advokater til at få gemt formuer væk i skattely. Nordea placerede sig her i det absolutte førerfelt i det organiserede velstands- og velfærdstyveri, som manglende skattebetaling i realiteternes verden udgør, som det blev afsløret med det omfattende læk af papirer fra skattelyet i Panama. Tyveri af uberettiget ekstra velstand til de stærkeste og tyveri af velfærd fra de svageste.

Nu skulle der også tjenes penge på hvidvask af kriminelle og korruptes sorte penge. Den dominerende mentalitet var: Skidt med, hvor pengene stammer fra, bare eliten kan tjene på møntvaskeriet. Men selvom hvidvask, skattetænkning, agressiv skatteplanlægning og direkte skatteunddragelse betød ekstra milliarder i de bedst stilledes lommer, så var det alligevel ikke nok til de umættelige. Der skulle mere til i bestræbelserne på at slippe for at betale til den fælles kasse.

 

Den dominerende mentalitet var: Skidt med, hvor pengene stammer fra, bare eliten kan tjene på møntvaskeriet
_______

 

Nu kom det også til at handle om at tappe statskassen for skatteindtægter. At forlænge verden med brædder ved ikke blot at undlade at lægge en fair andel i fælleskassen, men også om at fiske penge direkte op af kassen uden selv at lægge i. 2018’s mest chokerende nyhed blev offentliggørelsen af Cum Ex Files, som dokumenterede skattetyveri i milliardstørrelsen gennem forskellige varianter af den såkaldte udbytteskatte-finte. Velstands- og velfærdsrøverier. Udført med hjælp fra banker og skatteadvokater.

Dermed blev 2018 året, hvor skeletterne fra direkte angreb på statskasserne især i Europa væltede ud af skabene, da dygtige journalister gravede dybt nok. Og det blev året, hvor den finansielle sektors image fik det ene hårde slag efter det andet. Der er simpelthen ikke længere belæg for at have tillid til denne sektors moral, egenkontrol og selvbeherskelse. Den tillid er med rette gået fløjten hos de fleste almindelige mennesker.

Mange danskere husker stadig, hvordan vi som samfund satte fællesskabets kasse – statskassen – på højkant, da den finansielle krise brød ud, og bankerne for alvor var truet, og siden supplerede med omfattende hjælpepakker. At flere banker takker for denne støtte ved at bistå de bredeste skuldre i at yde mindst muligt og hvidvaske sorte penge for at opnå en solid ekstragevinst, er vel nok de seneste mange års største provokation mod almindelige hårdtarbejdende skatteydere.

Samtidig var vi vidne til, at forgyldte fratrædelsesordninger, aktieoptioner, bonusser og topchef-lønninger igen nåede fantasillion-højder. Selv Dansk Banks administrerende direktør kunne forlade sin stilling med millioner i fratrædelsesløn og aktieoptioner. Direktørernes lønfest fortsatte først og fremmest i den private sektor, men såmænd også – ganske vist med færre nuller bag – i den offentlige sektor, hvor det viste sig, at ni ud af ti ledere i staten modtog resultatløn og bonusser – ofte helt uafhængigt af deres egne præstationer.

 

Det bør ikke kunne undre nogen, at dele af den finansielle sektor set med fællesskabets briller er på vej til at gøre sig fortjent til prædikatet “Samfundets fjende nummer 1”
_______

 

Tilliden går fløjten
Det bør ikke kunne undre nogen, at dele af den finansielle sektor set med fællesskabets briller er på vej til at gøre sig fortjent til prædikatet “Samfundets fjende nummer 1”, som stammer fra FBI’s kamp mod skruppelløse gangstere. Sektoren er godt på vej til at blive en slyngelsektor med slyngelbanker og slyngeladvokater.

Det bliver mere og mere tydeligt, at tilliden til fremtiden og oplevelsen af tryghed i nutiden svinder ind i Europa og USA blandt almindelige mennesker, mens en globaliseringsbegejstret elite trives stadig bedre. Konsekvensen af denne manglende tillid og tryghed ligner mere og mere et oprør.

De amerikanske og europæiske vælgeres oprør er ikke én samlet bevægelse med ét samlet mål. Tværtimod. Men et fællestræk er helt tydeligt fravalget af den elite, som har scoret kassen på globalisering, liberalisering og afregulering de seneste årtier. Og af de politiske repræsentanter, som forbindes med elitens sololøb.

I USA vendte en stor del af befolkningen tommelfingeren ned til det etablerede politiske system og valgte Donald Trump til præsident på et program, der i praksis betyder, at USA melder sig ud af globaliseringen under parolen “Amerika først”. Storbritannien er godt på vej ud af et EU, hvor arbejdskraftens frie bevægelighed og EU’s manglende evne til at skabe fælles løsninger på flygtninge- og migrantproblemer opleves som angreb på almindelige menneskers muligheder for at forsørge sig selv og skabe et bedre liv for deres børn.

Frankrig fik i Macron en ny reform-præsident, som tror på globaliseringen, men som nu – med gaderne fulde af Gule Veste – oplever et oprør fra dem, der kommer i klemme i reformer og nedskæringer. Også i Sydeuropa og Østeuropa mindskes tilliden til de traditionelle partier og politikere. Der er i en række europæiske lande bekymrende tendenser til, at befolkningerne fravælger den demokratiske vej til forandringer. Og de europæiske socialdemokratier, som i forrige århundrede stod i spidsen for at skabe et mere socialt og mindre ulige samfund, er mange steder sendt ud i den kolde sne, hvad angår antallet af stemmer og parlamentarisk indflydelse.

I det fredelige Danmark er tilliden til “systemet” også i skred. Uligheden vokser. Skatteopkrævningen er sønderbombet af skiftende regeringers nedskæringer, og de svageste grupper lider under to årtiers reform-amok.

Denne udvikling handler i bund og grund om omfordeling. Men det er omfordeling til fordel for de bedst stillede. Og om en elite i politisk og økonomisk offensiv med solid opbakning fra både blå bloks yderliggående liberalister og Thorning-Corydon-generationen i Socialdemokratiet. Det handler om et menneskesyn, hvor vi som mennesker anses for udelukkende at være styret af egennytte uden hensyn til naboens behov for en hjælpende hånd. Resultatet har været en flodbølge af reformer med forringelser af arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge, kontanthjælp, efterløn, førtidspension og stigende pensionsalder.

 

Det handler om et menneskesyn, hvor vi som mennesker anses for udelukkende at være styret af egennytte uden hensyn til naboens behov for en hjælpende hånd
_______

 

Reformerne har bevidst sigtet mod større ulighed og mere spredning i levevilkårene anført af en fremadstormende McKinsey-generation, som rummer den elitære del af de højtuddannede – dem, der har regnearket under armen og klappen for den sociale vinkel i øjet. Og målgruppen har først og fremmest været dem, der er dårligst stillede i det danske samfund – både dem på arbejdsmarkedet, dem, der ikke kunne bide sig fast, og dem, der aldrig fik en chance for at komme ind.

Danskerne vil gerne bidrage til den fælles ansvarlighed. Opbakningen til velfærd og offentlig service er fortsat høj. Og viljen til at betale skat til de fælles løsninger er fortsat til stede. Tre fjerdedele af danskerne svarede i en Gallup-undersøgelse for Berlingske i efteråret, at de hellere vil bruge et forventet overskud på statsbudgettet i de kommende år på velfærd frem for skattelettelser.

Alligevel råber erhvervslivets top og en del af de blå partier fortsat på skattelettelser og nulvækst i de offentlige udgifter. Dansk Industri vil have statsministeren tilbage på sporet. Det spor, der handler om skattelettelser, senere pensionsalder og endnu flere reformer af offentlige ydelser. Og dermed endnu mere omfordeling til gavn for de bedst stillede.

Enkelte erhvervsledere er dog begyndt at se skriften på væggen. Eller de har måske rettere fået øje på, at lokummet brænder. Det gælder eksempelvis Jeff Gravenhorst, administrerende direktør i ISS: “Det er ikke vigtigt, om topskatten bliver fjernet. Det er fint, at dem, der har meget, også betaler relativt mere end de andre […] Lad os i stedet snakke om, hvad vi får ud af de skattekroner, og hvordan vi sikrer velfærdssamfundet.”

Det kan gå helt galt
Vognen hælder allerede. Og den del af eliten, der direkte svindler resten af befolkningen, skubber yderligere til den hældende vogn.

Den tænksomme tidligere konservative udenrigsminister Per Stig Møller går i sine analyser et skridt videre og tegner et endnu skarpere billede op af en række vestlige demokratier i krise: “Kapitalismen er ved at begå selvmord […] En af grundene er den voksende ulighed og kapitalismens uhæmmede grådighed. Men grådighed skaber splid, og et hus, splidagtigt med sig selv kan ikke bestå, som Bibelen advarer os om.” Også Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, er begyndt at advare om, at kapitalismen er blevet syg.

Kære elite. I har valgt grådigheden frem for fællesskabet. Fortsætter I ad denne vej, så går det galt. Så sætter befolkningerne for alvor hælene i. I ligger, som I har redt. I gravede ikke bare stadigt dybere grøfter mellem jeres luksustilværelse og almindelige danskeres livsvilkår. I gravede også jeres egen grav. ■

 

Kære elite. I har valgt grådigheden frem for fællesskabet. Fortsætter I ad denne vej, så går det galt. Så sætter befolkningerne for alvor hælene i. I ligger, som I har redt
_______

 

Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA. Foto: René Schütze/Polfoto/Scanpix