12.07.2019

Dansk tilstedeværelse i Syrien er en fordel for kurderne og vil blive budt velkommen af amerikanerne og israelerne. Tyrkerne, syrerne, iranerne og russerne derimod vil være mindre begejstrede.

Af Deniz Serinci

USA har bedt den nye danske regering om at sende soldater til Syrien, helt præcist til Nordøstsyriens Autonome Administration eller ”Rojava”, som det hedder i folkemunde. Det kurdisk-dominerede selvstyre i Syrien har eksisteret siden 2012 og udgør i dag cirka en fjerdedel af Syriens areal. I december 2018 erklærede USA’s præsident Donald Trump, at supermagten ville trække sig ud af Syrien. Derfor prøver amerikanerne nu at overtale europæiske allierede til at indsætte soldater i området og forhindre Islamisk Stat (IS) i at genopstå. Hverken Udenrigs- eller Forsvarsministeriet har herhjemme kommenteret den amerikanske henvendelse. Men amerikanernes ønske blev ifølge Politiken drøftet på et møde i Udenrigspolitisk Nævn i sidste uge. Helt præcist skulle supermagten have ønsket danske specialstyrker fra Jægerkorpset og Frømandskorpset til Rojava. Det er endnu uklart, hvad den danske regering vil svare amerikanerne.

Grundlæggende er den syriske borgerkrig en stedfortræderkrig – ikke på ét niveau, men flere: Der er den israelske-iranske konflikt, den tyrkisk-kurdiske, den russisk-amerikanske, den kurdisk-syriske, og så videre. Derfor vil der også være mange interesser i spil, hvis USA’s allierede tager til Rojava:

 

Grundlæggende er den syriske borgerkrig en stedfortræderkrig – ikke på ét niveau, men flere
_______

 

Et dansk perspektiv
Ved at indsætte soldater i denne del af Syrien, kan Danmark få bedre tag i det område, hvor danske statsborgere og andre med tilknytning til Danmark, som i sin tid tilsluttede sig IS, opholder sig. Enten i fængsler eller lejre. Alene i den berygtede al-Hol-lejr er der registreret mindst fem voksne danskere og otte børn, hvoraf en 13-årig såret dreng er sendt til Danmark. De syriske kurdere ønsker, at Danmark skal tage sine egne IS-folk retur. Danmark tøver. Ved at være til stede i området, kan Danmark styrke forbindelserne til kurderne og få mere at skulle have sagt i forhold til de uønskede IS-krigeres fremtid. Omvendt vil en dansk tilstedeværelse her uden tvivl være særdeles upopulær blandt en NATO-allieret: Tyrkiet.

Et tyrkisk perspektiv
”USA ønsker, at Danmark skal træne terrororganisationen PKK’s syriske afdeling PYG/YPG,” skriver det tyrkiske statsejede nyhedsbureau AA. Tyrkerne forstår ikke, hvordan EU, inklusive Danmark, kan have PKK stående på EU’s egen terrorliste og samtidig støtte Folkets Forsvarsenheder (YPG) i Syrien, som tyrkerne anser for at være en afdeling af selvsamme PKK, hvis væbnede kamp i Tyrkiet har dræbt 40.000 mennesker siden 1984. 3. juli 2013 slog Østre Landsret fast, at ”PKK er en terrororganisation”. YPG og dets politiske parti Demokratisk Enhedsparti, PYD er søsterorganisationer til PKK. Internationale eksperter fra den britiske tænketank The Henry Jackson Society siger, at PKK og YPG deler “medlemmer, ideologi og kommandostruktur”.

Den tyrkiske hær gik ind – sammen med allierede syriske stedfortrædermilitser – og nedkæmpede YPG i Afrin i det nordlige Syrien i foråret 2018. Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan har gentagne gange sagt, at han også vil angribe YPG i resten af Syrien. Så sent som i sidste uge sagde Erdogan under et pressemøde i forbindelse med G20-topmødet i Osaka i Japan, at landet vil skabe en zone i det nordlige Syrien, hvorfra det vil fordrive YPG.

USA’s tilstedeværelse i området ses som en forhindring for, at den tyrkiske hær nedkæmper kurderne. 29. juni sagde Trump på et pressemøde, at hans tyrkiske kollega ”havde en hær på 65.000 mand på grænsen [Tyrkiets grænse til Syrien], og han var i gang med at tilintetgøre kurderne … Men jeg ringede til ham og bad ham om ikke at gøre det”. Nu kan vestlige – herunder danske – tropper få den rolle, amerikanerne har haft: De kan komme til at stå i vejen for, at tyrkerne kan rykke ind.

 

Den tyrkiske hær gik ind – sammen med allierede syriske stedfortrædermilitser – og nedkæmpede YPG i Afrin i det nordlige Syrien i foråret 2018. Erdogan har gentagne gange sagt, at han også vil angribe YPG i resten af Syrien
_______

 

Et kurdisk perspektiv
Kurderne vil gerne have amerikanerne og andre vesterlændinge til at rykke ind i området og beskytte kurderne imod to frygtede aktører: Tyrkiets Erdogan og Syriens præsident Bashar al-Assad.

Hvad angår frygten for Assad: Siden juli 2012 har kurderne som sagt haft deres selvstyre. Hvis Vesten ikke er tilstede med tropper til at beskytte kurderne, frygter de, at Damaskus-regimet generobrer området – og så kan kurderne vinkel farvel til selvstyret. Få af de kurdere, jeg mødte i Rojava for få uger siden, har lyst til at vende tilbage til Damaskus-styret centralregering. De er blandt andet utilfredse med, at regimet i 1962 gjorde hver femte kurder statsløs (i 2011 fik de fleste kurdere deres statsborgerskab tilbage, men 88.000 kurdere forblev statsløse.) Det var i oktober 1962, at den syriske regering foretog en folketælling i det kurdiske område. Ifølge regeringen var mange kurdere sluppet illegalt ind i landet fra Tyrkiet. Deres antal skulle nu kortlægges. Blandt dem, der mødte op, kunne flere ikke dokumentere, at de havde boet i Syrien før 1945. De blev derfor kategoriseret som ”ajanib”, altså ”fremmede” eller ”maktoumeen”, altså ”skjult”, fordi de ikke mødte op til folketællingen. Det var cirka 120.000 kurdere, som med årene blev til over 300.000 kurdere, fordi statsløsheden nedarvedes fra generation til generation. De kunne ikke eje noget, rejse ud af landet eller få certifikater, når de færdiggjorde universitet. Hvad angår frygten for Erdogan: I foråret 2018 rykkede den tyrkiske hær og dens allierede syriske stedfortrædermilitser ind og nedkæmpede YPG i Afrin på kun to måneder. Det har kurderne ikke lyst til at se gentaget. Derfor ønsker de, at vestlige soldater bliver i Rojava og blokerer for tyrkisk indtog.

Et iransk perspektiv – og et israelsk
Iran ønsker ganske enkelt: Så lidt vestlig indflydelse i Syrien som muligt. En amerikansk tilbagetrækning fra Syrien ville være en fordel for det iranske præstestyre og dets bestræbelser på at få mere indflydelse i Nordøstsyrien – og derigennem: Etableringen af en ”landbro” hele vejen fra Teheran ud til Middelhavet.

Hidtil har prioriteten for USA – og dets to hovedallierede i regionen, Israel og Saudi-Arabien – været at reducere ’Den shiitiske halvmåne’, et udtryk Irans modstandere bruger om den iransk-ledede shiitiske alliance. I dag begynder zonen med shiitisk dominans hos de pro-iranske shia-muslimer i Yemen og Bahrain, hvorfra den går videre til Iran, til det shiitiske Irak, det shiaorienterede alawit-regime i Syrien og slutter så hos Libanons shiitiske Hizbollah-milits, der er kendt for sin kamp mod Israel.

Den amerikanske tilstedeværelse i Syrien blokerer for, at iranerne kan få deres permanente landbro ud til Middelhavet. Trods præsident Trumps løfter er amerikanerne dog ikke ved at rykke helt ud – ser det ud til. Hvis USA suppleres eller afløses af sine allierede vil det være til stor gene for iranerne. Til gengæld glæder det den israelske regering i Tel Aviv, at landbroen blokeres – altså hidtil af amerikanerne og nu, måske, andre vestlige allierede soldater – fordi det svækker Hizbollah, med hvem Israel befinder sig i en årtier lang konflikt.

Et russisk perspektiv
Præsident Vladimir Putin vil næppe være glad for at se amerikanske allierede afløse USA’s egne tropper. USA – og Vesten – placerede sig hos Assad-modstandernes lejr ved at støtte moderate syriske rebeller i starten af krigen. Russerne traf det modsatte valg: For dem har involveringen i den syriske borgerkrig handlet om at bevare Assad ved magten. Han gav og giver russerne lov at bruge en flådebase ud for Syriens kyst – den sidste russiske base i Mellemøsten. Endvidere ved Putin, at tusinder af de mest erfarne og farlige jihadister i Syrien er russisktalende tjetjenere og andre fra Ex-Sovjetunionen. Putin vil løse problemet med disse anti-russiske jihadister i Syrien, inden de – frygtes det – kommer tilbage til Rusland og begår terror der.

Et syrisk perspektiv
For de vestlige styrker vil opgaven officielt være at forhindre IS i at genopstå – hvilket Assadstyret har en interesse i. Men vestlig tilstedeværelse vil samtidig blokere for, at Assad kan gå militært ind og genindtage området, som styret trak sig ud af i 2012. Kurderne har udnyttet regimets exit til at skabe deres eget selvstyre, som ikke er anerkendt af nogen. At regimet ikke vil lade kurderne beholde noget selvstyre bekræftes af den syriske præsidents rådgiver Buthaina Shaban – hun afviste under en konference i Moskva i februar i år enhver snak om det. Regimet frygter, at landet går i opløsning – for hvis kurderne får selvstyre, hvad så med andre mindretal, som drusere, alawitter, kristne? Skal de også hver især have deres eget område? Assads mål på langt sigt er præcis det modsatte: at genoprette fuld kontrol over landet over Syrien, og her kan vestlige styrker komme til at stå i vejen. ■

 

Hvis kurderne får selvstyre, hvad så med andre mindretal, som drusere, alawitter, kristne? Skal de også hver især have deres eget område? Assads mål på langt sigt er præcis det modsatte: at genoprette fuld kontrol over landet over Syrien
_______

 

Kvindelige kurdiske soldater, medlemmer af YPJ, under en militærparade til fejring af sejren over IS, i Qamishli, Syrien 28. marts 2019 [foto: REUTERS/Rodi Said/Scanpix]. Deniz Serinci (f.1985) er journalist og forfatter til bøgerne ”Kurdistan” (2018), ”Tyrkiet – fra Ataturk til Erdogan (2018) og ”Slave i Islamisk Stat, IS” (2017). Han er desuden redaktør på det dansk-kurdiske netmedie Jiyan.dk