14.10.2019

Kurderne føler ikke, at de har andre valgmuligheder end at få Assad og dermed Rusland tilbage. Vil den syriske hær kunne stoppe den tyrkiske hær, der militært set er større? Det er svært at forudse, men bag Syrien står Rusland. Så i sidste ende er det afhængigt af, hvad Rusland gør.

Analyse af Deniz Serinci

I en uge er det kurdiske selvstyre i det nordøstlige Syrien, kendt som Rojava, blevet angrebet af det tyrkiske militær og de tyrkiskstøttede syriske oprørere. I går har de kurdiskledede Syriens Demokratiske Styrker (SDF) indgået en aftale med det syriske regime under præsident Bashar al-Assad om at indtage Rojava – og det er allerede sket.

Hvorfor beder kurderne Assad om hjælp? Fordi USA, der med sin militære tilstedeværelse afskrækkede tyrkerne fra at gå ind, trækker sig ud af Rojava. Kurderne føler dermed ikke, at de har andre valgmuligheder end at få Assad og dermed Rusland tilbage. Vil den syriske hær kunne stoppe den tyrkiske hær, der militært set er større? Det er svært at forudse, men bag Syrien står Rusland. Så i sidste ende er det afhængigt af, hvad Rusland gør.

Trump er i færd med at indfri sit løfte til de amerikanske vælgere. Som præsidenten skrev på Twitter tidligere på ugen: ”Jeg blev valgt til at få os ud af disse latterlige, endeløse krige”. Trump erklærede allerede i december 2018, at han ville trække supermagten ud af Syrien. Men det kunne ikke lade sig gøre, blandt andet på grund af internt pres i den daværende administration, fra sikkerhedsrådgiveren John Bolton, USA’s forsvarsminister, James Mattis, og den særlige udsending i krigen mod IS, Brett McGurk. De tre mænd er nu ikke en del af administrationen, hvilket gør Trump i stand til at gennemføre sin ”Exit Syrien”-politik.

Til gengæld efterlader USA scenen til russernes allierede Assad og dermed også Rusland. Putin har grund til at glæde sig, for landet, der siden efteråret 2015 har bombet i Syrien til støtte for Assad, får nu større indflydelse.

 

Til gengæld efterlader USA scenen til russernes allierede Assad og dermed også Rusland. Putin har grund til at glæde sig, for landet, der siden efteråret 2015 har bombet i Syrien til støtte for Assad, får nu større indflydelse
_______

 

Hvad betyder aftalen med Assad?
At kurderne indgår en aftale med Assad, er der intet nyt i. Den kurdiske milits YPG og de tyrkiske kurdere i Kurdistans Arbejderparti (PKK), som YPG er forbundet med, har længe arbejdet sammen med Assad. Abdullah Öcalan – leder af PKK – boede i Syrien fra 1979 til 1998. Og Assads far, Hafez Assad, støttede PKK imod Tyrkiet, som han havde flere udeståender med. Samarbejdet mellem regimet og kurderne var også nemt at få øje på, da jeg besøgte området sidst i juni. Således er lufthavnen i Qamishli stadig kontrolleret af regimet, mens kurderne sidder på resten af byen. Embedsmænd i byen får stadig løn af Assad-regimet.

At Syrien går ind i Rojava er både godt og skidt for Tyrkiets præsident Erdogan.

Et af formålene med den tyrkiske militære offensiv i Rojava var, at tyrkerne ville skabe en bufferzone inden den tyrkiske grænse, der kan absorbere nogle af 3,6 millioner syriske flygtninge, som tyrkerne har modtaget siden borgerkrigens begyndelse. Vil Syrien nu forhindre dét?

Utilfredsheden med flygtningene blandt den tyrkiske befolkning breder sig. Mange tyrkere mener, at de syriske flygtninge slider på landets økonomi. Der er flere og flere hospitaler i Tyrkiet, der siger, at de ikke har ressourcer til både de syriske flygtninge og tyrkerne. Opbakningen til Erdogan er da også svækket omkring landets største by Istanbul, som hans parti mistede ved sidste valg, den 31. marts og omvalget 23. juni

Men Assads involvering kan også have en gevinst for Erdogan: Tyrkiet har i 35 år – siden 1984 – været i konflikt med ærkefjenden PKK. Man finder nemt forældre i Tyrkiet, hvis børn som soldater i hæren har mistet livet i den konflikt, der vurderes at have kostet 45.000 mennesker – fra begge sider – livet.

Tyrkerne har 35 års opsparet vrede og ønsker ikke at være nabo til deres værste fjende gennem tre årtier, lige på den anden side af grænsen, hvor de kan angribe Tyrkiet. Tyrkerne frygter også, at et selvstændigt syrisk Kurdistan vil inspirere de tyrkiske kurdere til at løsrive sig fra Tyrkiet. Når det syriske regime kommer tilbage til Rojava, kan det betyde enden på det kurdiske selvstyre. Rojava bliver igen en del af Assads regime.

 

Men i Tyrkiet er offensiven populær. Den bakkes op af tre af parlamentets fire partier […]. Erdogan bliver set som den store leder, der tør sige Vesten imod
_______

 

Kurderne, Vesten og vælgerne
Tyrkiets offensiv har været en PR-mæssig katastrofe, fordi tyrkerne for første gang har kæmpet imod kurdere, som offentligheden i Vesten følte samhørighed med og sympatiserede med. Hvor tyrkerne siden 2014 er blevet beskyldt for indirekte at have støttet Islamisk Stat (IS) – helt præcist så tyrkiske grænsevagter i en periode igennem fingre med, at jihadister krydsede grænsen ind i Syrien – har de syriske kurdere vundet meget sympati, som dem der nedkæmpede IS.

Kurderne besejrede i byen Kobanê – med amerikansk luftstøtte – for første gang gang IS 26. januar 2015. Det beviste, at den islamistiske organisation ikke var uovervindelig. Konflikten med IS gjorde kurderne i Syrien til et internationalt mediefænomen. Kurdernes brug af kvindelige krigere skabte også sympati mange steder. Som journalisten Saladdin Ahmad fastslog, så var syrisk Kurdistan den eneste region i verden, hvor muslimske kvinder organiserede sig selv ”for ideologisk og fysisk at kæmpe imod islamistiske kræfter for at beskytte civile mod religiøse fanatikeres styre”. Den skandinaviske tøjgigant H&M lancerede en buksedragt, der i høj grad lignede de kurdiske kvinders uniformer (Berlingske, 14.10.2014), og den amerikanske tv-station CNN kårede Kobanês kvindelige krigere til nummer et på ”2014 Women of the Year”-listen.

Men i Tyrkiet er offensiven populær. Den bakkes op af tre af parlamentets fire partier – undtagen det prokurdiske Folkenes Demokratiske Parti (HDP). Erdogan bliver set som den store leder, der tør sige Vesten imod. Hans narrativ om Vesten – de sætter PKK på terrorlisten, men støtter dem samtidig i Syrien – vinder genklang hos det tyrkiske nationalistsegment, der ofte føler sig uretfærdig behandlet af Vesten og Europa, som trods årtier endnu ikke har optaget tyrkerne i EU. Dette gælder især i en tid, hvor nationalismen er stigende i Tyrkiet og Erdogan har et parlamentarisk samarbejde med det ultranationalistiske Nationalistisk Aktionsparti (MHP).

 

Kurderne må formentlig vinke farvel til det selvstyre, de har nydt siden sommeren 2012 – med forbehold for, at vi ikke kender detaljerne i aftalen mellem dem og Assad-regimet
_______

 

Kurdernes valg mellem pest og kolera
I 2018 indtog tyrkerne en anden kurdisk by, Afrin, efter kun to måneder. Så kurderne ved udmærket godt, at de ikke kan vinde over den tyrkiske hær, der er NATO’s andenstørste, og som modsat kurderne selv har et luftvåben.

Da det syriske regime i 2012 trak sig ud af det nordlige Syrien og gav kurderne selvstyre, skulle de til gengæld undlade at gå med i det oprør, der var mod Assad. Det løfte holdt kurderne, og de hjalp med at bekæmpe Islamisk Stat. Så var spørgsmålet bare, hvad der ville ske, når krigen var slut. Assad ville formentlig kræve området tilbage. Og vil han acceptere kurdernes ønske om at bevare deres selvstyre? Det er usandsynligt. Den syriske præsidents rådgiver Buthaina Shaban afviste under en konference i Moskva i februar i år enhver snak om selvstyre til kurderne. Derudover erklærede Syriens forsvarsminister, Ali Ayyoub, i marts 2019, at ”den syriske stat før eller siden vil genvinde fuld kontrol over hele landet”. Regimet frygter, at landet går i opløsning. For hvis kurderne får selvstyre, hvad så med andre mindretal, som drusere, alawitter, kristne?

Kurderne må formentlig vinke farvel til det selvstyre, de har nydt siden sommeren 2012 – med forbehold for, at vi ikke kender detaljerne i aftalen mellem dem og Assad-regimet.

Før 2012 var de undertrykte. Efter en folketælling i det kurdiske område i 1962 mistede hver femte kurder sit statsborgerskab. De statsløse kurdere kunne hverken eje landbrugsjord eller anden ejendom, og de kunne ikke få rejsedokumenter og rejse ud af landet. Kurdisk undervisning var forbudt. Måske er parterne i kulisserne blevet enige om at mødes på midten: Kurderne mister deres selvstyre, kommer tilbage til Assad, men med lidt forbedrede rettigheder? Vi aner det ikke, simpelthen fordi indholdet af møderne mellem kurderne og Assad ikke er sluppet ud. Men under alle omstændigheder vil kurderne hellere have en uvis fremtid under Assad end at blive bombet og dræbt under Erdogan. ■

 

Under alle omstændigheder vil kurderne hellere have en uvis fremtid under Assad end at blive bombet og dræbt under Erdogan
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden