30.09.2019

„Tyrkiets køb af det russiske S-400-missilsystem er payback for amerikanernes støtte til kurderne og deres husly til en påstået kupmager. Det viser tyrkernes ønske om at agere mere autonomt i forhold til stormagterne. Det tyrkisk-vestlige forhold lider skade, men holder formentlig på den lange bane.‟

Af Deniz Serinci, journalist og forfatter

Tyrkiets køb af det russiske S-400-missilsystem har for alvor rejst spørgsmålet: Vil Tyrkiet også være medlem af NATO om 5 eller 10 år? Eller vil tyrkerne knytte sig tættere til det internationale samfunds prorussiske lejr, der ofte er i sammenstød med Vesten? Det er blevet en seriøs overvejelse i alverdens hovedstæder i de seneste år. Men før vi vender os mod svaret, må vi undersøge årsagen til det køb, der har vakt vrede i både USA og resten af alliancen.

1) Bedre betingelser for køb hos russerne
Amerikanerne er ikke glade for, at et NATO-land – og altså dermed heller ikke Tyrkiet – køber militært isenkram af russerne, som i alliancen traditionelt ses som den primære modstander. Desuden er S-400-systemet skabt til at nedskyde netop NATO-missiler og -fly. Det frustrerer endvidere amerikanerne, at S-400 skal serviceres på tyrkisk territorium af russiske teknikere, der dermed – frygter amerikanerne – vil kunne få insiderviden i følsom NATO-teknologi og være i stand til at aflæse NATO’s nye F35-kampflys specifikationer. Det vil også gå udover andre, der har bestilt F35-fly, heriblandt Storbritannien og Danmark.

Selvom tyrkerne har forsikret amerikanerne om, at de to våbensystemer vil blive holdt skarpt adskilt, beroliger det ikke NATO. ”Vi ønsker simpelt hen ikke at lade F35 operere i nærheden af S-400 over længere tid, fordi det vil åbne for indsigt i F35’s kapacitet,” som den amerikanske viceforsvarsminister, Ellen Lord, sagde under et pressemøde i juli.

 

Amerikanerne er ikke glade for, at et NATO-land – og altså dermed heller ikke Tyrkiet – køber militært isenkram af russerne, som i alliancen traditionelt ses som den primære modstander. Desuden er S-400-systemet skabt til at nedskyde netop NATO-missiler og -fly
_______

 

For at undgå at tyrkerne købte deres isenkram af russerne, tilbød amerikanerne under den forrige præsident, Barack Obama, i stedet tyrkerne at købe deres egne Patriot-missiler, der stort set svarer til S-400-systemet. Der er forskellige versioner af, hvorfor tyrkerne valgte ikke at købe det. Forklaringen i Ankara lyder, at USA i 2012-13 stillede for mange betingelser. USA afviste angiveligt tyrkisk medproduktion som en del af købsaftalen, og den amerikanske kongres krævede streng kontrol med missilernes anvendelse og overførsel af teknologi. I stedet måtte tyrkerne gå med til, at andre NATO-lande placerede deres Patriot-batterier i Tyrkiet. Russerne har ikke stillet de samme betingelser til tyrkerne, ligesom Moskva også har solgt forsvarssystemet til en billigere pris.

2) Payback for Gülen
Tilnærmelsen til russerne kan også ses som et payback fra tyrkisk side: Tyrkerne er utilfredse med, at amerikanerne på tredje år nægter at udlevere den islamisk lærde Fethullah Gülen til retsforfølgelse i Tyrkiet. Gülen har siden marts 1999 boet i selvvalgt eksil i sit tre etager store palæ i Pennsylvania i det nordøstlige USA.

Ifølge den tyrkiske regering var det Gülen, der stod bag forsøget på at vælte Erdogan under det mislykkede kupforsøg 15. juli 2016. I en meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Optimar mente mente 62 pct. af de adspurgte, at Gülen stod bag kupforsøget. Gülen selv og hans tilhængere afviser at have noget med kupforsøget at gøre.

Tyrkerne er også skuffede over, at amerikanerne først fordømte kupforsøget, da det var nedkæmpet. Den tyrkiske indenrigsminister, Süleyman Soylu, sagde ligefrem kort tid efter kupforsøget til den tyrkiske avis Hürriyet, at ”USA står bag kuppet”.

Den tyrkiske vrede mod amerikanerne blev også italesat af præsident Erdogan selv, da han under et pressemøde 10. september 2019 sagde:

”Vi forventer tæt samarbejde om imødegåelsen af FETÖ (Den Fethullahistiske Terrororganisation, en anden betegnelse for Gülen-bevægelsen, red), som angreb det tyrkiske demokrati den 15. juli. Denne terrororganisations leder bor lige nu med hele sit hold i Pennsylvania med 400 hektar land og styrer det hele derfra.”

Derfor stoler regeringen i Ankara mindre på amerikanerne i tilfælde af endnu et kupforsøg, hvor tyrkerne bl.a. håber, at S-400 kan være et nyttigt instrument til at beskytte den folkevalgte regering i Ankara mod potentielle luftangreb. Under kupforsøget i sommer 2016 bombede kupmagerne således parlamentet i Ankara fra luften.

Når USA ikke udleverer Gülen, er det muligvis, fordi supermagten ikke er overbevist om, at Gülen rent faktisk stod bag. Washington krævede beviser. Men tre år efter kupforsøget er der ikke noget, der tyder på, at Tyrkiet har givet amerikanerne sådanne beviser. Samme opfattelse deler de fleste af Vestens efterretningstjenester. Lederen af den tyske efterretningstjeneste BND har tidligere erklæret, at Tyrkiet ikke har formået at overbevise ham om Gülens skyld.

 

Endelig er forholdet mellem amerikanerne og tyrkerne i de senere år blevet væsentligt forringet, fordi USA støtter de kurdiske YPG- og SDF-styrker i det nordlige Syrien
_______

 

3) Payback for USA’s støtte til kurderne
Endelig er forholdet mellem amerikanerne og tyrkerne i de senere år blevet væsentligt forringet, fordi USA støtter de kurdiske YPG- og SDF-styrker i det nordlige Syrien. YPG og SDF anses i Tyrkiet for at være de syriske afdelinger af det PKK, som tyrkerne har udkæmpet en blodig krig imod siden 1984, og som har krævet over 45.000 menneskeliv i Tyrkiet. PKK står på EU’s og NATO’s terrorlister, men amerikanerne benægter, at YPG og SDF er forlængelser af PKK.

Internationale eksperter fra den britiske tænketank The Henry Jackson Society siger imidlertid, at PKK og YPG deler “medlemmer, ideologi og kommandostruktur.”

En lignende konklusion når en ny bog fra Forsvarsakademiet i Danmark frem til. I bogen ”Internal Kurdish Coherence” (2019) skriver forfatterne David Vestenskov og Andreas Høj Fierro, at 50 pct. af de dræbte kurdiske krigere i slaget mod Islamisk Stat (IS) i Syrien var kurdere fra Tyrkiet, hvor PKK står stærkt. Forfatterne henviser desuden til et citat fra en kurdisk kriger: ”Sommetider er jeg PKK’er, sommetider er jeg YPG’er. Det gør ikke den store forskel. De er alle medlemmer af PKK” (side 40 i bogen).

Både PKK og YPG betragter PKK’s stifter, Abdullah Öcalan, som sin leder. Der er billeder og statuer af Öcalan overalt i det nordlige Syrien, hvor YPG har magten. Det er normalt at møde YPG-krigere, der tidligere har kæmpet for PKK.

Tyrkerne frygter, at PKK/YPG/SDF får et fristed syd for den tyrkiske grænse, hvorfra de kan udføre angreb ind i Tyrkiet. Desuden frygter regeringen i Ankara, at kurderne i Syrien får yderligere selvstyre. Det kunne nemlig inspirere tyrkernes egne kurdiske mindretal på 15-20 mio. til at søge det samme.

Frygten for kurdisk selvstyre – og dens afsmittende effekt på fællerne i Tyrkiet – gør, at tyrkerne frygter for en forværring i resten af landet. Hvis først kurderne løsriver sig fra Tyrkiet, vil andre mindretal i landet – laz’erne, tjerkesserne, grækerne, araberne, armenierne – så også løsrive sig? I så fald falder Tyrkiet fra hinanden, hvilket er en frygt, som mange tyrkere deler.

 

Til deres forsvar vil amerikanerne muligvis sige, at de i kampen mod Islamisk Stat (IS) ikke har haft reelle alternativer til kurderne, der har vist sig at være de mest effektive landtropper i kampen mod jihadisterne. Det argument vækker bare ikke megen genklang hos tyrkerne
_______

 

Under mine interviews med tyrkere mærker jeg en følelse af, at USA ikke tager Tyrkiets kamp mod PKK seriøst. Kritikken blev uddybet under et interview med Erdogan 13. september 2019. Her sagde han:

”Amerika har bragt lastbiler med ammunition til dem [YPG] lige på vores grænse. Der var alle slags krigsudstyr, heriblandt pansrede køretøjer og tunge våben. Hvad er vi for nogen allierede? Hvordan kan vi være sammen i NATO, når I bringer så meget ammunition til dem? Hvem afleverer I dem til? I afleverer dem til terrororganisationer. Vi er allierede i NATO. De våben, som I end ikke vil sælge til jeres allierede [Tyrkiet] med penge, giver I gratis til dem [YPG]? Det giver ingen mening.”

Til deres forsvar vil amerikanerne muligvis sige, at de i kampen mod Islamisk Stat (IS) ikke har haft reelle alternativer til kurderne, der har vist sig at være de mest effektive landtropper i kampen mod jihadisterne. Det argument vækker bare ikke megen genklang hos tyrkerne. Som daværende premierminister Ahmet Davutoglu sagde under et pressemøde i februar 2016:
”YPG og PKK bliver ikke legitime, blot fordi de kæmper imod IS Al-Nusra, som er Al Qaedas afdeling i Syrien, kæmper også imod IS. De bliver heller ikke legitime af den grund.”

4) Taber ansigt
En konfrontation med USA og NATO kan give point hos Erdogans publikum. Han vil blive set som den store leder, der tør sige Vesten imod. Hans narrativ om Vesten – de vil bestemme, hvem tyrkerne skal købe deres våben af, og de sætter PKK på terrorlisten, men støtter dem samtidig i Syrien – kan vinde genklang hos det (store) tyrkiske nationalistsegment i Erdogans bagland. De føler sig ofte uretfærdig behandlet af Vesten og Europa, som trods årtiers lange optagelsesproces endnu ikke har optaget tyrkerne i EU. Dette gælder især i en tid, hvor nationalismen i Tyrkiet er stigende, og Erdogan har et parlamentarisk samarbejde med det ultranationalistiske Nationalistisk Aktionsparti (MHP).

Skulle Erdogan trække i land og aflevere S-400 tilbage til russerne, vil han tabe ansigt i sit nationalistiske bagland og virke svag. Det vil ikke se godt ud, når han i forvejen har lidt et stort nederlag ved de sidste valg, den 31. marts og omvalget 23. juni, hvor han mistede landets største by, Istanbul.

5) Stærkere forhandlingsposition
Der er også tyrkiske analytikere, der spekulerer i, om Erdogans beslutning om at købe det russiske S-400 – og den generelle tilnærmelse til Putin – skyldes, at han ønsker at få mere autonomi og en bedre forhandlingsposition overfor vestlige allierede i fremtidige konflikter.


Det er svært at vurdere om tyrkernes forhandlingsposition reelt bliver bedre af det. Men når man tænker på, at tyrkerne er utilfredse med flere ting i forhold til Vesten og USA – at de nægter at udlevere Gülen, at de fortsætter støtten til kurderne – kan det godt tænkes, at regeringen i Ankara engang i fremtiden kunne koble et krav om at droppe flirten med russerne sammen med indrømmelser fra Vesten og USA, altså ”vi dropper eller reducerer samarbejdet med russerne, men så skal I til gengæld også imødekomme os på visse punkter.”

 

Der er også tyrkiske analytikere, der spekulerer i, om Erdogans beslutning om at købe det russiske S-400 – og den generelle tilnærmelse til Putin – skyldes, at han ønsker at få mere autonomi og en bedre forhandlingsposition overfor vestlige allierede i fremtidige konflikter
_______

 

KONSEKVENSER
Hvad end årsagerne til det tyrkiske køb af det russiske forsvarssystem er, så har sagen konsekvenser for det tyrkisk-vestlige forhold.

Indfører USA sanktioner mod tyrkerne, vil det ramme den i forvejen kriseramte tyrkiske økonomi hårdt – og det vil sende et voldsomt politisk signal. Det vil få tyrkerne til at rykke endnu tættere på Rusland. Forholdet til russerne er for længst forbedret, efter Tyrkiet nedskød et russisk fly i efteråret 2015, fordi det russiske fly befandt sig i tyrkisk luftrum i 17 sekunder. De to lande nærmer sig noget, der på nogle stræk kan karakteriseres som et parløb.

At forholdet til EU bliver forværret, således at udsigterne til et tyrkisk medlemskab af EU bliver værre, gør ikke så meget. For tyrkerne forventer alligevel ikke at blive medlemmer. De har reelt opgivet håbet om EU. Ifølge meningsmålinger ønsker langt færre tyrkere (omkring halvdelen) end tidligere et EU-medlemskab. De har mistet håbet. Som Storbritanniens tidligere premierminister David Cameron sagde:

”De [Tyrkiet] ansøgte i 1987. Med deres nuværende fremskridt vil de nok være klar til at blive optaget i år 3000.”

EU er også blevet mindre attraktiv i mange tyrkeres øjne på grund af højredrejningen, islamkritikken og den økonomiske nedtur.

Men grundlæggende er det mest sandsynligt, at det tyrkisk-vestlige forhold består.

Vesten, det vil sige EU og USA, har brug for tyrkerne, for det store muslimske land ligger geostrategisk vigtigt placeret: Det er nabo til Mellemøstens evige urocentre samt geografisk tæt på NATO’s hovedmodstander, Rusland. Derudover bruger Vesten luftbasen i Sydtyrkiet, Incirlik, til at bombe resterne af IS i Syrien fra. Endvidere er mange europæeres mareridt de anslåede 5000 hellige krigere, der fra 2012 til 2017 forlod EU for at drage til Syrien og tilslutte sig forskellige militante grupper – for det meste IS. De har for det meste brugt Tyrkiet til at komme ind i Syrien. Europæerne er ikke interesserede i, at deres unge kommer til Syrien, får farlig våbentræning og vender hjem og begår terror, som det skete i Paris i 2015 og Bruxelles 2016.

Derfor har EU og USA brug for tyrkisk samarbejde om den syriske grænse. Det samme gælder også de syriske flygtningestrømme, som kom til Europa via Tyrkiet. Desuden kan Tyrkiet med dens store muslimske majoritetsbefolkning give legitimitet til NATO-missioner i muslimske lande som Afghanistan, Kosovo og Libyen.

Tyrkiet har også brug for NATO, USA og Europa. For det første er Europa Tyrkiets største handelspartner. I 2018 gik 47 pct. af Tyrkiets eksport til EU, mens 36 pct. af tyrkisk import kom fra EU. Det er særligt vigtigt nu, da økonomien er svækket i Tyrkiet. Det skyldes til dels, at mange turister undgår landet, der plages af politisk ustabilitet. Tyrkiets militære engagement i Syrien bidrager også til ustabiliteten. Den faldende turisme rammer økonomien hårdt. I en sådan situation har tyrkerne ikke brug for at miste deres største handelspartner.

Det er svært at spå om fremtiden. Men de militære konflikter i den muslimske verden er næppe overstået. Og her er det en fordel for Vesten at have et stort muslimsk land som Tyrkiet med på holdet, når der på den ene eller anden måde skal indsættes styrker i muslimske lande, fordi tyrkerne dermed kan sikre legitimitet og afkræfte myten om, at det hele handler om det kristne Vesten mod muslimerne. Derudover er det en fordel for Vesten med Tyrkiets geostrategiske placering i forhold til de mellemøstlige krudttønder. Så det tyrkisk-vestlige forhold vil sandsynligvis bestå – men der er ingen garanti for, at det bliver mindre problemfyldt. ■

 

Det tyrkisk-vestlige forhold vil sandsynligvis bestå – men der er ingen garanti for, at det bliver mindre problemfyldt
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland