23.11.2019

Protesterne i Iran koster uforholdsmæssigt mange kurdere livet. Det er der – i regimets øjne – gode grunde til: Kurderne har historisk set været en handlekraftig trussel, de har støtter i udlandet, og de kan inspirere andre etniske grupper til oprør. Men kurderne ser ikke ud til at give op, for de er vant til at kæmpe – og de er utilfredse.

Af Deniz B. Serinci

Over en tredjedel af de dræbte under den seneste tids uro i Iran er kurdere, selvom kurderne kun udgør 10 pct. af befolkningen. Ud af de anslåede 106 dræbte meldes det, at 45 af dem er kurdere, altså 42 pct. At kurderne er overrepræsenterede i statistikken, er ikke overraskende. Ifølge FN’s særlige udsending Javaid Rehman var op mod halvdelen af landets politiske fanger er også kurdere i 2018. Derudover var en femtedel af de henrettede i 2016 ligeledes kurdere.

Kurderne er et af de største mindretal i Iran (7-10 millioner) og har ikke ret til at danne deres egne politiske partier i landet. Kurderne er, hvad man kan kalde en dobbeltminoritet, og de er derfor ”dobbeltundertrykt”: Både som kurdere og som primært sunnimuslimer i et shiadomineret land. De tre største kurdiske partier, ”Kurdistans Demokratiske Parti” (PDKI), det socialistiske ”Komala” og ”Partiet for et frit liv i Kurdistan” (PJAK), har alle på et tidspunkt udkæmpet en blodig og væbnet kamp mod styret i Teheran, og de siger alle tre, at de ønsker et sekulært Iran med selvstyre til kurderne. Det ønske har regeringen i Teheran afvist. Alle tre partier er illegale, hvilket betyder, at de opererer i det skjulte.

At kurderne er overrepræsenterede i statistikken over antal dræbte i den seneste tids uro og henrettelser, skyldes formentlig, præstestyret i Teheran frygter dem mere end andre grupper i landet. En af grundene til det er, at kurderne oftere end andre grupper rører på sig. Udover modstanden mod regimet – som de deler med mange andre befolkningsgrupper i det iranske samfund – repræsenterer de også en anden trussel: Etnisk separatisme og ønsket om at løsrive sig fra Iran, omend de kurdiske partier siger, at de ”blot” ønsker selvstyre.

 

Historisk set har kurdiske grupper udnyttet magttomrum, kaos og centralregeringens fravær i den vestlige, kurdiskbeboede del af Iran til at overtage magten i denne del af landet
_______

 

Kurderne rører altid på sig
Historisk set har kurdiske grupper udnyttet magttomrum, kaos og centralregeringens fravær i den vestlige, kurdiskbeboede del af Iran til at overtage magten i denne del af landet. Efter Første Verdenskrig skabte klanlederen Ismail Agha Simko et kurdisk selvstyre, der strakte sig over 200 kilometer i iransk Kurdistan og rådede over tusinder af krigere og en selvstændig skatteopkrævning. I 1930 fik den iranske shah dog dræbt Simko under et bagholdsangreb, og det iranske regime overtog magten i områderne.

Under Anden Verdenskrig besatte Storbritannien og Sovjetunionen Iran. Sovjetunionen kontrollerede det nordlige Iran, hvor kurderne bor. At Den Røde Hær stod i iransk Kurdistan, gjorde, at kurderne var beskyttet mod den iranske hær: Den iranske hær kunne ikke gå ind, fordi russerne forhindrede dem i det. Det udnyttede kurderne i januar 1946 til at udråbe den første og hidtil mest selvstændige kurdiske republik i kurdernes historie. Republikken blev dog kortvarig, da iranske tropper 11 måneder senere gjorde en ende på den. I 1979 opstod der igen et magttomrum i iransk Kurdistan efter den Islamiske Revolution, da der ikke var noget iransk politi og militær i regionen. Det udnyttede de kurdiske partier PDKI og Komala til at overtage kontrollen med disse områder.

I 1980’erne var der gentagne kampe mellem PDKI, Komala og de iranske sikkerhedsstyrker. Men det lykkedes i sidste ende den overlegne iranske hær at besejre de kurdiske partisaner. Iran kontrollerede nu området. Men efter nogle årtier rørte kurderne igen på sig: Da de irakiske kurdere i september 2017 afholdt en folkeafstemning om at løsrive sig fra Irak, gik iranske kurdere på gaden med støtteerklæringer og med det forbudte kurdiske flag. Mange unge blev anholdt af iransk politi. Dette gentog sig, da Tyrkiet i sidste måned indledte en militæroffensiv i Syriens kurdiske områder. Igen anholdt iransk politi de kurdiske unge, der på fredelig vis demonstrerede for fællerne i Syrien.

Kort sagt: Kurderne i Iran rører altid på sig. For det første fordi iransk Kurdistan er særdeles vigtig for kurdisk nationalisme. Det skyldes, at kurdernes forfædre menes at nedstamme fra det nuværende iranske Kurdistan. Første gang betegnelsen ”Kurdistan” blev brugt – dengang af den selsjukkiske leder Ahmad Sanjar (1085-1157) – var det som betegnelse for det nuværende iranske Kurdistan. Endvidere var det som nævnt her, at den første og hidtil mest selvstændige kurdiske republik så dagens lys i 1946.

For det andet rører de iranske kurdere altid på sig, fordi de er meget utilfredse. Udover at føle sig undertrykt af præstestyret, ligesom mange andre iranere gør, bliver kurderne dobbeltdiskrimineret både som kurdere og som sunnimuslimer. De kan fx ikke få lov at studere på deres eget sprog eller åbne en sunnimoské. FN skrev i en rapport i 2005, at iranske ”regioner, der er beboet af kurdere […] synes at lide under uforholdsmæssig utilstrækkelige ydelser som vand og elektricitet og utilfredsstillende genopbygningsindsats”.

 

Regimet i Teheran beskylder ofte iranske oppositionsgrupper for at være i lommen på USA og Israel, som ifølge mullaherne prøver at destabilisere præstestyret ved at støtte regimets modstandere
_______

 

Det iranske regime frygter illoyale kurdere med støtte fra udlandet
Regimet i Teheran beskylder ofte iranske oppositionsgrupper for at være i lommen på USA og Israel, som ifølge mullaherne [islamisk lærde, red.] prøver at destabilisere præstestyret ved at støtte regimets modstandere. Historisk set har de iranske kurdere modtaget støtte fra Teherans modstandere ud fra devisen om at ”min fjendes fjende er min ven”. For eksemplerne peger vel på iranske kurdere, der modtager støtte. Under Iran-Irak-krigen modtog det kurdiske parti PDKI fx støtte fra Iraks leder Saddam Hussein. Sidstnævnte brugte dermed de iranske kurdere til at svække sin hovedmodstander, Irans leder Ayatollah Khomeini. Da et nyt kurdisk parti, PJAK, blev dannet i Iran i 2004, blev det beskyldt for at modtage støtte fra USA og Israel. Det benægter både Washington og Tel Aviv dog.

Hvis der igen skulle komme store omvæltninger i Iran, kan regimet da regne med de iranske kurderes loyalitet, eller vil de endnu en gang hjælpe regimets fjender? Præstestyret vil ikke tage nogen chancer og slår derfor hårdt ned på kurderne.

Regimet frygter den etniske separatisme
Som tidligere nævnt slår regimet også hårdt ned på kurderne, fordi det udmærket godt ved, at kurderne – udover at ønske præstestyret væltet, som så mange andre ikke-kurdiske iranere – også går efter selvstyre eller endda selvstændighed. Iran er en mosaik af religiøse og etniske minoriteter, og det iranske regimes frygt er, at et kurdisk selvstyre eller selvstændighed skulle inspirere de øvrige mindst 17 etniske grupper i landet til at søge det samme. Både regimet og mange almindelige iranere frygter i så fald, at Iran vil falde fra hinanden. Hertil siger kurderne i PDKI, Komala og PJAK, at de blot ønsker selvstyre indenfor Irans grænser og ikke decideret selvstændighed – altså løsrivelse fra Iran. Men idéen om en redefinering af den iranske republik, der giver flere kulturelle og regionale rettigheder til de etniske minoriteter, bliver i dag også afvist af de iranske mullaher, der ser det som en glidebane til splittelsen af fædrelandet.

At de iranske kurdere er overrepræsenterede i dødstallene for de nuværende protester, er altså ikke overraskende. I regimets øjne udgør kurderne en særlig stor trussel på grund af deres høje aktivitetsniveau, deres forbindelser til udlandet og deres udtalte ønske om selvstændighed eller selvstyre, som kan inspirere andre etniske grupper i landet. ■

 

I regimets øjne udgør kurderne en særlig stor trussel på grund af deres høje aktivitetsniveau, deres forbindelser til udlandet og deres udtalte ønske om selvstændighed eller selvstyre
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland