01.07.2019

Det kurdiske selvstyre i Syrien mødes med Damaskus for at forhandle en fredelig tilbagevenden til regimet. Dermed håber de også at undgå en tyrkisk offensiv, som de ved, vil være katastrofal for dem.

Analyse af Deniz Serinci

ROJAVA. Det kurdiske selvstyre i det nordlige Syrien frygter for sin fremtid, efter Donald Trump kort inden nytår annoncerede, at USA trækker sine tropper ud af Syrien.

Syriens Demokratiske Kræfter (SDF) – den kurdisk-anførte koalition, som med vestlig luftstøtte bekæmper Islamisk Stat (IS) – kaldte Trumps melding ”åbenlyst forræderi”. Han risikerer at efterlade folk i ”hænderne på fjendtlige parter”, sagde SDF med henvisning til Tyrkiet.

Uden amerikansk militær tilstedeværelse frygter kurderne, at Tyrkiet vil have carte blanche til at rykke ind i det nordlige Syrien og nedkæmpe den kurdiske selvstyreadministration. Amerikanerne har hidtil siden 2015 fungeret som et skjold mod tyrkiske angreb i den østlige og centrale del af det kurdiskstyrede Nordsyrien. Så længe amerikansk militær var der, turde Tyrkiet ikke angribe disse områder.

Senere meldte amerikanerne så ud, at 400 soldater vil blive i Syrien. Det fik kurderne i Folkets Forsvarsenheder (YPG), der anfører SDF, til at ånde lettet op. Men amerikanerne bliver næppe i Syrien for evigt. På et tidspunkt trækker de sig måske ud – og den mulighed er kurderne opmærksomme på.

Kurderne havde intet selvstyre og ikke særlig mange rettigheder i Syrien, indtil borgerkrigen brød ud i 2011. Når den syriske borgerkrig slutter, vil præsident Bashar al-Assad kræve de kurdiske områder tilbage under centralregeringens kontrol. Også dette ved kurderne.

Men i foråret 2018 nedkæmpede den tyrkiske hær – NATO’s næststørste, der tæller 600.000 soldater – sammen med tyrkiskstøttede syriske rebeller YPG/SDF på kun to måneder i byen Afrin. Derfor vælger kurderne nu alligevel at læne sig op ad det syriske regime, som er allieret med stormagten Rusland.

Den 18. februar advarede Aldar Khalil, en af grundlæggerne af det kurdiske selvstyre i Syrien, om at kurderne vil søge beskyttelse under Assads vinger, hvis ikke USA beskytter kurderne mod Tyrkiet. Spørgsmålet er, om tyrkerne tør iværksætte en militær offensiv mod de syriske kurdere, hvis Assad, og dermed også Rusland, holder hånden over dem.

 

Hvis først kurderne løsriver sig, kan det inspirere andre mindretal til at forsøge at gøre det samme i deres lande. Derfor vil regeringerne i Damaskus, Ankara, Bagdad og Teheran ikke tillade et selvstændigt Kurdistan
_______

 

Urealistisk med selvstændighed
Kurderne er udmærket klar over, at det er urealistisk med et selvstændigt Kurdistan, løsrevet fra resten af Syrien. Kurderne er kun ét i et hav af andre etniske og religiøse mindretal i landene i området – Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien. I Syrien bor bl.a. også alawitter, drusere, armeniere og assyrere. Også Iran har eksempelvis 17 andre etniske grupper udover kurderne. Hvis først kurderne løsriver sig, kan det inspirere andre mindretal til at forsøge at gøre det samme i deres lande. Derfor vil regeringerne i Damaskus, Ankara, Bagdad og Teheran ikke tillade et selvstændigt Kurdistan.

Ville et selvstændigt Kurdistan i Syrien kunne overleve økonomisk? Næppe. Lige nu sælger de olie fra feltet i Rmeilan og beskatter borgerne. Men med et Tyrkiet, Syrien og Irak, der muligvis lukker grænsen i tilfælde af en kurdisk selvstændighedserklæring, vil de syriske kurdere få det svært. Se blot på Tyrkiets naboland Armenien. Siden 1993 har tyrkerne lukket grænsen til Armenien, der i dag lider økonomisk.

I nabolandet Irak er det heller ikke lykkedes det kurdiske selvstyre at løsrive sig trods 27 års vidtstrakt selvstyre. Så det kommer næppe til at ske i Syrien. Derfor satser kurderne på at etablere en form for selvstyre indenfor Syriens grænser, og kurdiske delegationer har siden juni 2018 rejst til Damaskus for at arbejde for sagen.

Buthaina Shaban, en rådgiver for Assad, har dog afvist enhver tale om et geografisk afgrænset, politisk selvstyre til kurderne i Nordsyrien.

Kurderne prøver dog stadig at lande en så fordelagtig aftale med regimet som muligt, hvor de kunne få flere rettigheder, end de havde før borgerkrigen. De vil dermed kunne beskytte sig mod en tyrkisk offensiv og bremse det syriske regime i at indtage mere af deres territorie. Kurderne vil for alt i verden undgå at blive en del af regimet uden en garanti for, at forholdene i det nye Syrien ikke bliver en gentagelse af fortiden. Frygten for fortiden spøger konstant i kurdernes bevidsthed.

Fortiden, som kurderne ikke vil vende tilbage til
Et historisk tilbageblik forklarer, hvorfor kurderne ikke ønsker de samme tilstande som før borgerkrigen. Den 5. oktober 1962 foretog den syriske regering en folketælling i det kurdiske Jazeera-distrikt på grænsen til Tyrkiet og Irak, som blev skæbnesvanger. Med ét blev hver femte kurder statsløs.

Ifølge regeringen var mange kurdere nemlig sluppet illegalt ind i landet fra Tyrkiet, og deres antal skulle kortlægges. Nogle kurdere mødte ikke op til folketællingen i håbet om at slippe for at aftjene værnepligt. Blandt dem, der mødte op, kunne flere ikke dokumentere, at de havde boet i Syrien før 1945. De blev derfor kategoriseret som ajanib, altså ”fremmede”. Det gjaldt cirka 120.000-150.000 mennesker – hver femte kurder i landet. De 120.000-150.000 voksede igennem årene til over 300.000 kurdere, fordi ajanib-statussen blev arvet fra generation til generation. De, der ikke deltog i folketællingen, blev kaldt maktoumeen – ”skjult” på arabisk. Både Ajanib og maktoumeen mistede deres statsborgerskab med den begrundelse, at de var fremmede og stammede fra Tyrkiet.

De statsløse kurdere kunne hverken eje landbrugsjord eller anden ejendom, og de kunne ikke få rejsedokumenter og rejse ud af landet. Som ajanib kunne man få lov at studere på universitet, men der blev ikke udstedt noget eksamensbevis, når man var færdig. Maktoumeen fik slet ikke lov til at studere på universitetet. Deres børn kunne dog gå i folkeskole men fik ikke udstedt noget eksamensbevis.

 

Den syriske regerings kurderpolitik var stærkt inspireret af ’Hilal-erklæringen’, opkaldt efter Mohammed Talib Hilal, chef for det syriske sikkerhedspoliti […] Ifølge Hilal var kurdisk et sprog, som blev brugt til at ”komme med forræderiske og separatistiske meldinger”
_______

 

Reelt havde mange syriske kurdere rødder i de kurdiske byer i Tyrkiet, sådan som regimet pointerede, men det gjaldt, ifølge andre kilder, langt fra alle. Ifølge tal fra den tidligere franske mandatmagt i Syrien, udgjorde de tyrkiske kurdere kun 25.000 – og dermed langt fra de 120.000-150.000, der med folketællingen blev statsløse.

Måske blev folketællingen gennemført, fordi det syriske regime få år forinden havde fundet olieforekomster i det kurdiske nord, i Qarachok og Rmeilan. Derfor ville regimet måske have en grund til at kontrollere de kurdiske olierige områder ved at svække befolkningen der. Desuden havde regimet grund til at frygte kurderne efter det store kurdiske oprør i nabolandet Irak i september 1961, hvor syriske kurdere havde sendt krigere afsted for at hjælpe deres etniske fæller på den anden side af grænsen. Regimet havde dermed interesse i at svække kurderne for at forebygge et lignende kurdisk oprør i Syrien.

Kurdernes vilkår
Den syriske regerings kurderpolitik var stærkt inspireret af ’Hilal-erklæringen’, opkaldt efter Mohammed Talib Hilal, chef for det syriske sikkerhedspoliti i den kurdiske Jazeera-provins. Han publicerede den 12. november 1963 ”Et studie af Jazeera-provinsen”, der var en 12-punktplan, der havde til formål at arabisere de kurdiske områder i Syrien. Ifølge Hilal var kurdisk et sprog, som blev brugt til at ”komme med forræderiske og separatistiske meldinger”, og kurderne var et folkeslag ”uden historie eller civilisation”. Hilal skrev:

”Alarmklokkerne i Jazeera kalder på arabernes samvittighed: De må redde, rense og komme af med snavset og den historiske nægtelse (af kurderne) for at bevare det rigeste af dette arabiske territorium […] Folk som kurderne – der ikke har nogen historie, civilisation, sprog eller etnisk oprindelse – er tilbøjelige til at begå vold og ødelæggelse […] Det kurdiske spørgsmål er den farligste trussel mod den arabiske nation. Det udvikler sig som den zionistiske bevægelse gjorde, før Israel blev etableret.”

Selvom Hilals idéer aldrig blev til officiel politik, så inspirerede det præsident Hafez al-Assad – den nuværende præsidents far – til at skabe det såkaldte Nizam al-Arabi, ”det arabiske bælte”, i 1976. Det indebar, at kurdere blev fjernet fra ca. 450 landsbyer ved grænse- og olieområderne og erstattet med regimeloyale arabere – i et område, der var 376 kilometer langt og 10-15 kilometer bredt. Kurderne blev sendt til andre områder længere sydpå. De eksproprierede kurdiske områder fik så arabiske navne.

I marts 1986 blev flere kurdere skudt og dræbt af regimets soldater, da de ville fejre den kurdiske nytårsfest Newroz. Det gentog sig tre år senere, da tre kurdere blev dræbt under Newroz. I 1989 forbød regeringen brugen af kurdisk på arbejdspladsen og under ægteskabsceremonier. Desuden blev undervisning i og på kurdisk forbudt. Kurderne betragtede det som målrettet diskrimination, fordi andre minoriteter som armeniere, assyrere og jøder fik lov til at undervise i og tale deres egne sprog i private skoler og foreninger.

Den 12. marts 2004 åbnede syriske sikkerhedsstyrker ild mod kurdere efter en fodboldkamp mellem arabere og kurdere i byen Qamishlo. De arabiske fodboldfans fremviste billeder af Saddam Hussein, der havde brugt giftgas mod kurderne i Irak. Kurdiske fans svarede igen ved at hylde USA’s præsident George W. Bush, som havde væltet Saddam Hussein. Da myndighederne åbnede ild, kostede det 47 personer livet – syv var arabere, resten kurdere.

 

Kurdernes hverdag ændrede sig drastisk efter borgerkrigens udbrud i marts 2011
_______

 

Ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch tilbageholdt de syriske sikkerhedsstyrker ”mere end 2.000 kurdere med mange indberetninger om tortur og mishandling af fanger.” To uger senere ebbede det kurdiske oprør ud, efter den syriske regering havde sendt militærforstærkninger, indført udgangsforbud og kurdiske partier havde opfordret til at dæmpe gemytterne.

Men kurdernes vrede mod regimet fortsatte. Den blev nu italesat af en populær, islamisk lærd, sheik Mashuq Khaznawi (1956-2005). Han var kendt for sin moderate fortolkning af islam, hvilket passede meget fint med regimets sekulære tilgang til religion. Men sheiken ændrede med tiden synspunkter og begyndte at kritisere regimets behandling af kurderne. Khaznawi udtalte til en canadisk avis, Globe and Mail: ”Enten må regimet ændre sig, eller også må det gå […] Grunden til, at jeg kan sige det nu, er, at amerikanerne er i nabolandet Irak.” Udtalelsen blev mødt med vrede i Damaskus. Sheiken forsvandt pludselig den 10. maj 2005. Senere oplyste regimet, at hans mishandlede lig var dukket op. Ifølge menneskerettighedsorganisationen Amnesty International var Khaznawi ”tilsyneladende blevet tilbageholdt af det syriske militærs efterretningstjeneste et ukendt sted.”

Borgerkrigen og kurdisk selvstyre
Kurdernes hverdag ændrede sig drastisk efter borgerkrigens udbrud i marts 2011.

Assad var presset fra alle sider, og for at neutralisere kurderne nordpå dekreterede den syriske præsident, at en stor del på 88.000 af de statsløse kurdere nu ville få deres statsborgerskab tilbage. Endvidere inviterede Assad på historisk vis de kurdiske partifolk til et møde med regeringen. Kurderne afviste dog invitationen, da de ikke ville legitimere Assads styre.

Og presset på Assad fortsatte. Det sunnimuslimske Tyrkiets leder Erdogan støttede den primært sunnimuslimske opposition mod Assad, der – som en del af den alawittiske sekt – tilhører den shiitiske retning. I juli 2012 udsendte Reuters en artikel om, at tyrkerne var ”hovedkoordinatoren” i kampen mod Assads regime. Tyrkiet skulle efter sigende sammen med Saudi-Arabien og Qatar samarbejde med afhoppede syriske generaler om at styrke oprøret mod præsident Assad fra en hemmelig base i det sydlige Tyrkiet, et såkaldt nervecenter.

Assad valgte at hævne sig på tyrkerne ved at bruge ”kurder-kortet” mod Erdogan. Det var der nu intet nyt i. Assads far, Hafez Assad, støttede de tyrkiske kurdere i Kurdistans Arbejderparti (PKK) imod Tyrkiet, som han havde flere udeståender med. Og fra 1979 til 1998 boede det tyrkiske regimes største fjende, Abdullah Öcalan – leder af PKK – i Syrien.

 

Den 18. juli 2012 var en skelsættende dag for Assad. Den dag sprang en bombe i det nationale sikkerhedshovedkvarter i Damaskus
_______

 

Assad junior, Bashar, valgte i 2011 at genoptage støtten til PKK og dens syriske afdeling, Demokratisk Enhedsparti (PYD), som straf for tyrkernes støtte til den syriske opposition. Kun en måned inde i borgerkrigen fik PYD’s leder Salih Muslim lov til at vende hjem til Syrien fra PKK’s lejre i det irakiske Kurdistan, hvor han hidtil havde befundet sig. I efteråret 2011 begyndte den kurdiske tv-station Ronahî TV, der anses for et talerør for PKK/PYD, pludselig at sende fra syrisk Kurdistan. PYD fik i øvrigt, uden forhindringer fra Assad-regimet, lov at åbne kurdiske sprogskoler. De kurdiske partier, der var i opposition til Assad, fik derimod hverken lov til at åbne medier eller skoler.

Den 18. juli 2012 var en skelsættende dag for Assad. Den dag sprang en bombe i det nationale sikkerhedshovedkvarter i Damaskus, som dræbte nogle af Assads tætte rådgivere; forsvarsministeren, viceforsvarsministeren og en general. Herhjemme lavede Berlingske en overskrift, som lød ”Assads dage er talte”.

Assad trak sig dagen efter ud af den nordlige, kurdiske del af landet for at fokusere på at nedkæmpe oprøret i syd, øst og vest. Kurderne – helt præcist PYD og dens væbnede gren YPG – overtog kontrollen over den nordlige del af landet. Men noget for noget: Til gengæld for regimets tilbagetrækning derfra skulle PYD og YPG sørge for, at området ikke tilsluttede sig oprøret imod Assad. Dermed slap Assad for også at skulle bruge militære midler på at holde fred og orden nordpå.

PYD opbyggede en selvstyreadministration i Nordsyrien, der blev kendt som ”Rojava”. Dette betyder ”vest” på kurdisk og hentyder til, at de kurdiske områder i Syrien ligger i det, kurdiske nationalister kalder for ”Vestkurdistan”. Kurdiske skoler blev genåbnet, og kurdernes før så undertrykte kultur kunne nu frit blomstre. Selvstyret blev finansieret gennem skatteopkrævning og indtægter fra oliefelter i Rmeilan.

Tyrkisk modvilje mod kurdisk selvstyre
Kurderne i Tyrkiet og Syrien er tæt forbundne. En tredjedel af PKK’s guerillaer var på et tidspunkt syriske kurdere, inklusive den tidligere leder af PKK’s væbnede fløj, Fehman Hussein. Et sted mellem 7.000 og 10.000 syriske kurdere døde i PKK. Mange prominente syriske kurdere stammer oprindeligt fra de kurdiske områder i Tyrkiet, inklusive rockstjernen Ciwan Haco, nationaldigteren Cigerxwîn samt politikerne Osman Sebri og Nureddin Zaza. I dag har mange familie på begge sider af grænsen. Både kurderne i Syrien og Tyrkiet taler samme kurmanci-dialekt af kurdisk, hvilket bidrager til samhørigheden. Sidst, men ikke mindst, er PKK-orienterede partier populære på begge sider af grænsen. PYD/YPG i Syrien anses således for at være en syrisk gren af PKK.

Netop derfor ser Tyrkiet med modvilje på en kurdisk enhed i Syrien. Tyrkerne har været i krig mod PKK i fire årtier – en krig, der har kostet over 45.000 mennesker livet, heraf flest kurdere. Tyrkerne er bekymrede for at blive nabo til, hvad de anser for at være et PKK-land.

 

Det sidste, tyrkerne har lyst til at se, at en destabilisering af Syrien skaber en frizone, hvorfra en pro-PKK-bevægelse kan angribe Tyrkiet
_______

 

Derfor er det sidste, tyrkerne har lyst til at se, at en destabilisering af Syrien skaber en frizone, hvorfra en pro-PKK-bevægelse kan angribe Tyrkiet. Tyrkiets præsident Erdogan fastslog i juli 2012 på en pressekonference, at landet ikke vil forholde sig passivt og ikke vil ”tillade, at terroristgrupper etablerer lejre i det nordlige Syrien og truer Tyrkiet”.
Tyrkerne frygter også, at et selvstændigt syrisk Kurdistan vil inspirere de tyrkiske kurdere til at løsrive sig fra Tyrkiet.

Som pointeret ovenfor er der meget, der taler for, at kurderne på begge sider af grænsen lader sig inspirere af hinanden, fordi de har meget tætte historiske, familiære, sproglige og ideologiske bånd. Da de syriske kurdere oprettede YPG, fulgte de tyrkiske kurdere trop ved at etablere YPS (De Civile Forsvarsenheder). Da de syriske kurdere erklærede selvstyre i januar 2014, fulgte de tyrkiske kurdere trop i efteråret 2015 ved at erklære autonome zoner i det sydøstlige Tyrkiet. Tyrkerne blev dermed bekræftet i deres frygt for den gensidige påvirkning.

Frygten for at Tyrkiet bliver splittet, er aktuelt til stede hos mange tyrkere. Og hvis først kurderne løsriver sig, hvad så med de øvrige minoriteter i Tyrkiet, såsom de kaukasiske folkeslag, laz’er, tjerkessere, samt arabere, grækere, georgiere, albanere eller det religiøse mindretal, alevierne? Den tyrkiske journalist Mehmet Ali Birand illustrerede tyrkernes frygt således:

”Vi tænker, at hvis vi giver efter for kurderne, så vil laz’erne eller alevierne eller etniske georgiere begynde at kræve ting. Tyrkiet er en etnisk mosaik og det, der skete i Jugoslavien [hvor der var borgerkrig, red.] har virkelig skræmt os.”

Irritationen over at have PKK – eller en syrisk gren af den – som nabo lige syd for grænsen, forklarer, hvorfor tyrkerne fra 2012 til 2016 taktisk tolererede, at Tyrkiet blev brugt som transitland for jihadister fra Islamisk Stat (IS) og den al Qaeda-tilknyttede al Nusra-front. De tyrkiske myndigheder så igennem fingre med, at de og anti-Assad-grupper krydsede grænsen til Syrien, fordi man havde to fjender til fælles: det syriske regime og PYD.

Kunne kurderne i Syrien vælge at ignorere modstanden fra regeringerne i Damaskus, Ankara m.fl. og erklære sig selvstændige? Næppe. For Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien vil ikke tillade en udvikling, der vil risikere at inspirere deres egne kurdiske mindretal til at følge trop. Det, frygter landene, vil blive en glidebane til en opsplitning af deres nationalstater. Hvor stærke ville kurderne være militært? De cirka 50 kurdiske partier, der tilsammen eksisterer i de kurdiske områder i Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien, kan sammenlagt mønstre cirka 100.000 krigere (og intet luftvåben) – og de risikerer at skulle kæmpe på skift mod tyrkiske, iranske, irakiske og syriske soldater. Heller ikke økonomisk vil et selvstændigt Kurdistan i Syrien kunne være levedygtig, hvis tyrkerne lukker grænsen. For vejen ud til eksportverdenen, går gennem Tyrkiet.

 

Hvis Tyrkiet og PKK på et tidspunkt indgår en fredsaftale, kunne det måske føre til fred mellem tyrkerne og PKK’s søsterparti i Syrien, PYD/YPG. Men sådan en fredsaftale har lange udsigter
_______

 

Tættere på – eller længere fra – PKK?
Hvis Tyrkiet og PKK på et tidspunkt indgår en fredsaftale, kunne det måske føre til fred mellem tyrkerne og PKK’s søsterparti i Syrien, PYD/YPG. Men sådan en fredsaftale har lange udsigter.

Der var rent faktisk en fredsproces i gang mellem PKK – der jo er tyrkernes ærkefjende – og Tyrkiet fra 2013 og to år frem. Den brød sammen, blandt andet fordi begge parter reelt ikke overholdt det, de havde lovet hinanden: PKK trak sig ikke helt ud af Tyrkiet, men bevarede op til 80 pct. af sine guerillaer i landet. Præsident Erdogan gav til gengæld reelt heller ikke kurderne flere rettigheder.

Men Erdogans nuværende hjemlige alliance med det kurderkritiske Nationalistisk Aktionsparti (MHP) gør det også sværere at forestille sig en fred med PKK. Tværtimod: MHP og Erdogans eget nationalistiske vælgersegment ønsker en hårdere kurs mod PKK. Derfor har en bred kurdisk-tyrkisk fred i Tyrkiet og Syrien lange udsigter.

Hvis de syriske kurdere i stedet lagde afstand til PKK, ville det måske afholde regeringen i Ankara fra at iværksætte en offensiv mod de kurdiske områder i Syrien.

For det ER muligt at have et kurdisk selvstyre uden at blive angrebet af tyrkerne. I Irak har kurderne haft vidtstrakt selvstyre siden 1992 uden at blive angrebet af den nordlige nabo. Tyrkiet har ganske vist angrebet PKK-lommer i det irakiske Kurdistan, men har aldrig fysisk angrebet de kurdiske myndigheder i Irak. Tværtimod har tyrkerne og de irakiske kurdere gode økonomiske relationer og en livlig samhandel. Det skyldes, at det irakisk-kurdiske selvstyre tilhører et andet parti end PKK. Så et godt forhold til tyrkerne er altafgørende for enhver kurdisk gruppe i regionen.

Som den amerikanske kurderekspert Michael Gunter engang har skrevet: ”Tyrkiet er den altafgørende regionale stat i den kurdiske fortid, nutid og fremtid. Uden tyrkisk samarbejde er en kurdisk stat umulig.”

Men det er bare ikke realistisk, at de kurdiske magthavere i Syrien, PYD/YPG, vil kunne lægge afstand til PKK uden at miste deres politiske legitimitet. For PYD/YPG og PKK er tæt forbundne – ifølge den britiske tænketank The Henry Jackson Society deler de både “medlemmer, ideologi og kommandostruktur”. Både PKK og YPG betragter eksempelvis PKK’s stifter, Abdullah Öcalan, som deres leder – ham er der billeder og statuer af overalt i det nordlige Syrien, hvor YPG har magten. Det er da også normalt at møde krigere i YPG, der tidligere har kæmpet for PKK.

Mest sandsynligt: Tilbage til Assad
Det mest sandsynlige scenarie er, at kurderne vender tilbage til det syriske regime frivilligt med en særaftale, hvorigennem de får en større bid af kagen, eksempelvis sproglige rettigheder.

Regimet vil næppe give kurderne udstrakt selvstyre. Men kurderne vil formentlig heller ikke nøjes med at vende tilbage til forholdene som de så ud før borgerkrigen brød ud i 2011. Et kompromis mellem de gamle tilstande og selvstyre er det mest realistiske og sandsynlige scenarie. Ikke mindst fordi kurdernes tilbagevenden til Assads Syrien vil fratage tyrkerne muligheden for at iværksætte en offensiv mod dem. ■

 

Det mest sandsynlige scenarie er, at kurderne vender tilbage til det syriske regime frivilligt med en særaftale, hvorigennem de får en større bid af kagen, eksempelvis sproglige rettigheder. Regimet vil næppe give kurderne udstrakt selvstyre
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland