16.01.2019

Tyrkerne vil ikke acceptere et kurdisk selvstyre i Syrien, som er allieret med deres ærkefjende PKK, og vil formentlig angribe kurderne, når (eller hvis) USA er ude af Syrien. Hvis de syriske kurdere lægger afstand til PKK og vender tilbage til Damaskus-regimet, bliver det sværere for tyrkerne at angribe dem.

Analyse af Deniz Serinci

Præsident Trumps pludselige og kontroversielle udmelding den 19. december om, at Islamisk Stat (IS) er nedkæmpet, og at supermagten vil trække sig ud af Syrien, skabte bekymring hos især kurderne i det nordlige Syrien. ”Amerikanerne har dolket os i ryggen,” udtalte Mohammed Jabr fra det amerikanskstøttede råd i Deir az-Zour i Østsyrien til New York Times.

Kurderne i Folkets Forsvarsstyrker (YPG) – og paraplyorganisationen SDF (Syriens Demokratiske Kræfter), hvor YPG udgør 80 pct. – har med amerikansk luftstøtte været den mest effektive landstyrke mod IS i Syrien. Kurderne gav jihadisterne det endelige dødsstød, da SDF indtog IS’ erklærede hovedstad Raqqa i oktober 2017. Siden har IS ikke eksisteret som en stat, et kalifat, men mere som en terrorgruppe uden besiddelse af større områder.

Det antages, at en amerikansk tilbagetrækning – hvis det sker – vil efterlade kurderne i en sårbar situation, hvor Tyrkiet vil kunne angribe dem. Hvornår en eventuel tyrkisk offensiv vil finde sted, vides ikke, da den tyrkiske regering ikke har offentliggjort nogen dato. I foråret 2018 iværksatte Tyrkiet en offensiv i et andet kurdisk område i Syrien, Afrin, og nedkæmpede kurderne der.

Tyrkerne betragter YPG som en syrisk gren af Kurdistans Arbejderparti (PKK), der har været i krig med Tyrkiet siden 1984 og figurerer på EU’s terrorliste. I den krig er over 45.000 mennesker blevet dræbt i Tyrkiet. Nu frygter tyrkerne, at PKK/YPG med kontrollen over de kurdiske dele af Syrien vil udgøre en trussel mod den nordlige nabo.

Kurderne er bange for at miste alt det, de har opnået siden 19. juli 2012. Den dag trak det hårdt pressede Assad-regime sig fra det nordlige Syrien, så hans regeringsstyrker i stedet kunne koncentrere sig om at nedkæmpe oprøret andre steder i landet.

Regimet indgik angiveligvis en aftale med det ene kurdiske parti, som tidligere havde arbejdet sammen med Assad-regimet, nemlig PYD (Demokratisk Enhedsparti), den syriske gren af det tyrkisk-kurdiske PKK. Regimet gav PYD og dens væbnede gren, YPG, Nordsyrien, hvor kurderne udgør en stor del af befolkningen. Til gengæld skulle kurderne ikke gå med i det syriske oprør mod regimet.

En fordel for begge parter, fordi Assad-regimet fik arbejdsro til at nedkæmpe oprøret, og kurderne fik deres århundredgamle drøm om kurdisk selvstyre opfyldt. Det kurdiske område af Syrien kaldes ”Rojava”, som betyder ”vest” på kurdisk og henviser netop til syrisk Kurdistan som den vestlige del af kurdernes land.

 

[Kurderne] gik fra at være den mest undertrykte gruppe i Syrien i næsten hundrede år til pludselig at få de facto selvstyre
_______

 

Gylden periode for kurderne
For kurderne var ”revolutionen den 19. juli” startskuddet på en gylden periode. De gik fra at være den mest undertrykte gruppe i Syrien i næsten hundrede år til pludselig at få de facto selvstyre. Ved folketællingen i det nordlige Syrien i 1962 blev cirka 120.000-150.000 af de kurdiske indbyggere, der dengang udgjorde hver femte kurder i Syrien, erklæret som ”fremmed”. De syriske myndigheder fratog dem deres statsborgerskab med begrundelsen, at de stammede fra Tyrkiet. Som statsløs kurder kunne de hverken eje ejendom såsom jord, hus og bil eller få udstedt rejsedokumenter. De kunne godt studere på universitetet, men ikke få udstedt noget eksamensbevis efter afslutningen af studiet. Hafez Assad (1930-2000) – far til den nuværende syriske diktator – skabte Nizam al-Arabi, ”det arabiske bælte”, i 1976. Det gik ud på at fjerne kurderne fra cirka 450 landsbyer ved grænse- og olieområderne og erstatte dem med loyale arabere.

Damaskus-regeringen udstedte i 1989 dekreter, der forbød brugen af det kurdiske sprog på arbejdspladsen og under ægteskabsceremonien. Det var strengt forbudt at undervise i eller modtage undervisning i kurdisk. Armeniere, assyrere og jøder havde derimod ret til at undervise i og lære deres sprog i private skoler, klubber og foreninger, men ikke kurderne. Regeringens argumenter for at behandle dem anderledes end andre minoriteter var, at regimet fandt olie i kurdernes områder i 1957. Desuden frygtede Damaskus, at kurderne i Syrien ville gøre væbnet oprør – ligesom de kurdiske fæller i nabolandet Irak gjorde det i september 1961. Endvidere mente regimet, at kurderne slet ikke var oprindelige syrere, men indvandrere fra Tyrkiet. Det var en anklage, kurderne selv afviste. Nogle af dem stammede fra kurdiske områder i Tyrkiet, men ikke alle. Endnu et regeringsdekret forbød i september 1992 officielt, at børn kunne registreres med kurdiske navne. Det var et forbud, der i praksis havde eksisteret i mange år forinden.

Så da regimet 19. juli 2012 overlod Nordsyrien til kurderne, var det drømmen om selvbestemmelse, der gik i opfyldelse. De flagede med deres røde, gule og grønne flag, åbnede kurdiske skoler, etablerede kontakter med udlandet, og den tidligere undertrykte kurdiske kultur begyndte at blomstre.

I Vesten fremstod kurderne som moderate, muslimske helte, der bekæmpede islamisterne i IS. Byen Kobanê blev med befrielsen den 26. januar 2015 den første by, som besejrede IS, og som beviste, at den islamistiske organisation ikke var uovervindelig. Kurderne i Syrien, der før var relativt ukendte, blev et internationalt mediefænomen.

Kurdernes atypiske brug af kvindelige krigere skabte også sympati mange steder og gav genlyd forskellige steder i samfundet. Den skandinaviske tøjgigant H&M lancerede fx en buksedragt, der i høj grad lignede de kurdiske kvinders uniformer.

 

[Kurderne] ved, at tyrkerne ikke bluffer, når præsident Erdogan gentagne gange har truet med at angribe dem. Det gjorde han i foråret, da tyrkiske styrker nedkæmpede YPG på kun to måneder i byen Afrin
_______

 

Kurdisk flirt med russerne: USA ændrer holdning
Nu er kurderne bange for at miste det selvstyre, de har haft i syv år. De frygter, at Trumps udtalelse om at trække USA ud af Syrien vil betyde, at kurderne vil miste amerikanerne som skjold mod tyrkiske angreb. De ved, at tyrkerne ikke bluffer, når præsident Erdogan gentagne gange har truet med at angribe dem. Det gjorde han i foråret, da tyrkiske styrker nedkæmpede YPG på kun to måneder i byen Afrin – en af de tre kurdiske hovedenklaver i Nordsyrien. Da Erdogan kort tid efter truede med også at smide YPG/PKK ud af byen Sinjar i det nordvestlige Irak, tøvede de kurdiske krigere ikke med at trække sig ud af byen.

Det efterlader kurderne i et dilemma. Kurderne vil ikke invaderes af tyrkerne, der i fire årtier har haft PKK – den syrisk-kurdiske YPG-milits’ tyrkiske pendant – som ærkefjende. De har også svært ved at vænne sig til tanken om at skulle vende tilbage til den underprivilegerede, undertrykte status, de havde før borgerkrigen. Men de foretrækker Syrien fremfor Tyrkiet; Assad fremfor Erdogan. ”Vi er åbne for alle muligheder og partnerskaber,” som SDF’s talsmand Mustafa Bali sagde til det iranske PressTV kort efter jul.

De gik over til det syriske regime og derigennem til dets hovedstøtte: russerne. Nu patruljerer russerne den strategisk vigtige by Manbij i Nordsyrien. Dermed sikrede kurderne to ting: De afholder Erdogan fra at angribe dem og bruger indirekte russerne – i stedet for amerikanerne –som ”skjold”. Endvidere irriterer de amerikanerne, der ikke bryder sig om, at deres rival, Rusland, overtager kontrollen i en by som Manbij, der ligger i den amerikanske interessesfære i Syrien. Manbij er vigtig, fordi den under den syriske borgerkrig har været forsyningsrute for jihadister, heriblandt IS, der fik mandskab og våben ind gennem Tyrkiet, som ligger ganske tæt på.

Det forklarer måske, hvorfor amerikanerne vendte på en tallerken og nu erklærer, at de alligevel bliver i Syrien og ikke efterlader kurderne. Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, fastslog, at USA først trækker sig ud af Syrien, når IS er helt nedkæmpet og amerikanerne har fået forsikringer fra tyrkerne om, at ”de syriske oppositionsstyrker (læs: kurderne, red.), der har kæmpet sammen med os, ikke bringes i fare.” Senere skrev Trump også på Twitter, at amerikanerne ikke straks forlader Syrien, men ”vil forlade” landet ”i et passende tempo”. Nu skriver præsidenten, at han vil ”ødelægge Tyrkiet økonomisk,” hvis landet ”rammer kurderne”. Samtidig understreger USA’s præsident også, at han heller “ikke ønsker, at kurderne skal provokere Tyrkiet”.

Ifølge den amerikanske avis San Francisco Chronicle skyldes det amerikanske kursskifte internt pres på Trump-administrationen i en tid, hvor Trump har problemer med at tiltrække kvalificerede folk: Forsvarsminister James Mattis og Pentagonens stabschef Kevin Sweeney trådte tilbage kort efter Trumps oprindelige udmelding om at trække sig ud af Syrien. Trumps allierede, såsom den republikanske senator Lindsey Graham og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, udtrykte alle bekymring over en for tidlig amerikansk tilbagetrækning. Derfor skyndte Bolton sig at redde Syrien-missionen for at forhindre øget iransk og russisk indflydelse i Syrien. Men 11. januar forlød det, at ti af USA’s pansrede køretøjer og nogle lastbiler var kørt ud af Syrien. Meldingerne om USA’s rolle i det krigshærgede land peger altså i forskellige retninger.

 

Trumps allierede, såsom den republikanske senator Lindsey Graham og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, udtrykte alle bekymring over en for tidlig amerikansk tilbagetrækning
_______

 

Fremtidsscenarier
Hvad kommer der til at ske nu? Det er afhængigt af Det Hvide Hus. Hvis udmeldinger skal vi regne med? Trumps eller Boltons? Lad os se på forskellige fremtidsscenarier.

1: Et frit Kurdistan, løsrevet fra Syrien?
Sker næppe. Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien vil ikke tillade sådan en opsplitning af deres nationalstater. De cirka 50 kurdiske partier, der eksisterer i de kurdiske områder i Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien kan til sammen kun mønstre cirka 100.000 soldater. Dermed er de modstanderne langt underlegne. Kurdernes modstandere – den tyrkiske, iranske, irakiske og syriske hær – har til sammen flere millioner soldater. Desuden har de noget meget afgørende, som kurderne slet ikke har: luftvåben. Dermed vil de til enhver tid kunne nedkæmpe kurderne på slagmarken.

Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien har også et hav af andre etniske og religiøse mindretal end kurderne. Hvis først kurderne løsriver sig, kan det inspirere andre mindretal til at gøre det samme i disse lande. Derfor vil regeringerne i Damaskus, Ankara, Bagdad og Teheran ikke tillade et selvstændigt Kurdistan.

Vil et selvstændigt Kurdistan i Syrien alene kunne overleve økonomisk? Næppe. Lige nu sælger de olie fra feltet i Rmeilan og beskatter borgerne. Men med et Tyrkiet, Syrien og Irak, der muligvis lukker grænsen i tilfælde af en kurdisk selvstændighedserklæring, vil de syriske kurdere få det svært. Se blot på Tyrkiets naboland Armenien. Siden 1993 har tyrkerne lukket grænsen til Armenien, der i dag lider hårdt økonomisk.

I nabolandet Irak er det ikke lykkedes det selvstyrende kurdiske selvstyre at løsrive sig fra Irak trods 27 års vidtstrakt selvstyre. Det sker næppe heller med fællerne i Syrien.

2: Tilbage til Assad-regimet?
Når først man som kurder har været vant til at være nogenlunde fri – med eget flag, skoler, tv-kanaler, mv. – er det svært at vænne sig til tanken om at skulle tilbage til ufriheden under det syriske regime. Det regime, der i gamle dage end ikke gav kurdere statsborgerskab men i stedet diskriminerede dem kraftigt.

Men i og med at et selvstændigt Kurdistan er urealistisk, er det mest realistiske måske at vende tilbage til regimet på en fredelig måde under forudsætning af, at regimet til gengæld giver kurderne flere rettigheder, end de havde før. Det kunne være en eller anden form for lokalt selvstyre i de kurdiskdominerede områder i Nord- og Østsyrien. Regimets hær er krigstræt og svækket, og det vil ikke være ligetil for den at nedkæmpe det kurdiske YPG/SDF’s anslåede 70.000 veltrænede krigere. Der har været forlydender om, at kurderne vil tilbyde Assad hjælp til at nedkæmpe de resterende oprørske lommer i Syrien – der er ikke mange tilbage sammenlignet med for flere år siden. Det er lommer som Idlib i Nordvestsyrien, der hovedsageligt er kontrolleret af det al-Qaeda-tilknyttede Hayat Tahrir al Sham.

 

En tilbagevenden til Assad-regimet kan også fratage tyrkerne mulighed for at angribe kurderne i landet. For så vil det være et angreb på Syrien – og indirekte det syriske regimes russiske allierede
_______

 

Til gengæld vil kurderne frivilligt og fredeligt vende tilbage til Damaskus’ autoritet med den særaftale, at de får en større bid af kagen. En tilbagevenden til Assad-regimet kan også fratage tyrkerne mulighed for at angribe kurderne i landet. For så vil det være et angreb på Syrien – og indirekte det syriske regimes russiske allierede. Hvis kurderne vender tilbage til regimet, så er det regimet – og ikke PKK – som i sidste ende styrer områderne. Så kan tyrkerne ikke forsvare sig med, at ”PKK bestemmer der, og vi har ret til at angribe dem.”

At kurderne vender fredeligt tilbage til regimet, virker umiddelbart, som det mest sandsynlige. Allerede nu mødes kurderne med regimet for at tale om fremtidsmuligheder. Hvad de forhandler om, er svært at vide, da parterne holder kortene tæt ind til kroppen. Men kurderne ønsker muligvis at beholde så meget af selvstyret som muligt, mens regimet ønsker at genvinde kontrollen med det samlede Syrien, som det så ud før borgerkrigens udbrud i 2011.

3: Læg afstand til PKK
Under alle omstændigheder vil tyrkerne næppe acceptere, at ærkefjende PKK – eller en syrisk pendant til den – får en form for selvstyre syd for grænsen i Nordsyrien. Tyrkiet har sort på hvidt de sidste syv år slået fast, at de aldrig vil tillade sådan et område. For at formilde tyrkerne kunne de syriske kurdere lægge mere afstand til PKK. For det er muligt at have et kurdisk selvstyre uden at blive angrebet af tyrkerne. I Irak har kurderne haft vidtstrakt selvstyre siden 1992 uden at blive angrebet af den nordlige nabo. Tyrkiet har angrebet PKK-lommer i irakisk Kurdistan, men aldrig rettet et fysisk angreb mod de kurdiske myndigheder i Irak. Tværtimod har tyrkerne og de irakiske kurdere gode økonomiske relationer og livlig samhandel med hinanden, fordi det irakisk-kurdiske selvstyre tilhører et andet parti end PKK. Så et godt forhold til tyrkerne er altafgørende for enhver kurdisk gruppe i regionen.

Som den amerikanske ekspert i kurdiske forhold Michael Gunter skrev i sin bog ”Out of Nowhere – The Kurds of Syria in peace and war” 2014: ”Tyrkiet er den altafgørende regionale stat i den kurdiske fortid, nutid og fremtid. Uden tyrkisk samarbejde er en kurdisk stat umulig.” ■

 

”Tyrkiet er den altafgørende regionale stat i den kurdiske fortid, nutid og fremtid. Uden tyrkisk samarbejde er en kurdisk stat umulig.”
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland