24.12.2019

Med den nylige frigivelse af Afghanistan Papers tegner der sig et billede med klare paralleller til den amerikanske tilbagetrækning fra Vietnam i 1975. Spørgsmålet er, hvor det stiller krigen i Afghanistan nu – og hvor ivrige amerikanerne er for at komme ud.

Analyse af David Vestenskov

Den politiske og militære kamp for at stabilisere Afghanistan gennem den amerikansk-ledte NATO-mission, Resolute Support Mission (RS), lakker utvivlsomt mod enden. Omfanget af en mulig tilbagetrækning kendes endnu ikke, men alt tyder på, at en betydelig del af det amerikanske bidrag snart trækkes hjem. En sådan udvikling vil naturligvis have en direkte konsekvens for de andre militære bidrag, herunder det danske.

Det er ikke længere et spørgsmål om en reduktion af de samlede NATO-styrker i Afghanistan, men i højere grad et spørgsmål om, hvornår – og ikke mindst hvor tæt – man kan komme på en fuld tilbagetrækning. Sådan forholder det sig også i Danmark, hvor nye missioner i henholdsvis Irak, Mali og Hormuzstrædet er blevet en del af Forsvarets opgaver og prioriteter. De nye missioner kan meget vel medføre en nedprioritering af Danmarks øvrige engagementer, herunder især det danske bidrag i Afghanistan. For eksempel har man fra NATO’s side allerede nedprioriteret rådgivningsindsatsen, hvilket har medført, at Danmark har trukket sit bidrag hjem fra Army Institutional Advisory Team (AIAT) i Kabul. AIAT har hidtil rådgivet de afghanske sikkerhedsstyrker og været en væsentlig del af det samlede danske bidrag i Afghanistan. Det afgørende her er ikke den danske ageren, men snarere det, at man fra RS-ledelsens side har valgt at nedprioritere den del af missionen, som havde til hensigt at understøtte kommende ledere i en kompetent afghansk hær.

Det er vigtigt at understrege, at Danmark først og fremmest er i Afghanistan, fordi USA er der, og at Danmarks indflydelse på beslutningerne i bedste fald er minimal. Derfor vil en amerikansk tilbagetrækning unægteligt medføre en tilsvarende dansk tilbagetrækning. Al snak om, at europæiske lande vil kunne overtage ledelsen af missionen, er ren utopi, hvis man kigger på, hvordan engagementet ser ud i dag. De amerikanske styrker udgør omring 60 pct. af det samlede antal NATO soldater, mens den finansielle støtte fra amerikansk side er langt større. Afhængigt af udregningsmetoden udgør den hele 80 pct. af budgettet for den afghanske hær.

Hertil skal lægges op mod 30.000 personer fra private amerikanske firmaer (såkaldte contractors), der løser en række operative og logistiske opgaver betinget af den amerikanske militære tilstedeværelse. Hvis USA trækker eller reducerer sine militære styrker, så vil man se en tilsvarende reduktion af disse contractors. En fortsættelse af engagementet fra dansk eller for den sags skyld europæisk side kan simpelthen ikke lade sig gøre, såfremt den amerikanske andel trækkes ud af ligningen. Og netop derfor er Washingtons Posts nylige offentliggørelse af Afghanistan Papers, der indeholder hidtil hemmelige interne interviews blandt amerikanske generaler og topembedsmænd, særdeles interessante.

 

En fortsættelse af engagementet fra dansk eller for den sags skyld europæisk side kan simpelthen ikke lade sig gøre, såfremt den amerikanske andel trækkes ud af ligningen. Og netop derfor er Washingtons Posts nylige offentliggørelse af Afghanistan Papers,
_______

 

Vietnam deja-vu
Man siger, at historien gentager sig, og Afghanistan Papers kan ikke undgå at vække mindelser om en lignende artikelserie udgivet af selvsamme Washington Post om Vietnamkrigen. Der er ingen tvivl om, at avisen har en interesse i at understrege lighedstegnene mellem datidens skelsættende artikelserie om en amerikansk administration, der udtalte sig direkte usandt om krigens gang i Vietnam, og nutidens ”afsløringer” om Afghanistan. Historien denne gang er knap så sensationel, da der ikke er mange nye oplysninger, og der er tale om bagudskuende interviews adskillige år efter krigens start, hvor der reflekteres over beslutninger truffet på et tidspunkt, hvor man selvsagt ikke havde kendskab til den efterfølgende udvikling.

Alligevel er der en række alarmerende lighedspunkter. Først og fremmest er konklusionerne principielt de samme: Den massive indsats i forhold til resurser, tabte menneskeliv og politisk kapital har ikke medført succes. Derudover er vendinger som ”vi ved ikke, hvad vi laver” og ”vi kan ikke kende forskel på ven og fjende” identiske, hvilket diskrepansen mellem den interne viden og den eksterne kommunikation til tider også har været. Udadtil blev der i begge tilfælde kommunikeret en særdeles positiv vinkling af fremdrift i missionen – velvidende at der ensidigt blev fokuseret på de positive elementer. Det er der som sådan ikke noget odiøst ved. Det gør alle beslutningstagere, uagtet om de er på den ene eller den anden fløj. Problemet opstod, da diskrepansen blev så stor, at man i sin iver satte forventningsbaren alt for højt og pludselig havde angivet et succeskriterium for Afghanistan, der tilnærmelsesvis mindede om et vestligt demokrati.

Parallellerne til Vietnam er mange, og særligt afslutningen på krigen spøger i baggrunden – en overlegen stormagt, der må give fortabt over for en underlegen fjende. Men det betyder ikke nødvendigvis, at man ligger vågen om natten i Det Hvide Hus på grund af Afghanistan Papers. Afsløringerne beretter om en fejlslagen indsats i Afghanistan, der alt andet lige støtter Trumps ambition om en tilbagetrækning fra Afghanistan i indeværende præsidentperiode. Samtidig kan man også konstatere, at reaktionerne fra Det Hvide Hus på artiklen har været ikkeeksisterende. Om tilbagetrækningen bliver et deja-vu fra Vietnam, spiller givetvis ikke den helt store rolle for Trump-administrationen.

 

Man kan sagtens forestille sig, at forholdene har ændret sig, således at en våbenhvile nu vil indgå i aftalen i bytte for, at den amerikanske tilbagetrækning kommer til at ske hurtigere og i et større omfang
_______

 

Doha 2.0
De bilaterale forhandlinger i Doha mellem USA og Taliban, som for et par måneder siden blev dømt stendøde af den amerikanske præsident, er nu blevet genoptaget. Vel at mærke fortsat uden deltagelse af den afghanske regering og fortsat med en amerikansk tilbagetrækning som største fællesnævner blandt deltagernes respektive mål.

Den hurtigere amerikanske tilbagetrækning vil dog sandsynligvis ændre udformningen af fredsaftalen denne gang. For mig at se var den væsentligste grund til, at man ikke formåede at underskrive et udkast til en fredsaftale tidligere på året, at en våbenhvile ikke indgik. I stedet havde man foreslået at faseopdele den amerikanske tilbagetrækning, således at den blev betinget af, at Taliban efterfølgende overholdt sin del af aftalen. Man kan sagtens forestille sig, at forholdene har ændret sig, således at en våbenhvile nu vil indgå i aftalen i bytte for, at den amerikanske tilbagetrækning kommer til at ske hurtigere og i et større omfang. Dette kan umiddelbart lyde som en forbedring, men det er det næppe, da man stadig ikke har den afghanske regering med til forhandlingerne. Med andre ord er det kun Taliban, der kan garantere en våbenhvile efter en amerikansk tilbagetrækning, og den vil derfor også ske på talibanernes præmisser.

Det vil i bedste fald indebære endnu større begrænsning af den afghanske regerings evne til at indgå i en fredsproces efterfølgende og i værste fald medføre yderligere isolation af styret i Kabul, hvilket givetvis vil lede til en begyndende opløsning af det system, som Vesten har bygget op gennem de seneste to årtier. Den amerikanske forhandling med Taliban har derfor ikke meget at gøre med en fredsaftale, men handler mest af alt om, at man fra amerikansk side vil ud. Dette er ikke nødvendigvis det samme som, at man har opgivet Afghanistan, men nok nærmere et udtryk for, at den strategiske værktøjskasse er tom i forhold til en amerikansk-ledet fredsproces.

Den afghanske regering – eller rettere: den afghanske politiske elite – har dog heller ikke gjort valget sværere for USA, og regeringen bliver næppe inddraget i forhandlingerne. Det afghanske præsidentvalg i september mangler stadig en officiel afgørelse, og da de to formodede hovedrivaler til præsident Ashraf Ghani begge har meldt ud, at de ikke vil anerkende resultatet (der sandsynligvis bliver en sejr til Ghani på mere end de 50 pct., hvormed man ikke behøver en anden valgrunde), er grobunden lagt for en intens politisk konflikt i Afghanistan i den nærmeste fremtid.

Hvorfor resultatet ikke er meldt ud endnu, kan man spekulere i, men uanset hvad står man med en valgdeltagelse på 15-20 pct., der, uanset hvordan man vender og drejer det, ikke kan betegnes som et folkeligt mandat. Det er derfor i sagens natur også blevet endnu sværere for USA at kræve, at den afghanske regering inkluderes i forhandlingerne i Doha. Da man fra Talibans side hele tiden har nægtet at anerkende regeringen som værende legitim og dermed nægtet at forhandle med den, vidner de genstartede forhandlinger om, at USA næppe vil være stålsat i forhold til et sådan krav. Netop derfor er der større sandsynlighed for, at en aftale kan indgås mellem USA og Taliban, da Taliban frem for alt ønsker en svækket regering, der – uden amerikansk militærstøtte i ryggen – vil gå ind i en mulig fremtidig forhandling med Taliban uden nogle esser i ærmet, så at sige.

 

Alt i alt er fremtiden – og særligt den nære – ikke lys for Afghanistan. På trods af de mange fremskridt, der er gjort på mange områder, herunder særligt befolkningens adgang til uddannelse og information, så fremstår indsatsen spildt i kølvandet på Afghanistan Papers
_______

 

Intet lys forude
Alt i alt er fremtiden – og særligt den nære – ikke lys for Afghanistan. På trods af de mange fremskridt, der er gjort på mange områder, herunder særligt befolkningens adgang til uddannelse og information, så fremstår indsatsen spildt i kølvandet på Afghanistan Papers. Men hvad var alternativet? Man er naiv, hvis man forestiller sig, at et udeblivende vestligt militært svar og efterfølgende engagement ikke havde ledt andre problemer med sig. Samtidig havde Afghanistan under ingen omstændigheder forbedret sig så afgørende på de to ovennævnte områder uden dette engagement.

Hvis det virkelig forholder sig sådan, at det, vi oplever, er en gentagelse af historien, må vi håbe, at den også gentager sig på den lange bane Ser vi på Vietnam i dag, er landet trods alt relativt stabilt. Det har en god økonomisk vækst og er blevet en stor turistdestination. Var det sket uden den amerikanske indsats? Det spørgsmål vil jeg lade andre svare på.

Omvendt kan en gentagelse af historien også være blodig – det er blot et kvart århundrede siden, at Afghanistan befandt sig i en blodig borgerkrig, der kostede utallige civile livet og gjorde endnu flere til flygtninge. Om Afghanistan bliver det nye Vietnam eller vender tilbage til en blodig borgerkrig afhænger i høj grad af samtalerne i Doha. For at undgå en borgerkrig vil amerikanerne – og dermed også Danmark – skulle fastholde en form for engagement i form af fortsat støtte til den afghanske hær, hvilket også vil kræve fortsat militær tilstedeværelse. For mig at se er det på nuværende tidspunkt den eneste mulighed, der kan skabe grundlaget for en fredelig transformation af det system i Afghanistan, som Vesten selv har skabt. En aftale mellem USA og Taliban uden om regeringen, der binder amerikanerne fast til en tilbagetrækningsplan på eksempelvis 12 måneder, vil medføre en decentralisering af den afghanske elite, der vil mobilisere deres respektive militser og forberede sig på endnu en afghansk borgerkrig. En borgerkrig, der også vil betyde, at de omkringliggende lande vil intensivere støtten til de grupperinger eller militser, som de mener, varetager deres interesser bedst.

Men for at Afghanistan kan bevæge sig i en bæredygtig retning, kræver det støtte og engagement i fredsprocessen fra regionen – herunder særligt fra Pakistan og Iran. Netop disse to lande er afgørende for udviklingen i Afghanistan grundet deres geografiske placering, men også af hensyn til den regionale balance. Begge lande ønsker frem for alt ikke et Afghanistan domineret af modparten, men derimod et Afghanistan, der ikke udgør en trussel. Begge lande har rigeligt at se til på andre fronter. Derfor er en proces, der som minimum ikke modarbejdes af hverken Iran eller Pakistan, afgørende. Sker det ikke, og indgår USA og Taliban en tilbagetrækningsaftale, så venter der efter alt at dømme flere konflikter og stedfortræderkrige i Afghanistan. ■

 

Derfor er en proces, der som minimum ikke modarbejdes af hverken Iran eller Pakistan, afgørende. Sker det ikke, og indgår USA og Taliban en tilbagetrækningsaftale, så venter der efter alt at dømme flere konflikter og stedfortræderkrige i Afghanistan
_______

Apropos denne artikel:

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden

Rasmus Brun Pedersen i RÆSONs nye trykte nummer: Her er USA's plan for Grønland