26.09.2019

Fredsaftalen for Afghanistan er løbet ud i sandet. Det skyldes bl.a., at alle parter har skruet op for krigshandlingerne, og forløbet har været præget af dårligt diplomatisk håndværk. Sammenbruddet har tydeliggjort, at vestligt ledede forhandlinger i Afghanistan konsekvent ender i en blindgyde.

Analyse af David Vestenskov

Forhandlingerne mellem USA og Taliban nåede i starten af september både sit klimaks og sit lavpunkt. Den såkaldte Doha-proces – som forhandlingerne er blevet kaldt, da de er foregået i Qatars hovedstad af samme navn – skulle have kulmineret med et møde i den amerikanske præsidents landsted Camp David mellem præsident Donald Trump, Talibans forhandlingsleder, Zabihullah Mujahidid, samt den afghanske præsident, Ashraf Ghani. Mødet blev dog aflyst, samtidig med at det blev offentligt kendt, at forhandlingssporet fra Doha-processen ramte muren. At vejen endte blindt, er knap så overraskende, når man tager de udmeldinger, der er kommet om indholdet af aftalen, i betragtning.

De foreløbige ni runder i Doha har alle kredset om den samme problemstilling vedrørende sekvensen i implementeringsfasen: Amerikansk tilbagetrækning forud for interne afghanske forhandlinger mellem Taliban og Ghani-regeringen eller vice versa. Endvidere havde den amerikanske chefforhandler, Zalmay Khalilzad, indledningsvis en ambition om at inkludere en våbenhvile i aftalen. Det fremgik dog forholdsvist hurtigt, at denne ambition ikke ville blive imødekommet af Taliban, da det ville give Ghani-regeringen en alt for stor fordel i forhandlingerne, da regeringen herved ville fremstå som fredsskabende. Samtidig frygtede man fra Talibans side, at man ikke vil kunne genmobilisere fodsoldater, hvis de først nedlægger våbnene. Alt dette var dog ingen hemmelighed for Khalilzad, den amerikanske udenrigsminister eller præsident Trump.

Den amerikanske forhåndsgodkendelse af aftalen indikerede, at man var villig til at imødekomme Talibans ønske om sekvensen i implementeringen. Det var dog med enkelte forbehold, som omhandlede en faseopdelt implementering. Dette ville have medført en tilbagetrækning af ca. halvdelen af de amerikanske soldater inden for tre måneder, hvorefter Taliban i en periode på seks måneder skulle reducere voldshandlingerne i udvalgte provinser med henblik på at demonstrere viljen til en fremtidig våbenhvile. Sideløbende skulle Taliban og Ghani-regeringen indlede deciderede fredsforhandlinger i et tredjeland, hvilket sandsynligvis var blevet Norge, der aktivt har søgt at lægge hus til endnu en fredsproces i Oslo.

Alt dette var en del af indholdet af den aftale, som de fleste forventede, ville blive underskrevet i dagene op til 11. september ved et møde i Camp David. Men hvorfor gik det så ikke som planlagt?

 

Den barske virkelighed i Afghanistan er, at alle parter har skruet op for krigshandlingerne under hele forhandlingsforløbet
_______

 

Dårligt håndværk
Der er forskellige årsager til, at det i sidste ende ikke gik, som Trump ønskede. Men en død amerikansk soldat som følge af et Taliban-angreb i Kabul ikke hører til blandt de årsager, selvom Trump påstod det. Det var snarere en (u)belejlig undskyldning for at aflyse forløbet. Den barske virkelighed i Afghanistan er, at alle parter har skruet op for krigshandlingerne under hele forhandlingsforløbet. Amerikanske droner har bombet løs mod Talibanbevægelsens medlemmer, Talibans territorielle kampe i provinserne er fortsat ufortrødent, og bevægelsen har jævnligt foretaget angreb i hovedstaden Kabul for at undergrave Ghani-regeringen og befolkningens tiltro til det amerikanske engagement. Dødsfaldene har været mange på begge sider, så det giver ikke meget mening, at en død amerikansk soldat har været den primære årsag til aflysningen af mødet.

Blandt de mere plausible årsager er, at aftalen simpelthen var dårligt diplomatisk håndværk. Målet om en aftale styrede processen på en sådan måde, at indholdet blev sekundært. Interessefælleskabet om en amerikansk tilbagetrækning mellem Taliban og præsident Trump skubbede stabiliseringsdagsordnen i baggrunden, hvilket naturligt havde en negativ effekt på indholdet. Netop den indholdsmæssige del, hvor Ghanis regering har været udelukket, medførte en række problematikker internt i det amerikanske system, hvor man særligt i den forsvars– og sikkerhedspolitiske søjle under den nu forhenværende nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton havde meget vanskeligt ved at se to ting: Dels at denne aftale ville føre til en forbedret sikkerhedssituation i Afghanistan, dels (og sandsynligvis mere vigtigt) hvorledes USA på den korte såvel som mellemlange bane ville kunne stå på mål for en ”fredsaftale”, der i bund og grund ikke handlede om fred. Endelig har selve præmissen om at invitere en årtier lang amerikanske fjende og defineret terrorbevægelse som Taliban til et møde på amerikansk jord været en kile til store interne stridigheder i hele det amerikanske sikkerhedssystem, hvilket den efterfølgende fyring af Bolton understregede.

Hverken våbenhvile eller garantier om konstruktive forhandlinger mellem Taliban og Ghani-regeringen var en del af aftaleteksten. Trumps forsøg på at omgå Talibans krav om indledningsvis ikke at forhandle direkte med Ghani kan i sig selv også udgøre en årsag til aflysningen, da Taliban anser Ghani som en illegitim leder og derfor ikke vil mødes med ham. Pressebilleder af en Taliban-repræsentant, der trykker hænder med en ”illegitim” præsident, der anses for at være en amerikansk marionet, kunne potentielt have haft en katastrofal effekt på sammenhængskraften i bevægelsen. Derfor var invitationen til Ghani uspiselig for Taliban.

Endvidere kan det ikke udelukkes, at den amerikanske chefforhandler Khalilzad undervejs i forhandlingerne har lovet mere, end hvad der stod i hans magt at love. Særligt det meget nært forestående afghanske præsidentvalg 29. september er i denne sammenhæng interessant.

Taliban har erklæret, at de ikke ønsker valget gennemført, og de vil modarbejde det med alle tænkelige midler. Den amerikanske administration har klart tilkendegivet, at valget bør udskydes til et senere tidspunkt, og Khalilzad har formentlig troet, at et amerikansk pres ville få præsident Ghani til at efterleve dette ønske. Problemet er selvfølgelig bare, at man fra amerikansk side ikke havde noget at tilbyde Ghani i modydelse for at aflyse eller udskyde valget, og hvis man ser på Ghanis handlemuligheder i øjeblikket, er hans bedste – og muligvis eneste – kort at få afholdt valget til tiden. Han har intet at vinde ved en udskydelse, hvilket han kunne udlede af den aftaletekst, han blev præsenteret for i slutningen af august. Ved samme lejlighed fik han i øvrigt at vide, at han ikke måtte beholde en kopi.

 

Det manglende fokus på indhold, den forcerede hastighed, timingen (få dage før den 11. september) og den for store amerikanske kompromisvillighed medførte, at aftalens indhold ganske enkelt var udtryk for dårligt (eller desperat) diplomatisk håndværk
_______

 

Den mest sandsynlige grund til, at Ghani overhovedet takkede ja til at mødes med Taliban og præsident Trump i Camp David, skal findes i, at et sådant møde ville styrke den afghanske befolknings tro på ham som fredsskaber, samt at Ghani ikke ville kunne forsvare ikke at møde op til et fredsmøde om Afghanistan indkaldt af Trump qua den massive amerikanske finansielle støtte til Afghanistan.

Sammenlagt betød dette, at ceremonien ved Camp David blev aflyst, på samme tid som den blev annonceret. Så alt i alt: Det manglende fokus på indhold, den forcerede hastighed, timingen (få dage før den 11. september) og den for store amerikanske kompromisvillighed medførte, at aftalens indhold ganske enkelt var udtryk for dårligt (eller desperat) diplomatisk håndværk, der selv ved dens underskrivelse på ingen måder havde ført til et fredeligere Afghanistan – nok snarere tværtimod, da forskellige interne aktører i Afghanistan ville begynde at forberede sig på tiden efter USA. Dette ville med al sandsynlighed have ført til lokal mobilisering blandt forskellige warlords, militser og andre power brokers. Sidst dette skete, var i kølvandet på sammenbruddet af den sovjetiske støtte til landet i 1992, hvilket kastede det ud i en fire år lang borgerkrig. En borgerkrig, der endte med Talibans magtovertagelse.

Amerikansk plan B og kommende afghansk præsidentvalg
Det store spørgsmål er nu, hvad den amerikanske plan B er. Der er ingen tvivl om, at hele administrationen i det amerikanske udenrigsministerium havde samlet kræfterne omkring denne aftale. Den er nu tvunget til at fremmane en plan B, samtidig med at presset på Ghani for en udskydelse af valget synes at have slået fejl. Valget kommer – og denne gang i en mere kaotisk form, end det var tilfældet ved det seneste valg for fem år siden.

I 2014 måtte den dengang amerikanske udenrigsminister, John Kerry, nærmest diktere regeringskonstellation mellem de to hovedkandidater: Ghani og Abdullah Abdullah. Mens Ghani blev præsident, opfandt man en titel som Chief Executive Officer (CEO) for Afghanistan til Abdullah Abdullah, som uden en del af magten var på nippet til at mobilisere sine støtter til væbnet opstand mod Ghani. De to konkurrenter stiller op mod hinanden igen ved det nært forestående valg. Udover at være overbevist om, at de hver især vandt det seneste valg, har de over de seneste fem år vist en uforanderlig evne til ikke at ville samarbejde om noget, til trods for at de politisk ikke er langt fra hinanden. Dette fjendtlige forhold, som bunder i, at begge kandidater anser sig selv som den retmæssige vinder af det seneste valg, har på nogle områder fået den politiske reformproces til at stå helt stille.

 

Denne gang vil vi dog se et farligere forløb, da amerikanerne på ingen måde vil diktere endnu en samlingsregering igen, da USA er et andet sted med en ny præsident for bordenden
_______

 

Valget bliver kaotisk i mere end én forstand. Der er allerede nu en lang række områder, hvor den afghanske befolkning ikke vil få mulighed for at stemme grundet sikkerhedssituationen, hvor regeringen vurderes til at have mistet kontrollen med over 50 procent af landet. Mit personlige bud på en realistisk stemmeprocent ligger på omkring 20, da der selv i områder med regeringskontrol vil være en vis fare forbundet med stemmeafgivelse, og endvidere har en del af befolkningen mistet tilliden til valgprocessen grundet erfaringer fra tidligere valg. Uanset resultatet vil den tabende part erklære resultatet for ugyldigt grundet valgsvindel – og det bliver næppe vanskeligt at dokumentere, da det givetvis vil forekomme på højere såvel som lavere niveauer. Valget i år vil derfor blive et ekko fra valget i 2014.

Denne gang vil vi dog se et farligere forløb, da amerikanerne på ingen måde vil diktere endnu en samlingsregering igen, da USA er et andet sted med en ny præsident for bordenden. Amerikanerne leder i højere grad efter udveje end efter løsninger. Oveni er erfaringerne med konstellationen, som i øvrigt strider imod den afghanske forfatning, særdeles negative. Sikkerhedssituationen ifm. valget afhænger naturligvis af, hvilke skridt den (min egen) formodede tabende kandidat Abdullah vil være villig til at tage. Dette bliver afgørende for, om krigen i Afghanistan får endnu en kompleks dimension.

Parallelt med dette – og afhængigt af hvordan den udspiller sig – vil Taliban, paradoksalt nok, sandsynligvis stå tilbage som de egentlige vindere af valget, da amerikanerne hverken har haft tid eller synes at have haft evnerne til at udvikle en plan B for Afghanistan inden afviklingen af valget. På den korte bane vil det betyde et styrket Taliban – både i forhold til selvopfattelse, men sandsynligvis også iblandt befolkningen, hvis muligheder for fred under det nuværende system synes begrænsede.

Det nærliggende spørgsmål er således, om man fra amerikansk side vil forsøge at finde en vej ud af blindgyden, eller om man vil sætte gang i tilbagetrækningen uden en aftale med Taliban – og med en konstatering af, at vestligt ledede politiske fredsinitiativer i Afghanistan altid ender blindt. ■

 

Det nærliggende spørgsmål er således, om man fra amerikansk side vil forsøge at finde en vej ud af blindgyden, eller om man vil sætte gang i tilbagetrækningen uden en aftale med Taliban
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland