22.04.2019

18 års krig. I Afghanistan har både regeringen og Taliban dybe interesser i at undgå en afslutning, selvom USA presser på.

Af David Vestenskov

For de fleste har krig i Afghanistan været en fast integreret og konstant tilstand i fire årtier – lige siden en gruppe sovjetiske spetsnaz-soldater i juledagene 1979 indledte en operation mod præsidentpaladset i Kabul for at udskifte den siddende kommunistiske magthaver, Hafizullah Amin.

Den eneste afbrydelse var den femårige periode (1996-2001) under Taliban-regimet, hvor freden indebar utallige forbud. Brød man dem, endte man i en kedelig rolle i det, der var den eneste tilladte underholdning i forsamlinger: de ugentlige henrettelser på det nationale stadion i hovedstaden, Kabul. Det talibanske styre harmonerede mildt sagt ikke med den omkringliggende verden, landet blev langsomt mere og mere isoleret, og økonomien gik i stå. Men der var – trods alt – ikke krig. Netop dette faktum bliver tit fremført som et nøgleargument for at beskrive, hvorfor det vestlige engagement i Afghanistan har slået fejl. For hvad har Vesten egentlig fået ud af et militært engagement, der nu har varet i næsten to årtier? Taliban står stærkere, end bevægelsen har gjort på noget tidspunkt siden den amerikanske invasion i oktober 2001.

Regeringen – siden 2014 ledet af Ashraf Ghani – svækkes dag for dag. På sit højeste kunne det vestlige engagement – med omkring 130.000 soldater – ikke nedkæmpe Taliban-bevægelsen. Hvordan skulle en militær sejr være realistisk med den nuværende styrke på ca. en tiendedel af dét?

Netop derfor er forhandlingssporet den eneste farbare vej. Det erkendte NATO med amerikanerne i spidsen allerede for ti år siden, ved Barack Obamas tiltrædelse som præsident i starten af 2009. Siden har det vestlige engagement haft som strategisk mål en fremtidig forhandling med Taliban – et ønske, der blev cementeret, da Donald Trump satte sig i Det Hvide Hus. I februar 2018 kom det første gennembrud. Præsident Ghani rakte hånden ud til Taliban og foreslog en forhandling uden indledende krav fra den afghanske regerings side. Fire måneder senere, i juni, indtraf så den mest signifikante begivenhed i form af en tredages våbenhvile i forbindelse med afslutningen på ramadanen – den såkaldte Eid-våbenhvile. Billeder af afghanske sikkerhedsstyrker og Taliban-soldater side om side i Kabuls gader gik verden rundt. For første gang siden 2001 så man et glimt af, at fred i Afghanistan ikke er en utopi. For første gang indtraf et længe ventet halleluja.

Våbenhvilen var utvivlsomt et skisma for Afghanistan og særligt for den afghanske civilbefolkning. Begivenheden vidnede om, at befolkningen er klar til at støtte fredsinitiativer. Den vidnede om, at regeringen er klar til at indgå kompromiser med væbnede oprørsgrupper, og så vidnede den om, at dele af Taliban-bevægelsen – også elementer af ledelsen – ligeledes overvejer en forhandlet fred. Den positive udvikling var svær ikke at lade sig rive med af, hvilket den pludselige medieinteresse understregede. Men – i Afghanistan er der altid et men – våbenhvilen blev ikke starten på en bølge af positive interaktioner mellem regeringen og Taliban. Konflikten fortsætter. Skal man forstå denne udvikling – og dermed også de fremtidige udfordringer for en fredsaftale – må man se på de to nøgleaktører: den afghanske regering og Taliban-bevægelsen.

 

Her ligger en af de største fejlantagelser fra Vestens side generelt – og Danmark er bestemt ingen undtagelse. Den fastforankrede tro på, at man kan købe sig til fred eller stabilitet gennem udviklingsbistand
_______

 

Den store illusion
Ghanis håndsudrækning til Taliban skal ses som en reaktion på et internationalt – særligt amerikansk – pres. Det er altså ikke en overbevisning, der er vokset frem i den afghanske regering, hvis eksistens afhænger af den internationale (igen: særligt den amerikanske) støtte – politisk og især økonomisk. Uden denne støtte ville den afghanske regering og landets system i sin helhed ikke overleve mange uger.

Netop derfor vil en fastholdelse af denne støtte altid udgøre en politisk prioritering, der trumfer alle andre prioriteringer. Sagt på en anden måde har Vesten siden 2001 opbygget et system, der er afhængigt af støtte udefra – særligt den finansielle støtte og herunder den massive og voksende udviklingsbistand.

Her ligger en af de største fejlantagelser fra Vestens side generelt – og Danmark er bestemt ingen undtagelse. Den fastforankrede tro på, at man kan købe sig til fred eller stabilitet gennem udviklingsbistand, kan vel nærmest samle 179 mandater i Folketinget. ’Udvikling koster penge’ og ’jo flere penge du giver, jo bedre udvikling får du’ synes at have været den generelle tilgang til Afghanistan gennem snart 20 år. Når Afghanistan diskuteres, er det ofte anvendelsen af midler til militære formål, der anfægtes, mens midler til den civile genopbygning ikke problematiseres i nær samme grad. Problemet i Afghanistan (og givetvis også andre steder i verden) er, at der på alt for kort tid blev pumpet alt for mange penge ind i et system, der ikke var gearet til at anvende disse enorme summer. Og som aldrig nogensinde vil blive i stand til selv at afholde udgifterne til det system, der i dag er opbygget og drevet af internationale midler.

Det har på logisk vis bidraget til en eksplosiv korruption på alle niveauer, hvilket i sig selv har skabt store problemer for civilbefolkningen og for donorlandenes legitimering af den fortsatte anvendelse af midler.

En anden konsekvens er dog langt værre og bidrager til at forklare, hvorfor der fortsat er krig i landet. Vesten har været med til at opbygge et system, hvor finansiel vestlig støtte er fundamental for, at den siddende regering og det nuværende politiske system kan eksistere. Dette har ganske naturligt medført en tilbageholdende tilgang fra alle niveauer i systemet til at iværksætte forhandlinger med Taliban-bevægelsen, da en fredsaftale med al sandsynlighed ville mindske den vestlige udviklingsbistand: Færre udenlandske soldater vil lede til mindre international bevågenhed, hvilket med stor sikkerhed vil føre til faldende støtte. Logikken er derfor, at en fredsaftale kan blive startskuddet til et sammenbrud af det afghanske system som helhed – med fatale personlige konsekvenser til følge for alle, der arbejder i systemet.

Sagt på en anden måde er det afghanske system konstrueret således, at alle institutioner, der modtager støtte (hvilket er stort set alle), vil modarbejde en fredsaftale, der i et optimistisk scenarie på sigt vil medføre tab af job for enkelte og i et mere dystert scenarie vil have væsentligt større og potentielt fatale konsekvenser for den enkelte. Derudover skal man ikke undervurdere den personlige modstand over for Taliban-bevægelsen blandt personer i og omkring regeringen, både historisk og aktuelt. Disse personer fremfører ofte argumentet, at en potentiel fred med Taliban kunne undergrave de sociale fremskridt, især for kvinder og børn, som trods alt er opnået gennem de seneste 18 år. De frygter også, at en aftale med Taliban ville give Pakistan en uhensigtsmæssig stor indflydelse på afghansk udenrigs- og sikkerhedspolitik og herved fratage afghanerne muligheden for at handle selvstændigt i relationen til andre af regionens magter – særligt Indien.

Dette bringer os tilbage til præsident Ghanis beslutning om at søge dialogen med Taliban. For USA var den eneste mulighed for at påvirke det afghanske systems apati for forhandlinger at gøre den finansielle støtte betinget af en ændret tilgang til fredsprocessen. Hvorvidt den afghanske regering og embedsværket reelt og helhjertet arbejder for en fredsaftale, er i bedste fald tvivlsomt. Og regeringen er jo også kun den ene af de to afgørende aktører. Kompleksiteten i de eventuelle fredsforhandlinger bliver ikke mindre, når man tager et blik på den anden aktør.

 

En yderligere komplicerende faktor er de forhold, som to årtiers krig har skabt, hvor selve krigen fungerer som overordnet præmis for indtjening og dermed gruppernes og lokale magthaveres politiske magt og ikke mindst levestandard
_______

 

Taliban-bevægelsen – fortsat krig
For at forstå Taliban-bevægelsens nuværende position er man nødt til at dykke ned i bevægelsens udvikling gennem det seneste halvandet årti, hvor den har bevæget sig langt væk fra sit oprindelige DNA som crime-buster.

Bevægelsens vej til magten blev banet gennem et opgør med det anarki, som borgerkrigen fra 1992 havde affødt i store dele af landet. Indledningsvis var dens sigte at skabe en lomme af lov og orden i Kandahar-provinsen. Taliban fik hurtigt massiv opbakning fra store dele af civilbefolkningen, der levede under miserable vilkår – oftest i form af en lokal krigsherres terrorisering og vilkårlige brandbeskatning. Den indledningsvise lokale opbakning udviklede sig eksponentielt i ekspresfart, og opbakningen endte med at føre bevægelsen helt til Kabul, men det stod hurtigt klart, at den på ingen måde var gearet til at lede og styre et helt land – hvilket den jo heller ikke oprindeligt var designet til. Intentionerne om at skabe en lokal lomme af lov og orden ud fra en ultrakonservativ og fundamentalistisk fortolkning af Koranen blev på et nationalt plan transformeret til et primitivt kontrolregime, hvor omdrejningspunktet var at forhindre al opposition gennem fysisk såvel som psykisk kontrol med et helt lands befolkning.

Dette holdt som bekendt i fem år indtil 9/11, hvor regimets gæstfrihed i forhold til Osama bin Laden viste sig at blive fatal, og da resterne af Taliban-bevægelsen i umiddelbar forlængelse af 9/11 måtte flygte ud af Kabul i kølvandet på den amerikanske invasion, var bevægelsen på randen af total opløsning. Den forskansede sig i Helmand og Kandahar i det sydlige Afghanistan, og siden 2001 har den, både frivilligt og ufrivilligt, bevæget sig væk fra rollen som crime-buster. Distancen til Taliban-bevægelsens oprindelige DNA er efterhånden blevet så stor, at den bevægelse, der kaldte sig Taliban første gang i 1994 og tog magten i Kabul i 1996, i dag har udviklet sig til noget andet, end den var. I dag er den gennemsyret af illegale aktiviteter – fx dyrkning og salg af opium og uhellige alliancer med diverse interne og eksterne aktører og grupperinger, der har interesse i en fortsat konflikt i landet, typisk af enten økonomiske eller geopolitiske årsager. Et eksempel på dette er den iranske og russiske støtte til forskellige Taliban-grupperinger. Her er der langtfra tale om et samarbejde baseret på ideologi eller værdier, med derimod et pragmatisk tidsbegrænset samarbejde ud fra eksempelvis USA som fælles fjende. Denne udvikling har medført, at bevægelsen, der sad på magten i Afghanistan fra 1996 til 2001, i dag er død og borte. Taliban har i høj grad udviklet sig til en franchise i stil med eksempelvis McDonald’s, hvor lokale grupper eller individer associerer sig med ’moderselskabet’ og følger de overordnede retningslinjer, men derudover selvstændigt kører afdelingens daglige drift.

Den store udfordring i forhold til at indgå i en forhandling med den afghanske regering er netop denne organisering. En række af undergrupperingernes agendaer vil ikke stemme overens med en fredsaftale, og nogle af disse grupper vil formodentlig bryde med moderbevægelsen i tilfælde af en sådan forhandlet politisk løsning. Andre grupperinger vil stille sig bag den politiske løsning og omvendt kappe båndene til Taliban-ledelsen, i tilfælde af at forhandlingssporet ikke fortsættes.

Der er selvfølgelig en vis grad af topstyring, som den tre dage lange Eid-våbenhvile sidste år illustrerede, men forudsætningen for at holde sammen på bevægelsen er en balancering af interesser, hvor den lokale gruppes agenda fortsat bedst varetages gennem den overordnede franchise. Denne agenda kan hurtigt ændre sig, hvis den lokale gruppes interesser pludselig varetages bedst gennem samarbejde med en anden oprørsbevægelse, kriminelle organisationer eller for den sags skyld den afghanske hær eller den lokale politichef. Den lokale gruppe vil gøre dette, når den føler sig stærk nok.

Risikoen for intern splittelse er et væsentligt parameter, i forhold til hvorfor Taliban-ledelsen indledningsvis kun vil forhandle direkte med USA, da amerikanske soldater udgør den eneste sikre fællesnævner for de forskellige grupperinger i Taliban. En yderligere komplicerende faktor er de forhold, som to årtiers krig har skabt, hvor selve krigen fungerer som overordnet præmis for indtjening og dermed gruppernes og lokale magthaveres politiske magt og ikke mindst levestandard. Disses magt forudsætter, at der fortsat er konflikt – eller som minimum lokal autonomi – uafhængigt af den afghanske regering.

 

På nuværende tidspunkt vil Taliban ikke komme til forhandlingsbordet, hvilket primært skyldes, at bevægelsen ikke stoler på den afghanske regering og ikke anser den som en troværdig forhandlingspartner
_______

 

Freden er farlig
På nuværende tidspunkt vil Taliban ikke komme til forhandlingsbordet, hvilket primært skyldes, at bevægelsen ikke stoler på den afghanske regering og ikke anser den som en troværdig forhandlingspartner.

Den afghanske regerings forsøg på at forlænge den indledende våbenhvile samt foranstalte en ny i forbindelse med den efterfølgende muslimske højtid Eid ul-Adha i september 2018 blev afvist af Taliban-bevægelsen.

Efter våbenhvilen, hvor billederne af Taliban-soldater side om side med afghanske sikkerhedsstyrker blev spredt vidt og bredt, viste det sig, at den var blevet en del mere omfattende, end ledelsen i Taliban havde tænkt sig. De sparsomme meldinger fra Talibans kommunikationskanaler samt mit eget netværk indikerede, at accepten af våbenhvilen ikke indbefattede, at bevægelsens soldater begyndte at interagere med regeringens sikkerhedsstyrker – det var en frihed, som de lavere niveauer selv tog. Faren var – set fra Taliban-ledelsens side – at nogle af soldaterne ikke ville kunne mobiliseres igen efter interaktionen med sikkerhedsstyrkerne, hvor en krigstræt civilbefolkning for første gang i mange år kunne dufte freden. En forlænget våbenhvile – eller en ny – ville øge risikoen for, at individer eller hele grupperinger ville finde freden så fristende, at de ikke ville tilbage til hverdagen som soldat.

Endvidere såede våbenhvilen tvivl om bevægelsens kerneargument: at man ikke vil forhandle med en illegitim marionetregering. Det fortsatte krav om indledende forhandlinger med USA skulle ikke gradbøjes, og dermed var man tilbage i dødvandet, hvor USA i starten krævede, at fredsforhandlingerne skulle være Afghan owned og Afghan led, altså ledet af den afghanske regering.

Løsningen kom dog hurtigt, fordi man fra amerikansk side indvilgede i at tage de indledende forhandlinger direkte med Taliban uden om den afghanske regering – til stor irritation for Kabul. Disse forhandlinger finder sted i Doha, og i skrivende stund er man i gang med tredje runde.

De igangværende forhandlinger er ikke ufarlige og ikke kun positive. Der er ingen tvivl om, at den amerikanske præsident, Trump, har lagt maksimalt pres på den amerikanske chefforhandler, Zalmay Khalidzad, med henblik på at sikre en amerikansk tilbagetrækning i indeværende præsidentperiode. Selvom USA tog de indledende drøftelser uden om den afghanske regering, var og er amerikanernes plan at få inddraget den afghanske regering hurtigst muligt, således at USA vil kunne falde over i rollen som en facilitator, der garanterer aftalen, når den er indgået. Spørgsmålet er dog nu, hvor fast Khalidzad står på dette udgangspunkt, eller om en aftale med Taliban ikke længere behøver at inkludere den afghanske regering. Informationen, der sivede ud fra forhandlingsrunden i Doha i januar 2019 fra bl.a. netop Khalidzad og Taliban, indikerede i hvert fald, at en sådan løsning ikke var utænkelig. Dette er ikke kun dårlige nyheder for den afghanske regering, men også for den del af den afghanske befolkning, der har integreret sig i det nye system, uddannet sig, deltaget i valg og troet på en lysere fremtid.

 

En løsning, der ikke tager højde for iranske og pakistanske sikkerhedspolitiske røde linjer, vil aldrig være bæredygtig
_______

 

Erklæringen fra mødet i Doha, der meget vagt blev betegnet som et draft framework for fremtidige samtaler, indeholdt to hovedpunkter, som Khalidzad havde forhandlet sig frem til med Taliban:

Det første punkt: Såfremt en aftale indgås, vil Taliban garantere, at hverken Islamisk Stat eller al-Qaeda vil kunne etablere træningslejre i landet. Hvis man blot kender en smule til Taliban-bevægelsen og udviklingen i Afghanistan gennem de seneste fem år, så kan dette bedst betegnes som en gratis omgang fra Talibans side. Taliban har et klart nationalt sigte i modsætning til de to andre bevægelser og er jævnligt i konflikt med særligt Islamisk Stat i Afghanistan (ISKP). Siden 2017 er der flere eksempler på deciderede Taliban-offensiver rettet mod ISKP-grupper i Kunar- og Nangarhar-provinserne, hvor Taliban som bevægelse har set sig truet i forhold til rekruttering og magt. Der er utvivlsomt gråzoner særligt til al-Qaeda, men det ændrer ikke ved den officielle linje fra ledelsen: Begge bevægelser er modstandere – dels på grund af disse bevægelsers internationale fokus, dels fordi de konkurrerer om de samme ressourcer og de samme rekrutteringskanaler. Med andre ord skal Taliban ikke foretage sig noget nu og her for at leve op til dette krav retorisk. Fremadrettet vil der naturligvis opstå en udfordring for Taliban, såfremt de skal sparke disse grupperinger helt ud af landet. Både ISKP og al-Qaeda er til stede i landet, men deres magt er stærkt begrænset i forhold til territoriel kontrol, hvilket efter alt at dømme ikke ændrer sig foreløbig, og derfor er det ikke en talibansk gavebod, når bevægelsen indvilger i at acceptere dette som et indledende krav.

Det andet punkt skitserede en plan for en komplet amerikansk tilbagetrækning, og det er her, at forhandlingerne bliver farlige. Såfremt en tilbagetrækning aftales bilateralt med Taliban, inden den afghanske regering inddrages i forhandlingerne, efterlades regeringen uden nogen styrke i den følgende fredsproces. Ud over at efterlade selve regeringen i den svagest mulige position vil både interne politiske grupperinger, der i øjeblikket samarbejder med regeringen, samt de to store naboer Iran og Pakistan miste ethvert incitament til at lave politiske aftaler – små som store – med regeringen i Kabul. I stedet vil nabolandene i endnu højere grad sikre deres respektive grænser og indflydelse i Afghanistan gennem kortsigtede alliancer med grupperinger uden om regeringen, fordi dens autoritet vil være undermineret.

Netop det regionale aspekt har været underprioriteret gennem hele krigen. Bæredygtige sikkerhedsløsninger for Afghanistan kræver i al deres ’enkelhed’, at man sikrer støtte (eller som minimum: et løfte om, at aftalerne ikke modarbejdes) fra disse to nøglelande. En løsning, der ikke tager højde for iranske og pakistanske sikkerhedspolitiske røde linjer, vil aldrig være bæredygtig, og internationalt pres i forhold til at få Iran eller Pakistan til at acceptere en løsning, der strider mod deres regionale sikkerhedsinteresser, vil virke kontraproduktivt.

 

Man kunne fristes til at mene, at den vestlige tilstedeværelse i sig selv har skabt alle problemerne, og at der ingen løsninger er. […] Jeg er dog ikke en del af dette opgivende kor
_______

 

Vejen frem
Hvor efterlader dette mix af interne og eksterne interessekonflikter Afghanistan? Man kunne fristes til at mene, at den vestlige tilstedeværelse i sig selv har skabt alle problemerne, og at der ingen løsninger er. Dette er et argument, som jeg tit hører blandt analytikere, der for længst har opgivet landet. Jeg er dog ikke en del af dette opgivende kor. Afghanistan er blevet forandret gennem de seneste to årtier – også til det bedre. Den vestlige tilstedeværelse har frem for alt sikret en kommunikationsstrøm til og uddannelse af yngre generationer, der har fået adgang til viden om, hvordan verden omkring dem fungerer. De har fået tankefriheden tilbage. Selvom dette har medført større usikkerhed, så har jeg stadig til gode at møde en afghaner, der ønsker sig tilbage til slutningen af 1990’erne. Selv blandt Taliban-bevægelsen er dette ønske heller ikke længere til stede.

Det store problem er at finde vejen frem.

Vesten har et kæmpe ansvar i forhold til det politiske system, der er blevet opbygget i Afghanistan. Der er store konstruktionsfejl og en udbredt korruption, hvilket selvfølgelig langtfra er ideelt i forhold til at lede landet mod fremtidig stabilitet. Problemet er, at det er sådan, virkeligheden ser ud: Regeringen er det eneste nationale anker, som Vesten – og for den sags skyld de regionale lande – kan bruge på den korte bane.

Såfremt den afghanske regering fortsat forbliver uden for forhandlingsrummet, øges risikoen for et sammenbrud af hele systemet, hvilket med stor sandsynlighed vil bane vejen for en ny afghansk borgerkrig. En sådan borgerkrig vil have katastrofale konsekvenser for den afghanske civilbefolkning – ikke mindst de yngre generationer særligt i de større byer – der har troet på, at det vestligt-ledede projekt ville lede til sikkerhed, økonomisk vækst og på sigt et bedre liv. Det vil skabe øget ustabilitet i en i forvejen ustabil region. Det vil skabe et gunstigt miljø for etableringen af nye terrorbevægelser udstyret med argumentet om, at Vesten lod Afghanistan i stikken. Og endelig vil det skabe en massiv flygtningestrøm mod Europa.

Netop derfor er de nuværende forhandlinger farlige og umulige at fejre med andet end et koldt og knækket halleluja. ■

 

Såfremt den afghanske regering fortsat forbliver uden for forhandlingsrummet, øges risikoen for et sammenbrud af hele systemet, hvilket med stor sandsynlighed vil bane vejen for en ny afghansk borgerkrig
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland