16.07.2019

De liberale institutioner har mistet deres forklaringskraft. Og derfor står vi, hvor vi gør: midt i historiens og politikkens ustabilitet og regelløshed.

Af David Rischel

”Intetsteds har den liberale filosofi fejlet i så eklatant grad som i forståelsen af spørgsmålet om forandring”. Sådan skriver Karl Polanyi i The Great Transformation – Polanyis hovedværk, hans magnum opus – fra 1944 om den industrielle revolution. Polanyi hentyder til, at en ideologi ikke blot er et system af moralske og politiske principper; ikke blot en bestemt idé om, hvordan samfundet bør styres – men også en forklaringsmodel. En forståelsesramme for, hvordan samfundet og historien udvikler sig.

I 1944 var Polanyis konklusion nærliggende: Verden havde gennemlevet en dyb og gennemgribende økonomisk krise, man stod midt i en verdenskrig, og stort set hele verden vendte sig bort fra den rendyrkede kapitalisme. I USA gennemførte F.D. Roosevelt New Deal-politikken, i Skandinavien indledtes starten på 50 år med nærmest uafbrudt socialdemokratisk styre, og i Tyskland, Spanien og Italien gik man endnu hårdere til værks, og fascisterne kom til magten.

I dag lever vi i en lignende tilstand. Siden 1980’erne har den økonomiske liberalisme været ’the only game in town’. Visse steder sad socialdemokrater og centrumvenstre-partier på magten – Clinton i 1990’erne i USA, (New) Labour i 2000’erne i Storbritannien – men overalt havde man accepteret den samme økonomiske og politiske logik: De finansielle markeder skulle gøres fri af tyngende regulering, arbejdsmarkederne skulle liberaliseres, offentlige institutioner skulle styres efter markedsprincipper – som i New Public Management – og den offentlige sektor skulle inddæmmes. Det var alt sammen for at øge fleksibiliteten i samfundet og gøre det i stand til at undergå de forandringer, som de internationale markeder nødvendiggjorde. De steder, hvor markedet ikke herskede, skulle det udbredes, og de steder, hvor det allerede var institutionaliseret, skulle det udvikles. Derfor blev løsningen på arbejdsløshed fx at øge konkurrencen på arbejdsmarkedet, og løsningen på klimakrisen et marked for CO₂-kvoter.

Disse forandringer skulle gøre os alle sammen rigere, øge innovationen og accelerere den teknologiske forandring. Afstanden mellem mennesker, lande og markeder skulle formindskes. Tiden og rummet, samfundet og historien komprimeredes: Med nettet kunne man holde sig i konstant kontakt med hele verden, og med Amazon kan man i dag bestille alverdens skrammel, som vil være leveret inden for 24 timer. Der sker simpelthen langt mere inden for det samme tidsrum og den samme plads, end der gjorde for 50 år siden.

 

Den fremherskende liberale forklaring på de sidste ti års sammenbundne økonomiske og politiske kriser har grundlæggende været en forfaldsforklaring, hvori kriserne forstås som en konsekvens af enkeltpersoners eller organisationers moralske eller politiske svigt
_______

 

Moralske forfald som forklaringsmodel
Den økonomiske liberalisme bygger grundlæggende på en idé om spontant fremskridt. Den er teleologisk, karikeret i tesen om historiens afslutning som fremlagt af Fukuyama i årene efter Murens fald. Man antog ikke bare, at den økonomiske liberalisme havde sejret, men at samfundet – på klassisk hegeliansk vis – havde nået sit højeste udviklingsstadie, og at den økonomiske liberalismes grundlæggende principper var blevet accepteret på de fleste områder af samfundet.

Der var selvfølgelig uenighed om, hvordan den liberalistiske samfundsmodel konkret skulle implementeres: Skulle man have skandinavisk flexicurity, en tysk forsikringsmodel eller en amerikansk rundbarbering af velfærdsstaten? Men denne uenighed var i sidste ende teknokratisk – den udfordrede ikke den økonomiske liberalismes præmisser. Ikke dermed sagt, at uenigheden var uden betydning – slet ikke – men det var en uenighed om, hvilke redskaber i den samme værktøjskasse der virkede, og hvordan principperne skulle implementeres; ikke, hvilke principper der skulle gøres gældende.

Den såkaldte ’neoliberalisme’ udsprang af den tyske ordoliberalisme og blev operationaliseret af en række amerikanske og østrigske økonomer fra 1950’erne og frem. Helt centralt står to idéer; for det første at staten i højere grad skal organiseres efter markedsprincipper, og for det andet at det fremmeste – og eneste – motiv for virksomheder er profitmotivet. Denne historisk-politiske bevægelse har udmøntet sig i lang række internationale institutioner. Fx ECB, IMF, Verdensbanken og til en vis grad den amerikanske centralbank.

Centralt for disse institutioner er, at de ideelt set er regelstyrede. Et af den moderne økonomiske liberalismes mål er netop at harmonisere regler og love, og dette gøres ved at fastsætte en række fælles spilleregler, som håndhæves af disse økonomiske institutioner. Derfor indførte man i EU den såkaldte finanspagt, og derfor var der – indtil 2015 – et meget klart juridisk defineret mål for, hvad Den Europæiske Centralbank måtte og ikke måtte. Frem for alt var opgaven at holde inflationen i ro. Dermed håbede man, at man til en vis grad havde tæmmet kapitalismen. Gjort den regelbunden. Som Anders Fogh udtalte i midten af 2000’erne, så måtte de økonomiske lærebøger skrives om.

Men dette skaber et paradoks for den økonomiske liberalisme: For hvordan forklarer man krisen, når den kommer? Når institutionerne i så udpræget grad var regelbundne og skulle sikre et fast fundament under økonomien, hvad gør man så, når fundamentet skrider, og økonomien pludselig ikke længere er regelbunden? Hvordan kan man forklare – og dermed legitimere – institutionernes opførsel?

Den fremherskende liberale forklaring på de sidste ti års sammenbundne økonomiske og politiske kriser har grundlæggende været en forfaldsforklaring, hvori kriserne forstås som en konsekvens af enkeltpersoners eller organisationers moralske eller politiske svigt, herunder fx i finansverdenen. Dette er også en slags mytologisk forklaring: Om vi nu blot havde handlet eller gjort anderledes i denne situation, om vi nu blot ikke havde handlet i hybris … om nu blot Hillary Clinton havde appelleret mere til vælgerne i rustbæltet i USA … Forstået på den måde bliver liberalismens krise til en lang række af enkeltmomenter, hvor historien kunne have artet sig anderledes – det er ikke strukturen i vores samfund, den er gal med.

 

Selvom det er forkert at bryde reglerne, så er den [liberale forfaldsforklaring] utilstrækkelig som forklaring på den økonomiske liberalismes krise. For de liberale institutioner har i sig selv brudt reglerne
_______

 

Moralske beslutninger HAR betydning. Men accepterer man denne model, har man for det første ikke forklaret, hvad der gjorde det langt mere sandsynligt for dominobrikkerne at vælte den ene vej i stedet for den anden. For det andet stemmer det ikke overens med de liberale institutioners konkrete ageren i forbindelse med finanskrisen.

Men det er grundlæggende den forklaringsmodel, som danske liberale har taget i brug i forbindelse med de bankskandaler, som efterhånden er blevet en fast bestanddel af offentlighedens bevidsthed. Som svar på tidens bankskandaler opfordrede debatredaktør på Berlingske Pierre Collignon i december sidste år til, at man som ansat ikke kun skulle spørge: ”Hvad er lovligt?”. ”Spørg, om det kan være moralsk rigtigt, at dit firma bidrager til, at spekulanter får tilbagebetalt udbytteskat, som de aldrig har betalt”. Bertel Haarder har ligeledes udtrykt bekymring – kapitalismen, mener han, ”er syg, og den kan slet ikke fungere, hvis den ikke holdes oppe af, at borgerne af sig selv holder sig på måtten etisk og moralsk”.

Så ifølge danske liberale er det ikke liberalismen, der er noget i vejen med. Det er tværtimod moralen. Folk har simpelthen ikke opført sig ordentligt. Sagt på en anden måde: Reglerne er blevet brudt.

Det er rigtigt, at folk i bankverdenen har opført sig slet, og den moralske fordømmelse er vigtig. Men som makrohistorisk forklaring kan den ikke bruges til noget. Den forklarer os ikke, hvorfor vi står der, hvor vi gør. For selvom det er forkert at bryde reglerne, så er den forklaring utilstrækkelig som forklaring på den økonomiske liberalismes krise. For de liberale institutioner har i sig selv brudt reglerne.

Samtidig lever vi ikke i en postpolitisk verden, som det ellers er blevet hipt at mene: Politikken udspiller sig blot et andet sted end tidligere, nemlig i EU’s, IMF’s, ECB’s og den amerikanske centralbanks forhandlingslokaler. Det er her, regeringsledere, banktopchefer og centralbanksdirektører afgør millioner af menneskers skæbne. Institutionernes stabilitet var og er en konsekvens af politiske overensstemmelser. Men efter den økonomiske krise var det ikke længere muligt at opretholde den politisk organiserede stabilitet, fordi reglerne ikke længere kunne styre økonomien.

Reglerne var blevet forældede. Det er tydeligt for enhver, hvis vi ser på de liberale institutioners konkrete ageren de sidste par år.

Da reglerne blev brudt
Det har været et mantra for de liberale institutioner, at økonomien skulle bindes op på institutionelle og juridiske regler, således at der aldrig er tvivl om, at landes regeringer lever op til markedernes krav til investeringssikkerhed. Således indførte man i eurozonen den såkaldte Finanspagt i 2012, modelleret på den tyske Schuldenbremse, som sikrer, at eurolandene lever op til krav om budgetdisciplin i forhold til det offentlige underskud samt gældsætning.

Denne idé om økonomien som regelbunden blev måske bedst udtrykt af Angela Merkel i 2011: ”Selvfølgelig lever vi i et demokrati, et parlamentarisk demokrati, og derfor er det den tyske Forbundsdags ret at fastlægge finansloven, så vi kommer til at finde måder, hvorpå vi kan forme den parlamentariske fælles beslutningsmyndighed, således at den ikke desto mindre er markedskonform”. Med andre ord: Vi har demokrati – så længe det lever op til markedets krav. Men selvom Merkel måtte ønske det, så er dette syn på økonomien forfejlet. Historien om den græske gældskrise viser, paradoksalt nok, hvorfor.

 

[ECB’s opførsel under Gældskrisen] har intet at gøre med en regelbunden økonomi. I virkeligheden var QE et stort pengeøkonomisk eksperiment, som blev igangsat, fordi man ikke havde den fjerneste idé om, hvad man ellers skulle gøre
_______

 

Som den britiske historiker Adam Tooze har beskrevet i sin bog Crashed om de sidste ti års finansielle, økonomiske og politiske krise¸ så var ECB i lang tid uvillig til at opkøbe græske statsobligationer. Fra tysk side så man det som en uhørt overskridelse af centralbankens mandat – hvilket det også ville være rent juridisk. Derfor trak krisen ud i så utrolig lang tid. Man gennemførte den ene gældsnedskrivning efter den anden til gengæld for mere og mere heftige spareprogrammer. Det var til ingen verdens nytte. Det var først, da man i starten af 2015 begyndte at opkøbe offentlig og privat gæld i massivt omfang, at risikoen for finansiel og økonomisk spillover fra Grækenland til resten af eurozonen blev afværget.

Ultimativt blev Europas og Grækenlands skæbne afgjort af ECB’s politiske beslutning om at opkøbe græske statsobligationer. Den skulle have været en uafhængig institution – en garant for stabilitet – men da det kom til stykket, var den villig til at intervenere massivt og ubegrænset i den europæiske økonomi. ECB igangsatte et enormt program for opkøb af både private og offentlige aktier og obligationer, såkaldt Quantitative Easing (QE). Da programmet sluttede i 2018 efter næsten fire år, havde centralbanken købt aktier og statsobligationer for omkring 2,5 billioner euro, primært for at undgå deflation i dele af eurozonen. Reelt indførte ECB undervejs en garanti for den græske statsgæld – og først da faldt Grækenlands renter.

Det har intet at gøre med en regelbunden økonomi. I virkeligheden var QE et stort pengeøkonomisk eksperiment, som blev igangsat, fordi man ikke havde den fjerneste idé om, hvad man ellers skulle gøre. Dermed afslørede ECB sig selv: Man var i vidt omfang styret af politiske interesser. Der var en fuldkommen klar interesse i at beholde Grækenland i euroen – selvom den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, var stærkt imod – og i sidste ende stod dette politiske hensyn over det økonomisk-juridiske. Og det er præcis, som det skal være. For selvfølgelig bør det være muligt for vores økonomiske institutioner at ændre politik. Og samtidig er det nødvendigt, at disse institutioner er regelbundne. Ellers er der som sagt ingen fælles spilleregler.

Pointen er: Den økonomiske liberalisme har været ude af stand til at forklare os – som Polanyi bemærkede – hvor verden er på vej hen. For historien er ikke regelbunden. Den er grundlæggende kaotisk og krisepræget. Det er grunden til, at de liberale debattørers argumenter om den økonomiske krise begrænser sig til moralske indsigelser mod finansspekulanters griskhed. For den økonomiske liberalisme har grundlæggende ingen forklaring på, hvor vi som samfund befinder os i dag. Og når de liberale institutioner ikke kan forklare os, hvor vi står, kan de heller ikke legitimere sig selv.

Ned fra historiens tinde
Liberalismen har i mange år befundet sig på historiens højeste tinde – på sin vis uden for historiens regelmæssige gang. Både fra liberal og venstreorienteret side har man set de liberale institutioner som en slags postpolitisk og antidemokratisk spændetrøje for populister – et regelsæt for politikkens rammer. Men i en krisetid som den nuværende afslører det sig som en grundlæggende ahistorisk påstand – og dermed afslører den økonomiske liberalisme sig også som grundlæggende ahistorisk.

Teori og praksis stemmer altså ikke overens. De liberale institutioner er regelbundne, indtil de ikke er det længere – indtil den politiske og økonomiske elite mener anderledes. Da krisen kom, måtte et nyt sæt regler udstikkes.

Og det er den situation, vi nu befinder os i: Principperne er stadig de samme, men virkeligheden og praksis har forflyttet sig. Derfor kan de liberale institutioner heller ikke forklare os, hvor vi skal gå hen; for de ved det grundlæggende ikke – og det er der heller ikke nogen andre, der gør. På et tidspunkt kan det være, at de vil redefinere sig selv; eller at de bryder sammen og et nyt sæt institutioner, et nyt sæt regler, opstår af asken. Men uanset hvad det ender med, skal vi ikke regne med, at de regler – liberale eller ej – kommer til at være evigtgyldige. De er styret af politiske hensyn. ■

 

Principperne er stadig de samme, men virkeligheden og praksis har forflyttet sig. Derfor kan de liberale institutioner heller ikke forklare os, hvor vi skal gå hen; for de ved det grundlæggende ikke – og det er der heller ikke nogen andre, der gør
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland