05.06.2019

.

Det er imellem valgene og ikke under valgene, at den magt, der former vores samfund, kommer til udtryk. Det er i det lange seje træk, at magteliten påvirker dansk politik – og den vil have os ind på midten, hvor den har mest indflydelse.

Kommentar af Christoph Ellersgaard & Anton Grau Larsen

VALGDAGEN ER EN skæbnedag for flere af landets mest magtfulde mennesker. Skal de på udkig efter et nyt job efter i dag? Vinder de regeringsmagten? Får de en ministerpost? Eller går det helt galt, så de må trække et nummer til arbejdsløshedskøen (dog med noget gunstigere forhold) efter at være blevet fravalgt af vælgerne? For de fleste personer i den danske magtelite er jobbet dog ikke på spil på onsdag. Højest ændrer valget – med mindre det bliver af jordskredstypen – på, hvilke forbindelser og alliancer de nu må styrke for at fastholde deres magt.

Det er nemlig blot 41 ud af de 396 personer i magteliten, der er politikere. Det viser vores kortlægning af kernen i de danske magtnetværk – netop det vi kalder magteliten – i bogen Personer forgår – Magten Består, der udkom i sidste uge. Blandt disse 41 politikere er der endda også borgmestre og regionsrådsformænd, der ikke er på valg i dag. Vi har fundet magteliten ved at indsamle data på alle potentielt magtfulde fora i Danmark, fx virksomheds- og fondsbestyrelser, offentlige råd, nævn og udvalg samt ledende organer for interesseorganisationer og politiske partier. I alt ser vi på 5.558 fora med 56.538 poster besat af 38.544 personer. Disse udgør et gigantisk netværk, og det er i dette netværks kerne, vi finder en tæt forbundet gruppe på 398 personer, vi kalder magteliten.

Dette betyder imidlertid ikke, at valget kun påvirker de knap 10 pct. af magteliten, som er politikere. Folketingets sammensætning – og ikke mindst hvem der har regeringsmagten – gør en forskel for magtudøvelsen i Danmark. Politikerne kan udpege medlemmer af offentlige bestyrelser, råd, nævn og kommissioner, forfremme embedsmænd og på andre måder påvirke, hvem der lukkes ind i magtens cirkler. Og magtbalancen mellem partierne – og dermed Danmarks politiske retning –forskubbes, afhængigt af hvem der vinder valget.

I 2012 var Socialdemokratiet det største parti i magteliten med 13 medlemmer mod Venstres 11 medlemmer. I 2017 var det svinget til 20-10 i Venstres favør. Og hvor vi i 2012 fandt to personer fra regeringspartiet SF i magteliten og ingen fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, er der nul SF’ere, to DF’ere og tre LA’ere i den nye magtelite. Hvad der står fast er, at det er de etablerede regeringsbærende partier – V, S, R og K – der hænger mest stabilt fast i magteliten og fylder mest.

 

Ved at fokusere på kampen mellem rød og blå blok overser man det vigtigste: Magtelitens interesse er stabilitet og brede samarbejder henover midten
_______

 

Men hvordan forholder den øvrige magtelite sig så til valgkampen?
Du kender nok det gamle mundheld om, at det ikke er, hvad man spiser mellem jul og nytår, der feder – men hvad man spiser mellem nytår og jul. Det gælder også for magt. Det er imellem valgene og ikke under valgene, at den magt, der former vores samfund, kommer til udtryk. Det er i det lange seje træk mellem valgene, at den øvrige magtelite for alvor påvirker både dansk politik og vores samfund som helhed. Dermed ikke sagt, at vi ikke også kan se magteliten forsøge at påvirke selve valgkampen – det er bare ikke det centrale.

Nogle dele af magteliten har mere eller mindre formelle bånd og alliancer med forskellige politiske partier og blokke. Fagbevægelsen er stadig knyttet til Socialdemokratiet. Landbruget til Venstre. De store erhvervsorganisationer og virksomheder til den blå blok. Disse bånd kommer til udtryk gennem partistøtte og forskellige former for samarbejde og koordinering. Når et parti har råd til ekstra kampagner og oftere dukker op i vælgernes Facebook-feed, skyldes det blandt andet uligheden i, hvilke partier der modtager kampagnebidrag. Det præcise omfang kan man – på grund af megen lukkethed om partistøtte i Danmark – kun gisne om. Man kan blot konstatere, at en stor del af de donorer, der giver mere end 20.000 kr., også har en eller flere ledere placeret i magteliten.

Udover partistøtten kan organisationer både før og under valgkampen have ført kampagner, hjulpet medier med at finde case-personer og sørget for, at den viden, man har interesse i, er blevet produceret i rigt omfang i tænketanke eller konsulenthuse. På den måde kan forskellige fraktioner inden for magteliten forsøge at styrke de politiske partier, de har stærkest bånd til.

Men ved at fokusere på kampen mellem rød og blå blok overser man det vigtigste: Magtelitens interesse er stabilitet og brede samarbejder henover midten. Ikke overraskende blev forslaget om en SV-regering modtaget med stor begejstring i toppen af dansk erhvervsliv og hos Børsens chefredaktør.

ET TYDELIGT BILLEDE på værdien af det brede samarbejde i magteliten er den tætte alliance, der eksisterede mellem Claus Jensen, der er socialdemokrat og formand for Dansk Metal men gerne kommer forbi Venstres landsmøde, og daværende DI-direktør Karsten Dybvad, som også har haft tætte forbindelser til Socialdemokratiet, men nu er bestyrelsesformand i Danske Bank. De er to magtfigurer, der formår at række på tværs og spille på både røde og blå heste. Dansk Industri og Dansk Metal gør deres til at sikre en fælles konsensus nær midten, hvilket bl.a. er kommet til udtryk gennem etableringen af den pro-europæiske Tænketanken EUROPA. En tænketank, der om sin mission skriver ”Vi vil Europa. Det handler ikke om ja eller nej til EU”. Altså netop et opgør med yderfløjenes EU-modstand.

I vores interviews med magtelitens medlemmer går billedet af midtersøgende politik igen stort set uden undtagelse hos både erhvervsledere, fagforeningsformænd og ledere af interesseorganisationer. Personerne i magteliten er glade for EU, glade for at leve i et nogenlunde lige samfund – men lidt uenige om, hvorvidt uligheden er blevet lidt for stor eller lille – og generelt glade for de fire gamle partier, altså K, V, S og R. Nogle er lidt mere til klima, andre lidt mere til vækst. Nogle er mere til at øge omfanget af udenlandsk arbejdskraft – som helst skal være velkvalificeret, men billig – andre ikke. Men alt i alt er der ikke de store udsving fra ønsker om det midtersøgende.

 

De politikere, der vælges i dag, bliver en del af et fasttømret net af alliancer. Et gruppe sammenvævede interesser, som vil gøre, hvad de kan for at opretholde og forstærke deres egen magtposition
_______

 

Det drejer sig altså om at bevare status quo og fastholde sin magtposition. Derfor kan magtelitens indflydelse også forsvinde lidt under radaren. Fordi det handler om at bevare sin magt. Allerhøjst forandre for at bevare og eventuelt konsolidere.

Det betyder ikke, at politikerne og befolkningen er uden indflydelse. Men det betyder, at de politikere, der vælges i dag, bliver en del af et fasttømret net af alliancer. Et gruppe sammenvævede interesser, som vil gøre, hvad de kan for at opretholde og forstærke deres egen magtposition. Det kan de – afhængig af deres magtbase – gøre ved at bruge deres økonomiske muskler til fx at true med at flytte produktion ud af landet, ved at mobilisere deres medlemmer, men fremfor alt ved at sikre brede alliancer, der indeholder de organisationer med de stærkeste bånd til etablerede partier i begge blokke.

DEN GODE NYHED for de toppolitikere, der rammer inden for magtelitens skive, er, at turen i arbejdsløshedskøen efter et valg sandsynligvis vil blive kort. Med sit skifte fra socialdemokratisk folketingsmedlem til adm. direktør i Landbrug & Fødevarer eksemplificerer Karen Hækkerup, at der kan ligge et job og vente til en kompromissøgende kandidat, uanset om denne måske tilhørte den anden fløj, end organisationen selv støttede.

Vi skal være bedre til at forstå kampen om magten i vores samfund uden for den undtagelsestilstand, den foregår i under valget. Dermed ikke sagt, at der ikke er vigtige temaer i valgkampen, som angår fordelingen og koncentrationen af magt i vores samfund – for det er der bestemt. Vi tænker især på diskussionerne om: 1) Arvebeskatning, som – hvis den sænkes yderligere – vil sikre, at landets store formuer og kontrollen med landets største virksomheder, forbliver på meget få hænder; 2) Reguleringen af finanssektoren, hvor en opsplitning af de største banker kan bidrage til at undgå, at for meget af vores økonomi bliver afhængig af en lille gruppe bankdirektørers dispositioner; 3) Lovene om partistøtte, som kan udvides til at begrænse og skabe åbenhed om, hvem støtter hvilke partier med hvad.

Ligeledes må de politiske partier arbejde med idéer til, hvordan man undgår at lade Tordenskjolds soldater besætte posterne i offentlige råd, nævn, udvalg og kommissioner. Hvis ikke, vil det fortsat blot være magtelitepersoner i en svagt anden nuance af lilla, der overtager posterne, hvis vælgerne udstikker en ny kurs for vores samfund. Så hvis vi ikke gør noget, bliver det vanskeligere at afkræfte myten om, at politikken bliver den samme, uanset regeringens farve. ■

 

De politiske partier må arbejde med idéer til, hvordan man undgår at lade Tordenskjolds soldater besætte posterne i offentlige råd, nævn, udvalg og kommissioner. Hvis ikke, vil det fortsat blot være magtelitepersoner i en svagt anden nuance af lilla, der overtager posterne
_______

 

Christoph Ellersgaard (f. 1981) & Anton Grau Larsen (f. 1983) er begge adjunkter ved Department of Organisation, CBS samt forfattere til bøgerne ”Magteliten” fra 2015 og ”Personer forgår – Magten Består”, som netop er udkommet. ILLUSTRATION: Statsminister Lars Løkke Rasmussen [foto: Emma Sejersen/Scanpix]