18.07.2019

2019 viser sig at være et dramatisk år i både Tunesien, Algeriet, Libyen og Sudan.

Af Christina Nordvang Jensen

17. december 2010: Politiet havde netop beslaglagt den 26-årige tunesiske grønthandler Mohamed Bouazizis varer, fordi han ikke havde en officiel tilladelse til at sælge frugt og grønt på gaden fra sin bod. Kort efter placerede han sig foran guvernørens kontor i byen Sidi-Bouzid, hvor han hældte benzin ned ad sig selv og tændte ild. Han døde af sine kvæstelser nogle uger efter. For mange tunesere blev han symbolet på den frustration, der længe havde ulmet i samfundet, og allerede dagen efter hændelsen gik tusinder af mennesker på gaden i flere tunesiske byer og protesterede – mod kummerlige leveforhold, undertrykkelse og en udbredt mangel på muligheder for landets unge. Det blev begyndelsen på Det Arabiske Forår, der inden længe bredte sig til resten af Nordafrika og Mellemøsten.

Netop i Nordafrika bliver 2019 på en række punkter et afgørende år. Vil befolkningen i Algeriet lykkes med at holde militæret fra magten? Risikerer Libyen, at konflikterne i landet udvikler sig til en fuldbyrdet borgerkrig? Vil tuneserne bakke op om de kommende valg?

Tunesien: Højere ungdomsarbejdsløshed end før revolutionen
I 2019 er det otte år siden, at Tunesiens præsident Zine el-Abidine Ben Ali blev afsat, og landet står til efteråret over for sit andet demokratiske præsidentvalg og sit tredje demokratiske parlamentsvalg nogensinde. Parlamentsvalget er foreløbig sat til at blive afholdt den 6. oktober, mens præsidentvalget bliver afviklet den 10. november.

Den demokratiske udvikling er på mange måder reel. I 2015 blev Tunesien for første gang – og som eneste land i regionen – kategoriseret som ‘frit’ af ngo’en Freedom House, der monitorerer demokratisk udvikling på verdensplan og arbejder for at sprede demokrati og fred.

Men ifølge Dokhi Fassihian, direktør for Mellemøst- og Nordafrikaprogrammet netop hos Freedom House, kan man ikke tage de demokratiske fremskridt for givet: “Tunesien er i en farezone [..] Hvis der ikke sker nogle ændringer, i forhold til hvordan det internationale samfund håndterer landet, så kan det meget vel fortsætte med at stå stille, og vi kan risikere at se tilbagegang i landet”, siger Dokhi Fassihian.

 

[I Tunesien er] der både er problemer med at sikre en vedvarende økonomisk udvikling, konsolidere de demokratiske institutioner og bekæmpe voldelig ekstremisme
_______

 

Siden demonstrationerne i 2011 er tuneserne ofte gået på gaden i protest. I december sidste år og i januar i år – otte år efter revolutionens begyndelse – opstod der igen store protester i landet. Endnu en gang med en tragisk hændelse som afsæt. Demonstrationerne begyndte 25. december 2018, da journalisten Abderrazak Zorgui i protest mod høj arbejdsløshed og store økonomiske problemer satte ild til sig selv i den tunesiske by Kasserine. Han døde efterfølgende af sine kvæstelser. I det hele taget var 2018 et år med mange protester – ikke færre end 9.356 i alt viser en opgørelse fra l’Observatoire Social Tunisien.

Flere analytikere og aktører på området har slået fast, at Tunesien står over for en svær tid. I en rapport fra april skriver FN’s særlige rapportør for religions- og trosfrihed, Ahmed Shaheed, efter et besøg i landet, at der både er problemer med at sikre en vedvarende økonomisk udvikling, konsolidere de demokratiske institutioner og bekæmpe voldelig ekstremisme. Udfordringer, der ikke bliver nemmere at håndtere, når nabolandet Libyen er i blodig konflikt, og tusindvis af tunesiske IS-kæmpere ønsker at vende hjem fra Irak og Syrien.

Ifølge Sarah Yerkes, der er fellow på Carnegies Mellemøstprogram og forsker i Tunesiens politik, økonomi og sikkerhed, er landets største udfordringer den vaklende økonomi og borgernes mistillid til regeringen og det nye demokratiske system. Siden revolutionen er den socioøkonomiske situation i landet kun blevet værre. Arbejdsløsheden er steget blandt især de unge 15 til 24-årige, for hvem den i øjeblikket ligger på omkring 34 pct. Og selvom der de seneste år har været en anelse økonomisk vækst, så ligger vækstprocenten stadig lavere end før revolutionen. Det har ellers været landets premierminister, Youssef Chaheds, løfte at vende den økonomiske udvikling.
Ifølge Transparency Internationals korruptionsindeks anser den tunesiske befolkning den offentlige sektor for at være lige så korrupt i 2018, som den var i 2012.

Flere meningsmålinger underbygger billedet af, at mange borgere mangler tiltro til det politiske styre, demokratiet og det kommende valg. Ifølge meningsmålinger fra begyndelsen af året foretaget af International Republican Institute mener 87 procent af befolkningen i Tunesien, at landet er på vej i en forkert retning. Kun 31 procent svarer, at det er “meget sandsynligt”, at de vil stemme til valgene i efteråret, mens 34 procent svarer, at det er “meget usandsynligt”. Det er foruroligende tal, mener Sarah Yerkes:

“Noget af den mistillid er berettiget, men folk vender i stigende grad ryggen til politik, på en måde der ikke er sund for et lands demokratiske udvikling. Hvis Tunesien skal fortsætte med at opbygge en demokratisk kultur og demokratiske institutioner, så er befolkningen og regeringen nødt til at arbejde sammen – og ikke mod hinanden, som vi ser det nu”, forklarer hun.

Ifølge Sarah Yerkes bliver valgene til efteråret derfor en vigtig milepæl i landets vej mod at blive et konsolideret, liberalt demokrati. Det bliver politikernes chance for at genvinde befolkningens tillid.

 

Men er der nok vilje hos politikerne til at tage nogle af de svære beslutninger og skabe økonomiske og demokratiske fremskridt? Det kan direktør i Freedom House Dokhi Fassihian godt tvivle på
_______

 

Men er der nok vilje hos politikerne til at tage nogle af de svære beslutninger og skabe økonomiske og demokratiske fremskridt? Det kan direktør i Freedom House Dokhi Fassihian godt tvivle på. Ifølge hende afhænger udviklingen dog ikke kun af Tunesien selv, men også af det internationale samfund. Hun mener, at specielt USA kan gøre mere for at tage landet i hånden og støtte den demokratiske overgang med andet end økonomiske midler.

“Der er selvfølgelig meget økonomisk støtte og mange udviklingskroner, der går til landet fra både Europa, USA og Verdensbanken. Men økonomisk støtte alene er ikke nok. Du kan give penge til et land i årtier, uden at det giver demokratiske fremskridt. Se på lande som Egypten og Jordan”, siger hun og giver som eksempel, at der er behov for, at det internationale samfund øger det diplomatiske arbejde og engagerer sig i opbygningen af det demokratiske system, bl.a. ved at hjælpe politikerne med at oprette forfatningsdomstolen, der skal beskytte menneskerettighederne i praksis.

“Det er til alles fordel, at Nordafrika og Mellemøsten opnår fremskridt mod demokratiske styreformer. Derfor er det virkelig vigtigt, at Tunesien er på rette spor som foregangsland”, siger hun.

Mange åbne spørgsmål
Også i andre dele af Nordafrika oplever man en dramatisk udvikling – positiv som negativ – i disse måneder.

I Libyen holder både nabolandene og det internationale samfund vejret, efter at nye voldsomme kampe mellem den siddende FN-anerkendte regering i Tripoli og militsen ledet af Khalifa Haftar blussede op i april. Landet har siden 2011, hvor den tidligere leder Muammar Gaddafi blev væltet, haft store problemer med at opnå stabilitet. Det har ikke været muligt for regeringen at kontrollere de mange militser og aktører i landet, og de seneste måneder er situationen forværret, fordi det er lykkedes Muammar Gaddafis tidligere hærchef Khalifa Haftar at gøre store militære fremskridt for at overtage kontrollen med landet.

I Algeriet begyndte månedlange protester i februar, da landets 82-årige præsident, Adelaziz Bouteflika, annoncerede, at han endnu en gang ville stille op til det præsidentvalg, der skulle have været afholdt i april. Flere hundredtusinde mennesker udtrykte deres utilfredshed og gik på gaden. Det fik Bouteflika til at trække sit kandidatur tilbage. Algeriet gik ellers mere eller mindre under radaren under og efter Det Arabiske Forår bl.a. på grund af minderne om en blodig borgerkrig i 1990’erne. Men i år blev undertrykkelsen og elitens magt nok for store dele af befolkningen, der stadig demonstrerer i gaderne.

 

“Det er for tidligt at sige, hvordan det vil ende i Sudan. Det kan bevæge sig mod demokrati, militært diktatur eller noget imellem. Men vi ser en manifestation af idéen om, at protester er mere magtfulde end valg”
_______

 

Lignende lange og massive protester har vi set i Sudan, hvor befolkningen har fået afsat præsident Omar al-Bashir, der har siddet på magten siden et militærkup i 1989. Men urolighederne er langtfra stoppet der. Militærstyret har midlertidigt taget over, og det har ført til adskillige blodige sammenstød, fordi demonstranterne ønsker en civil overgangsregering i stedet for det militære styre.

“Det er for tidligt at sige, hvordan det vil ende i Sudan. Det kan bevæge sig mod demokrati, militært diktatur eller noget imellem. Men vi ser en manifestation af idéen om, at protester er mere magtfulde end valg”, siger Sarah Yerkes.

Om regionen siger Dokhi Fassihian: “Der er et ønske om mere politisk frihed, mindre korruption og bedre regeringsførelse, og det betyder mere demokrati. Men spørgsmålet er, hvordan landene kommer derhen, for vejen er ikke særlig klar”.

Foråret er ikke glemt
Uanset hvad er Yerkes og Fassihian enige om, at Det Arabiske Forår i 2011 skabte grobund for, at befolkningerne har fået en stemme, som de ikke tøver med at bruge. “Algeriet er meget anderledes end Tunesien. Men der er ingen tvivl om, at den tunesiske succes med revolutionen har været en stor inspiration for aktivister i hele regionen”, siger Sarah Yerkes.

Ifølge Dokhi Fassihian er protesterne i Algeriet og Sudan et tydeligt tegn på, at befolkningerne er blevet stærke nok til at spotte en mulighed og udnytte den til at gå på gaden, protestere og forlange ændringer. Det Arabiske Forår har gjort det svært for regeringerne at holde befolkningens krav og protester nede:

“Folk vil ikke tilbage til den måde, tingene blev gjort på før. Det er forbi. Borgerne føler sig bemyndiget. Protester kommer til at være en del af landskabet i denne region fremover. Jeg tror, at borgerne bliver mere engagerede og vil stille flere krav til regeringerne. Og regeringerne vil ikke længere være i stand til bare at bruge undertrykkelse til at håndtere disse krav”. ■

 

“Folk vil ikke tilbage til den måde, tingene blev gjort på før. Det er forbi. Borgerne føler sig bemyndiget. Protester kommer til at være en del af landskabet i denne region fremover‟
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt