09.10.2019

Den nye regering skal lægge en ny strategi for, hvordan Danmark fremover skal håndtere truslen fra misinformationskampagner fra fremmede magter. Det handler om at værne om demokratiet. Spørgsmålet er: Hvornår er statens tilgang for tilbagelænet, og hvornår er den for aggressiv?

Analyse af Christiern S. Rasmussen

Folketingsvalget er ovre, og vi oplevede ikke den massive russiske påvirkning, vi havde frygtet. Havde vi så intet at frygte? Så enkelt er det ikke. Spørgsmålet er nu, hvad denne udeblivelse betyder for Danmarks fremtidige strategi mod udenlandsk påvirkning af vores valgkampe – og fungerede den eksisterende strategi så, den så kaldte valghandlingsplan?

Der er stadig behov for, at vi bekymrer os om påvirkningskampagner. I kølvandet på EP-valget kom flere eksempler på koordinerede påvirkningskampagner frem, både fra den russiske og den højreradikale fløj. For nyligt viste et britisk studie, at 7 lande aktivt bedriver påvirkningskampagner mod udenlandske publikummer. Så påvirkningskampagner er stadig et problem, vi skal tage alvorligt.

At folketingsvalget ikke blev ramt af mærkbar udenlandsk påvirkning, er altså ikke ensbetydende med, at vi kan ånde lettet op. For det første opererer påvirkningskampagnerne i det skjulte og tilpasser sig konstant de udfordringer, vi lægger foran dem. Udeblivelsen af beviser er derfor ikke bevis for udeblivelse.

Dertil er det en udbredt misforståelse, at påvirkningskampagner holder fri mellem valg. Den tidligere KGB-agent Yuri Bezmenov beskrev i et interview i 1984, at påvirkningskampagner mindst skulle bruge 15-20 år for at ”demoralisere” en hel generation. At dette skulle have ændret sig markant i en digital tidsalder, er usandsynligt. Den digitale tidsalders hastige informationsstrømme lover ingen demoralisering iløbet af få uger. Ifølge en oversigt af over 600 bots, som tænketanken Alliance for Securing Democracy står bag, forsøgte russiske bots konstant at påvirke den amerikanske debat i løbet af 2018 om aktuelle emner såsom skoleskyderier, politibrutalitet etc.

Udeblivelsen er til dels også blevet forklaret ud fra argumentet om en særlig dansk modstandsdygtighed, der skulle stamme fra vores høje uddannelsesniveau og udbredte snusfornuft. Bevares, vi har ikke købt historier om pædofilringe, der opererer fra pizzeria-kældere, men at antage, at vi dansker er immune over for misvisende oplysninger, er trods alt nok at gå for langt. Tænk fx på, hvordan danske forskere og journalister det sidste halve år har kæmpet med at mane konspirationsteorier og halve sandheder om de sundhedsskadelige effekter fra 5G i jorden – teorier, som russiske statskontrollerede medier bl.a. har spredt.

Disse forbehold kan nemt lyde alarmerende. Men det er vigtigt ikke at overvurdere betydningen af manglen på beviser – særligt i de næste måneder. I denne diskussion er det vigtigt, at danske beslutningstagere ikke hviler på (tvivlsomme) laurbærblade og lader en ukritisk evaluering af valghandlingsplanen sætte rammerne for den fremtidige strategi, som skal sikre det danske demokrati. Hvor valghandlingsplanen sidste år havde til formål at sikre det netop afholdte folketingsvalg, skal den nye regering nu tage stilling til, hvordan Danmark fortsat sikrer sig mod påvirkningskampagner.

 

Hvor valghandlingsplanen sidste år havde til formål at sikre det netop afholdte folketingsvalg, skal den nye regering nu tage stilling til, hvordan Danmark fortsat sikrer sig mod påvirkningskampagner
_______

 

Valghandlingsplanens 11 tiltag
Umiddelbart virker den hidtidige strategi sammentænkt og inddragende, men at opstille et værn om det danske demokrati er en svær opgave, der kredser omkring balancegangen: Hvornår er statens tilgang for tilbagelænet, og hvornår er den for aggressiv? Forholdet mellem de to punkter er vigtigt, for enten lader man fremmede magter skade demokratiet, eller også udøver man selvskade på det. Med den kommende diskussion i baghovedet, er det relevant at undersøge, hvorvidt valghandlingsplanens 11 tiltag fandt den rette balance, og om disse tiltag bør videreføres i en mere langsigtet strategi. Her gennemgås et uddrag af disse tiltag (en fuldstændig gennemgang kan snart findes i rapporten her).

Valghandlingsplanen består af 11 generelle tiltag, der varetages af en række arbejdsgrupper fordelt mellem Justits-, Udenrigs-, Forsvars-, Økonomi- og Indenrigsministeriet. Tiltagene går fra at koordinere indsatsen mellem myndigheder, styrke den danske stats evne til at identificere påvirkningsforsøg, sikre valghandlingens integritet og engagere aktører i civilsamfundet.

Koordinationsevnen
Påvirkningskampagnernes brug af forskellige politiske skel og miskreditering af myndighederne efterlader (i teorien) alle ministerielle ressortområder som potentielle mål. For at kunne identificere og håndtere truslen kræves derfor et vist overblik på tværs af ministerielle skel. Af den grund var valghandlingsplanens første tiltag at oprette den tværministerielle Task Force, bestående af repræsentanter fra både Justits-, Udenrigs- og Forsvarsministeriet samt PET og FE. Denne gruppe havde til formål at styrke kommunikation mellem myndighederne, koordinationen mellem de øvrige arbejdsgrupper og samtænke indsatsen mod påvirkningskampagnerne.

Bekymringer om forhastede beslutninger og en for dominerende rolle – både inden for indsatsen og i den offentlige debat – førte til, at Task Forcen valgte en decentral struktur ift. de øvrige arbejdsgrupper og en ad hoc-baseret responsprocedure, med udgangspunkt i at varsko de berørte ressortministerier. Således har taskforcen været et samlingspunkt for indsatser, der ville advare ministerierne, såfremt der spredtes misinformation om deres ressortområde. Derigennem skulle arbejdsgruppernes og ressortministeriernes fagspecifikke viden kunne blive bragt i spil, både når modforanstaltninger skulle opstilles, og når evt. påvirkningsforsøg skulle håndteres.

Dette fokus på faglighed er særlig vigtigt, når det gælder om at håndtere misinformation, som skævvrider virkeligheden og forstyrrer den demokratiske debat. Men alle valg har konsekvenser. De mange led – fra identificeringen af potentielle påvirkningskampagner; til en faglig vurdering af potentiel misinformation; til en respons vælges og udformes; til at den valgte strategi igangsættes, og oplysninger når ud til vælgerne – kan hurtigt gøre processen tids- og ressourcekrævende. Den tager ikke højde for den digitale tidsalders hastige informationsstrømme, hvor løgne ofte løber hurtigere end sandheden.

Mangel på forberedelse – der kommer af en ad hoc-procedure og af at varsko utrænede ministerier – kan dertil risikere at spænde ben for indsatsen og gøre større skade end gavn eksempelvis måtte den daværende britiske udenrigsminister Boris Johnson slette et fejlfuldt tweet om Skripal-attentatet i 2018. Tweetet og sletningen skadede de britiske myndigheders forsøg på at bekæmpe den stormflod af russiske desinformation, attentatet udløste. Dermed kan valget af en decentral struktur og manglen på en klar og fælles kommunikationsstrategi have konsekvenser for indsatsens samlede reaktionsevne.

 

Mediescreeningsenhedens beskedne størrelse kan medføre en risiko for indsatsens evne til at identificere nye narrativer rettet mod Danmark
_______

 

Identifikationsevnen
Valghandlingsplanen investerede også i evner til at identificere påvirkningskampagner ved både at tildele efterretningstjenesterne yderligere ressourcer og ved at oprette udenrigsministeriets mediescreeningsenhed, hvis opgave er at identificere desinformation i og uden for Danmark. Investeringerne lader til at lægge vægt på efterretningstjenesterne, der allerede har redskaber og erfaring med at identificere fremmede magters påvirkningsvirksomhed. Desværre gælder samme prioritering ikke mediescreeningsenheden, der kun har en beskeden størrelse, selvom denne spiller en stor rolle for indsatsens overblik af desinformations narrativer og træningen af myndigheders kommunikatører. Et valg der igen kan have konsekvenser.

Mediescreeningsenhedens beskedne størrelse kan medføre en risiko for indsatsens evne til at identificere nye narrativer rettet mod Danmark. I løbet af vinteren kunne enheden, efter screening af kendte Kreml-kontrollerede medier, rapportere, at russiske propagandakampagner ikke benytter Danmark-specifikke narrativer. Imidlertid var screeningen baseret på narrativer, som ekstern forskning allerede havde knyttet til de russiske informationskanaler, og der var således ikke tale om fund af ”nye” narrativer. Dertil er forskning af desinformation ofte udenlandsk og – dermed – uden et dansk fokus. En afhængighed af sådanne eksterne kilder kan dermed have konsekvenser for screeningens evne til at finde dansk-specifikke narrativer.

Mediescreeningsenheden gennemførte også en screening af danske grupper på Facebook. Man identificerede omkring 200 danske Facebookgrupper, der aktivt spreder misinformation. Grupperne lod ikke til at være knyttet til Rusland eller andre fremmede magter, og de generede begrænset aktivitet sammenlignet med de store danske mediehuse. Det giver mening at fokusere sine ressourcer på Facebook, især da platformen er danskernes absolut foretrukne sociale medie – og dermed central for enhver påvirkningskampagne rettet mod Danmark.

Imidlertid kan dette fokus risikere at blive en hæmsko på længere sigt. Dels fordi Facebook har annonceret, at de vil end-to-end-kryptere sine beskedtjenester, hvilket vil begrænse tredjeparters (såsom mediescreeningsenheden) identificering af desinformation og påvirkningskampagner på disse tjenester. Dels fordi andre sociale medier samtidig vinder frem og kan udgøre alternative platforme for påvirkningskampagner. Disse platforme kan også bruges til at omgå den tiltagende overvågning på Facebook.

Nedprioriteringen kan også have konsekvenser for Mediescreeningsenhedens evne til at træne kommunikatører i offentlige myndigheder, så de ved, hvordan desinformation hensigtsmæssigt imødegås. Dette kræver, at kommunikatørerne får en introduktion til påvirkningskampagners modus operandi, hvordan de imødegås og træning i brugen af relevante digitale og oplysningsmæssige redskaber. Det tyder imidlertid på, at Mediescreeningsenhedens møder med kommunikatører ansatte i danske myndigheder, har været mere opmærksomhedsskabende end uddannende i sin natur.

 

Derudover er det centralt, at civilsamfundet aktiveres for at gøre noget ved påvirkningskampagnerne, da det jo er kampagnernes primære mål
_______

 

Civilsamfundet aktiveres
Derudover er det centralt, at civilsamfundet aktiveres for at gøre noget ved påvirkningskampagnerne, da det jo er kampagnernes primære mål. Her lader mediescreeningsenheden også til at spille en stor rolle. Enheden inviterede repræsentanter fra de danske medier til netværksmøder forud for folketingsvalget for at advare dem om udfordringen. På samme måde er særligt Forsvarets Efterretningstjeneste begyndt at træde mere frem i den offentlige debat gennem interviews og pressemeddelelser, hvilket den bør roses for.

Ud over et fokus på medierne har valghandlingsplanen også tilstræbt at styrke sikkerheden og bevidstheden blandt de opstillingsberettigede partier og partiledere. Derfor har efterretningstjenesterne – i samarbejde med Folketingets præsidium – igennem efteråret rådgivet partier og partiledere om påvirkningskampagner og cybersikkerhed. Ved at tage en mere rådgivende rolle og dele svært tilgængelige oplysninger aktiverer indsatsen civilsamfundet uden at blande sig for meget og krænke eksempelvis pressefriheden.

Imidlertid spiller de sociale medier en meget stor rolle for både den offentlige debat og påvirkningskampagner. Derfor har den tværministerielle task force og repræsentanter fra udvalgte arbejdsgrupper etableret kommunikationsveje til de sociale medier, så man kan gå i dialog med disse firmaer om eksempelvis at fjerne falske profiler og begrænse spredningen af misinformation på deres platforme.

Men disse kommunikationsveje er kun dele af løsningen. Det kræver også, at de sociale medier selv spiller en aktiv rolle i at nægte påvirkningskampagnerne adgang til deres platforme. Her ser det ud til at den danske indsats har valgt at læne sig op ad EU-Kommissionens aftale med repræsentanter fra sociale medier fra september 2018, kaldet Code of Practice. Aftalen var et udtryk for goodwill fra kommissionens side og skulle igangsætte en række frivillige initiativer. Imidlertid har forløbet været præget af kommissionens kritik af de sociale mediers fodslæbende engagement, da de stadig mangler at opfylde kerneaspekter af aftalen.

Hvorvidt utilfredsheden blandt europæiske embedsmænd og beslutningstagere kan føre til yderligere regulering – mere vidtrækkende end GDPR – vil tiden vise, men det kræver, at nogen tager styringen og sørger for, at en sådan lovgivning er demokratisk forsvarlig. Det er vigtigt at huske på, at EU-regulering de facto vil sætte en global standard for sociale medier og dermed også vil have implikationer for regimekritikkere og aktivister i autokratiske regimer i hele verdenen, der i deres arbejde er afhængige af åbne sociale medier. Derfor bør sådan regulering tænkes grundigt igennem og ikke kun forholde sig til en liberal europæisk virkelighed, hvor forudsætningerne for medier og ytringsfrihed er anderledes.

 

Indtil nu har regeringens indsats imod påvirkningskampagner været kendetegnet ved en vis tilbageholdenhed og frygt for at blande sig for meget i den offentlige debat. Indblanding i civilsamfundet kommer ofte i form af oplysning og rådgivning
_______

 

Forbuddet mod påvirkningsvirksomhed
Indtil nu har regeringens indsats imod påvirkningskampagner været kendetegnet ved en vis tilbageholdenhed og frygt for at blande sig for meget i den offentlige debat. Indblanding i civilsamfundet kommer ofte i form af oplysning og rådgivning. Men det står i skarp kontrast til lovændringen af straffelovens §108, hvor man i februar i år indførte et forbud mod at ”samarbejde [med udenlandske efterretningstjenester] om at udøve påvirkningsvirksomhed med henblik på at påvirke beslutningstagning eller den almene meningsdannelse” og hævede straffen til 12 år, hvis påvirkningsvirksomheden sker i forbindelse med en valghandling.

Årsagen til lovændringen skyldtes en blanding af manglende præcedens og tvivlsspørgsmål hos de relevante myndigheder. Ved at skærpe og præcisere loven håbede den daværende regering at styrke PET og Rigspolitiets evne til at retsforfølge individer, der bedrev påvirkningskampagner for fremmede magter.

Lovændringen og særligt det oprindelige lovforslag blev mødt af heftig kritik pga. de demokratiske konsekvenser, det kunne have. Kritikken gik – i første omgang – på en manglende sondring af misinformation (ubevidst påvirkningsvirksomhed) og desinformation (bevidst desinformation), hvilket førte til en absurd diskussion om 12 års fængsel for et tweet. Og efter en omskrivning af loven gik kritikken på faren for retssikkerheden forårsaget af vage definitioner. Bekymringerne er ikke uberettigede – loven berør trods alt, hvad man må og ikke må sige i den offentlige debat, hvilket per definition er en indskrænkning af danskernes ytringsfrihed.

Lægges de demokratiske implikationer til side, kan man spørge, om lovændringen vil kunne beskytte det danske demokrati. FE har sagt, at lovændringen ikke vil afskrække russiske påvirkningsagenter. Dertil kan lovændringens fokus på fremmede efterretningstjenester risikere at ramme forbi andre lige så potente og aktive aktører. For det er ikke kun de russiske efterretningstjenester, GRU og FSB, der bedriver påvirkningsvirksomhed; det gør det russiske udenrigsministerium, de statskontrollerede medier og andre NGO’er ejet af pro-kremlske oligarker også – aktører, som ikke nødvendigvis samarbejder med efterretningstjenesterne.

Endeligt kan forbuddets specifikation om et bevidst samarbejde med efterretningstjenesterne ramme såkaldte attribueringsproblemer, dvs. udfordringer ved at bevise et patron-klient-forhold eller samarbejde mellem fx en efterretningstjeneste og en påvirkningsagent. Problemerne opstår, fordi påvirkningskampagner ofte er designet til at udviske sådanne relationer, enten ved at hemmeligholde det, benytte flere mellemmænd, udnytte internettets mange muligheder for anonymitet eller ved at manipulere intetanende individer til at arbejde for sig. Særligt sidstnævnte er en udfordring, da det hæver omkostningerne for den allerede ressourcekrævende proces at attribuere og samtidigt tillader en anklaget at undsige sig et bevidst samarbejde.

Pga. disse praktiske problemer – og de demokratiske implikationer – må man stille sig spørgsmålet om, hvorvidt lovændringen af §108 har ramt balancen mellem en for tilbagelænet eller for aggressiv tilgang ift. statens indblanding i civilsamfundet.

Trods kritikken er det vigtigt at rose de ansvarlige for at have nået så langt siden september. Ligeså vigtigt er det at påpege, at valghandlingsplanen har givet Danmark visse gode ressourcer og kapaciteter til at modvirke påvirkningskampagner. Ressourcer og kapaciteter som fremover kan ligge til grund for et solidt og afbalanceret værn om det danske demokrati. For vi har fortsat brug for at være opmærksomme på faren.

 

Valghandlingsplanen har givet Danmark visse gode ressourcer og kapaciteter til at modvirke påvirkningskampagner. Ressourcer og kapaciteter som fremover kan ligge til grund for et solidt og afbalanceret værn om det danske demokrati
_______

 

En ny strategi
Et bud på en ny strategi, der samtænker flere dimensioner, kunne være at fokusere indsatsen på fire områder: i) Statens selvbevidsthed i interaktionen med civilsamfundet, ii) Begrænsning af påvirkningskampagner gennem internationalt samarbejde, iii) Styrkelse af civilsamfundet og borgerens kritiske sans, iv) Et vedvarende og forankret beredskab. Lad os se nærmere på dem:

i) Principielt bør staten have en vis selvbevidsthed om grænserne for sin interaktion med civilsamfundet. Man må sikre, at man er tydelig i sin kommunikation. Påvirkningskampagnerne har til formål at forstyrre dialogen og erodere tilliden mellem stat og civilsamfund. Dette kunne modvirkes gennem en række principper for statens interaktion med civilsamfundet, der skal skabe en tillidsvækkende adfærd og være forankret i krav om transparens, faglig oplysning og demokratiske værdier.

ii) Internationalt kunne Danmark arbejde for at fremme tiltag, der begrænser påvirkningskampagner og deres operationer. Gennem internationale samarbejder kunne Danmark spille en aktiv rolle for at etablere økonomiske og politiske sanktioner af de udenrigspolitiske aktører, som benytter påvirkningskampagner. Dermed hæves omkostningerne ved brugen af påvirkningskampagner, hvilket kan have en afskrækkende effekt. Yderligere kan Danmark begrænse digitale påvirkningskampagner ved at arbejde for EU-regulering af det digitale marked. Med udgangspunkt i den eksisterende Code of Practice og GDPR vil sådan regulering kunne have en global effekt – og tager danske beslutningstagere føringen kan man sikre, at den lægger vægt på demokratiske rettigheder, digital transparens og individets privatliv.

iii) Herhjemme kunne den danske stat – ved at have fokus på vores samfunds evne til at bearbejde information – med fordel styrke et allerede stærkt dansk civilsamfund. Mediernes rolle for dialogen mellem stat og civilsamfund giver dem en særlig rolle i denne opgave. Men det kræver, at de frie medier både har evnen og viljen til at leve op til denne rolle. Derfor kunne påvirkningskampagner indgå i fremtidige overvejelser vedrørende den danske mediestøtte.

Men det kræver også, at problematikken om desinformation fra fremmede magter fylder en større rolle i mediernes publicistiske selvforståelse – også efter og mellem valgene. Borgerne, der er det primære mål for påvirkningskampagner, er afgørende for ethvert værn, og deres evne til at modstå desinformation bør derfor styrkes. Det kan opnås gennem en prioritering på uddannelsesområdet af klassiske og digitale fag, der berør informations bearbejdning og indsamling. Her giver finanslovens nedprioriteringer af de humanistiske fag grund til bekymring, da mange af de klassiske færdigheder findes her.

iv) Endeligt bør man erkende, at det er en vedvarende opgave værne om det danske demokrati. Det kræver en vedvarende indsats. Derfor kunne visse elementer i Valghandlingsplanen videreføres, fx efterretningstjenesternes fokus på informationspåvirkning samt Task Forcens og mediescreeningsenhedens funktioner. En sådan videreførelse kunne med fordel ske ved at samle Task Forcen og mediescreeningsenheden i en samlet enhed i Beredskabsstyrelsen, der – udover at have en tradition for krisekommunikation – vil kunne sikre, forankre og styrke Danmarks beredskab og viden om informationspåvirkning, og den vil kunne følge udviklinger inden for området.

Enheden vil på kort sigt kunne styrke dialogen mellem stat og civilsamfund – især i tilfælde af informationspåvirkning – og den vil kunne koordinere den krisekommunikation, som Beredskabsstyrelsen har tradition for. På lang sigt vil enheden kunne støtte myndighederne og civilsamfundet ved at tilbyde undervisning i, hvordan påvirkningskampagner håndteres og ved at facilitere et samarbejde med de digitale medier med henblik på at styrke borgere og medier overfor påvirkningskampagnerne.

Disse fire områder udgør tilsammen et bud på, hvordan en strategi kunne se ud, og de skal ses som et indspark til den kommende diskussion om en fortsat danske indsats mod påvirkningskampagners. I denne diskussion er det imidlertid vigtigt at have for øje, at påvirkningskampagnerne vil være en vedvarende udfordring, som i større grad vil tvinge os ud i en balancegang mellem at gøre for lidt og for meget. ■

 

I denne diskussion er det imidlertid vigtigt at have for øje, at påvirkningskampagnerne vil være en vedvarende udfordring, som i større grad vil tvinge os ud i en balancegang mellem at gøre for lidt og for meget
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland