30.05.2019

Vi er blevet så vant til at bruge økonomiske eksperter som sandhedsvidner i den offentlige debat, at vi tenderer til at overse de stærke begrænsninger, det også bærer med sig. Men økonomer er ikke fagligt gearet til at håndtere de komplekse systemer, som er en central del af klimaproblematikken.

Af Christian Kaarup Baron

”Der er brug for en voksen i klimadebatten” lød en overskrift i Jyllands-Posten. Indlægget var skrevet af Alex Vanopslagh fra LA. Det tager økonomen William Nordhaus (som ellers selv går ind for en CO2-skat) til indtægt for den påstand, at de økonomiske omkostninger ved klimaforandringerne er minimale, og at det reelt ikke kan betale sig at gøre noget ved dem, når man sammenligner med, hvad det koster at forebygge globale temperaturstigninger. Det er en påstand, man også har kunnet finde hos en række andre – primært liberale – debattører, herunder Mia Amalie Holstein, som er velfærdspolitisk chef for CEPOS. Også Bjørn Lomborg har turneret med en tilsvarende argumentation, og det samme gælder flere af meldingerne fra det såkaldte Copenhagen Consensus Center, som Lomborg står i spidsen for. Der er således tale om et synspunkt, som bliver gentaget ofte nok, til at det bliver taget alvorligt.

Det er selvfølgelig en argumentation, der går let hen over en række detaljer: Fx at millioner af mennesker risikerer at blive berøvet deres levegrundlag, eller at denne udvikling vil få en række øsamfund til at forsvinde fra Jordens overflade. Men derudover bygger den på en præmis, som er værd at overveje en ekstra gang. Hele argumentationen forudsætter nemlig, at økonomer har de faglige forudsætninger for at kunne agere som en slags sandhedsvidner i klimadebatten. Det er en præmis, som allerede på overfladen virker problematisk.

En klassisk økonomisk faglighed er nemlig først og fremmest kendetegnet ved en lineær tilgang. En sådan tilgang indebærer, at markedet forstås som et system, der hele tiden stræber efter at være i balance og at forandringer primært fremkommer som gradvise tilpasninger til almindelige konkurrenceparametre som udbud og efterspørgsel. Det er som regel også en forudsætning i klassiske økonomiske modeller, at de relevante parametre for systemets adfærd er rimeligt kendte.

Problemet er selvfølgelig, at ingen af disse forudsætninger holder i den sammenhæng, vi taler om her. Som det vil fremgå nedenfor, er studiet af komplekse systemer en afgørende bestanddel i forståelsen af klimaproblematikken. Og netop komplekse systemer udviser en række egenskaber, der sætter stærke begrænsninger for ethvert forsøg på at anvende klassiske økonomiske modeller på klimaområdet.

 

Komplekse systemer udviser en række egenskaber, der sætter stærke begrænsninger for ethvert forsøg på at anvende klassiske økonomiske modeller på klimaområdet
_______

 

Klimaproblemets omfang
Lad os opsummere omfanget af den udfordring, vi står over for. Som det ser ud nu, kommer det i forvejen til at være særdeles vanskeligt at holde den globale gennemsnitlige temperaturstigning under de 2 grader, som er IPCC’s anbefaling, hvis vi skal undgå de værste konsekvenser af klimaforandringerne. Vi ved også, at hvis der først vi når dertil, så er der en høj risiko for, at vi ikke bare stopper dér, og at det vil igangsætte yderlige globale temperaturstigninger hen mod fire grader, i stedet for to.

Sidste gang de globale temperaturer lå en-to grader over det førindustrielle gennemsnit (under den såkaldte Eem Mellemistid for 130.000-115.000 år siden), ved vi, at havniveauet har været omkring seks til ni meter højere, end det er i dag. Den slags er naturligvis dårligt nyt for de mange millioner mennesker planeten over, der bor tæt ved kysterne. Ifølge de seneste meldinger fra IPCC må vi forvente at miste områder som eksempelvis Miami og store dele af Bangladesh inden for et århundrede.

Blandt andre afledte konsekvenser af ekstreme globale temperaturstigninger kan nævnes, at tropesygdomme som fx malaria vil få deres geografiske udbredelsesområde mærkbart udvidet, og at vi må forvente en kraftig stigning i ekstreme vejrfænomener såsom storme af orkanstyrke; tørke; skovbrande eller oversvømmelser. I det omfang sidstnævnte kommer til at ramme byområder eller andre steder med mange mennesker, kan vi med rimelighed forvente at det også kan resultere i lokale epidemier med tyfus, dysenteri eller kolera, sådan som det senest har været tilfældet ved oversvømmelsen i Mozambique.

Det er noget af det, vi ved med rimelig sikkerhed. Så er der alt det, vi ikke har nogen konkret viden om. Men som vi er nødt til at tage højde for.

Naturen består af komplekse systemer
I de sidste godt fyrre år har naturvidenskaben undergået en veritabel kompleksitetsrevolution. Det betyder, at langt de fleste naturligt forekommende (og også mange menneskeskabte) systemer opfører sig som det, fysikere har valgt at betegne som ’komplekse systemer’. Det gælder stort set alt lige fra udviklingen i bakteriepopulationer til vores globale klima. Komplekse systemer er kendetegnet ved en række forskellige egenskaber, som alle har betydning for, hvordan de skal forstås og håndteres.

For det første er de energimæssigt ’åbne’ systemer, der ikke befinder sig i ligevægtstilstand. Det betyder bl.a. at deres udvikling ikke (kun) foregår lineært og gradvis, men kan have voldsomme udsving og pludselige sammenbrud. Et klassisk eksempel fra naturens verden er de enorme populationsudsving, der ses hos arktiske lemminger fra år til år, og som ikke blot kan forklares ud fra adgangen til føde eller hvor mange, der bliver taget af rovdyr.

 

Det er næppe overraskende, at de matematiske redskaber til at håndtere komplekse systemer er komplicerede […] De er således ikke en del af en klassisk uddannet økonoms traditionelle fagarsenal
_______

 

For det andet er komplekse systemer ofte kendetegnet ved eksistensen af bestemte tipping points, hvor overskridelsen af en bestemt tærskel kan skubbe systemet over i en helt anden type dynamik, end hvad der hidtil har været tilfældet. I klimasammenhænge er de mest berømte/berygtede eksempler på dette iskapperne på Grønland samt Antarktis og den sibiriske permafrost. Det vil have helt uoverskuelige konsekvenser for klimaet, hvis de for alvor begynder at smelte.

For det tredje – og i forlængelse af ovenstående – er komplekse systemer kaotiske, hvilket betyder, at selv de mindste ændringer i et systems begyndelsesbetingelser kan have enorme konsekvenser for det endelige udfald. I populærvidenskaben benævnes dette forhold ofte som sommerfugleeffekten, der refererer til et tænkt eksempel, hvor vingeslaget fra en sommerfugl får en orkan til at ændre retning. Vejrsystemer er præget af kaotisk adfærd, men det kan også findes i langt mindre komplicerede systemer.

For det fjerde – og måske allervigtigst i denne sammenhæng – er dynamikken i komplekse systemer kendetegnet ved en principiel usikkerhed, der sætter væsentlige begrænsninger i vores muligheder for forudsigelse. Vi kan således tilnærme os konsekvenserne af klimaforandringerne på et mere generelt plan: Vi kan fx se, at globale temperaturforandringer kommer til at skabe langt flere tilfælde af tørke, oversvømmelser, skovbrande og andre ekstreme vejrfænomener. Men det betyder ikke, at vi kan forudsige, at et bestemt område vil blive ramt af en konkret tørke eller oversvømmelse på et bestemt tidspunkt, endsige hvad det vil komme til at koste i form at tab af menneskeliv og økonomiske værdier.

Der er simpelthen en række parametre, der er grundlæggende ubekendte – og som formodentlig vil vedblive at være det inden for enhver overskuelig fremtid. Derudover må vi (med Donald Rumsfelds berømte formulering) også være forberedte på, at der kan være unknown unknowns, dvs. mulige udfald, som vi end ikke har kunnet forestille os ud fra de data, vi har til rådighed. Det er den slags eventualiteter, der er grunden til at astronauter tager ekstra brændstof, når de bevæger sig ud i rummet.

Økonomividenskabens blinde vinkler
Dermed er det næppe overraskende, at de matematiske redskaber til at håndtere komplekse systemer er komplicerede, og som regel et emne for specialister inden for fx biofysik eller fysisk kemi. De er således ikke en del af en klassisk uddannet økonoms traditionelle fagarsenal. Det er en af de væsentlige pointer i Steve Keenes (en af de få økonomer, der forudså finanskrisen) Debunking Economics, som gennemgår en række af de mest åbenbare begrænsninger ved moderne økonomisk videnskab.

Paradoksalt findes der faktisk en økonomisk skole, der forsøger at analysere økonomiske systemer som ikke-lineære. Men ganske sigende er denne skole primært orienteret mod finansiel modellering, teknologisk innovation og disruption. I hvert synes den ikke at være synderligt forbundet med studiet af klimaforandringer og netop Nordhaus – der i 2018 modtog den Svenske Rigsbanks økonomipris, der i offentligheden ofte fejlagtigt benævnes Nobelprisen i økonomi – tilhører ikke denne skole. Som påvist af Ugo Bardi (professor i fysisk kemi ved Universitetet i Firenze, red.), så havde Nordhaus allerede i 1970’erne mere end vanskeligt ved at forholde sig til dynamikken i komplekse systemer. Bardi går endda så vidt som til at hævde, at Nordhaus senere videnskabelige arbejder viser, at han aldrig har forstået ideerne bag dette videnskabelige felt.

Jeg skal ikke udtale mig om, hvorvidt denne sidste vurdering er korrekt. Men det er selvfølgelig ganske oplagt, at Nordhaus’ afvisning af dette felts relevans står ret alene i forhold til natur- og klimavidenskaben. Her har fx meteorologer for længst har taget den erkendelse til sig, at de arbejder med komplekse og ikke-lineære systemer, hvori der indgår kaotisk adfærd og principiel uforudsigelighed.

 

[Klassiske økonomers] vurderinger af klimaproblemet er begrænset af, at deres faglighed tilsiger dem at betragte det på en måde, der lægger vægt på nogle bestemte parametre, mens de lukker øjnene for nogle andre, som i dette tilfælde er ret afgørende
_______

 

For Nordhaus, Lomborg og deres ligesindede er disse systemegenskaber et principielt problem, der rammer ethvert forsøg på at lave økonomiske cost-benefit-analyser på klimaforandringerne. En forudsætning for at lave en cost-benefit-analyse er, at de væsentligste relevante parametre er kendte, og at de er uafhængige af hinanden. Ellers er det umuligt at opveje fordele og ulemper. Dette problem rammer ikke kun Nordhaus, Lomborg og Copenhagen Consensus Center. Det rammer også en økonom, som eksempelvis Nicolas Stern, der ellers mener, at det godt kan betale sig at gøre noget ved klimaforandringerne. Efter en del kritik fra klima- og naturvidenskabelige fagfolk har Stern således offentligt været ude og erkende, at hans analyser har undervurderet farerne ved klimaforandringer.

Det er således ikke kun et spørgsmål om klassiske økonomer er ’grønne nok’ eller ej. Deres vurderinger af klimaproblemet er begrænset af, at deres faglighed tilsiger dem at betragte det på en måde, der lægger vægt på nogle bestemte parametre, mens de lukker øjnene for nogle andre, som i dette tilfælde er ret afgørende.

Problemet forstærkes af, at disse analyser ofte ledsages af en mangel på geopolitisk fantasi ift., hvordan samspillet mellem forskellige faktorer i klimaforandringer kan eskalere kriser, eller forstærke efterdønningerne af stadig hyppigere naturkatastrofer. Dette bevirker, at omkostningerne ved omfattende globale klimaforandringer konsekvent sættes for lavt. Lad os tage Indien som eksempel. Indien er et land, der vil blive ramt uforholdsmæssigt hårdt af globale klimaforandringer.

Mere konkret drejer problemerne sig om, at risikoen for tilbagevendende tørke stiger på grund af manglende monsunregn og smeltevand fra Himalayas gletsjere. I 2016 oplevede Indien en voldsom tørke, der netop var forårsaget af disse forhold. Eftersom den globale opvarmning forventes at reducere Himalayas gletsjere yderligere i fremtiden, kan dette gå hen og blive et permanent problem.

Dertil kommer en kombination af ekstrem hede og høj luftfugtighed, der forventes at ramme landets nordlige del. En rapport fra et universitet i Hong Kong konkluderede i 2017, at denne kombination vil kunne gøre et større område omkring Ganges-floden og Indus-flodbassinet ubeboeligt for mennesker omkring år 2100. Det er et område, der strækker sig over dele af Pakistan, Indien og Bangladesh og som i dag indbefatter 1,5 milliarder mennesker, hvoraf cirka en tredjedel menes at blive akut berørt af dette problem. Det er derfor et åbent spørgsmål, om Indien vil kunne vedblive med at brødføde sin egen befolkning. Dertil kommer Indiens enorme kystlinje, der gør landet ekstra sårbart over for havstigninger og som ifølge en rapport fra IPCC i 2018 vil gøre cykloner og kystoversvømmelser til en konstant trussel i fremtiden. Og oven i alt dette er verdens største demokrati i forvejen hjemsted for en række latente politiske spændinger, hvoraf den meste kendte er konflikten om Kashmirregionen.

Hvis ikke disse udfordringer bliver løst tilfredsstillende, er der en reel mulighed for, at Indien vil bryde sammen en gang i anden halvdel af det 21. århundrede, når konsekvenserne af de globale klimaforandringer for alvor begynder at gøre ondt – eller alternativt at landet engagerer sig i en aggressiv udenrigspolitik for at hente ressourcer hjem, til stor skade for dets omverden.

Set fra et økonomisk perspektiv, er der naturligvis ingen af de to scenarier, der er videre tiltalende. Og hvis en af dem bliver til virkelighed, vil efterdønningerne have konsekvenser for verdensøkonomien, der med garanti ligger over, hvad omkostningerne ved globale klimaforandringer udregnes til i de ovennævnte cost-benefit-analyser.

 

Vi er efterhånden blevet så vant til at bruge økonomer som sandhedsvidner i den offentlige debat, at automatpiloten synes at blive slået, uanset hvad de udtaler sig om
_______

 

Ned fra piedestalen
Vi er efterhånden blevet så vant til at bruge økonomer som sandhedsvidner i den offentlige debat, at automatpiloten synes at blive slået, uanset hvad de udtaler sig om. Det er sikkert flere grunde til denne udvikling. En af dem er formodentlig det, man kunne kalde djøfiseringen af den offentlige debat, som består i, at en uforholdsmæssig stor del af landets politikere, embedsfolk og offentlige meningsdannere har en baggrund i social- og samfundsvidenskaberne. Denne situation indebærer en latent fare for, at den offentlige debat udvikler sig til et gigantisk ekko-kammer, der reflekterer denne samfundsgruppes verdensforståelse og de begrænsninger, der følger med.

En anden, måske lidt overset grund er, at vi som følge af denne udvikling synes at have overtaget et noget forløjet videnskabssyn, hvor påstande glider igennem som videnskabelige sandheder, så snart, der er tal og beregninger involveret. Det er en tendens, der efter al sandsynlighed er forbundet med social- og samfundsvidenskabernes langvarige og problematiske forsøg på at legitimere sig selv ved at overtage de eksakte videnskabers kvantitative metoder, og anvende dem inden for deres eget domæne. Men en beregning er jo altså ikke bedre end de forudsætninger, den bygger på, og alt for ofte glemmes den kritiske dimension i den til tider noget lemfældige brug af kvantitative metoder, der gør sig gældende i disse videnskaber.

En tredje grund er et syn på forholdet mellem videnskab og offentlighed, som betragter videnskabsformidling som en form for envejskommunikation mellem en ’elite’ af videnskabelige eksperter og en ’uvidende masse’ af lægfolk. Det er en opfattelse, der er udbredt i store dele af den akademiske verden, men som især kan findes hos professionelle kommunikationsfolk, hvor den rent ud sagt fungerer som gift for den kritisk informerede politiske samtale.

En ekspert er jo altså ikke ’bare’ en ekspert. Videnskabelige eksperter er hver især del af forskellige fagligt baserede verdensforståelser, der kan bidrage med indsigt på nogle områder, men er blinde i andre. Det er derfor afgørende, at vi som demokratiske borgere udøver almindelig kildekritik.

I den nuværende situation, ser vi alt for ofte meningsdannere, der kynisk udvælger de ekspertudsagn, der netop passer i deres kram, og i øvrigt ignorerer alt, hvad der går dem i mod. Det skal de simpelthen ikke have lov til at slippe af sted med. Bagsiden af denne suspendering af den kritiske samtale er kun alt for kendt. Såfremt offentligheden giver køb på kravet om at forstå, hvorfor videnskabelige eksperter mener det, de gør, så bliver reaktionen netop, at folk vælger deres ’egne’ eksperter, baseret på deres personlige præferencer. Og det vil i praksis sige, at vi ikke kan bruge eksperter til noget som helst i en sådan situation.

Vi er nødt til at stille højere krav til hinanden i den offentlige debat. Jeg har selv skrevet dette indlæg med en vis viden og indsigt, som bunder i, at jeg i mit daglige arbejde bl.a. beskæftiger mig med bæredygtighed, klima og fremtidsscenarier fra forskellige vinkler. Men derudover har jeg også søgt og fået hjælp – herunder af en økonom, der selv er kritisk over for udviklingen inden for sit eget felt, og af en tidligere videnskabsjournalist, som har bidraget med et skarpt blik på problemerne i forholdet mellem videnskab og offentlighed. Ud over det har jeg kun været bevæbnet med min kritiske sans og den fornemmelse for vigtigheden af kildekritik, som jeg har fået med af min gamle dansklærer i folkeskolen. Det kræver faktisk kun en simpel googlesøgning at omsætte den til praksis.

Det samme kunne man godt have forventet af Vanopslagh, Holstein og Lomborg. ■

 

Såfremt offentligheden giver køb på kravet om at forstå, hvorfor videnskabelige eksperter mener det, de gør, så bliver reaktionen netop, at folk vælger deres ’egne’ eksperter, baseret på deres personlige præferencer […] Vi er nødt til at stille højere krav til hinanden i den offentlige debat
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland