07.07.2019

Det lader til, at vesten – og specielt Frankrig og USA – overvejer at ofre en anerkendt samlingsregering i håb om, at der kan komme en stærk mand som leder af Libyen: Oprørslederen General Khalifa Haftar. Han ses af nogle som den stærke sekulære mand, der åbenbart er i stand til a stoppe migranter og flygtninge i at krydse middelhavet – og udgøre et bolværk mod islamister.

Kommentar af Christer N. Lænkholm

Næsten tre måneder er gået siden Libyan National Army (LNA) med General Khalifa Haftar i spidsen 4. april igangsatte en offensiv med det formål at erobre Libyen’s hovedstad Tripoli i den vestlige del af landet. Haftar annoncerede sit forehavende ved at frigive droneoptagelser, der viser en kilometer lang militær konvoj på vej fra deres baser i den østlige del af Libyen mod hovedstaden – et imponerende og frygtindgydende syn for regeringen. Haftar forventede en hurtig erobring, som så mange selvovervurderende hærchefer før ham har gjort det.

Bliver Libyen endnu en krig mellem Saudi-Arabien og Iran?

Stilstand
Men endnu holder regeringen stand i centrale dele af Tripoli. Officielt kaldes den Government of National Accord (GNA), er anerkendt af FN og de fleste vestlige lande. I begyndelsen af forløbet så Haftars styrker ellers ud til at kunne rykke frem og erobre nye områder dag for dag. Men den tidlige succes skyldes mest, at en række lokale militser valgte at støtte Haftar i håb om at få en del af magten, hvis han engang blev præsident. Som tiden går og fronterne bliver mere og mere cementeret, mister disse militser langsomt motivationen til at engagere sig fuldt ud.

På skift forsøger begge parter at lancere nye offensiver, men frontlinjen rykker sig ikke rigtigt. Det er til trods for, at begge partner rent faktisk råder over ganske avancerede våbensystemer – herunder franske Mirage-krigsfly og avancerede droner, som bliver brugt i angrebene. Forløbet viser, at det er vanskeligt at vinde i urban krigsførelse – selv med højteknologiske våben – med mindre man råder over massive styrker på jorden eller er villige til at bombe hele bydele sønder og sammen. Og ingen af delene gør sig gældende i Libyen.

Men selvom krigen ikke resulterer i decideret udbombning af hele bydele, bliver bomberne stadig kastet i områder, hvor der er stor risiko for at ramme civilbefolkningen. Både den vitale infrastruktur og vandforsyningen har taget skade. Over 1,5 millioner mennesker berørt af konflikten, der i området har skabt mange internt fordrevne. I landet vurderes over 100.000 mennesker at være på flugt internt som et resultat af den seneste konflikt, og det er oven i alle dem, som har måtte flytte og flygte siden Ghadafi blev væltet i 2011. De fleste mennesker finder husly hos venner, slægtninge og nære familie. Men nogle har ikke andre muligheder end at søge tilflugt i skoler og forladte bygninger. Det er svært for humanitære organisationer at operere i landet pga. sikkerhedssituationen, og der er mange basale behov, som ikke kan blive afhjulpet. Migranter og flygtninge, som er tilbageholdt af en af de mange militser i GNA-kontrollerede områder, lider særligt – fordi de mangler adgang til basale services som vand, mad og toiletter i kortere eller længere tid. Der er også rapporter om, at de bliver rekrutteret som hjælpere eller til at tage del i kamphandlinger.

Til trods for mange forsøg er det ikke lykkedes FN’s sikkerhedsråd at få parterne til forhandlingsbordet. FN fremstår også selv handlingslammet – et resultat af de mange modsatrettede interesser internt i rådet. Den Afrikanske Union (AU) og EU har ikke haft mere held.

De to krigsparter har stadig troen på, at de kan vinde og knuse den anden part, så motivationen for at holde våbenhvile og starte forhandlinger ligger på et meget lille sted. GNA nægter overhovedet at overveje en våbenhvile, så længe Haftas styrker befinder sig i Tripolis forstæder. De kræver en hel betingelsesløs tilbagetrækning til den østlige del af Libyen, hvilket Hafta selvfølgelig nægter, før end at Tripoli er befriet og ”terroristerne”, i form af GNA og deres støttemilitser, er blevet fordrevet.

 

De to krigsparter har stadig troen på, at de kan vinde og knuse den anden part, så motivationen for at holde våbenhvile og starte forhandlinger ligger på et meget lille sted
_______

 

Bliver Libyen endnu en krig mellem Saudi-Arabien og Iran?

Det ligner endnu en proxykrig i Mellemøsten. Den officielt anerkendte regering i Tripoli (GNA) får i hvert fald på papiret opbakning fra verdenssamfundet som Libyen’s legitime regering. Og det er dem, der får den primære støtte fra EU til at drive både migrantcentre og grænsekontrol til søs. Det er et system, som er meget kritiseret af menneskerettighedsorganisationer og NGOer.

Libyens regering er underlagt FNs våbenembargo, men får militær støtte fra Tyrkiet og Qatar, som sender våben, militærkøretøjer og forsyninger. De har desuden operationelle Mirage-fly, som også opererer om natten. Spørgsmålet er, hvor meget støtte de får fra Frankrig. Haftar derimod bliver støttet af Egypten, Saudi Arabien og de forenede arabiske emirater (UAE). Der er rapporter om, at kinesiskproducerede våben, som er blevet solgt til UAE, er leveret videre til Haftar. Ironisk, at støtten kommer fra de to sidstnævnte UAE og Saudi Arabien, når Haftar har erklæret sig som tilhænger af en sekulær stat. Han hævder også, at islamister har tilsluttet sig og sågar infiltreret regeringsstyrkerne i Tripoli.

Haftar kontrollerer over 1000 km af Libyens kyststrækning ud til middelhavet samt store dele af landet helt ned til grænsen i syd mod Chad, Niger og Sudan, som alle tre er vigtige transitlande for flygtninge og migranter, der prøver at nå Europa. Hans regering kunne tjene store penge ved at sende både afsted mod Europa med desperate mennesker, men det sker tilsyneladende ikke i særlig stor grad. Man kan spekulere på, om Haftar har lavet en underhåndsaftale med EU enten mod betaling, eller mod at EU ikke aktivt blander sig i konflikten, så han kan indtage Tripoli uden for meget kritik, hvis han til gengæld begrænser flygtninge og migrantstrømmen.
Hvis ikke han har lavet en decideret aftale med EU, viser han sig som en dreven spiller på den internationale politiske scene, der godt er klar over, at et af de vigtigste emner i EU er, hvordan man adresserer flygtninge- og migrantproblemet, og hvis han kan kontrollere situationen, får han lov at fortsætte kampen.

Konflikten i Libyen ligner endnu et kapitel i den geopolitiske konflikt i Mellemøsten. I Libyen ser det endnu ikke ud til, at Iran har engageret sig, men hvis Saudi Arabien og de forenede arabiske emirater (UAE) øger deres indflydelse, er der stor sandsynlighed for, at Iran vil komme på banen for at inddæmme Saudi Arabiens indflydelse mest muligt.

 

Hvis Saudi Arabien og de forenede arabiske emirater (UAE) øger deres indflydelse, er der stor sandsynlighed for, at Iran vil komme på banen
_______

 

Ville vesten være klar til skifte side?

Selvom styret i Tripoli officielt er anerkendt af FN som den legitime regering, har det ikke fået meget støtte af de vestlige regeringer. Trump har sågar været ude og udtrykke sin støtte til Haftar. Den 15. april kom han, efter at have talt med Haftar i telefonen, med en udtalelse, hvor han ”anerkender Haftar’s vigtige rolle i kampen mod terrorisme og sikring af Libyen’s olieressourcer” (se kilde).

Og den 18. april blokerede USA, sammen med Rusland, for vedtagelsen af en FN-resolution, som ville pålægge parterne at stoppe kampene. EU fremstår også splittet i spørgsmålet om, hvem der er Libyen’s legitime leder. Lande som Italien og Frankrig lurepasser: De har i vage vendinger kritiseret Haftar’s angreb, men har i realiteten gjort meget lidt for at stoppe ham. Et engelsk forsøg på at fordømme offensiven blev nedstemt, og Rusland er også kommet på banen med moderat støtte til Haftar.

Det lader til, at vesten og specielt Frankrig og USA er villige til at ofre en anerkendt samlingsregering i håb om, at der kan komme en stærk mand som leder af Libyen. Haftar ses i vesten som den stærke sekulære mand, som åbenbart er i stand til a stoppe migranter og flygtninge i at krydse middelhavet. Og som bolværk mod islamister fra det sydlige naboland Mali og længere mod øst Chad, hvor Frankrig begge steder er engageret med mange styrker.

Der er dog foreløbig ingen i vesten, som fuldt ud har skiftet side i konflikten og åbenlyst støtter Haftar. I starten var man imponeret af Haftar’s styrke og hans effektivitet på slagmarken, men efterhånden som frontlinjerne er fastfrosset, er man mere i tvivl. Frygten er at komme til at satse på eller sågar støtte den part, som måske taber konflikten.

Man er så afhængig af et godt forhold og indflydelse på den, der regerer Libyen, at man lige nu spiller på to heste. Og det er ikke kønt at se på.

Konflikten får mere og mere karakter af en proxykrig, hvor parterne gradvis øger deres støtte og indflydelse, indsatserne bliver højere og højere, og det bliver kontinuerligt sværere for GNA og Haftar at deeskalere konflikten uden at tabe anseelse og legitimitet. Efterhånden som der sker en eskalering, vil ødelæggelserne blive større og befolkningen komme under yderligere pres, alt imens at FNs sikkerhedsråd er handlingslammet – endnu engang. ■

 

Man er så afhængig af et godt forhold og indflydelse på den, der regerer Libyen, at man lige nu spiller på to heste. Og det er ikke kønt at se på
_______

 

Christer Lænkholm (f. 1976) er Cand. Merc. (2001) fra CBS, og har sit virke som seniorrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, hvor han på 16. år arbejder med at analysere de politiske forhold i forbindelse med planlægningen af humanitære indsatser i skrøbelige stater i Asien, Afrika og Mellemøsten [foto: Officielt pressefoto viser Italiens premierminister Giuseppe Conte mødes med Geneeral Haftar i Rom, 16. Maj 2019 [foto: EPA/Filippo Attili/
Ritzau Scanpix]