11.10.2019

Med modtageren af Nobels fredspris, premierminister Abiy Ahmed, i spidsen gennemgår Etiopien for tiden en økonomisk og demokratisk forandring, der skaber muligheder for befolkningen – men også stor splittelse. Nu er spørgsmålet, om regeringen kan levere varen og sikre stabilitet inden det planlagte valg næste år.

Analyse af Christer Lænkholm

Etiopien huser Afrikas næststørste befolkning (efter Nigeria) på 110 millioner mennesker og anses for at have en stadig større geopolitisk og økonomisk betydning i Østafrika. Landet bliver af både danske og internationale virksomheder set som et potentielt vækstmarked, hvorfor der i disse år er øget fokus på Etiopien fra Danmarks erhvervsliv og politiske top. Det var bl.a. her, at den nye udviklingsminister Rasmus Prehns første udenlandsrejse gik til. Her mødte han premierminister Abiy Ahmed, der netop har modtaget Nobels fredspris – et møde, som Prehn har omtalt meget positivt.

Etiopien undergår for tiden en demokratisk udvikling, der i høj grad kan tilskrives netop Abiy Ahmed, som kom til magten for næsten halvandet år siden. Han har skabt håb og forventning blandt etiopierne om en lysere og mere velstående fremtid. Ikke mindst blandt landets mange unge, som er frustrerede over manglen på jobs. Ligesom sine forgængere i løbet af de sidste 28 år tilhører Abiy Ahmed partiet Ethiopian People’s Revolutionary Democratic Front (EPRDF), som er en koalition af partier, der repræsenterer Etiopiens fire største etniske regioner: Tigray, Amhara, Oromo og South.

Koalitionen har i lang tid formået at holde etniske spændinger i skak og har siddet på 99 pct. af alle pladser i parlamentet, hvilket – mildest talt – ikke har givet meget rum for en parlamentarisk opposition. Grunden til, at koalitionen har kunnet sidde på magten i så mange år, er, at uoverensstemmelse blandt de største befolkningsgrupper er blevet ordnet internt i koalitionen, og at man har haft ganske vidtrækkende beføjelser i sikkerhedsapparatet til at gribe ind over for en spirende opposition.

I 2014 kunne der ikke længere lægges låg på spændingerne, og urolighederne brød ud i landets mest befolkningsrige region, Oromia, som modreaktion på, at befolkningen ikke følte sig repræsenteret i parlamentet i hovedstaden Addis Ababa. Uroen resulterede bl.a. i kampe og fordrivelser i grænseområdet op mod naboregionen i øst, Somali-regionen, hvor der længe har været en intern grænsestrid. Det lykkedes kun delvist sikkerhedsapparatet at stabilisere situationen, og i april 2018 trådte den daværende premierminister, Hailemariam Desalegn, tilbage. Det banede vejen for den 43-årige Abiy, som ikke blev set som en del af den gamle elite, selvom han har en lang karriere i sikkerhedstjenesten

 

Det stod hurtigt klart, at Abiy havde visioner for et nyt og bedre Etiopien med bedre internationale relationer. Han afsluttede hurtigt konflikten med nabolandet Eritrea […]. En handling, som nu har indbragt ham Nobels fredspris
_______

 

Et nyt og bedre Etiopien
Det stod hurtigt klart, at Abiy havde visioner for et nyt og bedre Etiopien med bedre internationale relationer. Han afsluttede hurtigt konflikten med nabolandet Eritrea, som Etiopien efter en krig i 1998-2000 formelt blot havde våbenhvile med. En handling, som nu har indbragt ham Nobels fredspris. Den oprindelige konflikt har baggrund i uenighed om et landområde mellem de to lande, som begge gjorde krav på, men Etiopien har nu accepteret, at området ifølge en international aftale fra år 2000 tilhører Eritrea. Abiy har også gjort tilnærmelser til Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater, som Etiopien tidligere prøvede at holde ud på afstand – bl.a. pga. deres øgede indflydelse i nabolandene Somalia, Djibouti og Sudan, som den tidligere regering så som en trussel mod Etiopiens indflydelse i regionen og status som regional stormagt.

Abiy har også åbnet op for en mere fri presse og højere grad af ytringsfrihed: Journalister er blevet frigivet fra fængslet, adgangen til over 200 websider er blevet åbnet, og mange nye aviser ses på gaden. Men han er løbet ind i det problem som så mange efterfølgere til et repressivt regime har oplevet: Nemlig at når man åbner op for, at borgere og befolkningsgrupper kan ytre sig friere, begynder de at være kritiske og kræve mere medbestemmelse. Meninger, som før blev undertrykt, kommer nu op til overfladen, og der er også en tendens til, at lokale magthavere bebrejder andre etniske befolkningsgrupper og skaber konflikter, som måske ikke tidligere eksisterede, for at styrke deres egen magtposition. Det har i 2018 resulteret i mere end 1,3 millioner nye internt fordrevne i landet, således at det samlede antal nu er 2,4 millioner internt fordrevne.

Sikkerhedsapparatet står i et følsomt dilemma, eftersom man er bange for at slå for hårdt ned på uroligheder, som i et ægte demokrati vil delegitimere politi og militær, i tilfælde af at de bruger for meget magt. På den anden side kan landets sammenhængskraft ikke holde til, at så mange mennesker fordrives fra deres hjem.

Iværksættelsen af den ambitiøse reformproces har også skabt Abiy nogle fjender i det etablerede politiske system, som kan se det som deres fordel at opildne til politisk og etnisk uro for at stoppe eller forsinke processer, som truer deres egen magtposition. Så sent som i juni oplevede landet snigmord i Addis Ababa og kupforsøg i Amhara-regionen mod højtstående militære og politiske ledere, som sendte landet ud i en kortvarig sikkerhedskrise, der medførte en nedlukning af internettet og en generel undtagelsestilstand.

Den del af kritikken er helt legitim. Der skal skabes rammer for en bredere indflydelse af beslutninger, som træffes i parlamentet. Og der skal skabes en inkluderende dialogproces mellem befolkningsgrupper for at få stoppet den etniske vold – ikke mindst i regionale og nationale grænseområder. Etiopien har et væld af forskellige etniske grupper, som ofte føler, at de bliver snydt for investeringer og opmærksomhed til fordel for andre grupper, og der skal ikke meget til at skabe en gnist, som kan antænde voldelige konfrontationer. Det sker næsten dagligt i mindre skala et eller andet sted i landet. Den punktvise ustabilitet er skadelig for arbejdet med at skabe et gunstigt klima for lokal vækst og investeringer i landområderne, som hele landet så hårdt har brug for. Den høje vækstrate, som landet oplever, er primært koncentreret i området omkring hovedstaden og kommer sjældent yderområderne til gode.

 

Abiy har bebudet, at han vil gennemføre Etiopiens første egentlige demokratiske valg i maj 2020. Selv om de fleste bifalder en overgang til et fuldbyrdet demokrati, er der dog også nogle, som mener, at transitionen går for hurtigt
_______

 

Valg i 2020
Abiy har bebudet, at han vil gennemføre Etiopiens første egentlige demokratiske valg i maj 2020. Selv om de fleste bifalder en overgang til et fuldbyrdet demokrati, er der dog også nogle, som mener, at transitionen går for hurtigt, og at man inden for den tidsramme ikke kan nå at få organiseret en reel opposition. Fordi EPRDF i så mange år har siddet tungt på magten i Etiopien og har været repressiv over for civilsamfundet og oppositions modstandere, er oppositionen organisatorisk meget svag og har typisk været centeret omkring etniske tilhørsforhold. Hvis et nyt parti skal opnå pladser nok i parlamentet, skal det favne meget bredere end bare at appellere til en enkelt regional etnisk gruppe.

Der bliver derfor talt om at udskyde valget for bedre at kunne forme en inkluderende proces, for man er bange for, at valget skal føre til uroligheder, hvor forskellige befolkningsgrupper bliver spillet ud mod hinanden, inden man har fået processen cementeret. Det ville også i sig selv kunne starte uroligheder at udskyde valget med anklager om, at Abiy klæber til premierministerposten og svigter den demokratiske proces. Uroligheder, som i princippet vil være vendt mod Abiy og regeringspartiet, men som også vil blive brugt i lokale magtkampe mellem forskellige befolkningsgrupper med elementer af fordrivelser af etniske minoriteter, som man allerede har set begyndelsen på flere steder.

Der er stigende bekymring blandt almindelige mennesker om både den stigende etniske og religiøse splittelse. Senest er den magtfulde ortodokse kirke, som ellers støtter regeringen, oprørt over tegn på, at regeringen planlægger at opsplitte ledelsen af kirken baseret på regionale etniske tilhørsforhold. Religion har ikke tidligere været en splittende faktor, og inden for de etniske grupper har alle regioner været accepteret. Men også religion er nu blevet en kilde til konflikt blandt befolkningen – og det er en foruroligende tendens. Hvis man blander regionale og etniske konflikter med religiøse tilhørsforhold, får man en uoverskuelig flerstrenget konfliktsituation, som kan blive svær at håndtere.

 

Etiopien er udråbt til Østafrikas vækstcentrum – et, på papiret, økonomisk vidunder med høje vækstrater. Men en stor del af økonomien er fortsat en statsdrevet planøkonomi
_______

 

Økonomien
Etiopien er udråbt til Østafrikas vækstcentrum – et, på papiret, økonomisk vidunder med høje vækstrater. Men en stor del af økonomien er fortsat en statsdrevet planøkonomi med 5-årige vækst- og investeringsplaner. I den seneste plan for 2015-2020 er der dog sket et skift henimod en mere statskapitalistisk model, da man ønsker at gøre landet til en industrination gennem statslige og private investeringer samt gennem lån fra specielt Kina. Salg af jord til golflandene spiller også en væsentlig rolle.

En del af væksten er drevet af en nærmest eksplosiv befolkningstilvækst og store statslige infrastruktur- og mekaniseringsinvesteringer fra Kina. En del af væksten menes desuden at være drevet af det lånefinansierede byggeboom i hovedstaden på samme måde, som man har set det i Kina, hvilket driver priserne på jord op og skaber kortsigtet profit.

Det kan ses ved, at vækstraterne har været imponerende høje, men industriproduktionen ligger stadig på 4-5 pct. af BNP. Det vil sige, at der ikke er egentlig vækst i produktionen, som til trods for investeringer i infrastruktur og uddannelse fortsat ikke er særlig effektiv. Dette har også betydet, at lønnen for den almindelige arbejder ikke er steget i takt med inflationen, som delvist er skabt af statens devalueringer for at gøre eksporten mere konkurrencedygtig.

Kinas lån til Etiopien er bl.a. gået til store infrastrukturprojekter, og det største lån er givet for at finansiere den nye jernbanelinje mellem Addis Ababa og Djibouti, som dog ikke har oplevet den forventede vækst i transporten af varer. Kinas eneste oversøiske militærbase er netop i Djibouti, og kineserne har investeret store summer i Djiboutis havn, som – ifølge planen – skal udgøre Afrikas største frihandelszone. Etiopien hænger på tilbagebetaling af lånet, som sætter statens finanser under pres, mens Kina med jernbanen har fået skabt en direkte handelsvej dybt ind på det afrikanske kontinent.

Der er også investeret i op mod 40 industriparker i Etiopien med fokus på blandt andet tekstilproduktion, som er en attraktiv branche pga. de lave lønninger i Etiopien. Det virker, som om kineserne prøver at videreføre deres produktionsmæssige væksteventyr i Etiopien, nu hvor lønningerne i Kina er for opadgående.

Det er nu op til Abiy at skabe økonomiske reformer og nedbryde statsmonopoler for at modernisere økonomien. Det gælder fx Ethio Telecom, som er Etiopiens eneste mobiltelefonoperatør, Ethiopian Airways og national Tobaco Ethiopia. En proces, premierministeren har taget hul på. Han skal have gang i det private erhvervsliv, så det kan skabe jobs til de mange ledige unge mennesker, som – hvis frustrationerne vokser sig for store – ellers hurtigt kan gå hen og blive en destabiliserende faktor.

Med 43 pct. af befolkningen under 24 år kan stræben efter velstand blive en kraftig katalysator for vækst, men det kan også være kimen til et oprør, som starter blandt unge – i hvert fald hvis der ikke er noget håb for en social og økonomisk opstigning. Mange af Etiopiens unge mennesker orienterer og spejler sig på sociale medier som Facebook og Instagram, hvor andres lykke og velstand bliver udstillet. Det puster til frustrationerne.

 

Risikoen for en fuldbyrdet borgerkrig skal tages meget seriøst. Der tales i internationale kredse om, at man frem til parlamentsvalget næste år skal være parat til at kunne håndtere et øget antal internt fordrevne som følge af nye konflikter
_______

 

Fremtiden
Risikoen for en fuldbyrdet borgerkrig skal tages meget seriøst. Der tales i internationale kredse om, at man frem til parlamentsvalget næste år skal være parat til at kunne håndtere et øget antal internt fordrevne som følge af nye konflikter. Det skal vel at mærke lægges til de millioner af internt fordrevne og flygtninge, som allerede opholder sig i Etiopien.

Selvom der er udsigt til stigende uro, er Etiopien stadig et relativt stabilt land i en ellers ustabil region med nabolande som Somalia, Sudan og Sydsudan, som alle er plaget af blodige konflikter. Etiopien spiller en mæglende rolle mellem konfliktparterne i Sydsudan og Sudan, og landet har fredsbevarende styrker udsendt for den afrikanske union i Somalia.

Etiopierne har derfor et godt udgangspunkt for at undgå at bevæge sig henimod status som en fejlslagen stat, som flere af naboerne netop er. For Etiopien er – trods sine udfordringer – en stat med et etableret politisk system og et kompetent bureaukratisk lag af embedsmænd til at administrere statsapparatet på både centralt og lokalt niveau og en stærk statsmagt i form af politi og militær. Men hvis etniske og religiøse spændinger mellem befolkningsgrupper stiger, skal det politiske system gøre sig umage for at skabe ikke bare økonomiske, men også politiske reformer for at inkludere alle i samfundsudviklingen. Og interne regionale stridigheder i EPRDF skal nedtones med henblik på at genetablere og opretholde lov og orden. Det samme skal etniske uenigheder i sikkerhedsapparatet, men det er en svær balance at tilgodese alle etniske grupper, når de magtfulde poster skal fordeles såvel i hæren som i det politiske system.

Tildelingen af Nobels fredspris til Abiy er en international anerkendelse af hans indsats for fred mellem Etiopien og Eritrea, men det kræver en endnu større indsats at reformere Etiopien indefra og føre landet henimod et ægte demokrati. Reformprocessen er begyndt. Tiden vil vise, om det lykkes. ■

 

Tildelingen af Nobels fredspris til Abiy er en international anerkendelse af hans indsats for fred mellem Etiopien og Eritrea, men det kræver en endnu større indsats at reformere Etiopien indefra
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne