07.11.2019

Væksten falder, men regeringen satser på, at teknologien skal drive det næste kapitel i landets økonomiske udvikling.

Af Casper Wichmann

På få år har Kina rykket sig fra at være et land baseret på billig produktion og kopiprodukter af vestlige brands til at være et ambitiøst, globalt teknologisk kraftcenter. Men med faldende økonomiske vækstrater og en arbejdsstyrke, der hastigt svinder ind, er det altafgørende for landet, at man får udviklet og implementeret teknologiske løsninger, der kan være med til at drive landets økonomiske udvikling videre fremover. Når det gælder fintech [teknologi inden for finansielle servicer, red.], er Kina godt i gang med at iføre sig den globale førertrøje, og de store kinesiske virksomheder er for længst begyndt at eksportere deres løsninger og knowhow til andre lande i Sydøstasien. Samtidig bliver fronterne mellem Kina og USA trukket stadig skarpere op.

Smartphonen – din digitale schweizerkniv
Der er efterhånden kun ganske få steder i Kina, hvor gadebilledet ikke er domineret af de smartphones, de fleste kinesere går rundt med. Takket være kinesiske producenter – Huawei, Xiaomi, Oppo m.fl. – kan de fleste kinesere i dag få en smartphone, der er til at betale. Kina har i dag tæt på 830 millioner internetbrugere – flere end den samlede befolkning i EU og USA – der stort set alle sammen går på nettet med en smartphone. Det er nærmest umuligt at have en normalt fungerende hverdag uden en smartphone, hvis apps sikrer nærmest alt – fra betaling af regninger, bestilling af rengøring og køb af kaffe til prajning af taxier og brug af lånecykler.

 

Udviklingen betyder naturligvis, at der bliver genereret gigantiske mængder af data fra hver enkelt bruger. Alt lige fra bevægelses- og købsmønstre til præferencer inden for køb af fødevarer bliver logget og ender i sidste ende hos de respektive kinesiske udbydere – og, via cyberlovgivning, også i hænderne på Kommunistpartiet
_______

 

I landet, der oprindeligt opfandt papirpengene, er netop digital betaling noget, man har taget til sig. Overalt – på restauranter, i butikker eller ved de små gadekøkkener – ser man skilte, der indikerer, at her kan der betales med enten Alipay eller WeChat Pay, der er henholdsvis Alibabas og Tencents – førstnævnte står bag de største e-handelsplatforme i Kina, og sidstnævnte er firmaet bag den altdominerende WeChat-app – digitale betalingsløsninger. Som udenlandsk gæst er det ikke usædvanligt at blive mødt med himmelvendte øjne, når man insisterer på at betale med papirpenge. I 2018 var der på de to nævnte løsninger transaktioner for i alt 81 billioner kinesiske yuan – svarende nogenlunde til samme beløb i danske kroner – og Kina står dermed for halvdelen af verdens digitale betalinger. Primært takket være de mindre kinesiske byer, hvor små erhvervsdrivende ikke har råd til kortlæsere og derfor bruger apps.

Udviklingen betyder naturligvis, at der bliver genereret gigantiske mængder af data fra hver enkelt bruger. Alt lige fra bevægelses- og købsmønstre til præferencer inden for køb af fødevarer bliver logget og ender i sidste ende hos de respektive kinesiske udbydere – og, via cyberlovgivning, også i hænderne på Kommunistpartiet, hvis de måtte ønske det. I en tid hvor data er blevet mere værdifulde end olie, og hvor algoritmer baseret på kunstig intelligens er afhængige af netop big data, har Kina en kæmpe fordel i, at man har kunnet digitalisere sit store forbrugermarked i så stor en grad og ved så høj hastighed.

Boomende e-handelssektor og samspillet mellem online og offline
Den kinesiske e-handelssektor vokser markant. Et godt eksempel er den årlige ’Singles’ Day’, 11. november, der er startet som en anti-valentinsdag. Den kinesiske tech-gigant Alibaba, som står bag Kinas største e-handelsplatforme, Tmall (for firmaer) og Taobao (for forbrugere), har i den grad taget dagen til sig. Hvert år sætter platformene rekord: I 2018 omsatte Tmall for 214 mia. kinesiske yuan på 24 timer. JD.com, der er Kinas næststørste e-handelsplatform, omsatte for 127,1 mia. Det er gigantiske tal, der får Black Friday og Cyber Monday til at ligne loppemarkeder.

Kinas e-handel spiller en stadig vigtigere rolle i målet om fortsat at holde gang i væksten: E-handlen forventes at udgøre 33,4 pct. af den samlede kinesiske detailhandel i 2019 (mod 12,5 pct. i Danmark).

For at forstå Kinas digitale økonomi er man nødt til at forstå den benhårde konkurrence, der hersker mellem spillerne på markedet. Både når det drejer sig om de store tech-giganter og om de små og mellemstore virksomheder, der kommer ind med nye innovative løsninger, der kan udfylde usete huller, som giver forbrugerne en fordel. Selv mastodonterne som Alibaba og Tencent bliver nemlig konstant holdt på tæerne i kampen om forbrugernes gunst og fokus. Er man ikke i stand til at levere den bedst mulige service og ydelse, finder forbrugerne hurtigt videre til konkurrenten, der kan gøre det bedre, hurtigere og billigere.

Selvom væksttallene for Kinas økonomi er faldende, ser det endnu ikke ud til at hæmme forbrugerne. I november vil dette års Singles’ Day være en test af deres tillid – vil de lade sig skræmme (af fx handelskrigen med USA) eller ufortrødent fortsætte jagten på nyere og bedre produkter?

 

Kinas teknologiske ambitioner og målet om yderligere at udvide og udvikle landets digitale økonomi er besluttet og ledet helt fra toppen af det kinesiske Kommunistparti og statsapparat, der i disse år bliver bundet stadig tættere sammen
_______

 

Drevet af partiet, statsapparatet og privatsektoren
Det er dog langtfra kun de kinesiske forbrugere, som driver Kinas teknologiske udvikling. Kinas teknologiske ambitioner og målet om yderligere at udvide og udvikle landets digitale økonomi er besluttet og ledet helt fra toppen af det kinesiske Kommunistparti og statsapparat, der i disse år bliver bundet stadig tættere sammen.

Modsat i Vesten, hvor det bestemt ikke altid er lige let at skabe politisk konsensus og samlede strategiske planer – og slet ikke inden for EU – har Kommunistpartiet den fordel, at det alene kan udstikke retninger for Kina. Fra toppen af partiet har man formuleret og søsat en række politiske initiativer, der skal gøre landet til et selvforsynende og globalt teknologisk kraftcenter. Blandt disse finder man ’Den Digitale Silkevej’ (som er den digitale pendant til det efterhånden altomfattende ’Belt and Road’-projekt) og ’Made in China 2025’ (MIC2025).

Sidstnævnte blev formuleret allerede i 2014 og er en af de mest betydningsfulde blandt Kinas planer for teknologisk vækst og dominans. Planen er en roadmap for, hvordan Kina skal gå fra at være et produktionsland i den lave ende af værdikæden til at være producent af high end-produkter og selvforsynende inden for den bedste og nyeste teknologi. Der fokuseres på ti ’nøgle-sektorer’. Man følger et princip om, at planen skal være markedsorienteret, men styret af regeringen. Altså er der lagt op til, at de private virksomheder i landet kommer til at spille en lige så stor rolle i Kinas økonomiske udvikling, som de statsejede førhen har spillet. Dette er egentlig ikke overraskende, når man ser på, hvor dominerende roller firmaer som Alibaba, Tencent og JD.com i disse år spiller i det kinesiske samfund, når det gælder digitale løsninger.

Implementeringen af MIC2025 tog for alvor fart for to år siden. Det skete som et svar på en faldende vækst i BNP og de stigende stridigheder om handel med USA. Men planen opdateres og tilpasses konstant, når man møder forhindringer på vejen. Således havde Kinas regering ved udgangen af 2018 udstedt i alt 445 officielle dokumenter, der beskrev de forskellige måder, hvorpå MIC2025 skal implementeres.

Planen er vigtig, hvis Kina skal undgå ’The Middle Income Trap’ – en teoretisk situation inden for økonomisk udvikling, hvor et land bliver ’fanget’ på et bestemt indkomstniveau. Kina befinder sig lige nu på et middelhøjt indkomstniveau, og der er stadigvæk et stykke vej, før landet bliver et højindkomstland. Præsident Xi Jinping sætter sin lid til, at Kina kan løfte sig ud af ’fælden’ via teknologisk og digital styrke – og det estimeres da også, at produkter og udvikling inden for ’Internet of Things’ (IoT) – hvor enheder som trafiklys, kaffemaskiner, m.m. kan kommunikere via internettet – alene kan bidrage med BNP-vækst for op til 1,8 billioner dollars i 2030.

 

Fra 2011 til 2018 er Kinas arbejdsdygtige befolkning – folk i alderen 16 til 59 – faldet med 2,8 pct. Det er en udvikling, som Kommunistpartiet endnu ikke har formået at vende, så for at sikre produktionsapparatet og dermed økonomien i fremtiden vender man sig mod teknologi
_______

 

Robotterne kommer
Kinas økonomi er ikke kun truet af faldende vækstrater. Landets etbarnspolitik har også betydet, at fødselstallene er faldet drastisk, og selvom man i dag har ophævet politikken og endda opfordrer borgerne til at få flere børn, betyder det, at Kinas arbejdsstyrke falder markant. Fra 2011 til 2018 er Kinas arbejdsdygtige befolkning – folk i alderen 16 til 59 – faldet med 2,8 pct. Det er en udvikling, som Kommunistpartiet endnu ikke har formået at vende, så for at sikre produktionsapparatet og dermed økonomien i fremtiden vender man sig mod teknologi. Det er således ikke overraskende, at robotteknologi er et af de ti fokusområder, der er skitseret i MIC2025. Mange kinesiske selskaber har været på opkøb i Europa for at få fat på vigtig viden og knowhow. I 2016 opkøbte kineserne fx KUKA, en tysk producent af industrielle robotter, hvilket fik den tyske regering til at råbe vagt i gevær. Fra tysk side frygter man konsekvenserne af, at højteknologiske og innovative virksomheder ender på kinesiske hænder. Efterfølgende har man fra tysk side lagt op til at etablere en statsejet fond, der kan beskytte nøglevirksomheder fra at ryge på udenlandske hænder.

Kunstig intelligens (AI på engelsk, KI på dansk) er af et de områder, hvor Kina har sat foden på speederen og på nogle områder begynder at kunne bide skeer med USA. Selvom sidstnævnte stadig er verdensførende inden for sektoren, har Kina som nævnt en stor fordel, hvad angår big data og dermed på implementering af digitale løsninger, som baserer sig på kunstig intelligens. Modsat EU og USA har Kina ikke strikse regler for, hvor meget data de kinesiske selskaber må indsamle om forbrugerne. Alle de datamængder, som de kinesiske forbrugere er med til at skabe, når de udnytter digitaliseringens fordele, er således med til at styrke Kinas implementering og udvikling af løsninger og algoritmer baseret på KI.

Kai-Fu Lee, der er tidligere administrerende direktør for Google i Kina og forfatter til bogen AI Superpowers, omtaler Kinas ’Sputnik-øjeblik’ inden for KI: Det fandt sted i slutningen af maj 2017, da den kinesiske verdensmester i strategispillet Go, Ke Jie, tabte til Googles kunstige intelligens, AlphaGo. Det var en hændelse, der virkelig fik kinesernes øjne op for, hvor langt bagud man var inden for området sammenlignet med de amerikanske tech-giganter i Silicon Valley. Derfor er området – ligesom robotteknologi – en væsentlig del af Made in China 2025-planen, og i 2017 udgav man en udviklingsplan for den næste generation af kunstig intelligens. Planen skal – når man når 2030 – have bidraget til, at Kina med en hjemlig industri på 150 mia. dollars bliver verdensførende inden for KI.

Kina har oprettet et ’landshold’ inden for kunstig intelligens, der samler 14 af landets største tech-virksomheder. Listen tæller ikke overraskende selskaber som Huawei, Alibaba, Tencent og Baidu, der – på trods af at være konkurrenter – skal hjælpe Kina med at blive verdensførende. Her er den interne rivalisering sat til side i nationens tjeneste. Dette er et interessant træk, i betragtning af at hverken USA eller EU på samme måde har formuleret samlede politiske planer inden for samme sektor, og kun førstnævnte har virksomheder, der kan spille lige op med de kinesiske.

Hånd i hånd med udviklingen og implementering af løsninger baseret på kunstig intelligens går også udviklingen af Internet of Things (IoT), der med baggrund i Kinas 5G-netværk skal gøre landets byer endnu smartere. Hvor mange lande i Europa, heriblandt Danmark, har debatteret, om man turde lade Huawei stå for udrulningen af 5G-netværket, står det naturligvis anderledes til i Kina. Landet bliver en 5G-nation næste år, hvor giganten IKT er klar til at rulle netværket ud. Allerede i oktober i år – som dette magasin når kioskerne – bliver Shanghai den første kinesiske by, der får et kommercielt 5G-netværk.

 

I Vesten kan det lyde som ren dystopi taget direkte ud af George Orwells roman 1984 eller Netflix-serien Black Mirror. I sidstnævnte beskrives bl.a. en fremtid, hvor borgerne får en score, der kan påvirkes negativt eller positivt
_______

 

En af Kinas udfordringer for at nå målsætningerne bliver dog, om man har tilstrækkelig talentmasse inden for kunstig intelligens, og hvorvidt man kan nå at uddanne denne for at kunne komme i mål med de store ambitioner. Dette skyldes, at Kina er kommet senere i gang med udvikling af KI i forhold til USA og Europa, og derfor har kinesiske KI-eksperter ikke lige så mange års erfaring som dem i EU og USA. Dog har man igangsat initiativer og akademier, der skal uddanne kineserne inden for området.

Social kontrol
I takt med at teknologien bliver mere og mere avanceret, og de kinesiske forbrugere som beskrevet i stigende grad gør brug af digitale tjenester, får Kommunistpartiet en række muligheder for at holde yderligere styr på borgerne. Når man kobler de store datamængder med ansigtsgenkendelsesteknologi – et område, som Kina også investerer stort i at udvikle – samt det faktum, at Kina er det land i verden med flest overvågningskameraer per indbygger, er konklusionen tydelig: Det er næsten umuligt at gemme sig for myndighedernes søgelys.

Hvor høj en pris kan de kinesiske borgere i sidste ende risikere at skulle betale for de mange fordele, som teknologien giver dem?

I Vesten kan det lyde som ren dystopi taget direkte ud af George Orwells roman 1984 eller Netflix-serien Black Mirror. I sidstnævnte beskrives bl.a. en fremtid, hvor borgerne får en score, der kan påvirkes negativt eller positivt. Fx påvirkes hovedpersonens score negativt, da hun, frustreret, får sagt for mange skældsord til en ansat i lufthavnen.

Mange ser paralleller til det nationale ’Social Credit System’, Kina planlægger at lancere i 2020: Det skal belønne god opførsel og straffe den dårlige. Indtil da kører der en række individuelle pilotprojekter fra virksomheder (bl.a. Alibaba og Tencent) samt på byniveau, som i Rongchen, hvor man fx får point, hvis man holder tilbage ved fodgængerfelter. Alle disse pilotprojekter er forskellige i deres udformning og tilgang: Nogle er mere fokuserede på folks økonomiske kreditværdighed, altså om folk får betalt regningerne til tiden, andre handler om god opførsel og lovlydighed.

Man kunne fristes til at tro, at kineserne ville gøre oprør imod at blive en del af et sådant system, men i Kina, hvor gennemsigtigheden og tilliden i samfundet befinder sig på et meget lille sted, vil mange hilse social credit-systemet velkomment. Det vil holde folk og virksomheder ansvarlige for deres handlinger og skabe mere synlighed blandt virksomheder og personer, som handler uærligt.

Endnu er det usikkert, hvordan det nationale social credit-system kommer til at se ud, og hvordan algoritmerne kommer til at fungere. Men det står klart, at systemet vil få betydning for udformningen af det kinesiske samfund, når det endelig er implementeret, især da det også er planen, at udenlandske virksomheder skal indgå i en erhvervsversion. Det store spørgsmål bliver så, hvor indskrænkende myndighederne kan tillade sig at være via systemet, før virksomheder og borgere siger fra.

 

Det store spørgsmål bliver så, hvor indskrænkende myndighederne kan tillade sig at være via systemet, før virksomheder og borgere siger fra
_______

 

Krigen på handel er en krig på tech
Ikke alle er lige begejstrede for udsigten til et højteknologisk og verdensførende Kina. I USA sidder man ikke stille og klar til at tillade, at kineserne får held til at føre Made in China 2025 ud i livet. Nogle mener, at den egentlige årsag bag præsident Trumps handelskrig er at gøre det så svært for Kina som muligt at indfri sine teknologiske ambitioner, da man ser landet som en langsigtet rival inden for teknologisk – og med det økonomisk og sikkerhedspolitisk – verdensdominans. I MIC2025 er det da også beskrevet, hvordan teknologien skal kunne udnyttes til at opgradere og styrke Kinas militær (hvor budgetterne i øvrigt vokser år for år).

Både amerikanerne og kineserne ved dog, hvor Kina endnu har en betydelig svaghed: Når det gælder halvledere (semi-conductors), der bruges i udviklingen af computerchips. Kinas egne virksomheder er endnu ikke selv i stand til at kunne producere chips i samme kvalitet som de amerikanske eller sydkoreanske producenter. Selvom man har sat skub på ambitionerne om at skabe sin egen chipindustri, så spår eksperter, at det endnu vil tage landet mindst et årti, før man når et niveau, der kan konkurrere med USA’s.

Derfor er det ikke overraskende, at Trump som et led i sin handelskrig pludselig forbød amerikanske producenter som Qualcomm og Intel at sælge chips til den kinesiske IKT-kæmpe Huawei. Ligeledes fik man også gjort det umuligt for Huawei at gøre brug af Googles åbne platform til mobilstyresystemer, Android. I juni udtalte Huaweis grundlægger, Ren Zhengfei, at de amerikanske sanktioner over de næste to år vil påføre virksomheden et omsætningstab på 30 mia. dollars. Trump endte med at løfte sanktionerne, men havde med dem sendt et klart signal om, at man er villig til at ramme kineserne, hvor det gør mest ondt.

I et forsøg på ikke at gøre amerikanerne alt for vrede er al snak om MIC2025 nærmest forsvundet fra offentligheden i Kina. Ved den seneste Folkekongres i marts 2019 var det nærmest påfaldende, at de teknologiske ambitioner slet ikke blev nævnt, og en stor dataanalyse fra tænketanken MacroPolo viser også, hvordan man efter handelskrigens opblussen er gået meget stille med de teknologiske ambitioner.

Men amerikanernes aktuelle forsøg på at stække Kina som teknologisk supermagt viser dog netop kineserne, hvor vigtigt og nødvendigt det er at frigøre sig fra afhængigheden af komponenter og servicer fra vestlige selskaber – især amerikanske. På trods af tavsheden fortsætter implementeringen af Made in China 2025 nemlig med uformindsket styrke.

Utilfredsheden – ikke kun fra USA, men også fra et mere forsigtigt og skeptisk Europa – betyder, at Kina ikke uhindret og ikke uden udfordringer vil kunne bestige tronen som klodens teknologiske supermagt. Der er i øvrigt stadig noget vej endnu, før man kan tale om, at det vil kunne blive aktuelt. Samtidig vil tiden vise, hvor meget personlig frihed og privatliv de kinesiske borgere er villige til at give afkald på for at få teknologiske fordele og digitale bekvemmeligheder, før de siger stop over for Kommunistpartiet.

Men trods de faldende økonomiske vækstrater ligger der stadig et stort økonomisk udbytte for Kina i det igangværende teknologiske boom. Ser man bort fra de større kinesiske byer, særligt på østkysten, er der et kæmpe potentiale i at få resten af landet med på den teknologiske udvikling. I store dele af de landlige områder i det vestlige Kina har teknologien og digitaliseringen slet ikke fået fat i samme grad som på kysten – men det ændres hurtigt, både gennem politiske initiativer og takket være store spillere som Alibaba, Tencent og JD.com. Samtidig øjner Kina også muligheder for at kunne tjene penge på sin teknologiske kunnen på markederne i Asien (herunder Indien), Afrika og Latinamerika.

Ambitionerne om at blive en teknologisk supermagt forsvinder ikke. Landet har ganske enkelt alt at vinde ved at fortsætte og for meget at tabe ved at lade være. ■

 

Ambitionerne om at blive en teknologisk supermagt forsvinder ikke. Landet har ganske enkelt alt at vinde ved at fortsætte og for meget at tabe ved at lade være
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland