10.07.2019

Af Carsten Boyer Thøgersen

Europa og resten af verden står over for en kolossal udfordring i disse år: Kinas enorme økonomiske udvikling. Pludselig begynder 19 pct. af Jordens befolkning at fylde som 19 pct. af Jordens befolkning, og det skaber økonomiske og politiske udfordringer for Europa.

En ideologisk reaktion over for Kina ændrer intet. Selvom Kina i morgen blev et demokrati efter bedste europæiske forbillede, ville udfordringen være den samme på grund af Kinas volumen – en stor økonomi, en stor befolkning og en årtusinder lang og ubrudt kultur. Hvis vi i Danmark og Europa skal sikre vores konkurrenceevne og levefod, skal vores analyse af Kina være nøgtern og realistisk.
Da Kina i 2001 – trods hårde betingelser – alligevel valgte at søge medlemskab af Verdenshandelsorganisationen, WTO, forudså ingen, heller ikke Kina, at landets økonomiske vækst de følgende 18 år ville blive så ekstraordinært stor, som tilfældet har været.

I Danmark er der i dag enighed om, at flere regeringer siden finanskrisen i 2008 har stabiliseret vores økonomi. Mange mener, at Kinas økonomi kæmper med en stor gældsbyrde, boligboble og en svagere økonomisk vækst, der måske er på vej mod en hård økonomisk landing. Begge observationer er rigtige, men de mangler det store billede.

Danmarks økonomiske vækst har i over ti år været flad. Vi er i dag kun akkurat nået op over et bruttonationalprodukt svarende til det, vi havde i 2007. Kinas økonomi er i samme periode blevet næsten firdoblet – det vil sige, at der er fire gange så mange ressourcer til teknologisk udvikling, uddannelse, forskning, infrastruktur og velfærd. Og til hæren og rumforskning.

 

Historien har vist, at når Kina har en samlet, stabil, fredelig og central regering, er landets styrke umådelig stor
_______

 

200 års nedtur er slut
EU-Kommissionens nye forslag til en fælles EU-handels- og investeringspolitik over for Kina understreger nødvendigheden af et tættere samarbejde inden for EU i mødet med Kina. Macrons nylige møde med Kinas præsident, Xi Jinping, i Paris var bemærkelsesværdigt. Den franske præsident havde også inviteret Tysklands kansler, Angela Merkel, og EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, således at europæisk sammenhold over for Kina blev markeret. God begyndelse, men det fortsatte arbejde ligger hos os i Europa. EU’s relationer til Kina skal være baseret på europæisk enhed, men også en nøgtern analyse af Kina.

Udfordringen fra Kina er i virkeligheden langt større, end mange analyser fra Vesten angiver. Kina er en gammel civilisation. Det er ikke første gang i historien, at Kina har en stor økonomi. Efter 200 års nedtur er Kina i dag ved at komme tilbage til den internationale position, som landet tidligere indtog. Da riget blev grundlagt for 2.200 år siden, var det efter 250 år med voldsomme regionale krige – ’De Stridende Staters Periode’. Historien har siden vist, at når Kina har en samlet, stabil, fredelig og central regering, er landets styrke umådelig stor. Det tillader Kina at bruge sit fulde potentiale – landmasse, befolkning, administrative erfaring, uddannelse og innovation – til at opnå fælles mål. Dynastierne Han, Tang, Song, Ming og Qing eksisterede hver i omkring 300 år. ’Dynastiet Folkerepublikken Kina’, oprettet i 1949, ser sig selv i den sammenhæng og har foreløbig eksisteret i 70 år.

Kinas kejser havde traditionelt to vigtige opgaver: 1) at holde sammen på riget og at sikre dets grænser. Uden et samlet Kina, ingen kejser af Kina. 2) at skabe velfærd, fremdrift og sikre ro og kontinuitet i landets ledelse. For uden velfærd og fremdrift revolterede befolkningen.

Alt andet stod til forhandling, var afhængig af tid og sted og baseret på konsensus. ”Udadtil fast, indadtil blød”, sagde man: Wai Ying, Nei Ruan.

Kina havde ingen mission, intet spirituelt mål, forkyndte ikke, ønskede ikke at omvende andre og havde ingen kolonier. Eneste mål var den kinesiske civilisations fortsatte eksistens og udvikling. Derfor blev Kina aldrig centrum for hele verden.

Grundindstillingen er i dag den samme som tidligere og bygger på to vigtige forvaltningserfaringer, som Kina har til forskel fra Europa.

1) Kina trækker på over 2.000 års historie og erfaring med at forvalte de vanskelige relationer mellem en central regering og magtfulde regionale regeringer, sektorer og særinteresser.

2) Store og vigtige nationale beslutninger er baseret på konsensus blandt Kinas ledende politikere og embedsmænd. Der er ikke vestligt demokrati i Kina, men en tradition for konsensus. Et kinesisk Brexit – her forstået som tankegangen, at 52 pct. af befolkningen tager en beslutning, som 48 pct. af befolkningen er imod – ville være en katastrofe. Tilgodeså man ikke ønskerne hos knap halvdelen af befolkningen – 700 millioner mennesker – ville Kina bryde sammen. I stedet for har man ventet med beslutninger, indtil de havde opnået en stor tilslutning. Ikke ved afstemning på europæisk demokratisk vis, men ved konsultativ lytten sig frem og med inddragelse af ledende politikere fra hele Kina.

 

En dynamisk, veluddannet og ambitiøs kinesisk talentmasse trukket fra en befolkningsbase på 1,4 milliarder mennesker banker i dag på døren til resten af verden
_______

 

Det kinesiske marked har betydning for Europa
I de sidste 200 år har Kina aldrig være så økonomisk stærk, ressourcefyldt og vel regeret som i dag. En dynamisk, veluddannet og ambitiøs kinesisk talentmasse trukket fra en befolkningsbase på 1,4 milliarder mennesker banker på døren til resten af verden. Nogle gange for at tilbyde verdens mest avancerede teknologier og produkter.

Kineserne kommer i dag til Europa både som forretningsfolk og turister. Men på sigt bliver det måske i højere grad Europa, der kommer til Kina – dels for at sikre afsætning af europæiske produkter, dels for at købe ny teknologi. I 1957 startede Kina en årlig handelsmesse i byen Canton (Guangzhou) for at sælge sine varer til eksport. I 2018 åbnede man i Shanghai en importmesse. Det er godt for europæiske eksportører, for det kinesiske marked for forbrugsgoder er stort og voksende. Men konsekvensen bliver også, at det er 1,4 milliarder kinesiske forbrugere, der kommer til at bestemme standarder for europæisk produktion og sætte verdensmarkedsprisen på mange produkter.

Et eksempel: Forbruget af mejeriprodukter i Kina svarer nu årligt til 15 kg råmælk per person. I 1988 var tallet 4 kg. I Europa er forbruget af mejeriprodukter årligt 275 kg råmælk per person. Et rigere Kina med et større forbrug kan få stor indflydelse på, hvad mejeriprodukter koster i Europa. Måske bliver der slet ikke ressourcer nok til at mætte et stort kinesisk marked – navnlig ikke, hvis man tænker på ønsket om en bæredygtig produktion af mejeriprodukter.

Europa skal anerkende den kinesiske udfordring – herunder vores egne muligheder i et fortsat fornuftigt europæisk og kinesisk samarbejde – styrke samarbejdet inden for EU, bemande alle poster og sikre varetagelsen af Europas samlede interesser. Analysen skal være nøgtern, baseret på viden, med indsigt i kinesiske forhold. Og forhandling skal ske gennem de etablerede internationale organisationer.

 

Vil et tidligere britisk og et nuværende amerikansk verdensimperie blive afløst af et kinesisk? Næppe
_______

 

Se nøgternt på Kina
Bliver Kina ekspansivt? Vil et tidligere britisk og et nuværende amerikansk verdensimperie blive afløst af et kinesisk? Næppe. Historisk har Kina sikret egne grænser, men har ikke været ekspansivt. Kina har en femtedel af Jordens befolkning. Det er allerede rigeligt, siger mange kinesere. På den anden side, når verdens andenstørste økonomi med verdens største befolkning gennem mange år fortsat vokser i styrke, giver det anledning til bekymring.

I Europa vurderer mange Kinas praktiske politik i forhold til vores egne europæiske værdier om menneskerettigheder og ytringsfrihed. Mange i Kina bedømmer Vesten på grundlag af USA’s og Europas faktiske handlinger, i dag og historisk. Afstanden mellem ord og handlinger – som ofte forekommer – bemærker man i Kina.

Europæisk ideologisk kritik af Kina noteres i Kina. Alt læses, også af Kinas yngre ’étbarns-generation’ (20 til 35 år), der har nydt godt af høj velfærd, nye uddannelsesmuligheder, og som om nogen er gået ind i den digitale tidsalder. Men de er blevet mere nationalistiske end deres forældre, og det er bekymrende for fremtiden.

Den 7. december 2018 vedtog Folketinget en beslutning vedrørende ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og menneskerettigheder i Kina. Kina og dets store befolkning har her et arbejde at gøre og en lang distance at gå. Folk i Kina ved det. Men folketingsbeslutningen nævnte ikke, at 800 millioner mennesker i Kina er løftet ud af fattigdom de seneste 25 år. Fattigdom er en ulykke for alle familier. For 150 år siden havde vi stor fattigdom i Danmark – så stor, at det tog 100 år og mange kræfter for os at nå det samfund, vi har i dag.

Folketinget, der repræsenterer 0,07 pct. af jordens befolkning, giver i sin beslutning udtryk for en række holdninger, som man pålægger 19 pct. af jordens befolkning at følge. Ellers vil Danmark sammen med ligesindede lande ifølge folketingsbeslutningen ’overveje’ Kinas voksende politiske, økonomiske og militære magt.

Sådan en belæring fra Folketinget gør ikke indtryk i Kina. Men det gør eksemplets magt. Kinesiske ministerier, provinser og byer har de sidste 30 år sendt snesevis af delegationer til Danmark for at studere danske velfærdssystemer og borgerservice. For krævende kinesiske lokalsamfund efterspørger velfærdsydelser som dem, vi har i Danmark.

 

Hongkong står i dag i et vadested, hvor fraværet af visioner om områdets økonomiske udvikling og en handlekraftig ledelse – pro-Hongkong, men ikke nødvendigvis anti-Kina – længe har været påfaldende
_______

 

Spørgsmålet om Hongkong
Konflikten mellem USA og Kina er kommet for at blive i mange år fremover. Først var fokus på handel, så teknologi, og mere kommer til.

På grund af sin særlige status er Hongkong ikke direkte berørt af de amerikanske importtariffer på varer fra Kina. Formlen ’Ét land, to systemer’ betyder, at den kinesiske regering kun er ansvarlig for forsvaret af Hongkong og områdets udenrigspolitik. Mens Hongkongs indenrigspolitik, herunder økonomi, handel, rets-, sundheds- og uddannelsessystemer, bestemmes af Hongkongs egen regering.

Usædvanligt store demonstrationer i Hongkong i juni viste den svage opbakning, Hongkongs nuværende leder, Carrie Lam, har i befolkningen. Det samme gjaldt for hendes tre forgængere, hvoraf én, Donald Tsang, blev dømt for korruption.

Før Hongkong i 1997 vendte tilbage til Kina, rapporterede den britiske kronkolonis administration til den britiske regering. Den rolle overtog Kinas regering ikke efter 1997 på grund af princippet om ’ét land, to systemer’. Hongkongs administration og bureaukrati fortsatte stort set uændret, støttet af områdets økonomiske elite, og stod nu alene med ansvaret for Hongkongs interne forvaltning.

I årene op til 1997 havde Hongkong et bruttonationalprodukt på 27 pct. af Kinas bruttonationalprodukt. I dag er tallet 2,7 pct. De skiftende ledere siden 1997 – Lam er den fjerde – har ikke evnet at udvikle områdets økonomi, finde nye vækstsektorer og drage fordel af Kinas ekstraordinære økonomiske udvikling. Huslejernes himmelflugt gjorde de intet ved. Dertil kommer, at unge i Hongkong i dag – i modsætning til i 1997 – har konkurrence til attraktive jobs fra hundredtusindvis af veluddannede unge fra Kina.

Hongkong står i dag i et vadested, hvor fraværet af visioner om områdets økonomiske udvikling og en handlekraftig ledelse – pro-Hongkong, men ikke nødvendigvis anti-Kina – længe har været påfaldende. Vestlige medier har nævnt slagord om frihed, demokrati og selvstændighed fra Kina. Men det stikker dybere og handler om Hongkongs fremtidige levefod og velfærd.

Mange i Hongkong frygter nu, at USA måske vil ophøre med at anerkende Hongkongs særlige status, fordi USA mener, at Kinas indflydelse er blevet for stor. Sker det, rammes Hongkong hårdt. ■

 

Mange i Hongkong frygter nu, at USA måske vil ophøre med at anerkende Hongkongs særlige status, fordi USA mener, at Kinas indflydelse er blevet for stor. Sker det, rammes Hongkong hårdt
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland