13.08.2019

.

De Radikale er irriterende. De Radikale er et problem. De Radikale er en parlamentarisk nødvendighed! Så enkelt er det faktisk. Nu har R en enestående mulighed for at vaske tavlen ren og lave en anstændig pensionsaftale med Mette Frederiksen og aftalepartierne bag den nye regering.

Kommentar af Carsten Bo

DE RADIKALE HAR en enestående mulighed for at lave en anstændig pensionsaftale om de nedslidte sammen med Mette Frederiksen og partierne bag den nye regering. Det er vigtigt, at R griber den mulighed. Både i forhold til den konkrete sag – der er alvorlig nok i sig selv – men også set i lyset af, at De Radikale i årevis har været bannerfører for en arbejdsmarkedspolitik, der er gået hårdt ud over de kortuddannede. Et forlig vil styrke den nye regering og en ny politisk retning.

Jeg har altid haft et (høfligt formuleret) ”ambivalent” forhold til De Radikale. Det har de fleste socialdemokrater. Vi anerkender de Radikales historiske og politiske betydning (og for os selv i regering…) og synes såmænd også langt hen ad vejen, at den aktuelle radikale linje er ganske sympatisk ift. fx miljø, klima, humanistisk udsyn osv.

Men på tomandshånd mumler de fleste socialdemokrater til hinanden, at De Radikale er et ”borgerligt og lettere selvsmagende overklasseparti”, ”et nødvendigt onde” og ”et neoliberalt fænomen”, der dårligt nok selv synes at vide, om partiet er højre- eller venstreorienteret.

De Radikale er irriterende. De Radikale er et problem. De Radikale er en parlamentarisk nødvendighed! Så enkelt er det faktisk.

 

Derfor oplever den typiske skolede socialdemokrat (i smug) De Radikale som et parti af virkelighedsfjerne, flakkende politiske utopister
_______

 

AKTIVE PARTISOLDATER og folkevalgte socialdemokrater er nærmest maniske ordensmennesker, der stiller mål og resultater op i skemaer og tabeller. Vi giver samfundsklodserne farve og sætter dem i nummerorden. Vi er pragmatikere og ikke til alt for meget pjank.

I Socialdemokratiet drømmer vi ikke urealistisk meget, men handler målrettet og kontant. Simpelthen fordi det historisk set har været en nødvendighed. Den enkelte socialdemokratiske aktivist – for de eksisterer i høj grad – har i egen selvforståelse aldrig fået noget forærende og er politisk opdraget til at skulle slås for ethvert fremskridt.

Derfor oplever den typiske skolede socialdemokrat (i smug) De Radikale som et parti af virkelighedsfjerne, flakkende politiske utopister der – i stedet for at bide til bolle og skabe resultater – ofte vælter underligt rundt i den politiske manege.

Det er ganske sigende, at den gennemført pæne Anker Jørgensens måske eneste huskede oneliner netop omhandler det lille lilla parti. For mange år tilbage udbrød Anker således i frustration: ”Jeg har det med De Radikale som med et stykke vådt håndsæbe. Man ved aldrig, hvornår de smutter”. Dette blev siden fulgt op af den ordekvilibristiske Svend Auken, der affyrede sin berømte salut: ”At holde De Radikale fast på en mening er som at sømme budding op på en væg”.

OMVENDT GØR Socialdemokratiet sig ingen illusioner om at være elsket af De Radikale. Begge partier samarbejder primært af nød. Ikke af ubændig lyst. Sådan har forholdet været siden 1929. S og R er ikke vilde med hinanden, men det politiske alternativ til højre er simpelthen blevet FOR ekstremt for begge partier.

Med socialdemokratiske øjne fremstår De Radikale derfor som en anstændig partner, ”når der nu SKAL samarbejdes med et borgerligt parti”. Det gælder mest i forholdet til flygtninge og indvandrere, hvor masser af socialdemokrater i større eller mindre grad er mere enige med De Radikale end med deres eget parti – men loyalt holder kæft!

På den anden side repræsenterer De Radikale den måske mest borgerlige fordelingspolitik i Danmark på nuværende tidspunkt. Det er en udbredt opfattelse i socialdemokratiets bagland, at De Radikale ikke giver meget for de store historiske velfærdsreformer – og at dette primært skyldes, at det ikke er de, ofte velbjærgede, Radikale kernevælgere, som har mest behov for disse, men den typiske lavtlønsarbejder, der stemmer – eller ”burde” stemme – S.

 

Jeg forstår ikke R’s refleksafvisning af at lave en reel pensionsaftale for de mest nedslidte borgere. Det ville klæde De Radikale at gå hele vejen sammen med den nye S-regering i sagen
_______

 

Siden Nyrup har De Radikale været bannerfører for først forringelserne og siden den reelle afskaffelse af efterlønnen – og den forrige S-ledede regering med Radikal deltagelse betød, at tusinder af ledige faldt ud af dagpengesystemet til tonerne at Vestagers arrogante ”Sådan er det jo”.

Ligeledes har De Radikale konsekvent prioriteret næsten alle former for skattelettelser over velfærd, med de udløbere og følgevirkninger dette har haft. Det har været belastende for tilliden mellem S og R. I altfald på medlemsniveau.

Endelig synes der hos De Radikale at herske en udbredt modvilje mod fagbevægelsen. Det er både ærgerligt og uforståelig. Danmark har ét af verdens bedste, mest raffinerede og veludviklede arbejdsmarkeds- og aftalesystemer. Hvorfor De Radikale ikke knuselsker dét, forstår ingen helt.

ALT DETTE FOR at påpege, at jeg ikke fatter, hvorfor De Radikale nu igen – nærmest pr. automatik – stiller sig på bagbenene overfor ”deres egen” spritnye regering og gør sig besværlige over et – ikke alene fornuftigt – men også nødvendigt pensionsforslag? Man KAN simpelthen ikke være fx jord-og betonarbejder som 75-årig. Tanken er dødfødt!

Jeg forstår ikke R’s refleksafvisning af at lave en reel pensionsaftale for de mest nedslidte borgere.

Det ville klæde De Radikale at gå hele vejen sammen med den nye S-regering i sagen. Og det ville klæde De Radikale at afskrive dén dødssyge aftale om førtidspension, som partiet indgik med VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti før valget. Den betyder ingen forbedringer for en nedslidt slagtersvend i virkelighedens verden og blev lavet i ren og skær valgpanik, umiddelbart før lukketid i foråret.

De Radikale har en enestående mulighed for at vaske tavlen ren og lave en anstændig pensionsaftale med Mette Frederiksen og aftalepartierne bag den nye regering. Det er vigtigt, at R griber den mulighed! Både i forhold til den konkrete sag – der er mere end alvorlig nok i sig selv – men OGSÅ set i lyset af, at De Radikale under valgkampen vedvarende gentog, at ”vi ikke alene vil have en ny regering, men også en ny politisk RETNING for Danmark”.

Det vil jeg også – og netop hér er muligheden for at sætte en ny retning for Danmark på et konkret punkt. Så gør det dog!

Alternativt kan De Radikale allerede nu se frem til at svække dén S-regering, som man selv har sat i verden for kun et par måneder siden. Det ville være uklogt! ■

 

Alternativt kan De Radikale allerede nu se frem til at svække dén S-regering, som man selv har sat i verden for kun et par måneder siden. Det ville være uklogt!
_______

 

Carsten Bo Jensen (f. 1958) er forfatter, musiker og foredragsholder. Folketingsmedlem (2001-2005), amtsrådsmedlem (1993-2001) og borgmesterkandidat i Helsingør (1998-2001). Han har læst Statsvidenskab på Københavns Universitet og har blandt andet modtaget LO’s Kulturpris. Foto: Officielt pressefoto.