10.12.2019

.

Det er gennemført sympatisk, at vi som land ikke ønsker, at klimaafgifter rammer de socialt svageste. Samtidig må vi også bare erkende, at vi står i en historisk nødsituation, hvor vi er nødt til at regulere klimabelastende adfærd via afgifter – og hvor vi ikke kan garantere, at denne regulering ikke rammer socialt skævt.

Kommentar af Carolina Magdalene Maier

DA FINANSLOVEN BLEV PRÆSENTERET mandag aften i sidste uge, skete det midt i TV Avisen. Derfor blev der hurtigt stillet om til Christiansborg, hvor journalister havde stået i flere timer og ventet på, at politikerne skulle komme ud til doorstep-pressemøde – det lille sceneshow, hvor politikerne umiddelbart efter indgåelsen af en aftale udtaler sig til pressen.

Som det altid er med doorsteps, var det hele nøje koreograferet. På Christiansborg går man meget op i rækkefølger, og derfor var det helt efter bogen partiernes størrelse, der afgjorde, i hvilken rækkefølge partilederne udtalte sig: Først var det naturligvis finansminister Nicolai Wammen, derefter Morten Østergaard, som lagde særligt vægt på finanslovens udlændinge- og uddannelsestiltag. Så kom turen til SF’s Pia Olsen Dyhr, som forventeligt fokuserede på minimumsnormeringerne (der i øvrigt ikke kan kaldes reelle minimumsnormeringer), og derefter satte Pernille Skipper fokus på finanslovens løft af psykiatrien. Og så, da det blev Uffe Elbæks tur, klippede DR væk fra politikerne og gav ordet til Christiansborg-reporter Christine Cordsen, som kommenterede på aftalen.

Situationen er meget sigende for den position, Alternativet befinder sig i efter valget: Ingen er rigtig interesseret i at høre, hvad de har at sige. Det handler helt banalt om, at et parti, som ikke har afgørende mandater på spillepladen, ikke er interessant for pressen.

Det er og bliver Alternativets afgørende udfordring i denne valgperiode: Manglen på interesse fra medierne, hvilket selvsagt giver mindre profilering i offentligheden. Det ved partiet naturligvis godt, og de forsøger også at sætte ind, hvor de kan. Da klimaloven blev indgået kort efter finansloven, var Alternativet meget aktive på de sociale medier med budskabet om, at det var partiets fortjeneste, at der nu skal nedsættes et borgerting på klimaområdet. Det ved vi andre naturligvis ikke, om det reelt er. På samme måde har partiet også brugt anledningen til at gentage, at for bare et år siden var det kun Alternativet og Enhedslisten, der havde så ambitiøst et klimamål (70 pct. reduktion i 2030), som næsten alle Folketingets partier nu er enedes om at arbejde for.

 

Selv om Alternativet ikke selv har muskler til at presse regeringen, fordi mandaterne er for få, så kan Alternativet presse regeringens støttepartier ved at have større klimaambitioner end dem. Det kan ingen af støttepartierne have siddende på sig
_______

 

MAN KAN MENE – og det gør jeg – at man skal være forsigtig med at blæse sine egne fortræffeligheder op. Den danske befolkning er veluddannet, og vi ved godt, hvem vi skylder hvilke politiske løsninger. Derfor ville det klæde partiet med lidt mindre selvpromovering.

Når det er sagt, er der slet, slet ingen tvivl om, at Alternativet har haft en stor betydning for, at ambitiøs klimapolitik nu er så højt på dagsordenen. Og selv om Alternativet ikke selv har muskler til at presse regeringen, fordi mandaterne er for få, så kan Alternativet presse regeringens støttepartier ved at have større klimaambitioner end dem. Det kan ingen af støttepartierne have siddende på sig, for tænk om vælgerne skulle tro, at Alternativet stadig er det grønneste parti. Derfor er støttepartierne nødt til at gå til regeringen med krav og ambitioner på mindst samme niveau som Alternativet. Det så vi et godt eksempel på umiddelbart inden indgåelsen af klimaloven, hvor Alternativets Rasmus Nordqvist var helt klar i mælet om, at var delmål ikke en del af klimaloven, så var Alternativet ikke med i aftalen. Det er en helt rigtig strategi, når man er så lille et parti, men har et politisk projekt, som er det hotteste i dansk politik i disse år.

Den strategi bør partiet også benytte sig af, når der til foråret skal laves handlingsplaner, som følger op på klimaloven. Og lige præcis her har partiet faktisk en mulighed for at udfylde en ledig plads. Regeringen og to af de tre støttepartiers – SF og Enhedslisten – store svaghed er nemlig, at de igen og igen både viser os, at de er røde, før de er grønne.

Således lod det sig ikke gøre at finde finansiering til finansloven i form af afgifter på det, der reelt set belaster vores klode – ikke mindst fly, kød og de fleste former for produktion. Det vil særligt Socialdemokratiet ikke være med til, fordi det er afgørende for dem, at klimaindsatser ikke må ramme socialt skævt; altså gå ud over Hr. og Fru Frikadelle. Men det samme gælder for Enhedslisten og SF, som gerne indfører afgifter, men kun hvis der kompenseres på andre måder via fordelingspolitiske tiltag.

Det er gennemført sympatisk, at vi som land ikke ønsker, at klimaafgifter på de produkter og tjenester, der belaster vores klode mest, rammer de socialt svageste. Samtidig må vi også bare erkende, at vi står i en historisk nødsituation, hvor vi er nødt til at regulere klimabelastende adfærd via afgifter – og hvor vi ikke kan garantere, at denne regulering ikke rammer socialt skævt.

 

Al den stund, regeringen og støttepartierne holder fast i, at politiske tiltag, som skal bremse klimaforandringerne, ikke må ramme socialt skævt, så er der en stor risiko for, at vi ikke kommer til at løse klimaudfordringen
_______

 

SAT PÅ SPIDSEN ER MIT ARGUMENT, at al den stund, regeringen og støttepartierne holder fast i, at politiske tiltag, som skal bremse klimaforandringerne, ikke må ramme socialt skævt, så er der en stor risiko for, at vi ikke kommer til at løse klimaudfordringen. Det er helt afgørende, at når handlingsplanen – og finansieringen af den, for den bliver dyr! – for klimaloven skal forhandles på plads næste år, så skal grøn politik sættes over rød. Og lige præcis hér har Alternativet en chance for at komme på banen igen, for både regeringen, Enhedslisten og SF vil kvie sig ved at gå med til finansiering, som rammer arbejderen og bankdirektøren lige hårdt.

Spørgsmålet er, om Alternativet tør. For selv om det er et parti uden mange interne politiske uenigheder, så handler dem, der er der, om netop dette. Altså: Om fordelingspolitikken og dermed om, hvorvidt partiet er liberalt eller socialistisk i den økonomiske politik.

Mit råd til partiet er, at de kører benhård grøn politik uden at skele nævneværdigt til de røde paroler. For befolkningen ved godt, hvor slemt det står til, og i hvor høj grad der er brug for, at vi alle – høj som lav – ofrer os i en fælles indsats for at redde vores klode. Og lige præcis på dét punkt er både Enhedslisten, SF og særligt Socialdemokratiet ude af trit med befolkningen. ■

 

Befolkningen ved godt, hvor slemt det står til, og i hvor høj grad der er brug for, at vi alle – høj som lav – ofrer os i en fælles indsats for at redde vores klode. Og lige præcis på dét punkt er både Enhedslisten, SF og særligt Socialdemokratiet ude af trit med befolkningen
_______

 

Carolina Magdalene Maier (f. 1973) er sociolog og debattør og forhenværende gruppeformand, undervisningsordfører og udlændinge- og integrationsordfører for Alternativet. Hun er fra december 2019 sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd. ILLUSTRATION: Officielt pressefoto.