11.07.2019

Denne artikel bygger på et kapitel i bogen Kina – fortiden, nutiden, fremtiden (RÆSONs Forlag 2019). 120 kr./100 kr. for RÆSONs abonnenter. Se: www.raeson.dk/2019/kina

USA’s stigende fokus på Kina som en stormagtskonkurrent nu også i Arktis gør den sikkerhedspolitiske situation i regionen endnu mere kompleks og tilspidset. Det er et uigennemskueligt sammenvæv af globale og regionale sikkerhedspolitiske dynamikker, som er umådeligt svært for det danske rigsfællesskab at manøvrere rundt i.

Af Camilla Tenna Nørup Sørensen

I slutningen af januar 2018 offentliggjorde Kina sin længe ventede Arktis-strategi. Den står som en foreløbig kulmination på de senere års udvikling af et mere selvsikkert, proaktivt og sofistikeret kinesisk diplomati i Arktis. Beijing har intensiveret bestræbelserne på at etablere stærke og omfattende relationer til alle arktiske aktører og har gradvist øget Kinas tilstedeværelse og indflydelse i arktiske institutioner. Flere kinesiske investeringer og infrastrukturprojekter finder også vej til regionen. Dette er i høj grad drevet af stigende kinesisk interesse i arktiske ressourcer og søruter, som nu officielt indgår i det storstilede initiativ ’Den Nye Silkevej’ under betegnelsen ’Den Polare Silkevej’.

Der er derfor ingen tvivl om, at Arktis er rykket op på Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitiske dagsorden. Regionen er ikke i toppen – sammen med Taiwan og Det Sydkinesiske Hav – men det at sikre en kinesisk tilstedeværelse og indflydelse i Arktis er blevet knyttet tættere sammen med evnen til at realisere Kinas økonomiske reformdagsorden og med landets stormagtsambitioner. Det er ambitiøst og langsigtet. Der tænkes mindst frem til år 2049 – 100-året for oprettelse af Folkerepublikken Kina, hvor Kommunistpartiet under dets øverste leder, Xi Jinping, har stillet befolkningen i sigte, at de skal nyde ’generel velstand’ i et land, der har opnået status og respekt som en ledende global magt drevet frem af en kinesisk økonomi, der er førende inden for de nyeste avancerede teknologier.

På denne vis knyttes Kinas ambitioner og interesser i Arktis – og Antarktis – direkte til den såkaldte ’Made in China 2025’, der er Kommunistpartiets overordnede økonomiske reform- og udviklingsstrategi. Heri udpeges ti teknologiske industrier eller sektorer, hvor Kina via målrettede satsninger, opkøb og investeringer i forskning og udvikling vil tage globalt lederskab. Det gælder fx robotteknologi, rumteknologi, kunstig intelligens, den næste generation kommunikations- og informationsteknologi som 5G-netværk og maritim teknologi og kapacitet.

Stormagternes spil
Forfølgelse af denne kinesiske plan er imidlertid en svær balance i Arktis. Beijing ønsker ikke at lægge sig ud med de arktiske stater, som bl.a. tæller USA og Rusland, hvor især Rusland står stærkt på, at de arktiske stater har særlig status og derfor særlige privilegier i forhold til at fastsætte regler og regulere adgangen til og udviklingen i regionen.

 

USA har fortsat en militær tilstedeværelse i Grønland; særligt på Thulebasen, hvor basens radar til stadighed spiller en vigtig rolle i landets missilforsvar – den skal ingen kinesere nærme sig
_______

 

De vestlige sanktioner mod Rusland siden landets annektering af Krim i 2014 betyder dog, at Moskva i stigende grad er nødsaget til at se mod Kina, når det gælder økonomisk udvikling i russisk Arktis for at sikre investeringer, men også det teknologiske og forskningsmæssige samarbejde med Kina er nødvendigt for at realisere Putin-regeringens plan om i stigende grad at basere den russiske økonomi på ressourceudvindingen i dette område. Der er enorme ressourceforekomster, men de er – som andre steder i Arktis – svært tilgængelige, og derudover kræver det en massiv udbygning af infrastrukturen for at fragte ressourcerne ud. Her ses et voksende samarbejde mellem Rusland og Kina i Arktis, særligt centreret omkring det store russisk-kinesiske naturgasprojekt på Yamal-halvøen. Ligeledes er den nordlige sørute langs Ruslands kyst efterhånden blevet inkorporeret i ’Den Polare Silkevej’.

Russerne er dog fortsat ikke begejstrede ved udsigten til en større kinesisk rolle i arktiske institutioner, og på dette punkt er Rusland og USA faktisk helt enige.

Da den amerikanske udenrigsminister, Pompeo, besøgte Island i februar 2019, advarede han om kinesernes fremfærd i Arktis. Advarslen gentog han i meget klarere vendinger i talen ved Arktisk Råds møde i Finland i maj 2019, hvor han understregede: „There are only Arctic States and Non-Arctic States. No third category exists, and claiming otherwise entitles China to exactly nothing”. Pompeo efterlod således ingen plads til Kinas bestræbelser på at få anerkendt landet som en ’nær-Arktis-stat’.

De seneste måneder har amerikanerne generelt skruet op for deres fokus på Arktis, både diplomatisk og militært. Senest – i juni 2019 – er det amerikanske forsvar kommet med en ny Arktis-strategi, hvori det klart fremgår, at USA i stigende grad anskuer den sikkerhedspolitiske og militære udvikling i regionen gennem en ’stormagtskonkurrence-prisme’ – og det er især Kina, som Washington ser som hovedkonkurrenten. En sådan amerikansk tilgang giver meget lidt plads til Kina i regionen og specifikt i Grønland, som amerikanerne klart inkorporerer i den amerikanske ’interessesfære’. USA har også fortsat en militær tilstedeværelse i Grønland; særligt på Thulebasen, hvor basens radar til stadighed spiller en vigtig rolle i landets missilforsvar – den skal ingen kinesere nærme sig.

Samtidig sker der i disse år en russisk militæropbygning i Arktis, som sætter regionens særegne ’lavspænding’ og det regionale samarbejde under pres. Det ville i sig selv have medført en stigende amerikansk militær tilstedeværelse i regionen, men grundet den overordnede strategiske stormagtsrivalisering mellem USA og Kina, der også i stigende grad kryber ind i regionen, sker det hurtigere og mere massivt. I det amerikanske forsvars nye Arktis-strategi advares der ikke mindre end 20 gange mod kinesiske interesser og voksende aktiviteter i Arktis – den forrige strategi fra 2016 indeholdt kun enkelte referencer til Kina, og de kom i sammenhæng med en generel analyse af ikkearktiske stater, der er observatører i Arktisk Råd. For amerikanerne er Kina nu rykket op i en kategori for sig selv – også i Arktis.

Kinas første Arktis-strategi: ambitiøs og langsigtet
Der er sket et markant skifte i kinesisk Arktis-diplomati de senere år, hvilket tydeligt blev understreget med udgivelsen af landets første Arktis-strategi i januar sidste år. Kina har tidligere underspillet sine ambitioner i regionen og holdt lav profil i fx Arktisk Råd, hvor landet siden 2013 har været observatør. I den nye strategi slår Beijing imidlertid fast, at Kina – på grund af landets status, størrelse og beliggenhed nær Arktis – har legitime interesser i regionen og derfor skal respekteres og inddrages som en vigtig ’stakeholder’. Det understreges videre, at Arktis ikke skal ses som en afgrænset region, og at det derfor ikke kun er op til de arktiske stater selv at fastlægge regler for fremtidig udvikling og adgang til regionen og dens ressourcer. Argumentet er, at ikkearktiske stater som Kina også har en legitim rolle at spille og ret til at være engageret i arktisk forskning, sejlads og en række økonomiske aktiviteter, såsom udvinding af ressourcer, fiskeri og udlægning af kabler og rørledninger.

Det er nye toner. Blandt kinesiske Arktis-forskere har karakteristikken af Arktis som ’et fælles gode’ imidlertid længe været dominerende. Og allerede i november 2014 kom den første indikation af, at Kinas mere selvsikre udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje også omfatter Arktis. Her karakteriserede Xi Jinping for første gang officielt Kina som ’en polar stormagt’ i en tale afholdt i Australien.

 

For Kina står de arktiske søruter som et attraktivt alternativ i forhold til de længere og strategisk sårbare ruter gennem Malaccastrædet og Suezkanalen, som landet i dag er afhængigt af
_______

 

Arktis-strategien indeholder imidlertid også forsikringer til de arktiske stater om, at Kina vil respektere deres territoriale suverænitet og rettigheder samt internationale love og regler, fx FN’s Havretskonvention. Ligeledes indeholder strategien en række løfter om kinesiske bidrag til Arktis på mange områder: fra styrkelse af forskning i klimaforandringer over bæredygtig udvinding af ressourcer til udvikling af regler og institutioner, der skal sikre fortsat stabilitet og sikkerhed i regionen. Gennem hele strategien understreges det, at der er tale om et ’win-win’-samarbejde til fælles gavn og udvikling, hvor særligt forskning fremhæves, med understregning af at Kina fortsat vil øge landets forskningssamarbejder, tilstedeværelse og aktiviteter i regionen. Dette inkluderer etableringen af flere kinesiske forskningsstationer og søsætning af flere kinesiske isbrydere. I sommeren 2017 foretog Kina sin ottende forskningsekspedition til Arktis med landets første og – indtil for ganske nylig – eneste isbryder, Snedragen, der for første gang sejlede gennem Nordvestpassagen og undervejs bl.a. lagde til ud for Nuuk. Kinas anden isbryder, Snedragen II, er designet med den nyeste teknologi i fællesskab mellem det finske firma Aker Arctic Technology og China State Shipbuilding Corporation. Den er blevet bygget på et værft i Kina og bliver dermed landets første ’hjemmelavede’ isbryder. Men der er – efter alt at dømme – flere på vej.

Den Polare Silkevej
Forskning har længe været kernen i Kinas Arktis-diplomati. Der er dog et relateret område, hvor de arktiske stater stilles noget nyt i udsigt med den nye Arktis-strategi: nemlig i forhold til Kinas involvering i udviklingen af de arktiske søruter, som kineserne tilsyneladende – modsat den gængse vurdering – mener, at der kan gøres øget kommerciel brug af inden for en kortere årrække.

For Kina står de arktiske søruter som et attraktivt alternativ i forhold til de længere og strategisk sårbare ruter gennem Malaccastrædet og Suezkanalen, som landet i dag er afhængigt af. Begge disse ruter kan nemlig hurtigt blokeres af den amerikanske flåde i en tilspidset konfliktsituation mellem Kina og USA, og samtidig er de plaget af politisk ustabilitet i de omkringliggende lande; især farvandene ud for Afrikas østkyst, der også er ramt af pirateri.

Siden Beijing i juni 2017 officielt gjorde de arktiske søruter til en del af ’Den Nye Silkevej’, er det blevet prioriteret at udvikle samarbejder med arktiske aktører inden for det maritime område. Det er bl.a. søgt fremmet ved hjælp af kinesiske højniveaubesøg, hvor Kinas rolle i udbygningen af den nødvendige infrastruktur i Arktis har været i toppen af dagsordenen. Som nævnt har kineserne især styrket dialogen og samarbejdet med Rusland om udvikling af infrastruktur knyttet til den nordlige sørute, som spiller en central rolle i forhold til det store russisk-kinesiske naturgasprojekt på Yamal-halvøen. Her samarbejder russiske og kinesiske energiselskaber om udvindingen af flydende naturgas fra flere felter – det sker med finansiering fra både kinesiske statsbanker og fra Kinas statsejede investeringsfond ’Silkevejsfonden’. Det har ført til udbygning af områdets infrastruktur – fx af Sabetta-havnen og -lufthavnen på den russiske nordkyst. Disse projekter er den hidtil mest konkrete udmøntning af Beijings satsning på ’Den Polare Silkevej’.

Men også i relationerne til Island og Finland er der sket en intensivering af dialogen og samarbejdet. Island forsøger at promovere øen som et logistisk knudepunkt for ’Den Polare Silkevej’, og i Finland er der bl.a. indledende forhandlinger i gang om etablering af et 10.500 km langt kabel gennem Arktis, som efter planen vil kunne sikre den hurtigste dataforbindelse mellem Europa og Kina allerede i 2020. Finland og Norge har igangsat et samarbejde om den såkaldte ’Arktis-korridor’ – en jernbanestrækning fra Rovaniemi i Finland til Kirkenes i Norge, der positioneres som en mulig endestation for ’Den Polare Silkevej’. I Sverige er der bl.a. kinesiske bestræbelser i gang i Lysekil på vestkysten nord for Gøteborg for at investere i udbygningen af havnen og den nødvendige omkringliggende infrastruktur med veje, jernbaner og broer. Også dette forbindes med ’Den Polare Silkevej’.

Der er potentielt tale om store investeringer fra Kina, og at projekterne er bundet op på realiseringen af silkevejsinitiativet, betyder formentlig, at de involverede kinesiske firmaer, banker mv. er sikret fordelagtig adgang til finansiering fra ’Silkevejsfonden’.

 

[Kinas interesse for Grønland] udgør såvel en udfordring som en mulighed for rigsfællesskabet – helt afhængigt af hvorvidt København og Nuuk formår at have et konstruktivt samarbejde om håndteringen af situationen
_______

 

Men forudsætningen for realiseringen af Kinas ambitioner i Arktis er, at Kina har stærke og omfattende relationer til alle arktiske aktører. Hvis de alle bindes op på ’win-win’-aftaler med kinesiske aktører om forskning, ressourceudvinding og udbygning af infrastruktur mv., står kineserne bedre rustet til at tackle en uforudset udvikling samt fremtidige forsøg på at marginalisere Kina i Arktis fra stater som USA og Rusland, der er ’legitime’ arktiske stormagter i kraft af deres territorielle placering. Et sådant ræsonnement har givetvis også været afgørende for, at Kina efter seks år i december 2016 besluttede at ’tilgive’ Norge. I aftalen, som officielt genetablerede de diplomatiske relationer mellem Norge og Kina, blev det stærke potentiale for samarbejde mellem de to på arktiske spørgsmål netop understreget. Beijing afbrød ellers brat sine diplomatiske relationer med Norge, da Nobels Fredspris i 2010 blev tildelt den kinesiske politiske aktivist Liu Xiaobo, som dengang sad fængslet i Kina.

En ny situation for det danske rigsfællesskab
Det mere selvsikre, proaktive og sofistikerede kinesiske Arktis-diplomati og den stigende strategiske betydning, Kina tillægger Arktis, er baggrunden for de begyndende ændringer, der har vist sig i Kinas tilgang til Grønland. Selvom Kina fortsat er påpasselig med ikke at blive trukket ind som en brik i det komplekse forhold mellem Danmark og Grønland, så er der indikationer på, at Kina tillægger Grønland og etablering af direkte relationer til det grønlandske selvstyre en stadig vigtigere rolle i landets Arktis-diplomati.

Det understøttes bl.a. af hensigtserklæringen – et såkaldt ’Memorandum of Understanding’ (MoU) – indgået mellem kinesiske og grønlandske myndigheder i maj 2016. Erklæringens formål er at øge forskningsnetværk og -udveksling mellem Kina og Grønland. Fra kinesisk side er erklæringen senere blevet fulgt op af bestræbelser på at etablere en satellitmodtagestation i Nuuk og en forskningsstation et endnu uafklaret sted i Grønland. Derudover er modtagelsen af Grønlands daværende minister for uafhængighed, udenrigspolitik og landbrug, Suka K. Frederiksen, hos den daværende kinesiske ambassadør i København i begyndelsen af januar 2018 også bemærkelsesværdig. I den efterfølgende pressemeddelelse fra den kinesiske ambassade fremgår det, at ambassadøren først har understreget, at der er tale om ’local exchanges’, for derefter at opfordre til, at de to parter – Kina og Grønland – øger deres udvekslinger og styrker deres samarbejder på områder som kultur, turisme og det uspecificerede ’Arctic affairs’.

Kinesiske diplomater, virksomheder og forskere har givetvis svært ved at gennemskue, hvor – i Nuuk eller København – de skal indgå aftaler og søge godkendelser vedrørende arktiske samarbejder og projekter fx relateret til ’Den Polare Silkevej’. Det skaber en del forvirring og frustration fra kinesisk side, men meget tyder på, at der vil blive kørt ufortrødent på, og kinesiske diplomater vil angiveligt også udvise større risikovillighed.

Det udgør såvel en udfordring som en mulighed for rigsfællesskabet – helt afhængigt af hvorvidt København og Nuuk formår at have et konstruktivt samarbejde om håndteringen af situationen.
Faren er, at Kinas indtog i Arktis og Grønland, som ikke kan bremses, vil skabe yderligere mistillid og uenigheder mellem København og Nuuk. På den anden side er der også gryende tegn på, at den voksende amerikanske modstand mod kinesiske interesser og aktiviteter i Arktis, herunder USA’s bestræbelser på at mobilisere de øvrige arktiske stater bag sig, kan få kinesiske diplomater, virksomheder og forskere til at revurdere situationen og holde lidt igen.

Der er forventeligt, at den strategiske vigtighed af Arktis set fra Beijing nedtones i lyset af den nuværende situation, der indebærer: handelskrig med USA, stigende spændinger i Det Sydkinesiske Hav, Taiwanstrædet og Hongkong og en generelt voksende vestlig kritik og opfattelse af Kina som en aggressiv stormagt. I kinesernes afvejning er der voksende strategiske omkostninger ved at presse på for kinesiske interesser og aktiviteter i Arktis, herunder i Grønland. Det giver dårlig omtale, der støtter op om den amerikansk-ledede kampagne, der forsøger at fremstille Kina som en trussel, og som generelt svækker Beijing i forhold til at sikre vigtigere interesser.

Spillet om grønlandske lufthavne
Rigsfællesskabets udfordring med at håndtere Kina består i, at Danmark og Grønland ofte har forskellige forventninger og vurderinger, hvad angår de muligheder og udfordringer, som det mere selvsikre, proaktive og sofistikerede kinesiske Arktis-diplomati rejser for Grønland.

Håndteringen af den mulige involvering af den kinesiske statsejede virksomhed China Communication Construction Company – ofte forkortet 4C – i opførelsen og udvidelsen af lufthavne i Nuuk, Ilulissat og Sydgrønland – det dyreste infrastrukturprojekt i Grønlands historie – er et tydeligt varsel om, hvor komplekst og svært Kinas stigende involvering i Arktis er for rigsfællesskabet. Og med den seneste udvikling – i foråret 2019 – hvor 4C med henvisning til store praktiske besværligheder, fx med at få visum for virksomhedens ansatte, har trukket sit bud på lufthavnsbyggeriet tilbage, viser sagen også, at vi skal passe nøje på ikke at overvurdere, hvor opsatte kineserne er på at ’invadere’ Grønland – trods de advarsler herom, som ellers er blevet spredt i flere danske – og udenlandske – medier.

 

Washington følger nøje med i kinesernes aktiviteter i Arktis og søger at påvirke alle arktiske aktører, inklusive grønlænderne, til at støtte op om den amerikanske analyse
_______

 

Frygten i København er, at kinesisk involvering i et grønlandsk infrastrukturprojekt af den størrelsesorden, som lufthavnsprojektet har, vil give Kina et fodfæste på øen – især hvis der også på sigt kunne blive tale om kinesisk finansiering – og samtidig give kineserne større muligheder for at påvirke den politiske og økonomiske udvikling i Grønland. Som der advares mod i risikovurderingen fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i december 2018: „Som en følge af tætte forbindelser mellem kinesiske virksomheder og det politiske system i Kina er der særlige risici forbundet med omfattende kinesiske investeringer i Grønland. Det skyldes den indvirkning, som større investeringer vil have på et samfund af Grønlands størrelse. Hertil kommer, at risikoen for politisk indblanding og pression øges, når det drejer sig om investeringer i strategiske ressourcer”.

Som sidste del af citatet fra FE antyder, ses en lignende dansk bekymring i forhold til potentiel kinesisk involvering i grønlandske mineprojekter, særligt hvis der er tale om strategiske ressourcer som fx sjældne jordarter, der er af afgørende vigtighed i mange nye teknologier. Af dem har Grønland en betydelig forekomst.

Flere toneangivende grønlandske politikere deler ikke FE’s vurdering, men ser tværtimod et København, som bruger ’Kina-truslen’ til at øge dansk kontrol i og med Grønland. Som den tidligere leder af det grønlandske selvstyre og tidligere folketingsmedlem Aleqa Hammond spurgte i Berlingske i juli 2018: „Hvorfor er det fint med kinesiske penge i Jylland, men ikke i Grønland?”.

På lufthavnsområdet ser det ud til, at der er opnået en vis enighed og forståelse mellem Danmark og Grønland, som har givet lidt ro for nu, hvor 4C så også har valgt at trække sit bud tilbage. Inden da fremlagde statsminister Lars Løkke Rasmussen i midten af september 2018 under et besøg i Nuuk en plan for, hvordan Danmark vil investere 700 mio. kr. i lufthavnsprojektet og give kredit på 450 mio. kr. samt statsgaranti for yderligere 450 mio. kr. fra Den Nordiske Investeringsbank. Den plan er der arbejdet videre med siden, og der er indgået en aftale, som også involverer en styrket dansk indsats for erhvervsudvikling i Grønland. Kina nævnes ikke med et eneste ord i aftalen, men det står klart, at det er den potentielle kinesiske involvering, der har fået den danske regering til at gå så aktivt ind i dette.

Der hersker dog heller ikke megen tvivl om, at den danske ’aktivisme’ også skyldes et øget pres fra Washington, generelt på dansk Kina-politik og mere specifikt på dansk kontrol med – og begrænsning af – hvad kineserne foretager sig i Grønland. Det pres vil kun yderligere øges, som den strategiske rivalisering mellem USA og Kina tager til. For USA – Danmarks tætteste allierede med en årelang militær tilstedeværelse i Grønland – har stærke interesser på spil.

Washington følger nøje med i kinesernes aktiviteter i Arktis og søger at påvirke alle arktiske aktører, inklusive grønlænderne, til at støtte op om den amerikanske analyse. Det har sat gang i en amerikansk ’charmeoffensiv’ over for Grønland. Få dage efter Løkke Rasmussens besøg i Nuuk i efteråret 2018 udsendte den amerikanske ambassade i København således en erklæring om, at det amerikanske forsvarsministerium „har til hensigt at analysere og i givet fald strategisk investere i projekter i forbindelse med lufthavnsinfrastrukturen i Grønland”. Og i talen til Arktisk Råd i starten af maj annoncerede Pompeo også, at USA genetablerer en fast diplomatisk tilstedeværelse i Nuuk, hvilket der ikke har været siden 1953.

Behov for en intensiveret dialog mellem Danmark og Grønland
At Arktis de senere år er rykket op på de kinesiske lederes udenrigs- og sikkerhedspolitiske dagsorden og tillægges stigende strategisk betydning, bringer for alvor stormagten Kina helt frem til kongeriget Danmarks grænser.

Implikationerne af Kinas opstigning er dermed heller ikke længere noget, der kun mærkes ude i det fjerne Østen. Det stiller også helt nye betingelser for dansk Kina-politik, som ellers har fokuseret ret ensidigt på at udnytte de nye muligheder for dansk handel og eksport, som Kinas økonomiske reform- og udviklingsproces har medført. Hertil kommer, at USA’s sikkerhedspolitiske fokus på Arktis også er stigende og ses gennem en ’stormagtskonkurrence-prisme’, som sætter yderligere skub i den amerikanske diplomatiske og militære tilstedeværelse i området – fx på Thulebasen i Grønland og på Keflavikbasen i Island. Det vil uundgåeligt yderligere indskrænke manøvrerummet for Danmark – for rigsfællesskabet – i forhold til Kinas aktiviteter i Grønland.

Alt dette understreger behovet for en intensiveret dialog mellem Danmark og Grønland om en langt mere proaktiv håndtering af ikke kun Kinas, men også USA’s voksende interesser og aktiviteter i regionen. ■

 

[Implikationerne af Kinas opstigning] understreger behovet for en intensiveret dialog mellem Danmark og Grønland om en langt mere proaktiv håndtering af ikke kun Kinas, men også USA’s voksende interesser og aktiviteter i regionen
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden