27.07.2019

På det afrikanske kontinent står gennemførelsen af FN’s 17 verdensmål overfor stormagternes kamp om ressourcer og markeder. Og i øjeblikket taber verdensmålene den kamp. Alternativerne er dog klare: Lokal forankring af investeringerne og en aktiv landbrugs- og industripolitik, der skaber vækst og jobs.

Analyse af Birthe Refslund

I Afrika befinder gennemførelsen af FN’s verdensmål sig i store problemer. Er det overhovedet muligt at gennemføre de ambitiøse verdensmål om fred og velstand i Afrika inden år 2030? Svaret på dette spørgsmål ligger både i den afrikanske historie samt kampen om Afrikas ressourcer. Men den danske udviklingsbistand spiller også ind. Meget tyder på, at den afrikanske befolkning lades i stikken af deres egne regeringer og udenlandske investorer, herunder den danske bistand.

Vi spores ind på problemet via en undersøgelse, som Afrobarometer, et troværdigt afrikansk netværk, har gennemført. I 2018 blev befolkningerne i 34 afrikanske lande spurgt, hvilken udvikling de ønskede. De fleste prioriterer ordentlige jobs og økonomisk vækst – det 8. verdensmål. Men 58 pct. angiver, at deres regeringer ikke gør nok for at sætte gang i økonomien, og 73 pct. mener, at regeringerne ikke formår at skaffe de arbejdspladser, der kan mindske fattigdommen. Spørgsmålet er, om de afrikanske landes regeringer har en reel interesse i at igangsætte den nødvendige demokratiske proces, som skal realisere verdensmålene.

Det første problem: det politiske system
I Afrobarometers undersøgelse peges der på, at en væsentlig årsag kan findes i det politiske system, som karakteriserer de afrikanske præsidenters regeringsførelse. Dette system, som findes i alle lande syd for Sahara, er historisk baseret. I de mange før-koloniale, traditionelle samfund i Afrika eksisterede politiske systemer, hvor høvdingene fik deres autoritet gennem rollen som leder af en storfamilie eller den etniske gruppe/stamme. Deres magt betød, at de kunne bruge lokalsamfundets ressourcer som deres personlige ejendom og uddele dem blandt stammens befolkning; det såkaldte patrimoniale system.

Demokratiforskeren Nic Cheeseman fra Oxford Universitet skriver i sin bog Democracy in Africa, at når disse systemer stødte imod kolonimagtens forsøg på statsdannelse, skete der en forandring af dem begge. Således opstod der efterhånden to sæt af politiske systemer i 1940’erne og 1950’erne, som udefra lignede moderne stater.

 

Resultatet blev, at de politiske ledelser i Afrika efterhånden udnyttede deres positioner til at sætte sig på indtægterne fra olie, guld og diamanter og misbrugte offentlige midler, heriblandt bistand
_______

 

Kolonimagterne oprettede europæisk inspirerede institutioner såsom retsvæsen og bureaukrati. Men de interne dynamikker bag det personlige og etniske stammesystem blev bevaret. Således opstod der parallelle systemer, som fortsatte efter landenes selvstændighed. Disse parallelle systemer kan forklare, at de nye afrikanske præsidenter havde deres baggrund i de traditionelle systemer og blev ledere af de stærkeste uafhængighedsbevægelser i de enkelte lande, hvor de omdannede bevægelserne til partier efter europæisk mønster. I Mozambique tog befrielsesbevægelsen FRELIMO fx magten over det store land.

Resultatet blev, at de politiske ledelser i Afrika efterhånden udnyttede deres positioner til at sætte sig på indtægterne fra olie, guld og diamanter og misbrugte offentlige midler, heriblandt bistand. Disse midler fordelte de til deres tilhængere/klienter fra deres traditionelle netværk/stamme og andre etniske grupper, som de allierede sig med for at beholde magten. Således opstod der centraliserede elitære styrer, hvor præsidenter og eliter mente, at de havde en gudgiven ret til at bestemme og regere over alle og en klar ret til at kontrollere ressourcerne. De nærede foragt for oppositionen, der bestod af andre mindre etniske grupper. Kolonistyrets grænsedragninger betød, at der i et land kunne være mange forskellige etniske grupper.

Alle sektorer i den offentlige administration blev efterhånden gennemsyret af korruption, fordi klientelismen var blevet systemisk. Konsekvensen blev, at udnævnelser og forfremmelser ikke blev baseret på kvalifikationer, men på nepotisme. Det vigtigste for disse statsledere er at bevare privilegierne og blive siddende på magten. Man kalder dem for livstidspræsidenter. Et eksempel herpå er præsident Biya fra Cameroun, som har siddet på magten i 43 år.

Man kan således tale om et karakteristisk mønster i de afrikanske lande med to parallelle systemer: det traditionelle og det moderne, som fungerer sideordnet. Begge systemer er i høj grad styret af magtinteresser og privilegiepleje og forklarer dermed den manglende interesse for opfyldelsen af FN’s verdensmål. En undtagelse er Botswana, som har udviklet en national målsætning, der er baseret på de 17 verdensmål.

Det andet problem: kampen om Afrikas ressourcer
Det andet problem vedrører Kinas og andre stormagters kamp om Afrikas ressourcer og markeder. Kontinentets befolkning og økonomi kommer til at vokse eksplosivt de kommende årtier, og det vil stormagterne have del i. Regeringer og multinationale selskaber strømmer til for at styrke deres diplomatiske, strategiske og kommercielle bånd med de afrikanske stater. Mange ambassader er åbnet, og Afrikas handelsforbindelser er øget med især Kina og Mellemøsten. Kina har fx lånt penge til Kenya til en storstilet jernbane fra Mombasa til Nairobi. Men jernbanen blev ramt af korruption, og godstransporten blev meget lavere end forventet. Og nu sidder den kenyanske regering med en kæmpemæssig gæld, som skal betales af den fattige befolkning.

 

Igen ser vi et afrikansk politisk system, hvor afrikanske statsledere foretrækker givtige udenlandske aftaler, som understøtter deres magtfuldkommenhed og adgang til privilegier fremfor at arbejde for en gennemførelse af verdensmålene
_______

 

Mange afrikanske landes eksportmuligheder er baseret på udvinding af olie og mineraler, som ofte varetages af multinationale selskaber. Aftaler herom kan være beskidte affærer, hvor korrupte afrikanske statsledere altid kan finde selskaber, som er villige til at hvidvaske udbyttet, som derefter overføres til skattefri lande.

De afrikanske præsidenter og eliter har været meget interesserede i de mange udenlandske investeringer og de økonomiske fordele, der følger med. Mange lande, bl.a. Rusland og Kina, som er massivt tilstede, har ringe eller ingen interesse i promovere demokrati, god regeringsførelse og respekt for menneskerettighederne. Derfor er det lettere for de afrikanske præsidenter at indgå aftaler med dem uden de demokratiske betingelser, som er knyttet til vestlige lån. I samme stil omgås Vestens krav om demokratiske valg ofte og benyttes til at svindle sig til magten.

Igen ser vi et afrikansk politisk system, hvor afrikanske statsledere foretrækker givtige udenlandske aftaler, som understøtter deres magtfuldkommenhed og adgang til privilegier fremfor at arbejde for en gennemførelse af verdensmålene. Hvorfor kere sig om sin egen befolkning og dermed give afkald på alle privilegierne?

Dansk bistand
Hvilken rolle spiller den danske bistand i denne situation? I de seneste år er der sket en ændring i Danidas bistandspolitik: Private investeringer benyttes i høj grad til at gennemføre FN’s verdensmål. Der er en nyfunden tro på, at markedet kan skabe økonomisk vækst hurtigere end langsigtet bistand. Dette er en generel tendens. Ønsket er at undgå en bølge af flygtningestrømme til Europa som følge af konflikter og den truende overbefolkning i Afrika. Danida investerer fx i Mali for at forhindre de mange unge arbejdsløse i at søge mod Europa.

Problemet er, at private investorer ønsker at tjene på deres investeringer og derfor udelukkende fokuserer på middelindkomstlande. Svage afrikanske lande må derfor nøjes med en stadig mindre bistand til bekæmpelse af den udbredte fattigdom. Det betyder, at verdensmålene er meget underfinansierede, som forskerne Ole Winckler Andersen og Ole Therkildsen fra DIIS har beskrevet. Således er bistandspolitikken baseret på en illusion om, at private investeringer både kan formindske fattigdommen og skabe økonomisk vækst og jobskabelse blandt de fattige bønder og kvinder på landet i Afrika. Disse forhold forklarer, hvorfor den afrikanske befolkning bliver ladt i stikken af både deres egne regeringer og af udenlandske investorer. Trukket hårdt op kan man spørge, om gennemførelsen af verdensmålene skal afskrives, når de er så underfinansierede og støder på så mange problemer – eller om det er muligt at gå helt nye veje?

Hvis det er dét, hvad er alternativerne så? Danmark skal sikre den langsigtede udviklingsbistand på 0,7 pct. under forudsætning af, at bistanden går direkte til modtagerne. Private investeringer kan være en del af løsningen, hvis investorerne har et indgående kendskab til det afrikanske politiske system og dets problemer: korruption og nepotisme.

 

Private investeringer kan være en del af løsningen, hvis investorerne har et indgående kendskab til det afrikanske politiske system og dets problemer: korruption og nepotisme
_______

 

Alternativer: Lokal tilstedeværelse og aktiv industripolitik nu!
To eksempler kan vise alternative måder, hvorpå man kan bryde den onde cirkel. Det første handler om en dansk iværksætter, Jens Peter Tang Dalsgaard, som efter mange års deprimerende arbejde for Danida slog sig ned på Filippinerne og startede et økologisk jordbrug sammen med sin kone til gavn for lokalsamfundet og miljøet. De satte folk i arbejde og geninvesterede lokalt. Hans erfaring er, at tilstedeværelsen er mindst lige så vigtig som den materielle støtte, og han mener, at hvis der skal skabes en ægte og vedvarende forandring, skal der mere hjerte, visdom og sund fornuft til – og megen tålmodighed. De private investeringer skal altså ske med en stor grad af lokal forankring – ellers kommer de ikke til at virke.

Det andet eksempel handler om at indføre en aktiv industripolitik. Forskeren Anne Mette Kjær fra Århus Universitet har forsket i mejerisektoren i Uganda, fordi den har været præget af en stadig vækst. Sektoren har været særlig succesfuld i Ugandas sydvestlige region på grund af den herskende elite, som ønskede at udvide deres magtbase i det område, de stammede fra. De havde især interesse i at promovere mejeridriften, fordi de selv ejede kreaturer. Den ugandiske præsident Museveni er således meget stolt af sine flotte køer.

Øget liberalisering bidrog til øget konkurrence indenfor sektoren, som efterhånden tiltrak mange personer med teknisk kunnen og viden. Det medførte stor vækst i mælkeproduktionen. Bønder og handlende fra området drog nytte af at organisere sig og tjene mere på mælken.

Vækst og arbejdspladser i udviklingslandene er vigtige prioriteringer i FN’s verdensmål, men kræver intimt kendskab til lokale og nationale forhold. Har de danske politikere og Danida modet til at dreje bistanden i en ny retning? Altså en retning, hvor omdrejningspunktet er lokal forankring eller et tæt samarbejde og direkte involvering af de lokale magthavere? Det vil kun tiden vise. ■

 

Har de danske politikere og Danida modet til at dreje bistanden i en ny retning? Altså en retning, hvor omdrejningspunktet er lokal forankring eller et tæt samarbejde og direkte involvering af de lokale magthavere?
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne