14.08.2019

Det mest sandsynlige er, at der kommer en udfordrer til Kristian Jensen på landsmødet. Og det bliver nok Jakob Ellemann. Løkke har sammen med Claus Hjort besluttet, at det delte formandskab i Venstre simpelthen ikke dur – så nu tager de det endelige opgør med det. Sådan lyder Bent Winthers tolkning af situationen i Venstre.

Interview af Johannes Sartou

Dannelsen af Venstres gruppeledelse

RÆSON: Hvad er din analyse af begivenhederne sidste mandag, hvor ledelsen i Venstre blev udpeget ved partiets gruppemøde? Hvorfor blev Inger Støjberg forbigået i den ombæring?
WINTHER: Det er der flere forklaringer på. Efter Dansk Folkepartis nedsmeltning ved valget står Støjberg ikke længere lige så stærkt i Venstres folketingsgruppe. Hun har fungeret som en slags forbindelsesofficer til Dansk Folkeparti i al den tid, hvor det var nødvendigt at tælle deres mandater med. Nu er der ikke længere det store behov for hende. Desuden ved vi, at en betragtelig del af Venstres folketingsgruppe ikke deler hendes holdninger. Hun er på en værdi- og udlændingepolitisk strammerlinje, som mange i Venstre ikke deler. De har siddet og krummet tæer, når hun har bagt kager, sat en tæller på antallet af udlændingestramninger og meget andet. Derfor var det her en politisk markering fra et flertal i gruppen om, at nu så man gerne, at partiet indtager en mere moderat kurs på de værdipolitiske områder.

Jeg tror også, at det var en mobilisering fra Jensen-fløjens side, der resulterede i Støjbergs forbigåelse. En manifestation af, at Løkke ikke skulle tro, at han bare uden videre kunne vinde det hele.

RÆSON: Der er forlydender om, at både Lars Løkke og Kristian Jensen havde hver deres drejebog for Venstres nye ledelse. Løkkes bestod af Kristian Jensen, Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg med ham selv som øverste leder. Kristian Jensens bestod af folk fra sin egen fløj: Karsten Lauritzen skulle være gruppeformand, Ellen Trane Nørby gruppenæstformand og Sophie Løhde skulle have posten som politisk ordfører. Han skulle ikke selv have en post i ledelsen, da han alligevel havde adgang qua sin position som næstformand. Han skulle i stedet være klimaordfører. Som bekendt blev ingen af scenarierne en realitet. Hvad skyldes det? Og hvad siger det om de interne magtforhold i Venstre?
WINTHER: På daværende tidspunkt var det udtryk for, at man stadig havde en forventning om, at man kunne dele magten. Det kunne man se i forsøget på at blande Løkkes og Jensens drejebøger til det endelige resultat, hvor nogle af topposterne tilhører Løkke-fløjen, mens andre tilhører Jensen-fløjen. Så mødet i mandags var et udtryk for, at man ville finde et kompromis – en deling af magten, om man vil – og at det delte formandskab skulle fortsætte. Men der er jo sket en del siden da.

Sommergruppemødet og formandskabet

RÆSON: Hvad er så den vigtigste lektie vi lærte om Venstres ledelse og styrkeforhold under sommergruppemødet i fredags?
WINTHER: Den vigtigste lektie er en erkendelse af, at det delte formandskab ikke fungerer. Det fungerer ikke at dele magten, og det fungerer ikke, at man altid skal tage hensyn til, at der er en anden magtfuld fløj i partiet, der skal tilgodeses.

Vi har tidligere set det i Socialdemokratiet, hvor der i mange år var en Nyrup-fløj og en Auken-fløj. Da Nyrup var statsminister i 90’erne, skulle han hele tiden tage hensyn til Auken-fløjen. Senere fik man ”kaffeklubberne” i Socialdemokratiet, som stod for en meget minutiøs deling af magten, der har været med til at stække ledelsen både under Nyrup, Lykketoft og Thorning. Det er også det, Carl Holst har peget på: At der siden formandsopgøret i Odense i 2014 har været en deling af magten, som er kommet til udtryk ved udpegelsen af ministerposter, da man omdannede regeringen i 2016, og da man skulle fordele ordførerposter. Den magtdeling er ødelæggende og opslidende for et parti.

Det, som særligt Løkke og Claus Hjort Frederiksen har tænkt frem mod mødet i fredags, var, at det her simpelthen ikke dur, og nu giver vi Jensen en afklapsning. Anledningen kom så dagen forinden med Jensens interview i Berlingske, hvor han kritiserer SV-initiativet.

 

Jeg tror, at det er en aftale mellem Løkke og Hjort. På et eller andet niveau har de afstemt, at nu bliver vi nødt til at tage det endelige opgør med det delte formandskab
_______

 

RÆSON: Hvad skal man lægge i Claus Hjort Frederiksens opfordring om, at Kristian Jensen bør gå af?
WINTHER: Jeg tror, at det er en aftale mellem Løkke og Hjort. På et eller andet niveau har de afstemt, at nu bliver vi nødt til at tage det endelige opgør med det delte formandskab. Én ting er, at han siger det på gruppemødet, men allerede inden det skete, var det ude i pressen – og han gentog det sågar efter pressemødet, selvom der var lagt op til forsoning. Søndag aften gentog han det så endnu en gang i et Facebookopslag. Det er ikke tilfældigt, men et led i en strategi, der peger frem mod Venstres landsmøde i november.

RÆSON: Så du mener, at Løkke har haft en finger med i orkestreringen af Hjorts opgør med Jensen?
WINTHER: Ja, det mener jeg. Det bygger på en fælles forståelse af, at det her ikke kan fortsætte. Løkke har besluttet, at han bliver – og at han ikke kan være formand uden at være herre i eget hus. Han kan ikke være oppositionsleder, mens der er en særlig gruppe i Venstres folketingsgruppe, som han hele tiden skal tage hensyn til. Derfor har det været en fælles opfattelse mellem Hjort, Løkke og Lars Christian Lilleholt, at det skulle der gøres op med.

RÆSON: Claus Hjort Frederiksen nævner, som du selv er inde på, i et Facebookopslag fra den 11. august, at det delte formandskabs tid er forbi. Hvad betyder det? Er den nuværende formandskonstruktion for alvor et overstået kapitel?
WINTHER: Det betyder, at det delte formandskab, der kom i stand i kælderen i Odense i 2014, ikke kan fortsætte. Nu kommer det til at fortsætte ud fra devisen om, at ”the winner takes it all” – det er dét, Hjort mener. Og ja, nu vil vi se, at vi får et endeligt opgør med det delte formandskab.

Jeg tror ikke, at man i de to lejre har gjort sig klart, hvordan det kommer til at ske, og om det bliver gennem et kampvalg, eller om en af de to må trække sig. Det vil formentlig afhænge af, hvordan de næste måneder kommer til at forløbe: Hvordan fordeler gruppemedlemmerne sig? Vil der være et flertal, der bøjer sig mod Løkke og tror på, at han er den rette mand til at føre dem til næste valg? Eller vil der derimod være et flertal for Jensen eller en helt tredje? Uanset hvad tror jeg, at det går i retning af et egentligt opgør om magten i Venstre.

RÆSON: Så hvad er sandsynligheden for, at en af de to ender med at måtte træde af til efteråret?
WINTHER: Den er meget stor.

RÆSON: Tror du, at Kristian Jensen har underskrevet sin egen dødsdom med sin gebærden siden valget?
WINTHER: Interviewet i Berlingske betød, at der var en konkret anledning til at tage opgøret fra Hjort og Løkkes side, men det opgør var alligevel på vej. Jensen havde kørt sig selv i stilling til at overtage formandsposten efter valget, men da Løkke valgte at blive på sin pind, sendte det Jensen på retræte, og det har skadet hans chancer betragteligt.

Om han har underskrevet sin egen dødsdom, ved jeg ikke, men jeg tror, at Løkke vil ende med at være stærkere end Jensen i et muligt opgør. Det hænger til dels sammen med, at det jo var Jensen, der i fredags måtte undskylde for sin opførsel, men det handler også om, at der er mange, der ikke rigtig tror på, at Jensen har karismaen og udstrålingen til at hente stemmer ind. I den forbindelse kommer hans dårlige personlige valg ved folketingsvalget jo ind i billedet.

 

Hvis [Kristian] Jensen taber næstformandsposten, så står Ellemann i næste geled til at tage over efter Løkke. Han har desuden den klare fordel, at han har tid til at vente
_______

 

RÆSON: Lars Løkke selv har været relativt stille om stridighederne. Men hvor står han helt nøjagtig i forhold til det?
WINTHER: Løkke har besluttet sig for at blive siddende. Der har været spekulationer om, at det bare var på skrømt, men som jeg ser det, så mener han det. Han mener, at han er den bedste kandidat til at føre Venstre frem til næste valg. Han er imidlertid også en person, der tager bestik af, hvad der sker omkring ham. Hvis der pludselig er en mulighed for at få et andet job, vil han gribe den. Fordelen for Løkke, ved at han – måske – har fået gjort op med Kristian Jensen, er, at den arvefølge, som han foretrækker – nemlig at Jakob Ellemann-Jensen står som den næste i rækken – vil blive nemmere for Ellemann, hvis Løkke har gjort arbejdet i forhold til Jensen forinden.

RÆSON: Er det så i nødværge, at han har valgt at blive siddende? Fordi han ikke mener, at Jensen er den rette at overlade partiet til?
WINTHER: Det er svært at sige, men en ting er sikkert: Han mener ikke, at Jensen er den rette formand for Venstre. Og så er det også en nødvendighed, at hvis han skal kunne manøvrere som oppositionsleder for blå blok, så skal han kunne bestemme selv.

RÆSON: En parallel til Lars Løkkes politiske liv er kattens ni liv. De ni er opbrugt, men vil det vise sig, at Løkke har et tiende?
WINTHER: Jeg tror ikke, at det er utænkeligt. Før valget ville alle og enhver have svoret på, at det aldrig kom til at ske. Men i dag, især efter ugens begivenheder, så er det bestemt ikke utænkeligt, at han tager en tørn mere og kommer til at stå i spidsen for Venstre ved næste valg.

RÆSON: Så er der jo en anden bejler i form af Jakob Ellemann-Jensen. Billedet af ham, der sidder med benene over kors bag på den golfvogn, som Lars Løkke og Kristian Jensen ankommer til pressemødet i, står som en malende beskrivelse af, hvordan han har lænet sig mageligt tilbage, mens Lars Løkke og Kristian Jensen har stredes. Hvor står han i alt det her?
WINTHER: Han står betydeligt styrket. Hvis det ender med, at Løkke mister formandsposten, vil der formentlig ske en magtdeling mellem Jensen og Ellemann. Hvis Jensen taber næstformandsposten, så står Ellemann i næste geled til at tage over efter Løkke. Han har desuden den klare fordel, at han har tid til at vente. Den samme luksus har Jensen ikke. Jensen har nu været kronprins i mange år og forsøgt at udfordre Løkke to gange uden held. Tiden arbejder for Ellemann og imod Jensen.

RÆSON: I det ligger der også, at du ikke mener, at Ellemann har travlt. Kan det godt hænde, at næstformandsopgøret udebliver til landsmødet i november?
WINTHER: Et eller andet kommer der til at ske ved det landsmøde, men det er svært at sige hvad. Måske smider Jensen alt ind i kampen, måske træder han af eller bliver udfordret. Det kommer alt sammen an på, hvordan folketingsgruppen og baglandet reagerer i den kommende tid. Lige nu står Løkke klart stærkest.

 

SV-projektet var derfor et forsøg på at sige, at det borgerlige samarbejde har været næsten umuligt at gennemføre, så nu må vi prøve noget andet
_______

 

RÆSON: Hvor stor en del af Venstres bagland, som jo får en afgørende betydning for udfaldet af landsmødet, støtter op om analysen af, at Løkke har aflivet det borgerlige Danmark for de ekstra mandater, der har sikret ham det fortsatte lederskab af Venstre?
WINTHER: Der er rigtig mange, der støtter analysen af, at SV-regeringen var og er en død sild. Løkkes analyse, som den fremgår i bogen ”Befrielsens Øjeblik”, handler om, at de regeringer, han stod i spidsen for – først en Venstre-regering og siden VLAK-regeringen – begge viste sig at være dysfunktionelle. Løkkes analyse er, at det var LA og Anders Samuelsen, der kravlede op i træet, samt Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti, der flirtede med Socialdemokratiet, og at det var de to, henholdsvis DF og LA, der ikke kunne være i stue sammen. Det var årsagen til, at der var rigtigt meget, som Løkkes regeringer ikke kunne få gennemført. Når Løkke så ser, at det er de to partier, der er hårdest i kritikken af ham og skyder ham den borgerlige bloks sammenbrud i skoene, så tænker han: ”Det var alligevel satans, nu har jeg forsøgt at holde sammen på skidtet i fire år, hvor I har hoppet rundt, og nu kommer I og siger, at det er mig, der splitter blå blok.” SV-projektet var derfor et forsøg på at sige, at det borgerlige samarbejde har været næsten umuligt at gennemføre, så nu må vi prøve noget andet.

RÆSON: Vil det vise sig at være et problem til landsmødet, at mange fra baglandet ser negativt på SV-initiativet? I kulissen står jo Inger Støjberg – der er solidt funderet i baglandet. Kan hun så komme i spil?
WINTHER: Jeg tror, at hvis Inger Støjberg skal i spil, så skal det være i en alliance med Ellemann. Hun har en høj stjerne hos Løkke og i baglandet, men hun står ikke stærkt i folketingsgruppen, det viste gruppemødet i mandags. Jeg kan umiddelbart ikke se, at hun – med det hun repræsenterer, og det nederlag hun led til gruppemødet – har nogen fremtid som formandskandidat.

RÆSON: Hvilke mulige scenarier kan udspille sig for partiet Venstre over de næste tre måneder? Og hvad er det mest sandsynlige af de scenarier?
WINTHER: Der er tre mulige scenarier: Enten udfordrer Jensen Løkkes formandspost, ellers kommer der en modkandidat til Jensens næstformandspost, og det sidste scenarie er, at der ikke sker noget. Det mest sandsynlige er, at der kommer en og udfordrer Kristian Jensen. Jeg tror ikke, at Jensen selv mener, at han har den fornødne styrke til at udfordre Løkkes formandspost efter den forgangne uges begivenheder.

RÆSON: Og den, der kommer til at udfordre Kristian Jensen, er i dine øjne Jakob Ellemann?
WINTHER: Ja, det vil jeg mene. Det vil i hvert fald være det mest naturlige, men det er gætværk.

 

Jeg tror, at hvis Inger Støjberg skal i spil, så skal det være i en alliance med Ellemann. Hun har en høj stjerne hos Løkke og i baglandet, men hun står ikke stærkt i folketingsgruppen
_______

 

Venstre og det borgerlige Danmarks fremtid

RÆSON: Med Løkkes melding om, at han fortsætter som formand og går efter regeringsmagten, så er det oplagte spørgsmål: Hvad er det for et parti – og en opposition – han står i spidsen for?
WINTHER: Lytter man til Løkkes pressemøde, står han i spidsen for en opposition, der på mange strækninger vil være samarbejdsvillig overfor den socialdemokratiske regering. Man vil forsøge at lave nogle kompromiser, hvor det giver mening. Den strategi lykkedes fint for Løkke under Thorning: Jo flere forlig han lavede med Corydon, des surere blev de i Enhedslisten og SF. Det optrævlede regeringen indefra. Men det kommer naturligvis an på, hvordan Mette Frederiksen lægger ud. Hvis hun lægger ud med meget røde initiativer, så vælger oppositionen formentlig en anden strategi. Derfor afhænger meget af, hvordan det politiske billede former sig over det kommende år. Jo mere Mette Frederiksen samler sig om sin egen blok og fører politik på venstrefløjen, des højere vil potentialet være for, at blå blok kan finde et fælles fodslag på ny.

RÆSON: Hvordan ser de øvrige borgerlige partier på Løkke og de interne stridigheder i Venstre?
WINTHER: Den vrede, der har været blandt de borgerlige partier over Løkkes SV-melding, klinger hult. Det kommer til at lyde som om, at han har svigtet den blå blok, og at de øvrige borgerlige partier er en flok soldater, der er vant til at gå i samlet flok i samme retning. Et billede, der er langt fra virkeligheden, hvor regeringsperioden var dybt præget af interne stridigheder. De øvrige borgerlige partier føler sig truet af et SV-samarbejde, fordi et sådant samarbejde ikke ville levne plads til hverken DF, LA eller sågar De Konservative. De er imod samarbejdet af flere årsager, men primært fordi det udgør et trusselsbillede, der i givet fald ville skubbe dem ud i kulden.

RÆSON: Kan tillidsbruddet i det borgerlige Danmark repareres under Lars Løkkes ledelse?
WINTHER: Ja, det mener jeg, at det kan. Men jeg tror, at de spændinger, der er i blå blok, som har vist sig gennem de sidste fire år, vil blive hængende. Senest har Simon Emil Ammitzbøll-Bille meldt ud, at LA, i hans øjne, skal placere sig langt væk fra den værdipolitiske linje, DF lægger for dagen. De interne konflikter både på udlændingeområdet, velfærd, skatter, og hvad man ellers har skændtes om i fire år, vil altså stadig bestå.

Det, der gør Løkkes position noget lettere er, at styrkeforholdet har ændret sig. Nu er der ingen tvivl om, at Venstre er det store parti med deres 43 mandater, mens DF er blevet halveret, og LA er nede på 4 mandater. Det gør tingene noget lettere for Løkke. Der er dog også nogle ting, der bliver sværere, fordi de små partier føler en større trang til at markere sig og vise deres eksistensberettigelse ved at være i opposition. Det gælder både overfor den socialdemokratiske regering, men også overfor Venstre. Man skal selvfølgelig kunne signalere, at man står samlet bag Venstres statsministerkandidat, men at der bliver tale om en samlet flok blå soldater, der går i samme retning, tror jeg ikke på, kommer til at ske i denne valgperiode. ■

 

At der bliver tale om en samlet flok blå soldater [i hele blå blok], der går i samme retning, tror jeg ikke på, kommer til at ske i denne valgperiode
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden