03.04.2019

Ifølge direktøren for den amerikanske tænketank The Open Markets Institute, Barry C. Lynn, underminerer teknologigiganter som Google, Facebook, Amazon demokratiet og ødelægger den frie konkurrence på markedet igennem monopolisering. Men, siger han, vi behøver ikke opfinde den dybe tallerken for at løse problemet: Vi har alle de regler og love, der skal til for at regulere dem. Vi har bare glemt at bruge dem.

Interview af David Rischel

Når man spørger Barry C. Lynn, om han blev fyret fra sin stilling som leder af programmet ”Open Markets” i den progressive tænketank The New America Foundation, fordi Google ønskede ham fjernet, er han klar i mælet: ”Ja. Jeg sad ikke med til møderne, men det var meget tydeligt, at et stort antal personer inde fra Google kontaktede direktøren for tænketanken for at få os fyret. Hendes svar var at lukke hele min afdeling.”

Baggrunden var, at Barry C. Lynn og hans hold havde støttet konkurrencekommissær Margrethe Vestagers beslutning fra sommeren 2017 om at tildele Google en bøde i milliard-klassen. I dag har han startet sin egen tænketank, The Open Markets Institute, hvor han og hans hold undersøger monopoler og deres indflydelse på amerikansk og international politik og økonomi.

RÆSON: Som følge af Cambridge Analytica-skandalen og Margrethes Vestagers arbejde som EU’s konkurrencekommissær har folk været meget optagede af monopoldannelsen inden for teknologibranchen – Google, Facebook, Amazon. Men hvad er problemet? De har vel bare fundet en effektiv forretningsmodel?
LYNN: Monopollovgivningen blev udviklet i USA. Faktisk kan man argumentere for, at USA blev grundlagt for at tage et opgør med monopoler – det var en del af baggrunden for den amerikanske revolution – og siden dengang har vi brugt centralmagten til at beskytte os mod koncentreret privat økonomisk magt. Det fungerede ikke altid, og der var perioder, hvor få enormt magtfulde selskaber havde kontrollen over vores land, som under The Gilded Age [’Den Forgyldte Alder’ henviser til perioden fra 1870’erne til starten af 1900-tallet, hvor USA oplevede store sociale, økonomiske og politiske forandringer, red.]. Men igennem de sidste 200 år har USA anvendt anti-monopollovgivning for at holde sig selv fri fra enorme private selskabers magt og vælde.

Et af principperne for den lovgivning var, at det ikke handler om størrelsen på selskaberne, men om hvordan de anvender den magt, der er en konsekvens af deres størrelse. Derfor har vi i USA igennem årene haft en lang række meget store selskaber: Teleselskabet AT&T, der havde monopol på telefonnettet i mange år, eller jernbaneselskaber med monopol på jernbanedriften. Men vi fandt på love, der begrænsede deres magt til at regulere, kontrollere og manipulere mennesker. Det var det, antimonopol-lovgivningen var designet til at gøre: At sørge for at meget store selskaber og netværk kan fungere effektivt men samtidig garantere, at selskaberne ikke kan misbruge den økonomiske magt, der ligger i et monopol, til at kuppe det politiske system.

Google og Facebook er det 21. århundredes udgaver af AT&T. Problemet med Facebook, Amazon og Google er ikke størrelsen. Problemet er, at vi ikke har appliceret de basale regler og love, som vi anvendte på tidligere tiders kommunikations- og transportsystemer.

De regler og love indeholdt to principper. Det første var, at de ikke måtte diskriminere imellem de selskaber, som betalte dem for at levere en service eller et produkt. De skulle forholde sig neutrale. Det andet princip var, at der ikke måtte være nogen form for vertikal integration: Fx var det ikke tilladt for jernbaneselskaber at eje andre selskaber eller landbrug, fordi de ville kunne give deres egne produkter en uretfærdig konkurrencefordel på markedet. På den måde var der ingen interessekonflikt. Men vi har ikke appliceret de regler for interessekonflikter på Google, Facebook og Amazon.

 

Problemet med Facebook, Amazon og Google er ikke størrelsen. Problemet er, at vi ikke har appliceret de basale regler og love, som vi anvendte på tidligere tiders kommunikations- og transportsystemer
_______

 

RÆSON: Kan du give et konkret eksempel på den form for vertikal integration?
LYNN: Et eksempel kunne være måden, hvorpå Amazon sælger bøger. For 30 år siden var der en hel masse forlag og en masse folk, som købte bøger. Og imellem de to grupper havde man en hel del forhandlere. I dag er der en enkelt forhandler, hvor folk sælger og køber bøger. Oprindeligt gjorde Amazon ikke andet end at forbinde forfatterne og forlagene på den ene side med læseren på den anden. Men i dag er Amazon også en udgivervirksomhed. Det er vertikal integration. Amazon har deres eget trykkeri, og en del bøger på salgsplatformen Amazon er udgivet af forlaget Amazon. Derudover er de også den største platform for selvudgivervirksomhed. Begrebet selvudgivervirksomhed er dog ret misvisende – i virkeligheden er Amazon basalt set det største forlag i verden. Og det er det, der giver dem magten til at manipulere.

Hvis du ved præcis, hvad du vil købe, vil Amazon forbinde dig med den bog, men på et tidspunkt vil Amazon foreslå dig en lang række andre bøger – som måske har en lavere pris. Så de vil begynde at styre folk mod de bøger, de gerne vil have dem til at købe, fordi det er mere profitabelt eller af alle mulige andre grunde. Vi ved, at der er interessekonflikter mellem Amazon og andre forlag – og mellem Amazon og forfattere, der er afhængige af Amazon for at kunne udkomme.

Men det er tilfældet for en lang række produkter: Amazon fremstiller også tøj, legetøj og alle mulige andre produkter, der sætter dem i direkte interessekonflikt med folk, der er afhængige af den platform, de stiller til rådighed.

RÆSON: Så Amazon, Google og Facebook er en slags naturlige monopoler?
LYNN: Ja. Nogle siger: ”Vi har bare brug for en konkurrent til Google, Facebook og Amazon”. Men måske er internethandel blot bygget op på en måde, hvor det giver mest mening, at der kun er en eller to spillere på markedet. Hvis hver person, der sælger eller køber bøger i USA, ønskede at skabe det ideelle marked for bogsalg, så er det muligt, at de blot ville skabe ét sted på internettet, én platform. Og hvis det er det, folk vil have, så vil jeg ikke nægte dem det. Men det centrale spørgsmål er så: Hvem styrer det marked, og med hvilket mål for øje?

Folk er i virkeligheden enormt gode til at skabe markeder, der beskytter både sælgernes og købernes interesser – det har folk gjort tusinder af gange gennem verdenshistorien. Men særligt i Google og Amazons tilfælde har vi ikke sørget for, at de markeder, de stiller til rådighed, er neutrale. Vi har ladet dem manipulere på en måde, som kun er i deres egen interesse. Og det skaber politisk og økonomisk kaos.

RÆSON: Du sagde tidligere, at det ikke handler om størrelsen på virksomheden, men om hvordan virksomheden bruger den magt, der kommer med størrelsen. I juli 2018 valgte EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, at idømme Google en bøde på ca. 4,3 mia. euro. Det er selvfølgelig en del, men beløbet blegner sammenlignet med Googles enorme kapitalbeholdning. Er der ikke et tidspunkt, hvor en virksomhed bliver så stor, at det kan omgå regulering og influere politiske og demokratiske processer – som du selv har været ude for?
LYNN: Absolut. Hvis det private selskab er så stort, vigtigt og profitabelt, at dets velstand, magt og kontrol over folk kan blive brugt til at få kontrol over staten på forskellige måder, kan det have store politiske konsekvenser. Der var to formål med den originale amerikanske monopollovgivning. Det første var at sikre individets frihed til at indgå i et frit markedssystem med andre individer uden en mellemmands ankomst; friheden til at købe og sælge. Det andet var at beskytte vores demokratiske institutioner mod koncentreret magt og kontrol. Der er intet nyt under solen i den forbindelse.

Med hensyn til størrelsen har vi haft mange store virksomheder, som ikke har været en trussel mod samfundet, økonomien og det politiske system. Man skal forstå, at når først man har at gøre med et netværksmonopol, så har man at gøre med en form for offentlig forsyning. Det betyder, at vi i sådanne sager ikke har at gøre med normale virksomheder. De er ikke styret af konkurrence på markedet. Disse virksomheder står over markedet. Og når først man har at gøre med en offentlig forsyning, som står over de folk, som opererer indenfor markedet, så har vi traditionelt sørget for at begrænse virksomhedens profitabilitet samt dens politiske rettigheder. På samme måde, som vi sørger for at begrænse dets magt i den politiske økonomi, har vi sørget for, at det ikke kan misbruge dets magt i det politiske system.

Det vigtigste er at forstå, at når en virksomhed når en bestemt størrelse, så er det ikke længere blot en privat virksomhed; det er en offentlig forsyning.

 

Det vigtigste er at forstå, at når en virksomhed når en bestemt størrelse, så er det ikke længere blot en privat virksomhed; det er en offentlig forsyning
_______

 

RÆSON: Kan du komme med et par eksempler på virksomheder, som var meget store, men som ikke var en trussel mod økonomien eller det politiske system?
LYNN: Telefonselskabet AT&T var i sin tid – fra slutningen af 1800-tallet og et par årtier frem – stort og magtfuldt nok til at kunne være blevet brugt som politisk pressionsmiddel. Men over årene var den amerikanske regering i stand til at neutralisere den magt igennem en række forskellige midler. Så selvom AT&T fra tid til anden var det største telefonselskab i verden, så opererede det på en måde, som var i offentlighedens interesse. IBM er et andet eksempel. Hvis man ser bort fra, at de solgte teknologi til nazisterne under Anden Verdenskrig, så sørgede man for, at de ikke brugte deres magt til at underminere det amerikanske demokrati. Man kan argumentere for, at IBM’s størrelse sænkede graden af innovation og væksten i BNP, men de brugte aldrig deres magt på en måde, som truede det politiske system. Det hænger sammen med den måde, virksomheder blev ledet på i USA i midten af det 20. århundrede. Der var en helt anden tilgang til virksomhedsledelse.

RÆSON: Så der var en anden moral dengang?
LYNN: Idéen om, at moralen var en anden, ville implicere, at folk simpelthen er ondere i dag. Og det mener jeg ikke. Der var et andet regulatorisk framework. Det centrale spørgsmål handler om struktureringen, skabelsen af markedet. Som Adam Smith forstod i 1776, så tager man moralske og politiske beslutninger i skabelsen af markedet; i de regulativer, man applicerer til virksomheder. Det handler ikke om de moralske beslutninger, en direktør tager fra dag til dag – det centrale øjeblik ligger i skabelsen af selve det regulatoriske framework.

RÆSON: Men hvilke moralske og politiske idéer var det så, der blev appliceret i reguleringen af virksomheder, som sikrede, at de ikke misbrugte deres magt?
LYNN: Den basale forståelse af en industriel virksomhed fra 1930’erne og frem til 1970’erne var, at formålet med denne institution var at bidrage til samfundet som helhed: At virksomheden skulle ledes på en måde som beskyttede både store og små aktionærer, altså arbejdere og det lokale samfund.

RÆSON: Så det var en interessent-baseret model [stakeholdermodel, red.] for virksomhedsledelse?
LYNN: Ja, præcis. USA havde en interessent-baseret tilgang til virksomhedsledelse, som var mindre formaliseret end den, vi ser i Tyskland i dag [hvor virksomhedsbestyrelser også inkluderer en medarbejderrepræsentant, red.], men som stadig var ret stærk. Det var først i 1980’erne, at det for alvor begyndte at forandre sig. Milton Friedman [berømt liberal økonom, red.] begyndte i 1970’erne at argumentere for, at det eneste princip for virksomhedsledelse burde være profitmotivet. Det var en radikalt anderledes forståelse på to måder. For det første var det en simplificering af formål: Det eneste formål var at tjene penge. For det andet skabte det idéen om, at de eneste ’ejere’ af en virksomhed er aktionærerne. Virksomheder – for at gøre det klart, er en regeringsinstitution – som private aktører har fået det privilegie at lede. Som sådan er de ikke ejendomme: De kan opkøbe ejendom og tjene penge på ejendom, men de er ikke i sig selv ejendomme, der kan besiddes.

RÆSON: Hvordan blev denne interessent-baserede model institutionaliseret i anti-trust lovgivning? Stod der simpelthen i loven, at virksomheder skulle kere sig om det omgivende samfund?
LYNN: Lad mig lige opklare en ting: Det handlede ikke om antitrust-lovgivning per se. Det handlede om anti-monopollovgivning; hvad man i Europa kalder konkurrencelovgivning. Anti-trust er det, som EU’s konkurrencedirektorat, det amerikanske justitsministerium og The Federal Trade Commission [uafhængig amerikansk regeringsinstitution for forbrugerbeskyttelse, red.] beskæftiger sig med. Konkurrencelovgivning er det, som en lang række andre institutioner beskæftiger sig med. I USA er der tre kategorier af institutioner. For det første er der Finansministeriet, Skatteministeriet, Forsvarsministeriet og Landbrugsministeriet. Alle disse institutioner har mulighed for at beslutte, hvordan markeder skal struktureres. For det andet har man The Federal Communications Commission samt the Securities and Exchange Commission, der implementer love og regulativer, som har at gøre med virksomhedsstrukturer, altså hvordan virksomhederne er opbygget. Og så har man Kongressen, som selvfølgelig kan gennemføre en lang række love, fx vedrørende hvor mange penge en direktør må tjene. Så der er en lang række politikker, som tilsammen udgør det juridiske spillerum, og som skaber de incitamentsstrukturer, der regulerer, hvordan virksomhederne bliver ledet.

RÆSON: Hvad kunne være et eksempel på en konkret politik, som skaber de her incitamentsstrukturer?
LYNN: Det kunne fx være, hvem der har indflydelse på virksomhedsledelsen. I Tyskland er det gængs praksis, at et eller to medlemmer af bestyrelsen skal komme fra fagforeningerne. I Tyskland og andre lande, som fx Japan, har man forstået, at virksomheder er ansvarlige for en lang række processer, en lang række kapaciteter, som er blevet betroet dem: teknologier, ekspertise mv. Det ensidige fokus på profitmotivet betyder, at vi i USA opfordrer de ansvarlige folk til at ødelægge en stor mængde ekspertise inden for en virksomhed for at skabe profit. Vi plejede at lede virksomheder på en måde, som udviklede og beskyttede teknologier, der var nyttige for samfundet som helhed, men også for at gøre andre ting: at betale en rimelig løn, at nedbringe forurening, at udvikle militære teknologier mv. Før i tiden forsøgte man fra USA’s side at bruge virksomheder til at promovere international fred og udvikling. Der var fx perioder, hvor USA tvang virksomheder som General Electric eller Motorola til at investere – noget imod deres vilje – i andre lande for at udbrede nyttige teknologier. Så der er en lang række formål, som ikke har noget at gøre med at udbetale en enorm profit til en række få enorme aktionærer på Wall Street. Så det var et produkt af lang række forskellige politiske beslutninger.

Men bare lige for at gøre det klart: behovet for at konkurrere – horisontal rivalisering – skaber intern regulering af en virksomheds opførsel. Det er, fordi en virksomhed i en udsat konkurrenceposition vil have en interesse i at behandle sine arbejdere, det omgivende lokalsamfund og miljøet ordentligt, fordi folk ellers vil købe den konkurrerende virksomheds produkt. Og det er en konsekvens af at skulle konkurrere, så nødvendigheden af at konkurrere ændrer virksomhedens opførsel.

 

De neoliberale fik magten [sidst i 70’erne], og de indførte en del store forandringer. For det første skulle staten ud af økonomien, og det var særlig vigtigt med hensyn til monopollovgivning
_______

 

RÆSON: De her virksomheder forsvarer sig ofte med, at de er platforme, og at der er masser af muligheder for at innovere og konkurrere inden for de rammer, som de stiller til rådighed. Er det ikke korrekt?
LYNN: Det er simpelthen ikke rigtigt. De er ikke kun platforme. Hvis en virksomhed er vertikalt integreret, så er det ikke kun en platform, fordi den er i en interessekonflikt med de producenter, som er afhængige af den.

For nylig har en del regulatorer forsøgt at genoplive de gamle principper for monopollovgivning. Microsoft-sagen i 1990’erne er et godt eksempel. De brugte deres monopol på markedet for operativsystemer til at skubbe deres egne produkter – deres internetbrowser – ned i halsen på folk.

Rettens beslutning var i dette tilfælde at dele Microsoft op i to dele: jernbanen på den ene side (operativsystemet) og produkterne, der transporteres via jernbanen, på den anden (internetbrowseren). Og det var – efter al sandsynlighed – det, der tillod virksomheder som Google, Facebook og Amazon at vokse sig så store, som de har gjort.

RÆSON: Der er noget paradoksalt over den situation, vi står i. Vores tilgang til de her teknologi-virksomheder har i lang tid været styret af en stor grad af optimisme: Googles motto har været ”Don’t be evil”, og internettet skulle antageligvis have været et decentraliseret, demokratisk netværk. Men nu kontrollerer et par enorme teknologivirksomheder størstedelen af trafikken på internettet og har derfor enorm politisk og økonomisk magt. Hvad gik galt?
LYNN: Det er et virkelig godt spørgsmål. Det korte svar er, at i 200 år var der i USA en meget praktisk tilgang til den politiske økonomi. Den politiske økonomi er et system af magtrelationer, og vi regulerede det system for at opnå en beskyttelse af individets rettigheder og af vores demokrati. Det var meget pragmatisk – en slags ”common sense”.

Men i slutningen af 1970’erne forandrede det sig. De neoliberale fik magten, og de indførte en del store forandringer. For det første skulle staten ud af økonomien, og det var særlig vigtigt med hensyn til monopollovgivning. Monopollovgivning byggede oprindeligt på en forestilling om individet som borger: Individets interesse lå i at være en hel og fuld deltager i alle politiske beslutninger og hele det økonomiske liv. Neoliberalismen havde en anden forståelse af økonomien og en anden idé om, hvad meningen og målet med monopollovgivning er. For dem var målet at fremme forbrugerens materielle velfærd, og dermed forandrede de hele ideen bag monopollovgivning i USA. Det skete i starten af 1980’erne, og det er stadig den filosofi, der styrer vores beslutninger i dag.

Derudover har vi eksporteret den form for tænkning til resten af verden. Storbritannien, Canada og Australien var de første til at overtage disse ideer, men EU blev også påvirket. Principperne bag EU’s konkurrencelovgivning handler om forbrugervelfærd, selvom det er et regelsæt, der er mindre ekstremt end det amerikanske. Vi har forsøgt at overbevise Konkurrencekommissariatet i EU om, at det er på tide at gøre op med forbrugervelfærdsparadigmet, fordi det står i modsætning til den oprindelige forståelse af monopollovgivning.

RÆSON: Hvad betyder det, at antitrust-lovgivning byggede på idéen om individet som borger og ikke som forbruger? Hvad var det helt konkret i lovgivningen, som forandrede sig?
LYNN: Juristen Robert Bork skrev en bog i 1978, ”The Antitrust Paradox”, i hvilken han påstår, at det eneste historiske og logiske formål med antitrust-lovgivningen var at fremme forbrugerens velfærd. Han begyndte arbejdet på den i 1960’erne, men han udgav bogen i 1978. Denne idé blev brugt af Reagan-administration til at forme Justitsministeriets guidelines for virksomhedsoverdragelser i 1982 og 1984. I 1982 begyndte man at tale om ”effektivitet”, og fra 1984 skulle alle virksomhedsoverdragelser bestå en ”Consumer Welfare Test”. Altså var det centrale, at virksomheder sikrede forbrugerens velfærd. De guidelines er vigtige, fordi der som nævnt eksisterer en enorm mængde antitrust-lovgivning. At ændre al den lovgivning ville være en enormt besværlig opgave. Men ved at ændre filosofien bag loven – de guidelines, man skal bruge til at tolke den – så ændrer man også måden, man forstår loven på, og så får man gjort det hele på en gang.

RÆSON: Gør Google verden til et bedre sted?
LYNN: De teknologier, som Googles ingeniører har udviklet, har uden tvivl gjort verden til et bedre sted. Den forretningsmodel, som Googles investorer har udviklet for at gøre dem selv og deres kammerater fantastisk velhavende, har uden tvivl gjort det modsatte. Den er et absolut onde.

RÆSON: Som sagt idømte EU i juli Google en bøde på ca. 4,3 milliarder euro. Det gjorde de, fordi de mente, at Google indskrænkede forbrugerens valg af søgemaskiner på Androidtelefoner. Men det er stadigvæk en dråbe i havet for Google, og virksomheden har undveget den slags manøvrer før. Kommer den her slags bøder til at ændre noget som helst?
LYNN: De er ikke uden betydning. Selvom bøderne blot er en dråbe i havet for Google, så taler det handlingens sprog. For det første: Disse virksomheder snyder. De har overtrådt loven. Så det er et vigtigt udtryk for, hvem der har bukserne på: Er det staten, eller er det den enorme, vidtforgrenede virksomhed?

I dette tilfælde viser staten, at den har magten. Så det var et enormt skridt fremad for EU’s konkurrencekommissariat. Men: Folkene i Konkurrencekommissariatet, hos Handelskommissionen og i Justitsministeriet i USA bliver nødt til at få fart på. Og hvis det ikke sker, er det på tide for parlamenterne, regeringerne og beslutningstagerne at gøre det, som embedsmændene og lovens håndhævere ikke evner at gøre.

 

Dette er den mest alvorlige politiske krise i USA, den største interne trussel mod demokratiet, som vi har stået overfor siden borgerkrigen. Og det er ikke noget, der er begrænset til USA: Disse virksomheder har enorm magt over de enkelte stater i Europa
_______

 

RÆSON: Der er altså brug for politisk forandring. Du har fx argumenteret for, at Demokraterne i USA skal gøre monopollovgivning til en central del af deres politiske program. Men teknologigiganterne donerer enorme summer til begge partier i den amerikanske kongres, så hvor skal den politiske forandring komme fra?
LYNN: Det er fuldkommen korrekt, og de vil blive ved med at donere penge. De bliver mere og mere og magtfulde, tjener flere og flere penge, og der er flere og flere, der arbejder for dem. Og der er flere og flere, der lever i frygt for dem. Så det er en enorm krise. Uden omsvøb: Dette er den mest alvorlige politiske krise i USA, den største interne trussel mod demokratiet, som vi har stået overfor siden borgerkrigen. Og det er ikke noget, der er begrænset til USA: Disse virksomheder har enorm magt over de enkelte stater i Europa. De har evnen og muligheden for at tænde og slukke for forskellige informationskilder og former for politisk tale.

På nuværende tidspunkt har vi ingen idé om, hvem de promoverer, og hvem de ikke promoverer. Det er spørgsmål af enorm betydning, og det er et spørgsmål, som alle demokratiske borgere – både i USA og Europa – må engagere sig i med det samme. Hvorfor har vi falske nyheder, der underminerer frie demokratiske valg? Det er, fordi de her kommunikationssystemers – Google, Facebook, Twitter – forretningsmodeller er bygget til at udspionere og manipulere os. Det er sådan, de tjener deres penge.

Grunden til, at annoncører er så vilde med dem, er, at de har fundet nøglen til at manipulere folk. De har formået at give folk, der ønsker at underminere vores demokrati, adgang til deres manipulatoriske maskiner – enten fordi de er ligeglade, eller fordi de ikke forstår konsekvenserne af deres handlinger. Så det, de gør, er at udleje deres manipulationsmaskiner til virksomheder, men også til autokrater som Putin.

Derudover bruger disse kommunikationssystemer selv deres magt til aktivt at underminere vores demokratiske institutioner.

RÆSON: Kan du give et konkret eksempel på, hvordan teknologigiganterne truer demokratiet?
LYNN: De truer demokratiet på en lang række måder. Deres forretningsstruktur og størrelse gør det meget lettere at pumpe propaganda og misinformation ud til folk, hvilket er en stor del af forklaringen på den øgede produktion af ’fake news’, og de fungerer som flaskehalse for nyhedsstrømmen. De flaskehalse giver Google og Facebook mulighed for at udnytte deres position som mellemmand mellem journalist og læser, hvilket gør dem i stand til at styre annonceindtægter væk fra troværdige nyhedskilder og ned i deres egne lommer.

Pointen her er, at de i stigende grad kontrollerer berøringsfladen mellem journalister, publicister og resten af offentligheden. De udnytter den position til at fratage aviserne og i stigende grad TV-medier de reklameindtægter, som de har brugt til at understøtte deres primære formål: at rapportere nyhederne. Det betyder langt færre journalister til at dække verdens gang. Så de er i gang med at underminere den frie presse.

I tilgift betyder det, at der bliver skabt et afhængighedsforhold mellem medierne og teknologivirksomhederne, fordi de kontrollerer adgangen til indtægter og de øjne, der kigger med. Det betyder, at journalister og publicister kan være bange for sige, hvad de mener. Det er en anden måde, de truer demokratiet på.

Slutteligt kan de udnytte deres status som monopoler til at kontrollere adgangen til markedet, hvilket giver dem en enorm magt over de virksomheder og producenter, som er afhængige af dem. Det leder til en koncentration af privat kapital og magt i toppen af nogle få virksomheder.

RÆSON: Er det ikke bare den vej, teknologien går? Det er der, den offentlige diskussion foregår nu – på de sociale medier, ikke igennem de etablerede medier.
LYNN: Selvfølgelig kan vi ikke bare gå tilbage til at lave telefonopkald for at dele information, for det er helt vildt ineffektivt. Jeg vil ikke forbyde folk at dele information på de sociale medier. Det er en helt fantastisk ting. Det centrale spørgsmål er, om du udnytter netværkets magt til at manipulere de folk, som er afhængige af netværket.

Igen er der historiske paralleller. Det var ulovligt for AT&T at manipulere folk, der var afhængige af deres netværk. De kunne ikke blot sige: ”Jeg ved godt, du gerne vil snakke med onkel Bob, men jeg forbinder dig i stedet til den her person, som jeg synes, du skal snakke med”. De havde kapaciteten til at gøre det, de kunne have bragt reklamer, mens du ventede i røret. Det var muligt for hundrede år siden, men det måtte de ikke.

Vi behøver ikke opgive disse teknologier for at undgå, at de folk, der kontrollerer disse teknologier, bruger dem til at manipulere og kontrollere os, og vi behøver ikke opgive dem for at have en fri og velfinansieret fri presse.

RÆSON: Men hvad skal vi så gøre ved det? Hvilke midler skal vi tage i brug?
LYNN: Vi er allerede i besiddelse af love, midler og institutioner, som vi skal bruge til at tage hånd om de her virksomheder. Vi behøver ikke at opfinde den dybe tallerken for at løse problemet. Selvfølgelig er Facebook og Google meget anderledes, end AT&T var, men magtrelationerne, markedets struktur og de fundamentale principper, som styrer os i de 21. århundrede, er de samme, som styrede os i det 19. århundrede.

Det, vi mangler, er et klart overblik over problemets udspring, fordi folk er blevet forledt af neoliberal ideologi. Så vi bliver nødt til at gøre fuldkommen op med det neoliberale paradigme. Derudover er det eneste, vi mangler, en smule mod blandt lovens håndhævere. Når først vi forstår problemet, mangler vi blot modet til at tackle det.

Den gode nyhed er, at folk er ved at vågne op fra det neoliberale blålys og gøre noget ved problemet. Beslutningstagere rundt omkring i verden er for langsomme, men de er i gang, og det betyder, at vi kan skynde på dem. ■

 

Den gode nyhed er, at folk er ved at vågne op fra det neoliberale blålys og gøre noget ved problemet. Beslutningstagere rundt omkring i verden er for langsomme, men de er i gang
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne