09.04.2019

Når Israel i dag går til stemmeurnerne, står landets arabiske mindretal med et dilemma, som i denne omgang nok er mere markant end nogensinde før: Skal de deltage i den demokratiske proces eller ej?

Analyse af Hans Henrik Fafner

UMM EL FAHEM – Rapperen Tamer Nafar er kommet på alle israelske avisforsider. Han tilhører landets arabiske mindretal, og med sine rødder i en fattig familie fra byen Lod, der er tynget af sociale problemer og narkokriminalitet, kender han alt til skyggesiden af den israelske tilværelse.

Op til Knesset-valget i dag, 9. april, frigav han en ny musikvideo, hvor han opfordrer folk til at afgive deres stemme på valgdagen. ”Enten stemmer vi, eller også ender vi udenfor hjemlandet,” rapper han, og budskabet er ikke til at tage fejl af.

Valget i 2019 er længe blevet skildret som noget af et skæbnevalg. Allerede på et tidligt tidspunkt stod det klart, at det i høj grad skulle handle om Benyamin Netanyahu og hans udsigter til at sætte sig på premierministerposten for femte gang. I et forsøg på at styrke højrefløjen, som er en afgørende forudsætning for hans genvalg, bragte han sit Likud-parti i valgsamarbejde med blandt andet det lille parti Otzma Yehudit. Dette ligner en optakt til en ny og dramatisk højredrejning i israelsk politik, og det er netop dét, Tamer Nafar advarer mod i sin sang, der har titlen ’Tamer Must Vote’. Otzma Yehudit betyder Jødisk Magt, og får partiet magt, som det har agt, vil det arbejde for at skaffe det arabiske mindretal ud af landet.

”Demokrati er så 80’er-agtigt, vi er i Trumps æra, hvor fascisme er mainstream-sprog,” lyder det fra rapperen.

 

De er israelske statsborgere og har på papiret fulde rettigheder, men i det daglige har store dele af dette segment vanskeligt ved at identificere sig fuldt ud med den israelske stat
_______

 

Demokratisk front
Sagen rammer lige ned i det klassiske dilemma for Israels arabiske mindretal, som tæller halvanden million mennesker. Det svarer til omkring en femtedel af landets befolkning. De er israelske statsborgere og har på papiret fulde rettigheder, men i det daglige har store dele af dette segment vanskeligt ved at identificere sig fuldt ud med den israelske stat, samtidig med at mange også ønsker fuld integration. Spørgsmålet kommer frem i forreste række, hver gang der er valg til Knesset, det israelske parlament. Det ser man blandt andet i form af en tøvende vilje til overhovedet at deltage i valghandlingen. Hvor den generelle israelske valgdeltagelse normalt ligger omkring 75 procent, hvilket er typisk i vestlige demokratier, ligger den arabiske sektor sædvanligvis omkring de 50, og dette forhold er nok endnu mere markant i 2019.

Umm el Fahem er i den sammenhæng et godt eksempel. Det er en israelsk-arabisk by med 55.000 indbyggere, og den ligger umiddelbart nord for Vestbredden. Byen ligger dermed tæt på den israelske kystslette, hvor mange har arbejde og dermed er i tæt berøring med den jødiske del af befolkningen. Beliggenheden lige op ad den grønne linje, altså grænsen til Vestbredden, betyder derimod også, at mange borgere fra Umm el Fahem har familie i det palæstinensiske selvstyre. Umm el Fahem har altid været en politisk aktiv by, og det ses i disse år tydeligt ved, at vandene er markant delte i synet på Israel og de demokratiske processer.

Yousef Jabareen er en anset mand i byen. Jabareen er en af byens store familier, og han har siddet i Knesset siden 2015 som repræsentant for det israelske kommunistparti. Det hedder Den Demokratiske Front for Fred og Ligestilling, og navnet omfatter hovedtrækkene i partiets verdenssyn, som har vid udbredelse i den israelsk-arabiske befolkning.

Det første element i partiprogrammet er demokrati. Ifølge partiet står det sløjt til på denne front, hvilket blev meget synligt, da Netanyahu-regeringen sidste sommer fik den såkaldte nationalstatslov vedtaget med et snævert flertal. Loven skabte for første gang en klar definition af Israel som jødisk stat, hvilket vil sige, at den i et vist omfang har tilsidesat landets ikke-jødiske borgere. Loven annullerede således arabisk som et af landets to officielle sprog, så det nu kun er hebraisk. I Umm el Fahem er holdningen dog, at nationalstatsloven kun er kronen på værket, for der findes snesevis af administrative og juridiske eksempler på forskelsbehandlingen. Det er således et argument, at Undervisningsministeriet i Jerusalem afsætter 30.000 shekel (svarende til 55.000 kroner) om året til undervisning af hver gymnasieelev i den jødiske sektor, mens gymnasiet i Umm el Fahem modtager tilsvarende 22.000 shekel.

Fred betyder i kommunistpartiet en tostatsløsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt. Det vil sige en rømning af samtlige israelske bosættelser på de besatte områder og oprettelse af en selvstændig palæstinensisk stat på Vestbredden og Gazastriben. Jerusalem skal være fælles hovedstad for Israel og et fremtidigt Palæstina. Ligestillingen, som er partiets tredje hovedelement, omfatter lige rettigheder for jødiske israelere, israelske arabere og palæstinensere.

 

Nationalstatslovens […] indhold synes for så vidt kun at bekræfte en allerede herskende tilstand, men at dette skulle nedfældes i en lov med paragraffer har ført til en udbredt skuffelse i denne del af befolkningen
_______

 

Fælleslisten
Set fra Umm el Fahem har alle disse elementer – og håbet om at se dem ført ud i livet – taget noget af en nedtur siden valget i 2015. Nationalstatsloven er igen et slags omdrejningspunkt. Lovens indhold synes for så vidt kun at bekræfte en allerede herskende tilstand, men at dette skulle nedfældes i en lov med paragraffer har ført til en udbredt skuffelse i denne del af befolkningen.

Som Yousef Jabareen udtrykker det, har loven frataget mange lysten til at deltage i en udsigtsløs demokratisk proces. Hvorfor dog stemme, når man som udgangspunkt er sat udenfor?

Der hersker en tilsvarende modløshed som følge af de arabiske politikeres fejlslagne indsats. Op til valget i 2015 sørgede en af højrefløjens markante politikere, Avigdor Lieberman, ved lov for at hæve spærregrænsen til 3,25 pct. Den slet skjulte bagtanke var, at de fire arabiske partier, som på det tidspunkt var repræsenteret i Knesset, alle ville ryge under spærregrænsen. Som modtræk dannede partierne imidlertid Den Arabiske Fællesliste, som høstede tilstrækkelig med stemmer til at mønstre 12 ud af Knessets 120 mandater.

Mange vælgere så Fælleslisten som et løfterigt tegn på arabisk enighed, og ved valget steg deltagelsen da også fra de sædvanlige 50 til hele 64 pct. Men udviklingen har skuffet. I mange vælgeres øjne skaffede det gode valgresultat ikke den ønskede indflydelse, og det springer i øjnene, at Fælleslisten ikke formåede at forhindre vedtagelsen af nationalstatsloven. Det viste sig også hurtigt, at de ideologiske modsætninger mellem de fire alliancepartnere var ganske dybe. Mest markant var det i forholdet mellem kommunistpartiet, som er venstreorienteret og sekulært, og Den Islamiske Bevægelse, der står for religiøs konservatisme og på mange måder fremstår som en blød version af Det Muslimske Broderskab i Egypten. I dag eksisterer Fælleslisten således ikke længere og er i stedet blevet afløst at to politiske koalitioner, der i mange henseender slås om de samme vælgere.

Fra begge koalitioner fastholder man naturligvis nødvendigheden af at stemme. Der er 950.000 registrerede vælgere i den arabiske sektor, hvilket svarer til 16 pct. af den israelske vælgerbefolkning. Det er et betragteligt antal, der kan føre til indflydelse. Boykot af valghandlingen vil styrke den ekstreme højrefløj, hvilket netop er budskabet fra rapperen Tamer Nafar, siger man. Derudover lyder det, at man med en stærk repræsentation kan hjælpe den nye centrumkoalition Kahol-Lavan, med den tidligere forsvarschef Benny Gantz i spidsen, til at indfri valgløftet om at annullere nationalstatsloven. Den blev i sin tid vedtaget med kun 62 stemmer, så der skal ikke meget til at vende udviklingen og få Israel tilbage på det rette demokratiske spor.

 

Der er 950.000 registrerede vælgere i den arabiske sektor, hvilket svarer til 16 pct. af den israelske vælgerbefolkning. Det er et betragteligt antal, der kan føre til indflydelse
_______

 

Figenblad
Alt dette er tågesnak for en anden vigtig tendens i den israelsk-arabiske befolkning: Bevægelsen ved navn Abnaa el Balad, eller Hjemlandets Sønner, har eksisteret i mange år, men har på ny fået stor opmærksomhed den seneste tid.

Her er hovedsynspunktet, at man ved at deltage i det formelle politiske liv gennem repræsentation i Knesset tjener som figenblad for et postuleret – men ikke reelt – demokrati. Ahmed Khalifa, der er lokal repræsentant for bevægelsen i Umm el Fahem, påpeger som modsvar, at Netanyahu altid har beskrevet Israel som et demokrati, idet han henviser til, at man har verdens eneste arabiske befolkning med fri stemmeret.

Abnaa el Balad afviser ikke argumentet med stemmeretten, men han hævder, at man ved at gøre brug af denne ret legitimerer en institution, der på forhånd tilsidesætter mindretallet. De betegner det israelske system som en raffineret udgave af apartheid. Et af argumenterne fra Abnaa el Balad lyder, at repræsentanter for de arabiske partier gennem de seneste 10 år har fremsat 468 lovforslag, hvoraf kun de seks nogensinde er blevet til lov. En af disse seks love er et forbud mod at klippe kattes klør, altså et stykke vigtig dyreværnslovgivning, og forslagene har generelt næppe de store konsekvenser på det nationale plan.

At fravælgelse af valgdeltagelsen vil rykke hele det politiske spektrum mod højre, afviser man også. På denne fløj giver højre og venstre ikke længere mening, idet Israels gamle venstrefløj, navnlig gennem de seneste ti år, er rykket mod højre på den værdipolitiske akse til ukendelighed. Desuden betragter man venstrefløjen som den egentlige fare, idet den fortsat taler åbent om en tostatsløsning. Det er netop det, Hjemlandets Sønner gerne vil undgå, fordi en tostatsløsning vil skabe en ny international grænse og dermed adskillelse mellem de israelske arabere og palæstinenserne. Man ser derfor visse udsigter i den israelske højrefløj, der ønsker at annektere Vestbredden. Derved når man frem til enstatsløsningen, der ganske vist vil være udemokratisk, fordi den ikke umiddelbart vil give Vestbreddens palæstinensere stemmeret. Men, lyder argumentet videre, så vil det palæstinensiske folk da i det mindste være samlet indenfor den samme stats grænser, hvorved der kun vil være en enkelt sag, nemlig demokratiet, at kæmpe for.

Den israelske valgkamp kom på mange måder til at forme sig som en folkeafstemning om Benyamin Netanyahu. Det store spørgsmål var: Skulle han have en femte periode på posten som premierminister, eller var tiden inde til et skift – som næsten kunne få karakter af et systemskift? Derfor kom det til at ligne et meget personligt opgør mellem Netanyahu og den tidligere forsvarschef Benny Gantz. I hvert tilfælde kom mange vigtige sager fra samfundsdebatten til at fylde markant mindre end personspørgsmål. Israels voksende sociale forskelle hørte man knap så meget til, og der var heller ingen reel debat om, hvordan man får integreret de ultraortodokse grupper i samfundet. Den gruppe, som nok mest markant kom til at mærke denne skævvridning, er det arabiske mindretal, og det har som følge, at man i den del af landet også har oplevet det sædvanlige dilemma ift. stemmedeltagelsen i endnu højere grad – og det er formentlig noget, som også vil få følger fremover. ■

 

Israels voksende sociale forskelle hørte man knap så meget til, og der var heller ingen reel debat om, hvordan man får integreret de ultraortodokse grupper i samfundet
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden