28.07.2019

Premierminister Shinzo Abes sejr ved sidste søndags overhusvalg i Japan afspejler japanske vælgeres ønske om stabilitet. Det skal ikke tolkes således, at et flertal støtter premierministerens mere radikale reformtanker. Abe-regeringens mangeårige dominans har hidtil ikke ført til store forandringer.

Analyse af Asger Røjle Christensen, Tokyo

Sidste søndag fik Japans premierminister, Shinzo Abe, sin sjette overvældende valgsejr i træk, da halvdelen af landets overhus var på valg. Men historien om Abes seks et halvt år ved magten er ikke kun en succeshistorie om en enestående periode med politisk dominans. Det er også en historie om, hvor lidt han hidtil har været i stand til at bruge denne dominans til.

Godt nok mistede Abe-regeringen det to tredjedeles flertal i overhuset, som faktisk har eksisteret i de sidste tre år, og som er nødvendigt for at gennemføre forfatningsændringer – premierministerens store politiske vision. Men immervæk vandt hans koalition – for sjette valg til overhus og underhus i træk – et meget klart flertal. Abe har som lederskikkelse været totalt dominerende i japansk politik i de sidste seks-syv år. Der er næppe tvivl om, at han vil kunne fortsætte længe nok til næste år at blive den længst siddende premierminister nogensinde.

Det afspejler først og fremmest japanske vælgeres ønske om stabilitet. Verden udenfor er ustabil – og truer med at blive endnu mere ustabil. I den situation opfattes det ikke at være i Japans interesse at eksperimentere med uprøvede kræfter ved magten. Så vil man hellere nogen, man kender, og som har skabt stabilitet i mange år – også selv om de færreste måske er begejstrede tilhængere af Abe og hans liberal-demokratiske regeringsparti, LDP.

”Jeg mener, at dette valgresultat betyder, at vælgerne ønsker, at vi lægger et stærkt fundament, der passer til den nye Reiwa-æra (æraen efter kejserskiftet 1. maj, red.), som er baseret på politisk stabilitet”, sagde Shinzo Abe på valgnatten.

Og netop stabilitet, det kan han levere. Han har vist, at han formår at styre uden om de helt store sammenbrud i landets ganske skrantende økonomi. Han har vist, at han formår at få det til at se ud, som om han er respekteret på den internationale scene. Han har vist, at han gennem benhård topstyring formår at undgå alt for mange skandaler og splittelser i egne rækker. Og han har vist, at han formår at bruge sin dominans til hele tiden at bringe sig i en situation, hvor han nemt og bekvemt kan vinde det næste valg – og det næste igen.

 

Abe har haft alle kortene på hånden til at skabe store nybrud i det japanske samfund, men det er reelt ikke sket
_______

 

Derfor stemmer et flertal af de japanske vælgere, som gider at stemme, på Abe og hans koalition. Stemmeprocenten ved overhusvalget var med 48,8 procent den næstlaveste i efterkrigstiden, og de lave stemmetal er åbenlyst en fordel for partier, der som LDP og dets koalitionspartner, det buddhistiske Komeito, kan mobilisere velorganiserede netværk ude i valgkredsene. Selv om vælgerne foretrækker, at Abe og hans koalition fortsætter, ønsker de vel at mærke ikke, at den bliver meget stærkere. En meningsmåling har vist, at selv koalitionens støtter synes, at nu er den stærk nok. Kun tyve procent ønsker at se, at den blive endnu stærkere, end den er i dag. Folk kan godt lide stabilitet, men ikke total dominans.

I virkeligheden er det barokt, hvor få langsigtede resultater Abe har opnået gennem sine efterhånden mange år ved magten. Tænk på Abe-regeringens stabile dominans gennem lang tid, tænk på alle premierministerens erklærede visioner om at revidere forfatningen og lave efterkrigstidens Japan grundlæggende om, og tænk på hans modstanderes skræmmebilleder af ham og hans hensigter. Abe har haft alle kortene på hånden til at skabe store nybrud i det japanske samfund, men det er reelt ikke sket.

Meget er gennem årene skrevet om personen Shinzo Abe – og om hans klare vision om at frigøre Japan for efterkrigstidens snærende begrænsninger i at have et militær og spille en større rolle i regionens sikkerhedspolitik. En vision, som han har arvet fra sin bedstefar og far, der var henholdsvis premierminister og udenrigsminister. ”Abe, den mest magtfulde premierminister i Japans efterkrigshistorie, er stadig på kritiske punkter forhindret i at opfylde sin største ambition, som han har bekendt sig til tidligt i sin karriere”, konstaterer den amerikanske ekspert i japansk politik Paul Nadeau i en artikel på internetplatformen Tokyo Review.

”Endeløs hændervriden over den formodede LDP-dominans rammer ved siden af det virkelige budskab – at efter flere års styre med et superflertal (to tredjedele, red.) til koalitionen, bekræftet og bekræftet igen ved valg til underhuset, er Abe stadig ikke kommet tættere på sit mål om at revidere forfatningen, selv efter at have reduceret de forslåede ændringer til en forsigtig bekræftelse af status quo, hvor lovligheden af Japans selvforsvarsstyrker anerkendes”, skriver Paul Nadeau.

Faktisk brugte Abe mange ord på behovet for forfatningsændringer ved sine valgtaler under den netop afsluttede valgkamp, og efter valget har han ikke glemt det hele.

”I sidste ende vil forfatningsændringer blive besluttet af folket ved en folkeafstemning. LDP har stillet sine forslag til forfatningsændringer, og vi opfordrer andre partier til at gøre det samme. De to tredjedeles flertal, der kræves, er en høj barriere, men lad os finde en måde at komme hen over den”, udtalte han dagen efter valget. ”Vi har fremlagt, hvad vi mener, er den bedst mulige ide, men jeg mener ikke, at vi absolut bør holde fast ved det. Vi tager derimod lederskabet i at lægge op til fleksible diskussioner”.

 

De to tredjedele har hele tiden været en ret teoretisk opstilling. Der er reelt stadig stor modstand i parlamentet mod forfatningsændringer, som rokker ved efterkrigstidens pacifisme
_______

 

Denne udstrakte hånd afspejler, at Abe på forhånd havde indstillet sig på, at han ville miste sine to tredjedeles flertal for forfatningsændringer, og det tog han helt køligt. De to tredjedele har hele tiden været en ret teoretisk opstilling. Der er reelt stadig stor modstand i parlamentet mod forfatningsændringer, som rokker ved efterkrigstidens pacifisme. Ikke kun hos oppositionen, men også hos Abes koalitionspartner, Komeito, og – med lavere stemmeføring – i hans eget parti.

”I øjeblikket er Abe så stærk og indflydelsesrig internt i LDP, at man ikke ser partimedlemmer åbent kritisere hans ideer om forfatningsændringer. Imidlertid er der efter min opfattelse mange LDP-medlemmer, som ikke bryder sig om disse ideer”, forklarer lektor Yu Uchiyama, en ekspert i japansk politik fra Tokyo Universitet.

Spekulationerne hos mange iagttagere går nu på, at Shinzo Abe – både før og efter tabet af sine to tredjedele – for længst har indstillet sig på, at han i den kommende periode er nødsaget til at bearbejde medlemmer af et relativt nyt parti, Det Nationale Demokratiske Parti. Det har opsamlet de mest konservative dele af det tidligere regeringsparti DPJ, Det Demokratiske Parti, som gik i stumper og stykker efter sin omtumlede tid som regeringsparti i årene 2009-2012. På valgnatten inviterede han medlemmer af det nationaldemokratiske parti til forhandlinger, men reelt vil der næppe ske de store forskydninger før efter de olympiske lege i Tokyo i sommeren 2020. Indtil da vil pragmatikeren Abe gøre alt for at fastholde billedet af stabilitet.

Men det vil betyde, at enhver ambition om at ændre på forfatningens forkætrede artikel ni, som ifølge sin ordlyd og oprindelige tolkning forbyder Japan at have et militær, må skrinlægges. Det nationaldemokratiske parti ikke være med til at rokke ved artikel ni.

Enden på hele sagaen om forfatningsændringer kan derfor engang næste år blive, at forfatningen ændres, men uden at berøre artikel ni. Den ændring, som ellers oprindeligt var den vigtigste for familien Abe og deres meningsfæller. Der er lagt op til at skrive ligestilling mellem kønnene, en række internationalt anerkendte menneskerettigheder samt en forpligtelse for staten til at beskytte befolkningen mod naturkatastrofer ind i forfatningen. Er det virkelig nok for Abe at blive den regeringschef, som får en eller anden forfatningsændring igennem, lige meget hvordan den ser ud, hvis artikel ni får lov at stå, som den står? Dét spørgsmål er hans støtter begyndt at stille sig selv.

Selv om en forfatningsændring skulle være kronen på Abes politiske værk, er den imidlertid ikke det eneste eksempel på, at hans massive politiske dominans har udmøntet sig i ret begrænsede politiske resultater.

Næst efter forfatningen har der været mest strid – og ballade – om den sikkerhedspolitiske lovgivning, som Abe og hans regering bulldozede gennem begge parlamentets kamre i 2014 og 2015, og som gjorde det muligt for japanske soldater at deltage i flere typer militære operationer uden for landets grænser end før. Dengang gik hundredtusinder på gaden i det ellers lidet aktivistiske Japan for at protestere mod Abes såkaldte ”krigslove”, men nøgternt set er der selv med reformerne så mange begrænsninger og betingelser for de japanske soldaters udsendelse, at lovene i praksis får en ret begrænset betydning. De udsendte japanere skal stadig holdes langt væk fra åbne krigshandlinger, og enhver udsendelse skal stadig godkendes af parlamentet.

 

Inden for udenrigspolitikken har Abe rejst meget i øst og vest, han er et velkendt ansigt i det internationale samfund. Men Japans profil i verden er stadig lav, sammenlignet med landets økonomiske betydning
_______

 

Inden for den økonomiske politik har Abes ”Abenomics”-politik primært bestået af kortsigtede initiativer for at kickstarte økonomien i krisetider, ikke af de langsigtede reformer til fremme af Japans konkurrencedygtighed, som blev lovet i Abe-regeringens første tid. Det vil ikke kunne lade sig gøre uden at tage privilegier fra nogle af LDP’s fremmeste støtter i by og på land, og derfor er Abe veget tilbage fra at gøre ord til handling.

Inden for udenrigspolitikken har Abe rejst meget i øst og vest, han er et velkendt ansigt i det internationale samfund. Men Japans profil i verden er stadig lav, sammenlignet med landets økonomiske betydning. Det har haft højest prioritet at holde sig gode venner med den store alliancepartner, USA, også under præsident Trump, men Trump har gentagne gange vist, at han ikke altid værdsætter USA’s traditionelle alliancer.

Og i forhold til Japans fundamentale problemer med fremtidens skæve alderspyramide, øgede velfærdsudgifter og udhulede pensionskasser har Abe-regeringens initiativer begrænset sig til en forestående momsstigning fra otte til ti procent, velmenende tiltag for at få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet samt en lov om nye visum-kategorier, som vil lovliggøre en del af den øgede indvandring, der var undervejs i forvejen.

Om dette mønster med stor politisk dominans og begrænsede politiske resultater vil overleve Shinzo Abes tid som regeringschef er usikkert. Det er modstanden – som til tider har lignet had – mod personen Abe, som har fået store dele af oppositionen til at samarbejde ved valget, hvilket faktisk sikrede dem flere mandater i enmandskredse, som de ellers ikke ville have vundet.

Men det er omvendt samlingen omkring Abe som galionsfigur, der i de sidste seks år har holdt sammen på hans eget parti og koalition. Mange i regeringslejren frygter, at man er akkurat lige så dårligt forberedt på tiden efter Abe, som oppositionen er. Det hele er kommet til at handle om at vinde næste valg og bevare dominansen. Abe har trods alle de store visioner vist sig på godt og ondt at være en pragmatisk politiker, der ikke for alvor har villet risikere noget ved at udfordre privilegier hos sine støtter eller etablerede magtforhold i efterkrigstidens Japan.

På valgnatten var der ligefrem røster om at revidere partiets regler og give Abe lov til at blive valgt til en hidtil uset fjerde periode som partileder og dermed premierminister i fem år endnu. Partiets generalsekretær, Toshihiro Nikai, udtalte, at han da godt kunne forstå, at den slags ideer opstod, mens Abe selv takkede for de venlige ord og understregede, at nu gjaldt det om at nå så meget som muligt i de cirka to år, han officielt har tilbage på posten. Han har en hel del, han skal have indhentet. ■

 

Abe har trods alle de store visioner vist sig på godt og ondt at være en pragmatisk politiker, der ikke for alvor har villet risikere noget ved at udfordre privilegier hos sine støtter eller etablerede magtforhold i efterkrigstidens Japan
_______

Apropos denne artikel:

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Kan Europa overhovedet købe amerikanske våben længere?

Peter Lautrup-Larsen: Trump er fanget af sin egen retorik. Derfor er det op til Mette Frederiksen og landsstyrets nye formand at vise vejen frem for Grønland

Ulrik Pram Gad: Valget viser, at utilfredsheden i Grønland er skredet i to retninger

Alexander With: Selvstændighed, Rigsfællesskabet eller USA? Fremtiden byder på både muligheder og farer for Grønland

Jens Worning om våbenhvileaftalen med Ukraine: Kreml er tavs for nu, men spørgsmålet presser sig på: Hvem styrer USA’s udenrigspolitik?

Stephen Wertheim: Selvom europæerne tror, at USA har været Europas sikkerhedsgarant i otte årtier, er det ikke helt sandt