21.10.2019

Af Asger Røjle Christensen

USA’s to vigtigste allierede i Østasien, Japan og Sydkorea, er i løbet af de seneste måneder kommet på veritabel krigsfod. De har aldrig været hjertevenner, men nu er forholdet på flere felter betydeligt forværret. Det er svært at se nogen vej tilbage, og det er lige så svært at se nogen af parterne vinde ved konfliktniveauet.

På overfladen handlede stridigheden først om handel med avanceret elektronik, men de to landes komplicerede krigshistorie lurede fra begyndelsen i baggrunden. I et ustoppeligt ræs, hvor der hele tiden bliver gjort gengæld, når en part har taget et krigerisk skridt, har striden nu bredt sig til sikkerhedspolitik og de fleste andre aspekter af de to nabolandes relationer.

Og hvad siger Washington? ”Trump-regeringen har gjort dynamikken værre ved, at præsidenten ikke har set ud til at være spor interesseret eller bekymret, og ved at hans regering har set ud til at læne sig mod Japan. En kendsgerning, som formentlig har givet Tokyo mod på at optrappe situationen, vel vidende at det ikke ville skade USA-Japan-forholdet”, skriver Mintaro Oba, en tidligere Korea-diplomat i det amerikanske udenrigsministerium, i en mail til RÆSON.

 

Selvom begge regeringer tydeligvis har været i tvivl undervejs, har den aktuelle strid nu nået et punkt, hvor den ikke kan undgå at få varige konsekvenser for styrkeforhold og for alliancerne i østasiatisk sikkerhedspolitik
_______

 

Konflikt efter nøje overvejelse
Når de to nabolande tidligere har skældt hinanden ud, har USA ageret mægler. Samtidig har Seoul og Tokyo pligtskyldigt spillet deres rolle som østligste repræsentanter for den vestlige alliance. Men selvom begge regeringer tydeligvis har været i tvivl undervejs, har den aktuelle strid nu nået et punkt, hvor den ikke kan undgå at få varige konsekvenser for styrkeforhold og for alliancerne i østasiatisk sikkerhedspolitik. Det er selvfølgelig ikke i USA’s interesse. Repræsentanter for præsident Trumps regering har beklaget de enkelte skridt, som henholdsvis Japan og Sydkorea har taget, om end præsidenten selv har været tavs. Han er ikke kendt for at bekymre sig stort om USA’s traditionelle alliancer.

En svækkelse af sammenhængskraften blandt USA’s allierede i regionen er alt andet lige i Kinas interesse, fordi regionen er præget af en benhård rivalisering om politisk magt og militære styrkepositioner mellem amerikanerne og kineserne. Kun de færreste eksperter mener dog, at Kina har spillet en aktiv rolle i striden: ”Forklaringen skal findes i koreansk og japansk indenrigspolitik”, konstaterer Østasien-eksperten Paul O’Shea fra Lunds universitet.

Når den japanske regering i modsætning til tidligere lægger handelspolitisk pres på Sydkorea i deres strid om historien, er det populært i den japanske befolkning. Og når den sydkoreanske regering til gengæld lægger de to landes efterretningsmæssige samarbejde på is, er det populært i den sydkoreanske befolkning. De pågældende skridt vil være meget vanskelige at omgøre, fordi ethvert politisk tilbagetog vil få regeringerne til at se svage ud og svække dem ved næste valg.

Efter i alt for mange år tålmodigt at have forsøgt at få den såkaldte alliance til at fungere føler begge regeringer og begge befolkninger, at de har fået nok, og at der nu ikke er andet at gøre end at holde op med at give indtryk af, at der eksisterer en alliance. Mistilliden er blevet for dyb. Seniorforsker James Schoff fra Carnegie Asia Program udtaler, at den nuværende situation er udtryk for, at begge parter simpelthen har ’givet op’.

Det er i sandhed en udbredt holdning på gade og vej i Tokyo, at det efterhånden er fuldkommen håbløst at tale fornuft med koreanere om historien – og vice versa i Seoul.

Uanset hvor tossede de måtte være med koreansk popmusik og koreanske tv-dramaer, og uanset hvor flinke de koreanere, de personligt kender, måtte være, så giver mange almindelige japanere udtryk for, at nu kan Japan ikke finde sig i mere fra den koreanske regerings side. De har gennem mediedækningen fået et billede af Sydkorea som et ynkeligt land, der aldrig holder sine indgåede aftaler, og som nægter at se historien, som den er.

Og omvendt: Uanset hvor tossede de måtte være med japanske tegneserier og japansk mad, og uanset hvor flinke de japanere, de personligt kender, måtte være, så giver mange almindelige koreanere udtryk for, at nu kan Sydkorea ikke finde sig i mere fra den japanske regerings side. De har gennem mediedækningen fået et billede af Japan som et ondsindet land, der nægter at se sin egen aggression og sine egne krigsforbrydelser i øjnene, og som nu med brutal og egoistisk handelspolitik viser, at man har næsen højt i sky ift. sin koreanske nabo.

Det er umuligt at give den ene eller den anden part skylden. De skridt, begge parter har taget, er svære at omgøre, men de er ikke hovsa-beslutninger. De er taget efter nøje overvejelse. Begge parter har med vilje styret ind i konflikten.

 

De skridt, begge parter har taget, er svære at omgøre, men de er ikke hovsa-beslutninger. De er taget efter nøje overvejelse. Begge parter har med vilje styret ind i konflikten
_______

 

Kampen om historien
Vi skal tilbage i historien. I 1965 indgik Japan og Sydkorea en aftale om, at Japan gav Sydkorea en krigsskadeerstatning på 800 mio. dollars, som dengang var halvanden gang Sydkoreas årlige statsbudget. Til gengæld var det en del af aftalen, at alle spørgsmål om kompensation og erstatninger fra krigen endegyldigt var afsluttet. 1965-traktaten, der reelt blev dikteret af USA, opfattes i Japan som gældende international lov og ret. Det blev den også af såvel regering som domstole i Sydkorea i de første mange årtier, men i dag opfatter koreanerne i stigende grad traktaten som værende grundlæggende skæv, til fordel for japanerne.

Hvem var det, der forhandlede aftalen med japanerne i 1965? Sydkoreas daværende præsident, Park Chung-hee, og hans klike havde været kollaboratører med det japanske kolonistyre – og Park selv havde endda været officer i den kejserlige japanske hær. De havde lige så stor interesse i at få lagt krigshistorien bag sig, som Japan havde.

Den sydkoreanske højesteret bestemte sidste år, at selvom Sydkorea som stat med 1965-aftalen har fraskrevet sig krigsskadeerstatning, så kan enkeltpersoner eller deres familier godt søge erstatning fra japanske firmaer, som under krigen har udnyttet dem som tvangsarbejdere. Pæne nutidige industrigiganter som Mitsubishi Heavy Industries og Nippon Steel er derfor blevet dømt til at betale erstatning til tidligere tvangsarbejdere og kaldes i dag for ’krigsforbryderfirmaer’ i de koreanske medier. Selvom virksomhederne ifølge rygter først var indstillet på at betale for at få lukket affæren, så har Japans regering nægtet virksomhederne at imødekomme koreanerne – af frygt for en syndflod af lignende sager mod japanske virksomheder.

Sydkoreas regering siger fromt, at det er landets uafhængige domstol, der på juridisk grundlag har afgjort sagen, og at der er taget indledende skridt til at beslaglægge dele af de to firmaers aktiver i Sydkorea til at dække erstatningen. I hvilken grad der er tale om en juridisk omfortolkning, og hvor meget der er bestemt af politisk pres på de koreanske domstole, er svært at afgøre. Men timingen af højesteretsbeslutningen var ikke ren jura.

Allerede i 2013 forudså eksperter på baggrund af afgørelser ved lavere sydkoreanske domstole, at den ændrede højesteretsbeslutning var på vej gennem systemet. Det tog imidlertid fem år, før den blev bekendtgjort for verden. Derfor kan man ikke sige andet, end at det er en yderst velovervejet beslutning, og der er ingen tvivl om, at den nuværende sydkoreanske præsident, Moon Jae-ins, regering har været med til at afgøre timingen.

Siden Moon Jae-in kom til magten i maj 2017, er tilliden mellem de to alliancepartnere blevet undermineret på punkt efter punkt.

En storstilet sydkoreansk militærøvelse ved de omstridte klippeøer mellem de to lande, som begge parter gør krav på, har fået Japan til at protestere. Og ved en episode i havet mellem de to lande i 2018 skal et sydkoreansk flådefartøj have rettet sin radar mod et japansk fly. Hændelsen, som førte de to nabolande tæt på en situation, hvor en enkelt fejlvurdering kunne have bragt dem i militær konfrontation, benægtes af sydkoreanerne, mens man i Japan er rasende over, at Sydkorea i stolthed ikke vil acceptere den fremlagte dokumentation og undskylde.

Dertil tæller et åbenlyst sydkoreansk tilbagetog fra en upopulær aftale fra 2015, som Moons forgænger Park Geun-hye havde indgået med Japan om de såkaldte ’trøstekvinder’ – tvangsprostituerede unge koreanske kvinder ved de japanske fronter. Her var der til de overlevende trøstekvinder oprettet en fond med japanske penge, som Moon-regeringen har nedlagt.

 

Dermed har Japans regering med åbne øjne begivet sig ud i nye farefulde minefelter. Den har gjort sig skyldig i en sammenblanding af politik og handel med sikkerhedspolitiske argumenter a la Donald Trump
_______

 

Eskalering over sommer
Det var Japan, der i juli i år indledte den aktuelle slagudveksling ved først at indføre strammere eksportkontrol for tre centrale kemikalier (hydrogenfluorid (også kaldet flussyre på dansk), fluoreret polyimid samt ’photoresist, som er en fællesbetegnelse for en række lysfølsomme materialer), som anvendes af elektronikindustrien i smartphones og halvledere, men som også kan have militær anvendelse. Dernæst fjernede de få uger senere Sydkorea fra den ’hvidliste’ over lande, som man har tillid til selv kontrollerer, at eksportvarer med mulig militær anvendelse ikke bliver videresolgt til lande, som de af sikkerhedspolitiske årsager ikke bør sælges til (læs: Kina og måske ligefrem Nordkorea).

Man kan ikke sige, at de japanske myndigheders begrundelse for disse skridt hele tiden var soleklar og entydig. Det hed sig, at foranstaltningerne skyldtes, at man havde konkrete efterretninger om, at Sydkorea ikke gennemførte den fornødne kontrol af, hvem disse produkter blev videresolgt til, og at enhver ansvarlig regering i den situation var nødt til at tage den beslutning. Industri- og handelsminister Hiroshige Sekō var dog mere åben om, at det generelt skyldtes, at ”vi nu er i en situation, hvor vi ikke kan tale med hinanden med tillid”. Og i de japanske medier blev regeringens reaktion åbenlyst opfattet som en gengældelse for den sydkoreanske højesteretsdom.

Dermed har Japans regering med åbne øjne begivet sig ud i nye farefulde minefelter. Den har gjort sig skyldig i en sammenblanding af politik og handel med sikkerhedspolitiske argumenter a la Donald Trump, noget, Japan aldrig har gjort før. Det indebærer en stor risiko for japansk industri, idet man i årevis har haft et meget stort overskud på at sælge centrale elektroniske komponenter, som japanske producenter var de bedste og billigste i verden til at producere, groft sagt til alle i verden. Når Japan pludselig har kunnet finde på at bruge denne veritable monopolstilling politisk, så får det logisk ikke kun Sydkorea, men også alle andre lande til at udvikle egne alternativer eller købe ind på andre markeder – og dette lukrative marked er derfor truet i fremtiden. Derfor må det have været en gevaldigt velovervejet beslutning, der er taget i den japanske regering. Den er ikke uden omkostninger.

Store japanske og sydkoreanske industrigiganter har – samtidig med indbyrdes konkurrence på verdensmarkederne – i mange år haft et tæt samarbejde. De har lært af hinanden og på mange felter eksporteret centrale elementer til hinanden – hvilket pludselig er blevet meget dyrere og mere langsommeligt. Virkelig meget i deres samarbejde er slået i stykker, og delegationer fra erhvervstoppen har derfor i begge lande appelleret til politikerne om at skrue ned for den krigeriske retorik – men for sent.

Da først striden var antændt, blussede flammerne op. Over de seneste måneder har vi indimellem hørt politiske brandtaler om ’aldrig at overgive sig’ og provokationer i offentligheden samt set en række optrapninger fra begge sider. Det har fx fået japanske skoleklasser og baseballhold på rejse i Sydkorea til at fjerne det japanske flag fra deres uniformer af hensyn til de unge menneskers sikkerhed.

Den kontroversielle japanske politiker Hodaka Maruyama har – vist nok i en brandert – opfordret til krig mod Sydkorea for at få de klippeøer tilbage, som de to lande strides om. Og et ugeblad, Shukan Post, der ligger i kioskerne på alle togstationer, har haft overskrifter som ’Farvel til en generende nabo: Vi har ikke brug for Sydkorea’ og ’Ude af stand til at undertrykke vrede: en sydkoreansk folkesygdom’.

Myndighederne i begge lande har forsøgt at slå ned på tilløb til diskriminerende udtryk og hadtale (hatespeech), og det japanske ugeblad har måttet sige undskyld. Men tonen er ikke desto mindre hård.

Den betydelige japanske øleksport til Sydkorea er faldet med 97 pct., idet butikkerne har fjernet de ellers populære japanske øl fra hylderne. Mange koreanere har opfordret til en turistboykot af Japan, og denne boykot har allerede haft alvorlige økonomiske konsekvenser i de regioner af Japan, der vender ind mod det asiatiske fastland. En butiksindehaver i Kyushu fortalte til tv-kanalen TBS om de problemer, som Sydkoreas boykot havde skabt for ham – derfor blev han hetzet i dagevis af vrede telefonopkald, hvor han blev kaldt for en ’forræder’, fordi han tillod sig at have koreanske turister som kunder.

I begge lande opfattes de politiske skridt, der er taget over for modparten, som rimelige. Japans første skridt med indførelsen af strammere eksportkontrol af tre kemikalier blev tankevækkende nok annonceret, den dag valgkampen forud for sommerens overhusvalg blev indledt. Selvfølgelig er der stadig masser af handel, venskaber og forbindelser mellem almindelige mennesker fra de to lande – men politisk er forholdet gået i hårdknude.

 

Udenrigs- og sikkerhedspolitisk er den mest alvorlige udvikling, at Sydkorea på baggrund af manglende tillid i slutningen af august har opsagt den såkaldte GSOMIA-aftale om udveksling af militære efterretninger mellem de to lande
_______

 

Hvilken forskel kan USA gøre nu?
Udenrigs- og sikkerhedspolitisk er den mest alvorlige udvikling, at Sydkorea på baggrund af manglende tillid i slutningen af august har opsagt den såkaldte GSOMIA-aftale om udveksling af militære efterretninger mellem de to lande. Det ser ikke kønt ud i en alliance, og det har allerede haft den konsekvens, at Japan ved de seneste nordkoreanske missiltest i Det Japanske Hav måtte vurdere situationen uden værdifulde informationer fra Sydkorea, som man ellers altid har været i besiddelse af. En alvorlig optrapning, som omsider fik USA ud af busken og blev dybt beklaget af den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo.

Omverdenen kunne vælge at lade de to kamphaner ligge og rode med sig selv i deres del af verden. Men på fastlandet fører Kina en stadig mere aggressiv udenrigs- og sikkerhedspolitik, og lige nord for Sydkorea ligger Nordkorea, som i de senere år har erhvervet sig atomvåben. Striden mellem de to lande og det manglende samarbejde har altså åbenlyse konsekvenser for sikkerhedssituationen.

Det har aldrig været nogen hemmelighed, at alliancen mellem Japan og Sydkorea har været anspændt og modvillig, men så vigtig for det USA-ledede militære alliancesystem i regionen, at den med mellemrum er blevet holdt i live af amerikansk mægling, når der opstod kriser.

Den aktuelle udvikling mellem Japan og Sydkorea er blot et eksempel blandt flere på, at USA’s gamle alliancer fra Den Kolde Krig krakelerer. I tidernes morgen var det alliancernes formål at dæmme op over for Sovjetunionen. Derfor har alliancerne overalt krævet en opdatering for at være nyttige i vor tids forandrede verden. Og det er mange iagttageres vurdering, at netop denne opdatering ikke har været særlig højt prioriteret af USA. Præsident Trump har ikke taget synderligt hensyn til gamle alliancepartnere – ved mange lejligheder har han tværtimod fornærmet dem, truet dem til at betale mere for USA’s militære tilstedeværelse og på anden vis gjort dem usikre på alliancens fremtidsudsigter.

Under tidligere præsidenter kunne man forestille sig, at USA ville have blandet sig tidligere i processen og forsøgt at undgå, at striden mellem Japan og Sydkorea kørte op i sådan en spids. Men Trump har været ligeglad, og nu er det svært at se, at selv amerikanerne vil kunne reparere noget for alvor.

I dette tilfælde er det et reelt spørgsmål, om selv en nok så aktiv amerikansk indblanding fra begyndelsen ville have kunnet standse den øjeblikkelige syndflod af fjendtlige skridt.

Det udenrigspolitiske miljø i USA tenderer til at have sympati med Japan, simpelthen fordi man er uendelig træt af Moon-regeringen i Sydkorea. Den amerikanske iagttager James Schoff skriver til RÆSON, at ”hovedproblemet er dybt indgroede holdninger i Moon-lejren, som giver prioritet til koreansk nationalisme og søger at reparere fortidens aftaler med Japan på en måde, som lader nationale interesser veje tungere end juridisk retfærdighed”.

 

Det udenrigspolitiske miljø i USA tenderer til at have sympati med Japan, simpelthen fordi man er uendelig træt af Moon-regeringen i Sydkorea
_______

 

USA’s udenrigsminister har ifølge den japanske avis Yomiuri Shimbun i begyndelsen af august over for sin japanske kollega udtrykt ’forståelse’ for Japans protester mod den sydkoreanske højesteretsdom vedrørende krigsskadeerstatninger. Det har bidraget til et billede af, at USA i virkeligheden ikke har delt sol og vind lige, selvom man officielt siger præcis dét.

I Seoul ser mange iagttagere præcis sådan på det. Lektor Nam Ki-jeong fra Japan-instituttet ved Seoul National University skriver til RÆSON, at ”den kendsgerning, at USA i processen har været så venlig over for Japan, har medvirket til Seouls beslutning om at afslutte GSOMIA-aftalen. Sydkorea havde forventet, at USA ville træde ind og overtale Japan til at lade Sydkorea forblive på hvidlisten, men USA levede ikke op til Sydkoreas forventninger”. Han fortsætter: ”Korea har vurderet, at selv hvis man havde valgt at bevare GSOMIA-samarbejdet, ville man ikke kunne forvente en ændring af Japans attitude”.

James Schoff skriver, at “det er muligt, at en mere proaktiv indblanding på et højere niveau fra Trump og hans regering kunne have medvirket til at undgå den seneste tids forværring af det japansk-sydkoreanske forhold, men der var aldrig den nødvendige interesse i at afsætte den tid og sætte sig så meget ind i tingene, som det ville kræve”. Han vurderer, at ”det fundamentale spørgsmål er, hvordan Moon-regeringen ville håndtere højesteretsdommen om tvangsarbejder-sagerne, og jeg tror, at det ville have krævet meget alvorligt penduldiplomati af Trump-holdet at løse det problem, få Moon til at ændre sin strategi og få Shintaro Abe (Japans premierminister, red.) til at tage skridt, der kunne redde Moons ansigt … Det var imidlertid aldrig inde i billedet for Trump-regeringen, og intet mindre end det ville sandsynligvis have været nok til at undgå sammenbruddet mellem Moon og Abe”.

Og Kina? Her betragter man udviklingen fra kulissen: ”Kina har fordel af opsplitning i USA’s alliancesystem, men det var ikke Kina, som forårsagede striden mellem Sydkorea og Japan”, vurderer Mintaro Oba. ”Hvis landet spillede en rolle, var det kun indirekte. Den kendsgerning, at forholdet mellem Japan og Kina lige nu er relativt godt, er en af årsagerne til, at Japan ikke har følt et strategisk behov for at bevare relationerne til Sydkorea på et konstruktivt niveau”.

Paul O’Shea uddyber: “Moon er klart mere Asien-rettet end sine forgængere. Han ser gerne Korea spille en rolle i regionen, som er mere uafhængig af USA, men også han har en sund skepsis over for Kina”.

Han vurderer – ligesom alle andre – at det vil tage lang tid, før forholdet mellem Japan og Sydkorea vil kunne repareres så meget, at vi er tilbage i en situation, der ligner den, vi havde inden denne sommers fjendtlige udfald: Der er intet, der tyder på, at noget vil kunne bringe dem sammen igen i nær fremtid – end ikke truslen fra Kina og Nordkorea. ”Faktisk vil der ikke ske noget, før der er sket et magtskifte i det ene eller begge lande. Det er den situation, som vi står i nu”, vurderer Paul O’Shea. ■

 

Der er intet, der tyder på, at noget vil kunne bringe dem sammen igen i nær fremtid – end ikke truslen fra Kina og Nordkorea
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland