12.11.2019

Uanset hvor møjsommeligt et system EU er, så er EU og Europa det sted, hvor vi sikkerhedspolitisk kan finde størst interessefællesskab i dag. Det bliver den danske regering nødt til at indse. Og derfor er regeringens EU-skeptiske udmeldinger dybt bekymrende.

Af Anne Sofie Allarp

I FREDAGS VAR der – med deltagelse af forsvarsminister Trine Bramsen – møde om EU’s forsvarssamarbejde i Folketingets Europaudvalg. Det eneste, der undervejs var helt klart ved ministerens udtalelser, var, at Socialdemokratiet anno 2019 lyder fuldstændig som Dansk Folkeparti: Populistisk, åbent EU-skeptisk og komplet uanfægtet af fakta. Den åndelige fusion i EU-politikken er fuldbragt – det er umuligt at se, hvor det ene parti slutter, og det andet begynder.

Det er – med sikkerhedspolitiske briller – dybt bekymrende.

Forsvarsministeren mente i forbindelse med et spørgsmål om det danske forsvarsforbehold, at der i EU var ”utrolig meget snak, før man handler”. ”Der er bare stor kulturel forskel på landene i EU. Det er nok også det, der gør, at EU er så utrolig langsommelig, når det handler om at nå til enighed om indsatser”, sagde hun.

Bramsen fremhævede i stedet forsvarsalliancen NATO som en organisation, der er en hurtigere beslutningsmaskine end EU (på trods af at NATO også er kritiseret for at sine langsommelige beslutningsprocesser).

 

At fremhæve NATO-samarbejdet som en hjørnesten for dansk sikkerhed sker derfor på baggrund af den relative politiske desintegration, der lige nu finder sted i alliancen
_______

 

OG HER ER timingen bare wonderful. Trine Bramsen ved jo godt, at NATO inkluderer et USA, der både geopolitisk og sikkerhedspolitisk er på direkte kollisionskurs med Europa, og som jævnligt sår tvivl om musketereden i artikel 5 i Atlantpagten. Det vil sige den såkaldte musketered, som er selve fundamentet for samarbejdet, og som betyder, at de allierede vil komme hinanden til undsætning, skulle de blive angrebet. Og desværre bliver den amerikanske administration hverken mere forudsigelig eller klogere i hverken handlinger eller udtalelser af, at den danske forsvarsminister fremhæver, at hun ser det bilaterale samarbejde med USA som noget, der – sammen med NATO – udgør hjørnestenen i den danske sikkerhedspolitik.

Ministeren ved også, at et trodsigt, egenrådigt Tyrkiet er at finde i NATO-kredsen. Tyrkiet har NATO-alliancens næststørste militær og stadigt tættere politiske og militære forbindelser til Rusland, som nu er så intense, at USA har nedlagt forbud imod salg af jagerfly til Tyrkiet. Og spændingerne mellem Tyrkiet og NATO – og ikke mindst de europæiske NATO-lande – er for nuværende bestemt ikke blevet mindre af Tyrkiets militære kampagne i det nordøstlige Syrien.

AT FREMHÆVE NATO-samarbejdet som en hjørnesten for dansk sikkerhed sker derfor på baggrund af den relative politiske desintegration, der lige nu finder sted i alliancen. Og på baggrund af den forvirring, der politisk og geostrategisk præger hele den vestlige verden.

Og det er desværre også på den baggrund, at ministeren taler EU ned, præcis som hendes statsminister gjorde det forud for EU-topmødet i oktober. EU var ifølge Mette Frederiksen både gakket og frakoblet.

Forsvarsministeren sagde i udvalget: ”Der er alt for meget snak og for lidt handling, når verden bryder i brand, og EU-landene hurtigt skal tage stilling til, om de vil være med til at løse konflikterne.” Og der er faktisk ikke noget behov for et forsvarssamarbejde i EU-regi, mener ministeren. Som hun i næsten klassisk nordisk EU-skeptisk stil sagde til Europaudvalget: ”Jeg synes ikke, man undergraver EU-samarbejdet ved, at man vælger at sige, at der er nogle lande i EU, der er tættere forbundet, og som også har en anden tilgang til, hvordan man stiller op, når der er brug for os ude omkring i verden.” Altså den gamle traver med at EU har en masse fejl, som man muligvis kan rette op på ved bare at vende ryggen til samarbejdet og vise ved eksemplets kraft, at en myriade af parallelstrukturer også kan noget.

 

Denne regering er langt mere EU-skeptisk, måske ovenikøbet EU-konfronterende, end vi har set på noget andet tidspunkt i nyere dansk historie
_______

 

SKULLE NOGEN være i tvivl om, hvorvidt den socialdemokratiske centrumvenstre-populisme var en valgstrategi eller en transformation, så finder man svaret i Bramsens budskab. Denne regering er langt mere EU-skeptisk, måske ovenikøbet EU-konfronterende, end vi har set på noget andet tidspunkt i nyere dansk historie, og den har sit fokus så meget rettet indadtil i Danmark, at man kan frygte for Danmarks interesser og udenrigspolitik.

I hele efterkrigstiden har vi i Europa kunnet hvile i skyggen af et frygtindgydende amerikansk militær. Det har for det meste været trygt. Men verden er under forandring: Kina har rejst sig som den mest koordinerede og velovervejede geopolitiske spiller i dette århundrede. Rusland har vist sig at være en modspiller, vi bliver nødt til at tage bestik af. USA har – senest med Syrien-fadæsen – i fortvivlende grad vist sig politisk uigennemsigtig og ustabilt. Europa er i fare for, som den franske præsident Macron sagde det til The Economist i denne uge, at forsvinde som global magtfaktor.

Den danske regering skal have blik for disse udviklinger. Uanset hvor møjsommeligt et system EU er, så er EU og Europa det sted, hvor vi geopolitisk kan finde størst interessefællesskab i dag. Og det vil derfor i stigende grad også være tilfældet sikkerhedspolitisk. ■

 

EU og Europa [er] det sted, hvor vi geopolitisk kan finde størst interessefællesskab i dag. Og det vil derfor i stigende grad også være tilfældet sikkerhedspolitisk
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne