25.09.2019

Det står nu klart fra Boris Johnsons foreløbigt korte og kaotiske virke som premierminister, at der ikke er nogen substans i hans projekt. Han er ikke bare klar til at rive sit parti fra hinanden, men også selve demokratiet.

Af Anne Sofie Allarp

DEN BRITISKE PREMIERMINISTER, Boris Johnson, er en skødesløs person. Han klæder sig, som om klokken var 04.00, og bygningen brændte. Hans hår er angiveligt bevidst uglet, og så taler han, som om han stod med en is og en ballon, og man selv var et sted i førskolealderen.

Det er svært ikke at trække på smilebåndet af det samlede optrin. Men der er faktisk ikke noget at grine af. Komikken kan ikke formilde en regeringsperiode og et politisk virke, der indtil videre er én lang destruktion. Destruktionen af regeringens flertal i parlamentet og desintegrationen af det konservative parti er voldsomme begivenheder i sig selv. Men der står mere på spil.

Siden han kom til, har han fascineret et verdenspublikum, ved at fremstå som om han både mangler en plan og nogle dybere overvejelser om mulige løsninger for overgangsfasen ifm. Brexit. Det er et angreb på stabiliteten i det kongerige, han er sat til at styre igennem denne historiske krise.

Og så er der angrebet på – og den bevidste tilsidesættelse af – de demokratiske spilleregler. Det er det værste. Magtens tredeling er essensen af vores samfundsmodel. Det er den sikkerhed, vi har som borgere i vestlige samfund.

Derfor var det så skandaløst, at Dronning Elizabeth i slutningen af august godkendte den britiske regerings anmodning om at suspendere parlamentet frem mod den afgørende dato, den 31. oktober: Den dag, Boris Johnson jo har lovet, at briterne forlader EU – og det med eller uden en aftale.

Suspenderingen af parlamentet i den afgørende slutspurt før Brexit sendte chokbølger gennem den britiske offentlighed. Det blev bredt set som en uhørt magtanvendelse af premierministeren. Folk gik i gaderne i protest med slagord som „Red vores demokrati, stop kuppet‟. Blandt andet tog store forsamlinger ophold foran Downing Street nr. 10, premierministerens kombinerede kontor og embedsbolig. I går slog de demokratiske institutioner så tilbage.

 

Suspenderingen af parlamentet i den afgørende slutspurt før Brexit sendte chokbølger gennem den britiske offentlighed. Det blev bredt set som en uhørt magtanvendelse af premierministeren
_______

 

STORBRITANNIENS ØVERSTE domstol sagde i en kendelse tirsdag, at premierminister Boris Johnsons beslutning om at suspendere det britiske parlament i fem uger var ulovlig. Kendelsen blev afsagt af 11 højesteretsdommere i enstemmighed.

„Beslutningen om at suspendere parlamentet var ugyldig. Domstolen må konkludere, at beslutningen om at råde Hendes Majestæt til at suspendere parlamentet var ulovlig,‟ sagde højesteretspræsidenten, Lady Brenda Hale. „Parlamentet må være i stand til at vedtage love, som alle må følge. Dette princip ville blive undergravet, hvis regeringen kan hindre udøvelsen af denne funktion. Derfor var suspenderingen af parlamentet ulovlig, ugyldig og uden virkning,‟ lød det videre i kendelsen.

Det er sjældent, at en leder af et frit, demokratisk samfund med lange stærke demokratiske traditioner findes at have angrebet selve samfundets dna. Det siger meget om den leder, men det siger tilsvarende meget om de mennesker, der står omkring ham. Det var dem, der skulle have anvist en farbar vej, hvis lederen kom på afveje. Det gjorde de ikke.

Ledende konservative har i denne proces været et skinnende eksempel på det enorme hykleri og teater, der i disse år kendetegner politisk kommunikation. Kulturminister Nicky Morgan gik i løbet af et par måneder fra at kalde det at sende parlamentet hjem „et vanvittigt forslag‟ til at sige, at som kabinetsmedlem støttede hun selvfølgelig sin premierminister.

Sundhedsminister Matt Hancock mente tidligere, at en suspendering ville være ensbetydende med det konservative partis endeligt, at det ville underminere det parlamentariske demokrati, og at det i det 21. århundrede simpelthen ikke var et seriøst forslag fra en premierminister. Sundhedsministeren har siden været komplet tavs om sensommerens begivenheder.

Arbejds- og pensionsminister Amber Rudd mente tidligere, at det var en absolut skandaløs ide, men var tavs, da beslutningen blev truffet. Hun har nu forladt partiet. Finansminister Sajid Javid sagde om forslaget i juni, at man da ikke kan sikre mere demokrati ved at smadre demokratiet. I dag har han ikke nogen kommentarer til Boris Johnsons manøvre.

Kabinetsmedlem Michael Gove, der før kaldte det et brud med traditionerne i britisk demokrati, udtalte i august, at hjemsendelsen af Parlamentet skam intet havde med Brexit at gøre. Parlamentet har nemlig ikke holdt fri længe, og så har regeringen en masse indenrigspolitiske planer, der skal lægges, lød det fra Gove.

 

Ledende konservative har i denne proces været et skinnende eksempel på det enorme hykleri og teater, der i disse år kendetegner politisk kommunikation
_______

 

DETTE ER ET ALVORLIGT sammenbrud af de kontrolmekanismer, der er behov for i et politisk parti som de engelske konservative.

Boris Johnson vandt folkeafstemningen om Brexit på løgne og illusioner om, hvor nemt det ville være for Storbritannien at træde ud af EU. Han har revet det konservative parti fra hinanden i stridigheder under hele forgængeren Theresa Mays regeringsperiode – med det formål at selv tage magten.

Og nu er det klart fra Boris Johnsons foreløbigt korte og kaotiske virke som premierminister, at der ikke er nogen substans i hans projekt. Han er ikke bare klar til at rive sit parti fra hinanden, men også selve demokratiet.

Hans virke er beviset på, at populismen er en tom skal. Et indholdsløst løfte, der ikke kan indfries, netop fordi der ikke er noget reelt indhold. Ikke andet end villigheden til at lade hånt om lov, traditioner, viden og de kollektive erfaringer. Måtte verden tage ved lære af denne proces. ■

 

Hans virke er beviset på, at populismen er en tom skal. Et indholdsløst løfte, der ikke kan indfries, netop fordi der ikke er noget reelt indhold. Ikke andet end villigheden til at lade hånt om lov, traditioner, viden og de kollektive erfaringer. Måtte verden tage ved lære af denne proces
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland