18.12.2019

Der synes ikke længere at være en tillid til, at der i Europa står visionære socialdemokrater klar, som kan løse befolkningernes problemer, eller som bare er i stand til at spotte en ny vej gennem vildnisset af global udvikling. Det er et seriøst problem for bevægelsen, som bliver nødt til at genopfinde sig selv.

Af Anne Sofie Allarp

DEN SOCIALDEMOKRATISKE bevægelse i Europa har det svært. Seneste tilbageslag imod den mere end halvandet hundrede år gamle bevægelse kom i torsdags, da Labour fik et svigende nederlag ved valget i Storbritannien. Et nederlag, som på valgnatten fik partileder Jeremy Corbyn til at love at gå af – noget han burde have gjort for længst for at fremme sit partis chancer imod De Konservative, som har iklædt sig nye nationalkonservative, populistiske fjer.

Corbyn begik mange fejl: Et detaljeret parti-manifest med en overflod af skattefinansierede gaver forvirrede vælgerne mere end det lokkede. Det samme synes Corbyn selv at have gjort som leder. I hvert fald skal man godt tilbage i historien for at finde en oppositionsleder, der var mere upopulær.

Og når det gjaldt at forholde sig til landets skæbnestund, så viste De Konservatives slogan: ”Get Brexit done” sig at være mere appellerede end Labours, som vist nok lød noget i retning af: ”Vi tænker, at vi nok mest er for en ny afstemning”. Valgresultatet sendte Labour ned på en størrelse, der ikke er set mindre i det meste af et århundrede.

Næsten samtidig i Tyskland valgte et i forvejen decimeret socialdemokratisk parti, SPD, en venstreorienteret duo til nyt formandsskab. Valget af Norbert Walter-Borjans og Saskia Esken sendte umiddelbart partiet på yderligere rutsjetur i målingerne til et for SPD chokerende niveau på 11 pct. Partiet er plaget af at være lillebror i de sidste mange års ’grosskoalition’ med det konservative CDU/CSU og af skiftende lederskikkelser uden tilstrækkelig gennemslagskraft.

 

I dag er [socialdemokratier] tværs over kontinentet en bevægelse, der enten er ideologisk forandret eller er svundet kraftigt ind i størrelse
_______

 

DET ER LANG tid siden, at de socialdemokratiske partier har klaret sig rigtigt godt i Europa. Vi skal helt tilbage til 1990’erne for at finde sidste gang, de socialdemokratiske partier dominerede Europa. Det peakede, da der på et tidspunkt sidst i 1990’erne var socialdemokrater i 12 af de 15 daværende EU-medlemslandes regeringer.

Det ændrede sig i 00’erne. På trods af udvidelser med 10 nye lande var antallet af centrum-venstre-regeringer i 2006 nede på bare fem blandt EU-kredsen.

Der er tale om en lang progressiv nedstigning. Som dokumenteret af Professor Phillipe Marlière fra University College London er de socialdemokratiske partier i Europa på adstadig vis blevet mindre over de sidste 50 år. Nedturen startede i 1970’erne, og selvom partierne blomstrede i 1990’erne, så var de stadig mindre, end de havde været i årtierne forinden.

I dag er det tværs over kontinentet en bevægelse, der enten er ideologisk forandret eller er svundet kraftigt ind i størrelse.

Endnu værre, end det er gået i Storbritannien og Tyskland, er situationen for de franske socialdemokrater i Parti Socialiste. I starten af 10’erne havde partiet regeringsmagten og et flertal i parlamentet, men de blev kun det femte- og sjettestørste parti ved henholdsvis præsidentvalget i 2017 og Europa-Parlamentsvalget i år.

I Holland havde Arbejderpartiet, PvdA, et rædselsfuldt parlamentsvalg i 2017 med under 6 pct. af stemmerne. Det kom dog tilbage og blev det største parti ved Europa-Parlamentsvalget i foråret, hvilket kan have en del at gøre med den hollandske, socialdemokratiske, meget karismatiske Frans Timmermans, der var kandidat til formandsposten for Europa-Kommission på daværende tidspunkt.

I Sverige markerede valget i 2018 det dårligste resultat for socialdemokraterne i 110 år med 28 procent af stemmerne. Og selvom 28 pct. bestemt ikke er ringe i europæisk kontekst, så er det en ydmygelse af et svensk socialdemokrati, der har været den absolut dominerende politiske kraft i efterkrigstidens Sverige. I foråret havde de finske socialdemokrater held til at vinde parlamentsvalget og magten med 20 pct. af stemmerne, men det højrepopulistiske Sandfinnerne fører lige nu klart i målingerne.

Det østrigske socialdemokrati har som det svenske parti domineret årtierne efter Anden Verdenskrig, men hvor de i 1970’erne modtog hver anden stemme, var det ved valget i år kun godt hver femte østriger, der stemte på dem.

 

Den vælgermæssige decimering er socialdemokratierne ikke alene om. Der er simpelthen blevet flere partier om buddet i det europæiske politiske landskab
_______

 

DET DANSKE SOCIALDEMOKRATI fremhæves ofte som et eksempel på et socialdemokrati, der klarer sig godt. Men partiet gik tilbage ved valget i år og har i øvrigt undergået en ideologisk udvikling på en række politikområder, der er så voldsom, at det i sig selv udfordrer det ideologiske tilhørsforhold. De danske socialdemokrater har denne udvikling til fælles med det regerende slovakiske Smer, der også kombinerer socialdemokratismen med centrum-populisme.

I resten af Central- og Østeuropa er der langt mellem de tunge socialdemokratiske partier. Her er de korruptionsplagede rumænske socialdemokrater en væsentlig og ikke for bevægelsen så flatterende undtagelse. På Balkan er det engang så storslåede græske socialdemokrati, PASOK, i dag en del af en ny partialliance, der blot kunne samle 8,1 pct. af stemmerne ved sidste valg.

Kontinentets største håb for den socialdemokratiske bevægelse findes i Spanien og Portugal, hvor partierne PSOE og PS begge er traditionelle socialdemokratiske partier, og begge har regeringsmagten. Det spanske parti lider dog under en voldsomt forandret parlamentarisk situation, der gør positionen usikker. Begge partier har samtidig en kortere parlamentarisk historie på grund af fascismens langvarige greb om den iberiske halvø.

DER ER MANGE holdninger til, hvorfor den socialdemokratiske bevægelse bevæger færre vælgere i dag. Partierne er kendetegnet ved stærke bånd til fagbevægelsen og et ønske om reformisme og omfordeling, mens de accepterer markedskræfterne. Det er den identitet, der har været forbundet med socialdemokratierne i Europa, men identiteten er under forandring.

Nogle partier rykker mod venstre, andre skarpt imod højre. Andre bliver på en traditionel position og kæmper imod strømmen. Det sidste synes mange steder på kontinentet at være den farligste strategi. Men den vælgermæssige decimering er socialdemokratierne ikke alene om. Der er simpelthen blevet flere partier om buddet i det europæiske politiske landskab.

Den nationalkonservative bevægelses opkomst i det europæiske landskab over de sidste årtier er i sig selv en alvorlig stemmemæssig udfordrer. Modsvaret til populisme, forsimpling og scapegoating bliver tit defensivt og ligner ansvarstagen for samfundets problemer i en tid, hvor netop ansvar og pragmatisme ikke er på mode.

 

Modsvaret til populisme, forsimpling og scapegoating bliver tit defensivt og ligner ansvarstagen for samfundets problemer i en tid, hvor netop ansvar og pragmatisme ikke er på mode
_______

 

De socialdemokratiske partier har haft svært ved at formulere et offensivt svar på migrationsproblemer og integrationsudfordringer på kontinentet – ikke mindst efter at flygtningekrisen i 2015 og 2016 sendte alle europæere ud i en kollektiv angstpsykose. I dag er udlændinge- og værdipolitikken det område, der politisk splitter de europæiske socialdemokrater mest.

DE SOCIALDEMOKRATISKE PARTIER er også udfordret af, at de ikke længere er massebevægelser. Deres forbindelse til fagforeninger og civilsamfundet er svækkede, og mange af partierne er blevet synonyme med magtlogik og status quo og antonyme med forandring og nytænkning. De politiske ledere er levebrødspolitikere, hvis erfaring i det væsentligste kommer fra de politiske parallelsamfund. Det gør appellen til vælgerbasen kunstig.

Partiernes accept af den liberale økonomiske verdensorden og det frie marked har haft som tese, at markedskræfterne kunne bruges til at fremme en social dagsorden. Men stigende ulighed, også under socialdemokratisk ledelse, og finanskrisen, samt en række skattespekulations- og skattelysager på tværs af kontinentet har blandt vælgerne draget alvorlig tvivl om den tese. Og meget tyder på, at særligt de socialdemokratiske partier led overlast i kølvandet på finanskrisen i Europa.

Der synes ikke længere at være en tillid til, at der står visionære socialdemokrater klar, som kan noget andet, eller som bare er i stand til at spotte en ny vej gennem vildnisset af global udvikling. Det er et seriøst problem for bevægelsen, som bliver nødt til at genopfinde sig selv. Ikke bare som populister eller konservative eller yderliggående venstrefløjspartier, men som den politiske bevægelse, der kan sikre fremgang, stabilitet og rettigheder til borgerne i det 21. århundrede, som den gjorde det i det 20.

Dagsordner er der nok af: arbejdsmarkedets indretning, stigende priser, udhuling af det fælles, borgernes rettigheder overfor staten, også til digitalt privatliv, migration og europæisk integration, bevarelse af vores biodiversitet og planet og så videre. Der ligger et hårdt ideologisk arbejde forude for den socialdemokratiske bevægelse i Europa. ■

 

[Socialdemokratierne] bliver nødt til at genopfinde sig selv. Ikke bare som populister eller konservative eller yderliggående venstrefløjspartier, men som den politiske bevægelse, der kan sikre fremgang, stabilitet og rettigheder til borgerne i det 21. århundrede
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland