
Anne Sofie Allarp i RÆSON39: Intet lovet, intet vovet. Dansk lovgivning er – og vil forblive – kedelig
24.10.2019
.Det er længe siden, danske lovgivere har villet noget særligt nyt.
Af Anne Sofie Allarp
”Hovedopgaven for regeringen er at styrke velfærden”, lød det fra statsminister Mette Frederiksen foran Marienborg efter regeringsdannelsen. Vi kan altså se frem til et fortsat administrativt rugbrøds-arbejde for den socialdemokratiske, universelle velfærdsmodel.
‚Velfærd’ er som bekendt et næsten ritualiseret plusord, der kan lægge et velmenende klæde over alle statens gerninger og ugerninger. Frem for alt er det vagt. Og det er vist pointen. Man kan ikke beskylde statsministeren eller Socialdemokratiet for tage nogen chancer.
Regeringen lover intet og vover intet. Tag bare det ’forståelsespapir’, regeringen skrev sammen med sine støttepartier. Et forståelsespapir, man også kunne kalde en liste over ting, som partierne kunne blive enige om ville være gode at have. Listen er hverken bindende, finansieret eller udtømmende. Men først og fremmest er den ’safe’. Regeringen vil ikke rokke båden med vilde forslag om betalingsringe og købesexforbud. Ligestillingspolitikken strækker sig til at videreføre konservativ politik (hu hej), og derudover er det svært at se så meget som en snert af en politisk linje på området, hvilket ligestillingsminister Mogens Jensens vaklen omkring EU’s barselsøremærkning til mænd også bevidner. Faktisk virker det ikke, som om der er noget i den danske kultur, regeringen ønsker at påvirke.
Det er til gengæld ikke nyt, at danske politikere har det skidt med at have noget på spil som lovgivere. Siden vi legaliserede pornoen i 1969 og indførte de registrerede partnerskaber i 1989 som de første i verden, har danske politikere ikke rigtig søgt at flytte (hoved)kulturelle grænser med deres lovgivning. Og hvis vi skal være helt ærlige, så indførte vi kun registreret partnerskab, fordi homoseksuelle par midt i aids-epidemien blev ramt af den højeste arvebeskatning, da de hverken var i familie med hinanden eller officielt anerkendt som par. Og det blev da også andre lande, der tog stafetten og indførte ordentlige ægteskaber for personer af samme køn, og vi endte med at trisse efter som land nummer 11 globalt set.
Der er en pudsig og på sin vis ulogisk modstilling mellem et Folketing, der hele tiden bliver yngre, og regeringer, der sætter rekorder i ungdom, og så det meget u-sprudlende, traditionelle og kulturelt konforme lovgivningsarbejde
_______
Der er en pudsig og på sin vis ulogisk modstilling mellem et Folketing, der hele tiden bliver yngre, og regeringer, der sætter rekorder i ungdom, og så det meget u-sprudlende, traditionelle og kulturelt konforme lovgivningsarbejde. Et arbejde, der primært handler om at skrue på arbejdsmarkeds- og sociale knapper og forvalte penge i velfærdsdrømmen Danmark.
I vores nabolande – og i resten af verden – er der større mod. Lovgivere, der har en anderledes optimistisk fortolkning af lovgivningsarbejdets muligheder og ikke er bange for at tage livtag selv med kulturinstitutioner. Tag fx svenskerne, der har tacklet prostitution ved at gå til roden af det samfundsmæssige problem, som sexarbejde er, nemlig efterspørgslen. De har forbudt mænd og kvinder at købe sig til sex. I Tyskland, Holland og Østrig har de eksperimenteret med at gøre det modsatte, at gøre sexarbejde til et rigtigt arbejde. Vi, derimod, hænger fast i årtiers vægelsind, hvor sexarbejde ikke er forbudt, og hvor indkomsten er skattepligtig, men hvor arbejdsmarkedets regler ikke gælder. Da det var oppe at vende under Helle Thorning-Schmidt, havde hendes regering ikke mod til at ændre på status quo. Mette Frederiksen har som bekendt fortrudt alle tidligere synspunkter med progressiv kant, og det er usandsynligt, at hun skulle stille sig i spidsen for et opgør med dansk lovgivningstradition på området.
Når Storbritanniens lovgivere ikke ligger i en bunke på gulvet over Brexit, så laver de opsigtsvækkende lovgivning, der går frygtløst i kødet på populærkulturen: For nylig er de første reklamer blevet forbudt på grund af deres såkaldt kønsstereotype indhold. Iblandt dem en reklame for smøreosten Philadelphia, i hvilken to nybagte fædre glemmer alt om deres afkom i ekstasen over det pågældende pålæg. Antydningen af, at mænd er håbløse forældre, fik reklamen til at falde under den ny lovgivning. Det var også britiske lovgivere, der i 2014 ryddede forsider i hele verden, da de forbød en farverig liste af handlinger og ytringer i britiske industrielt producerede pornofilm, herunder vold, pisk, slag med spanskrør, penetration med fx et våben, nedsættende ord eller vendinger om deltagende personer under samleje, anden ydmygelse, urinsex, rollespil som mindreårige, kvindelig ejakulation og strangulering, ’face-sitting’ og ’fisting’. De sidste tre på grund af fare for liv og helbred. Loven gav anledning til voldsom debat i Storbritannien, som med Irland på slæb i øvrigt også er firstmovers på en teknisk begrænsning af adgangen til internetporno for børn og teenagere.
Når Storbritanniens lovgivere ikke ligger i en bunke på gulvet over Brexit, så laver de opsigtsvækkende lovgivning, der går frygtløst i kødet på populærkulturen
_______
Det er også Storbritannien, der længe har ført offentlige kampagner imod det, de kalder antisocial adfærd. Det er cirka det, vi danskere opfatter som social opførsel mellem kl. 22 fredag aften og kl. 04 lørdag morgen. Amsterdam har lignende kampagner med bødeforlæg for organiseret druk og fri-pisseri på offentligt sted.
Spanien præsenterede i 2004 en omfattende lovpakke med reformer, der samlet skulle nedbringe antallet af kvinder, som bliver dræbt af en nuværende eller tidligere partner. Loven skabte opsigt i hele verden, da det var en ny og anderledes politisk måde at gå til et kulturelt fænomen på. Spanske ministre begyndte derfra også at få en automatisk sikkerhedsmeddelelse, hver gang en spansk kvinde blev dræbt.
Længere væk fra os har De Forenede Arabiske Emirater ansat en minister for lykke, der har som konkret opdrag at fremme tilfredsheden i befolkningen og dermed skubbe landet opad på internationale målinger af befolkningens lykkefølelse. ”Det er et alvorstungt arbejde”, forsikrer hun. I Bhutan har man i årtier målt et nationalt brutto-lykke-produkt efter en række parametre. Og New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, og hendes regering præsenterede i år en såkaldt velværefinanslov i et forsøg på at tænke nyt rent nationaløkonomisk.
Eksempler på kulturelt ambitiøs eller visionær lovgivning fra verden omkring os er der faktisk nok af. Man kan være uenig eller enig med de mere aktivistiske lovgivere, men der er mange af de her love, der skaber historie og inspirerer globalt – præcis som Danmark gjorde det med pornoen og det registrerede partnerskab.
Desværre er Folketingets store flertals ihærdige indsats for at gøre livet surt for udlændinge det eneste sted, hvor danske lovgivere opnår omtale i internationale medier i disse år
_______
Desværre er Folketingets store flertals ihærdige indsats for at gøre livet surt for udlændinge det eneste sted, hvor danske lovgivere opnår omtale i internationale medier i disse år. Her er der så til gengæld ikke grænser for kreativiteten. Smykkeloven fra julen 2015 er et eksempel, hvor resten af kloden spærrede øjnene op i vantro over, at et af verdens lykkeligste folk tilsyneladende ikke havde anfægtelser over at tage arvesmykkerne fra de nødstedte.
Danske politikere har for alvor noget på spil i forbindelse med chikaneforanstaltninger imod udlændinge og de danskere, der formaster sig til at være i familie med dem. Udlændingepolitikken er et bevis på, at dansk lovgivning hverken er ramt af forsigtighed eller fantasiløshed. Tværtimod. Det er et kreativt laboratorium, frigjort fra tyngden af konventioner, traditioner og almindelig anstændighed.
Men ændre på vi hovedkulturelle danskeres vaner og uvaner vil ingen. Og når lovgiver ikke vil ændre noget i vores egen kultur, så er det enten, fordi lovgiverne mener, at intet kan forandres til det bedre, fordi danskerne ganske enkelt er kulturelt uovertrufne og uforbederlige. Ellers er det, fordi lovgiver ikke har fantasi til at forestille sig, at de er i stand til at ændre på noget. Typisk fordi den iltsvækkede partikultur vil forhindre det allerede på initiativstadiet, da informationskontrollen kvæler spontaniteten og idérigdommen.
Mette Frederiksen mener, at regeringen har en opgave i at løse tillidskrisen i samfundet. Som statsminister mener hun, at der mangler tillid til politikere, medier, myndigheder og banker oven på hvidvasksagerne. At vi alle har følelsen af, at de gode år ligger bag os.
Og det er rigtigt. Men svaret på den tillidskrise er ikke alene flere pædagoger og metervare-politikere. Det er i langt højere grad karakterfast ledelse blandt dem, der skulle sætte en retning for dette samfund. Og mod og vilje til forandring. ■
Svaret på tillidskrisen er ikke alene flere pædagoger og metervare-politikere. Det er i langt højere grad karakterfast ledelse blandt dem, der skulle sætte en retning for dette samfund. Og mod og vilje til forandring
_______
Anne Sofie Allarp (f. 1972) er uddannet cand.jur. Hun er international redaktør på Radio24syv og fast kommentator i Berlingske samt tilknyttet People’sPress som forfatter. ILLUSTRATION: Mette Frederiksen møder presser, efter at det står klart, at statsministerposten er hendes – takket være opbakningen fra Pia Olsen Dyhr, Pernille Skipper og Morten Østergaard (25. juni 2019) [foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix]