
Anne Sofie Allarp: Hvor langt kan venstrefløjen egentlig holde til at gå på udlændingepolitikken?
23.06.2019
.Venstrefløjen kunne finde ud af at holde kæft under valgkampen, men vil de se til, mens Socialdemokraterne bakser med deres ”retfærdige og realistiske” asylpolitik?
Af Anne Sofie Allarp
Man har ikke set meget til Mette Frederiksen i rollen som leder af oppositionen de forgangne fire år, men valgkampen bød på imponerende fælles fodslag. ”Ny retning for Danmark!” og ”Danmark har brug for en ny regering” stemte de kommende støttepartier i, mens de kippede med klima-flaget.
Noget nyt, noget med miljø og noget med øget offentligt forbrug var tilsyneladende sikre positioner i modsætning til alle de uendeligt mange områder, hvor Socialdemokratiet er langt mere enigt med den tidligere regering, og ikke mindst med Dansk Folkeparti, end med SF, Enhedslisten og De Radikale.
Socialistisk Folkepartis formand, Pia Olsen Dyhr, trådte på sidste uges folkemøde på Bornholm op med en lang snak om børn, der er angste for nationale tests, om de onde djøf’ere og med krav om, at hele Danmark skal tage det roligt. Det var et regulært knæfald for en kommende socialdemokratisk regerings politik.
Og Enhedslisten, som er det parti, der i højest grad af alle Folketingets partier har stemt modsat Socialdemokratiet i de forgangne fire år, benyttede Folkemødet til at juble over, at blå blok er besejret. Der skal lyde et tillykke herfra – men en mere ædruelig tilgang er ønskelig. For hvad kan den såkaldte ”røde blok” egentlig holde til at lægge stemmer til eller holde hånden over?
Der skal lyde et tillykke [til venstrefløjen] herfra – men en mere ædruelig tilgang er ønskelig. For hvad kan den såkaldte ”røde blok” egentlig holde til at lægge stemmer til eller holde hånden over?
_______
Man må gå ud fra, at Socialdemokraterne i en regering som minimum må skulle levere nye klimapolitiske initiativer, hvilket forhandlingerne mellem partierne i „rød blok‟ også tyder på, vil ske. Derudover skal Socialdemokratiet levere en god og holdbar løsning vedrørende værdig tilbagetrækning for nedslidte, og de skal kendes på en hård og uforsonlig udlændingepolitik. Det sidste er der, hvor venstrefløjen allerede oven på denne valgkamp har et troværdighedsproblem. Et problem, som udelukkende kan vokse med venstrefløjens apologi overfor den næste regering.
For konkret har Socialdemokratiet fremlagt et forslag efter den såkaldte australske flygtningemodel. Den fungerer således: I australsk farvand patruljerer flåden og holder øje med migrantbåde. Opdages en båd, bliver den enten slæbt tilbage til, hvor den kom fra, eller også får de ombordværende mulighed for at søge asyl i Australien. Søges der asyl, vil de ombordværende blive fragtet til lejre, som Australien driver på fremmed territorium, nærmere bestemt de små lande Nauru og Papua Ny Guinea.
Her skal asylsøgerne være, indtil deres sag er behandlet. De vil derpå ikke kunne komme til Australien på noget tidspunkt. Højesteret i Papua Ny Guinea har kendt den australske model forfatningsstridig og vil have lejren på papuansk territorium lukket.
Den australske model har vakt opstandelse verden over grundet de inhumane forhold i lejrene, hvor selvskade er hverdag, og hvor børn ned til 9 år har forsøgt at begå selvmord. Og så er den australske model den dyreste af alle. Alene i opholdsudgifter under asylbehandlingen er den over 10 gange så dyr som den danske. Det er dyrt at udstationere personale, sørge for sikkerhed, mad og parallelle undervisnings- og sundhedsfaciliteter.
Socialdemokratiets ”løsning” på flygtningeområdet vil således indebære, at det ikke længere vil være muligt at få ophold i Danmark ved at møde op, fx ved den danske grænse eller i Center Sandholm, og søge asyl. Asylansøgere, der kommer til Danmark, vil straks blive sendt ud af landet til et danskdrevet modtagecenter i et tredjeland i fx Nordafrika. Her skal de så opholde sig, mens deres asylsag behandles.
Er sådan en ansøgning succesfuld, dvs. bliver en person anerkendt som flygtning, så vil Socialdemokratiet henvise denne til at udfolde sit asyl i en FN-flygtningelejr eller i det pågældende land, hvor modtagecenteret ligger.
Hvor langt ned ad den vej, for enden af hvilken den blå regerings paradigmeskift virkelig er en “tynd kop te”, som Mette Frederiksen kaldte den, vil Venstrefløjen gå flagende og heppende i Socialdemokratiet fodspor?
_______
Til gengæld skal Danmark modtage kvoteflygtninge – men det nye asylsystem skal samtidig kombineres med et loft over ikke-vestlig indvandring. Loftet skal både omfatte flygtninge, mennesker med humanitært ophold og familiesammenførte fra ikke-vestlige lande. Det betyder, at man reelt afkobler flere rettigheder for de, der måtte komme sidst i køen.
Intet regeringsbærende parti har nogensinde foreslået en så vidtgående model. Lars Løkke forsøgte sig med fælleseuropæiske forslag om lejre i Albanien, men det blev hurtigt skudt ned af Albanien selv. EU har vedtaget at undersøge, om flygtninge, der er nødstedte til havs, kan sendes til ekstraterritorielle lejre, men er blevet advaret imod den australske model.
Så hvad gør venstrefløjen, når Socialdemokratiet på vegne af Danmark rejser rundt i det nordlige Afrika og forsøger at få deres politik implementeret – eller bare repræsenterer Danmark internationalt med den type ideer? Hvad kan Venstrefløjen egentlig holde til på udlændinge- og flygtningeområdet? Hvor langt ned ad den vej, for enden af hvilken den blå regerings paradigmeskift virkelig er en „tynd kop te„, som Mette Frederiksen kaldte den, vil Venstrefløjen gå flagende og heppende i Socialdemokratiet fodspor? Det er spørgsmålet.
Mon ikke de efter bragesnakken på Folkemødet inderst inde håber, at Socialdemokratiets ”retfærdige og realistiske” flygtningeudspil faktisk er så konventionsstridigt og urealistisk, at det bliver umuligt at gennemføre? For det er selve troværdigheden og den ideologiske retning for venstrefløjen, der er på spil. ■
Mon ikke [venstrefløjen] inderst inde håber, at Socialdemokratiets ”retfærdige og realistiske” flygtningeudspil faktisk er så konventionsstridigt og urealistisk, at det bliver umuligt at gennemføre?
_______
Anne Sofie Allarp (f. 1972) er cand.jur., international redaktør på radio24syv og vært på kanalens daglige udlandsmagasin Datolinjen. IlLUSTRATION: Enhedslistens Pernille Skipper og Radikale Venstres Morten Østergaard i Folketingssalen [foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix]