07.06.2019

.

Vælgerne favoriserede ved dette valg midten af dansk politik, men er også stadig glade for populisme. Borgerligheden har brug for at gentænke sin konservative og liberale identitet, og venstrefløjen er blevet rene velfærds-dogmatikere. Det er noget af det, vi lærte af valget.

Kommentar af Anne Sofie Allarp

1) Vi kender meget lidt til den kommende regerings politik. Socialdemokratiet har designet, spinnet, fortrudt og forlagt så meget af partiets politik og historie, at det reelt er lidt af en forvandlingskugle, der med stor sandsynlighed triller ind i Statsministeriet. Partiet har den forgange periode lagt sig meget yderligt på retspolitik, socialpolitik, udenrigspolitik og udlændingepolitik. Nogle ser dette som udtryk for politisk taktik, men spørgsmålet er, om man som regeringsbærende parti kan mene ting halvt? Jeg tror, det er svært i længden. Partiet vil over tid komme til at betale prisen for ikke at have et tydeligt let afkodeligt holdnings- og værdisæt. Hvis S-ledelsen er i tvivl, så kan dette valgs resultat, som er vælgermæssigt ringere end valgresultatet efter fire år med Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon, måske give et praj.

2) Vælgerne favoriserede ved dette valg midten af dansk politik og de gamle partier. De fire ældste partier i det danske demokrati (V, S, RV, K) har samlet fået to tredjedele af stemmerne. Et regeringsgrundlag mellem de fire ville skabe en overordentligt stabil regering, på papiret i hvert fald. Også Venstres fremgang ved valget tyder på, at mange danskere gerne ser nye måder at samle flertal på.

3) Vælgerne er imidlertid også stadig glade for populisme. Hvis man regner stemmerne sammen for de partier med den hårdeste udlændingepolitik og mest populistiske stil, nemlig S, DF, Stram Kurs og Nye Borgerlige, så nyder populismen stadig opbakning fra næsten 4 ud af 10 danskere. Socialdemokraterne har lagt sig helt tæt op ad Dansk Folkeparti i den forgangne periode og har fremlagt en udlændingepolitik, der er uforenelig med flygtningekonventionen. Også på retspolitikken er der en villighed fra partiet til at udfordre dansk retstradition, for eksempel ved at kræve mindre søskende til bandekriminelle tvangsfjernet med det formål at lægge pres på den samlede familie.

 

Venstres valgresultat bevidner, at vælgerne godt kunne lide en politiker, der tænkte ud af boksen, kunne sit stof og ikke konstant sank ned i floskler og one-liners
_______

 

4) Venstres formand blev match-winner med sin udfordring af den forældede, ensidige blå-røde måde at se dansk politik på. Desuden havde han generelt den langt mest overbevisende optræden i valgkampens debatter. Venstres valgresultat bevidner, at vælgerne godt kunne lide en politiker, der tænkte ud af boksen, kunne sit stof og ikke konstant sank ned i floskler og one-liners.

5) Det var en rimeligt sober valgkamp. Der var naturligvis noget internetbaseret drilleri mellem Venstre og Socialdemokraterne og et pinligt pressemøde med nogle Venstre-ministre, som vi sent glemmer. Men i det store hele var det en valgkamp uden low-blows. Socialdemokraterne afholdt sig fra at lave en outdoor-kampagne som den Bilags-Lars-reklame, de lavede i 2015, og Venstre afholdt sig fra at genne spøgelserne fra Mette Frederiksens ministertid ind i valgkampen. Hun havde som bekendt et lidt anspændt forhold til ministeriernes personale.

6) Den danske venstrefløj er blevet rene velfærds-dogmatikere – og det er populært. EL og SF har kørt kampagne på klima og velfærdsydelser, altså flere penge til det offentlige gennem højere skatter. Vælgerne har kvitteret med 29 mandater til de to partier og mener åbenbart ikke, at venstrefløjspolitik i dag handler om andet end miljø og offentligt forbrug. De to partier har samtidig mere eller mindre sat det valgtaktisk blinde øje til de mere kontroversielle sider af socialdemokratisk politik, for eksempel paradigmeskiftet, de facto-sænkelsen af den kriminelle lavalder til 10 år eller tvang i socialpolitikken. Spørgsmålet er, om den danske venstrefløj indeholder mere end klima og velfærds-bonanza i dag?

7) Valgdebatterne gik aldrig i dybden. Man kan sige, at kvantiteten var i orden, men moderatorerne fik aldrig ordentlig greb om partiernes ømme punkter. Mette Frederiksen fik fyldt urimeligt meget tid i primetime med storsmilende sniksnak om de almindelige mennesker, hun havde mødt derude, særligt i Jylland, og med mere eller mindre veloplagte indskudte bemærkninger. Hun havde alt at vinde ved at få tiden til at gå. Public service-kanalerne valgte hyggen frem for dybden i valgdækningen, og det gik ud over kvaliteten.

 

Havde [RV] været modige og stillet sig udenfor blokkene, så ville styrkeforholdet være vendt i dag. Det ville have garanteret dem en helt anden grad af indflydelse og måske selvrespekt
_______

 

8) Den kvindelige repræsentation i folkestyret halter stadig. Men to partier har opnået fuldstændig balance mellem kønnene, dvs. lige mange valgte kvinder og mænd. Det er de Konservative og Nye Borgerlige. Og venstrefløjen og RV har faktisk fået valgt flere kvinder end mænd. De Radikale ender på 9 kvinder og 7 mænd, Enhedslisten 7 kvinder ud af 13 valgte, og kvindepartiet SF er helt oppe på 11 kvinder ud af 14 MF’ere. Til gengæld er mandepartiet Liberal Alliance det eneste parti, der ikke har fået valgt en eneste kvinde. Alternativets kvindeproblem fortsætter også ufortrødent med kun én valgt kvinde ud af fem parlamentarikere. DF og Venstre når lige op over en tredjedel, henholdsvis 6 ud af 16 og 15 ud af 43. Og børnenes statsminister er i hvert fald ikke kvindernes statsminister, da Socialdemokratiet har fået valgt tre fjerdedele mænd og en fjerdedel kvinder ind i deres 46 “mand” store gruppe.

9) De Radikale kunne have placeret sig i den mest magtfulde position af alle partier, men turde ikke. Den radikale leder mindede ganske vist under partilederrunden på valgaftenen Mette Frederiksen om alle de prygl, han havde fået af Socialdemokratiet i den forgangne periode. Men sandheden er, at RV har lovet sine vælgere Mette Frederiksen som statsminister, til trods for de prygl. De havde ikke tillid til deres vælgeres abstraktionsniveau. Men havde de været modige og stillet sig udenfor blokkene, så ville styrkeforholdet være vendt i dag. Det ville have garanteret dem en helt anden grad af indflydelse og måske selvrespekt.

10) Borgerligheden har brug for at gentænke sin konservative og liberale identitet. Hvem er de overfor en centrum-populistisk regering? Hvad er det borgerlige Danmark i dag efter alle de fodaftryk, som Dansk Folkeparti har sat over hele blå blok? Det er det, de nu skal tænke grundigt over. ■

 

Hvad er det borgerlige Danmark i dag efter alle de fodaftryk, som Dansk Folkeparti har sat over hele blå blok? Det er det, de nu skal tænke grundigt over
_______

 

Anne Sofie Allarp (f. 1972) er cand.jur., international redaktør på radio24syv og vært på kanalens daglige udlandsmagasin Datolinjen. ILLUSTRATION: Mette Frederiksen og Morten Østergaard krammer inden partilederdebatten på valgaftenen på Christiansborg (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)