20.04.2019

.

Det kommende folketingsvalg er først og fremmest et moralsk valg for os danskere. Og det vigtigste moralspørgsmål i dag er, om vi vil acceptere, at nogle lider afsavn, mens andre lever i overflod. Hvis svaret er nej, kræves et opgør med kapitalismen.

Kronik af Kjartan Andsbjerg, Camilla Garder, Anne Vraa-Jensen og Asmus Rungby, Systemkritisk Netværk

Den danske teolog og tænker K. E. Løgstrup lærte os, at livet fordrer etiske valg, og at vi aldrig har med et andet menneske at gøre uden at holde noget af dets liv i hånden. Når vi indenfor de næste tre måneder står med stemmesedlen nede i den lokale idrætshal, bliver vi konfronteret med et sådant etisk valg. Vi skal ikke alene træffe et valg om, hvem der skal sidde bag Christiansborgs tykke mure de næste fire år. Vi skal træffe et valg om, hvilke mennesker vi ønsker at være.

Det lille kryds, vi sætter på det lange farvede papir, er alt andet end uskyldigt. Med vores stemme giver vi politikere mandat til at træffe beslutninger på vores vegne. Beslutninger, som har store konsekvenser, der rækker ud i virkeligheden. Valget er dermed et moralsk spørgsmål, og hvor din stemme lander, bør afgøres af, hvilket parti og hvilken politiker der har et værdigrundlag, som minder mest om dit eget.

Selvom det i den offentlige debat af og til hævdes, at forskellene i dansk politik bliver mindre, findes der stadig store forskelle i partiernes værdier. Og det er her – på menneskesynet og de grundlæggende værdier – at partierne for alvor adskiller sig fra hinanden.

TIDENS måske hotteste politiske emne – klima – afslører, hvordan politisk handling og grundlæggende værdier hænger uløseligt sammen. Alle partier har langt om længe accepteret, at klimaforandringerne er både reelle og menneskeskabte. Alligevel er der store forskelle i deres forslag til politiske løsninger, netop fordi partierne har forskellige opfattelser af, hvad der er det moralsk rigtige at gøre.

Bortset fra Alternativet og Enhedslisten vil Folketingets partier fortsætte med at pumpe olie op af Nordsøen, selvom FN’s klimapanel siger, at 80 procent af verdens kendte oliereserver skal holdes i undergrunden, hvis vi skal gøre os nogen som helst forhåbning om at holde os under de to graders temperaturstigning.

Med Henrik Sass Larsens nylige udtalelser om, at klimakrisen skal løses med et teknologisk fix, blev det klart, at omtrent samme politiske flertal heller ikke ønsker at omlægge hele samfundet, selvom det ifølge videnskaben er nødvendigt. Kun oppositionen ud over Socialdemokratiet (altså: EL, SF, ALT, R) erkender – i varierende omfang – nødvendigheden af en grøn omkalfatring af hele vores måde at leve på.

På klimaspørgsmålet findes altså en skillelinje mellem de partier, der mener, det er retfærdigt, at vi kun delvist opfylder vore forpligtelser over for omverdenen og fremtidige generationer, og så de partier, der mener, vi bør gå forrest for at begrænse de skader, vores forbrug allerede i dag påfører verdens mest udsatte.

 

Flertallet må simpelthen mene, at disse menneskers liv er mindre værd end vores, alene fordi de er så uheldige at være født i lande, der har fungeret som bolde i det geopolitiske flipperspil
_______

 

LIGESOM med klimapolitik afslører flygtninge- og integrationspolitik mangt og meget om værdiforskellene i dansk politik. Hvis man vælger at stemme på Socialdemokratiet eller et af de blå partier, blåstempler man interneringen af udsatte børn og voksne under kummerlige forhold på Udrejsecenter Sjælsmark. Både Røde Kors, Børns Vilkår og Amnesty International har beskrevet, hvordan opholdet traumatiserer beboerne. Og på kancellisprog konkluderer Ombudsmanden: “Forholdene for børn i Udrejsecenter Sjælsmark er egnede til væsentligt at vanskeliggøre børnenes opvækst og begrænse deres muligheder for naturlig udvikling og livsudfoldelse”.

At internere børn på en måde, så deres udvikling og livsudfoldelse ødelægges, er ikke noget, vi som samfund behøver at gøre. Det er noget, vi vælger at gøre, fordi et flertal vurderer, det er nødvendigt for vores velbefindende at reducere andres velbefindende. Flertallet må simpelthen mene, at disse menneskers liv er mindre værd end vores, alene fordi de er så uheldige at være født i lande, der har fungeret som bolde i det geopolitiske flipperspil. Det er et menneskesyn, man skal være indforstået med at støtte, hvis man planlægger at stemme borgerligt/socialdemokratisk.

BEGREBET ‘VÆRDIPOLITIK’ blev brugt af den amerikanske politolog Ronald Inglehart til at beskrive de nye politiske temaer, der i 70’erne og 80’erne afløste fordelingspolitikken som udslagsgivende for vælgernes stemmer. Men i virkeligheden handler også fordelingspolitik om helt grundlæggende værdier.

Tag debatten om fattigdomsydelserne som eksempel. Når de borgerlige afviser at afskaffe dem, forårsager de med åbne øjne lidelse hos tusindvis af voksne og børn i Danmark. Det har blandt andet AE-Rådet, Dansk Socialrådgiverforening og Dansk Flygtningehjælp beskrevet.

Evalueringer viser samtidig, at der ikke er nogen synderlig beskæftigelseseffekt af fattigdomsydelserne. Konklusionen må derfor være, at partierne, som ønsker at bevare dem, er af den opfattelse, at princippet om, at der skal være stor forskel på mennesker i arbejde og mennesker uden, er så vigtigt, at det er rigtigt at ødelægge tusinder af menneskeliv for det. Det er ét moralsk standpunkt. Men kan det virkelig passe, at det også er flertallets?

 

At få råd til at sikre almindelige menneskers velbefindende er jo kun umuligt, hvis man afviser at finde finansieringen hos dem, hvis lommer bugner
_______

 

DET ER sådan cirka her i argumentationsrækken, at borgerlige plejer at bryde ind og postulere, at økonomiske reformer er nødvendige for, at vi kan finansiere velfærdsstaten. At det er umuligt at få råd til både klima, flygtninge og bedre velfærd. At borgerlig økonomisk politik er nødvendig for at sikre en retfærdig og sund økonomi.

Det er selvfølgelig ikke sandt. Men argumentationen afslører det mest fundamentale værdiskel i dansk politik: Mellem dem, som ønsker lighed, og dem, som prioriterer ulighed. At få råd til at sikre almindelige menneskers velbefindende er jo kun umuligt, hvis man afviser at finde finansieringen hos dem, hvis lommer bugner – hvis man prioriterer luksus til de rigeste over basale fornødenheder til dem, der mangler. Det er ikke og bliver aldrig nødvendigt at sikre nogle menneskers rigdom på bekostning af andres trivsel; det er et moralsk valg.

Selvfølgelig skal pengene passe. Men det gør de også, hvis ellers man er klar til at finde dem hos den økonomiske elite, som i kraft af deres privilegier er stukket af fra resten af os. Første skridt kunne være at indføre millionærskat, finansskat og hæve fx arve- og topskat. Men i virkeligheden kræves en langt større omstilling – et decideret opgør med kapitalismen – hvis vi for alvor skal have råd til at prioritere dem, der har brug for hjælp, i stedet for at lade virksomhedsejerne løbe med overskuddet.

KAPITALISMEN tilskrives ofte store fremskridt – selvom disse altid er sket gennem en voldsom udbytning af millioner af mennesker verden over. Men naturligvis er det muligt at fordele verdens ressourcer på en mere solidarisk måde, så flere får mere end under den nuværende kapitalistiske verdensorden, hvor der på én og samme tid eksisterer pervers overflod og enorm armod.

Langt de fleste partier nægter at gøre op med kapitalismen og dens indbyggede uretfærdige fordeling af samfundets ressourcer. Det er helt legitimt, men det afslører igen en forskel i værdier. Valget af kapitalisme frem for en mere lige fordeling af vores ressourcer er en prioritering af rige mennesker over fattige. Nogle vil mene, at det er en anstændig prioritering, fordi de er af den opfattelse, at enhver er sin egen lykkes smed. Den holdning deler vi ikke. Vi mener, at alle som udgangspunkt fortjener lige meget, fordi vi alle er produktet af vores omgivelser (dette har vi uddybet andetsteds). Dette værdimæssige udgangspunkt gør det umuligt for os at sætte et kryds ved nogen, der ikke aktivt bekæmper kapitalismen.

Det store spørgsmål op til folketingsvalget er, om vi skal give vores politikere mandat til at træffe beslutninger, der gavner de få på bekostning af de mange, som flertallet hidtil har ønsket? Eller om vi skal ændre fundamentalt på de strukturer i samfundet, der straffer nogle og belønner andre, alene fordi de er født med forskellige forudsætninger? Valget er et valg af moral. Vi står med andre menneskers skæbne i hænderne. ■

 

Valget af kapitalisme frem for en mere lige fordeling af vores ressourcer er en prioritering af rige mennesker over fattige
_______

 

Systemkritisk Netværk er en netværksorganisation, som har til formål at styrke den reelle, kritiske venstrefløjs argumenter i kampen for et retfærdigt samfund.
Kjartan Sveistrup Andsbjerg (født 1992) er uddannet antropolog fra Københavns Universitet og har blandt andet lavet feltarbejde om individualisme og de moralopfattelser, som får ulighed til at virke retfærdigt.
Camilla Garder (født 1989) er uddannet antropolog og har en MA i mellemøststudier. Hun har blandt andet arbejdet med, hvordan tilskrevne identitetsmarkører, særligt køn og etnicitet, påvirker individers subjektopfattelser.
Anne Vraa-Jensen (født 1992) har en BA i statskundskab og studerer på kandidaten Global Studies & International Development Studies. Hun har primært arbejdet med (international) uddannelsespolitik og faglige rettigheder og organisering.
Asmus Rungby (født 1991) er PhD-stipendiat ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet, hvor han forsøger at forbinde klassisk filosofi, kritisk teori og post-strukturalisme for at forstå, hvordan moderne selver opstår i demokratiske kontekster. ILLUSTRATION: Billedtekst: Lamborghinichef Stefano Domenicali med en Huracan Evo på åbningsdagen for biludstillingen i Shanghai, 16. april 2019 [Greg Baker/AFP/Scanpix]